Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Ole Tersløse - Flower Children

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Fri, October 23, 2015 21:12:55

Sweet Child of Mine

af Troels Laursen

Ole Tersløse Jensen’s nyeste computervitaliserede serie “Flower children”, der forsætter kunstnerens udforskning af den parallelle virkelighed.

Ole Tersløse Jensen er oprindelig uddannet maler på Kunstakademiet, men har de seneste år fortrinsvis arbejdet med computermanipuleret fotografi og visualisering i 3d-computerprogrammer.

“Creation is out of nothing: the unreal awakens us out of the sleep of reality. Imagination is a better artist than imitation”

Sådan skulle Flemming Johansen, (tidl. direktør for Ny Carlsberg Glyptotek) formentlig engang have sagt om kunstneren Richard Winthers (1926-2007) fotos. Og uden sammenligning i øvrigt, så det er også det der er på færde i Ole Tersløse Jensens arbejder.

Her skabes der, ud af intet og ikke mindst ud af det, der ligger lige ved siden af virkeligheden.

Fotografiet er på sin vis en fattig afspejling af verden og især af følelserne. Et foto kan højest angive en stemning og en stemninger jo kun en ubestemt følelse. En af fotografiets fordele er at den kan fastholde ellers flygtige billeder, som ellers ville forsvinde i erindringen og en anden fordel kunne være dens mangler sammenlignet med det menneskelige øje og det menneskeskabte billede. Det er ved at udnytte disse to fordel ved fotografiet at Tersløse formår at skabe mere end der ville være på et fotografi. Tersløse arbejder ikke med fotografiet i traditionel forstand, men hans ”animationer” og manipulationer med computerens pixels får fremskabt et ydre billede, der (mest) fremstiller et indre.

Tersløse ser sine værker som en reaktion mod, hvad han ser som myten om fotografering, og den ide der vil hævde, at fotografering repræsenterer virkeligheden og at fotografen er i stand til at konfrontere os med sandheden om verden. Hans billeder undersøger det der tilsyneladende kunne være realistiske situationer. Men han går ind i de symbolske betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed.

Og disse værker med blomsterbørnene, skabes der ud af intet og vi trækkes lige ind i virkeligheden med endnu større kraft, end den virkelighed vi stod med og foran lige før.

Tersløse skaber langt de fleste billedelementer fra grunden i 3d computerprogrammer. Programmer, der også bruges til computerspil og visuel-effects i filmindustrien. Hans arbejde kan sammenlignes med en klassisk skulpturs arbejde, hvor lag på lag bliver lagt på, ikke af gips eller ler, men af lys og skygge, farve og former af trekanter og firkanter, så det til sidst ligner, men i virkeligheden mest er en "gradbøjning" af virkeligheden.

Selvom hans værker altså kan minde om fotografier ved første øjekast, så bruger Tersløse aldrig fotografiet som en base for hans billedsprog; i stedet skaber han hvert billede fra bunden. De uendelige muligheder for computergrafik sætter Tersløse fri til at lave værker, omfortolke og rekonstruere verden med et strejf af poesi, humor og galskab.

Tersløses insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen.

Placering af hans værker mellem fotografi og maleri giver Tersløse en mulighed at spille med stilarter fra forskellige perioder i kunsthistorien.

Flower Children

Tersløse arbejder altid i serier, hvor ”emnet” endevendes og drejes, så det frembringer flere variationer over det samme tema.

Børnene i serien af ”Flower Children” er placeret i et ikke-landskab eller på en ikke-scene. De, børnene, der er som små tommeliden’er, er bare til i et rum, med en grønlig monokrom baggrund.

Det fortaber sig i tågerne, hvor vi er. Et sted uden for tid og sted.

Og det hele er som frosset omkring et ”før” og et ”efter” den scene, der udspiller sig foran os. Og man må spørge sig selv, hvad mon gik forud og hvad følger efter. Men der gives ikke et svar, fortællingen i værket er stoppet. I et øjeblik. Noget er gået forud, og noget vil følge, men hvad er også uden for rækkevidde for beskueren, med mindre denne selv bygger til med fantasien. Børnene er ikke et bestemt genkendeligt barn. De er ingen børn, de er alle børn. De er tæt på, og samtidig fjerne og uopnåelige. Trods deres realistiske fremtoning er der en distance.

Børnene har alle en relation til en plante, en blomst en vækst.

Begrebet med ”Blomster Børn” dukkede op i 1960’erne, da blandt andre den amerikanske beatnikdigter Alan Ginsberg (1926-97) foreslog uddeling af blomster som en form for fredshandling. Her i Tersløses værker skal dette tilsyneladende forstås helt bogstaveligt.

Billedserien, der består af seks computervisualiseringer, udført som store lampda-prints, viser som det gennemgående motiv en række meget tilsyneladende harmoniske opstillinger af børn, der er tæt med overdimensionerede vækster. Men noget forstyrrer.

Forestillingen om fred og fordragelighed mellem uskyldige børn og naturen holder ikke. For børnene er i færd med at ødelægge. En er ved at klippe en blomst i stykker med en stor hækkesaks, og to af børnene gemmer sig bag eller i væksterne, som var de strudse, der ikke vil opdages. Eller afsløres.

“Slangen i paradiset” er til stede i talrige afskygninger.

Det er imidlertid ikke kun på det ikonografiske plan, at idyllen forstyrres. Også hvad det formelle angår, arbejder Ole Tersløse med en række fremmedgørende og uroskabende greb.


Selv om børnene i en vis forstand virker naturlige i kraft af deres nøgenhed, afsløres de ved nærmere eftersyn som en form for uhyggelige, artificielle fetishobjekter. Og her kunne ordet ”fetich” defineres som noget, der ”refererer til genstande, som har evnen til at kondensere begær, absorbere frygt, koncentrere drømme og opfange fantasier”. Således også i disse børnebilleder. Børnene er mere en uskyldsrene og frie. De er mere. De er for perfekte til at kunne være virkelige, og hele set-up’et med den neutrale baggrund og den bløde belysning, giver associationer til kommercielle billeder af diverse forbrugsgoder (fjernsyn, computere etc.), hvor det afbillede genstand tit får en udstråling af noget sakralt og uopnåeligt, men samtidig forbliver kold og utilnærmelig.

Pointen i billederne træder for alvor i relief, når deres tematik sammenholdes med kunstnerens teknik. Tersløse har netop ikke fotograferet virkelige børn og planter, men skabt dem som digitale artefakter, og det alt for perfekte og alt for forenklede, til at man tror på illusionen.

Der er egentlig ikke længere noget naturligt og oprindeligt tilstede i hans “flower-children-paradis”, for det hele er konstrueret i avancerede computerprogrammer, der også bruges til at skabe de kunstige landskaber og karakterer, vi kender fra computerspil og film som Ringenes Herre og Avatar.

Børnene og planterne har aldrig været virkelige, men er et produkt af vores egen forestillingsverden bragt til live med avanceret, moderne computerteknik.

Ved at skabe et kunstigt paradis afslører Tersløse vores forestilling om en oprindelig, naturlig uskyldstilstand som en kulturel konstruktion. Det uspolerede menneske, som levede i pagt med naturen, har næppe på noget tidspunkt eksisteret reelt. Ikke desto mindre bliver forskellige udgaver af paradis-myten ved med at spille en central rolle for vores civilisation, der gerne vil dyrke det oprindelige og det naturlige som en form for modpol til vores moderne tilværelse som kulturelle (eller snare kulturlige) mennesker. Hans værker handler om den virkelighed, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed. Han stiller skarp på vores virkelighedsforståelse, eller måske mere mangel på samme….?

Fakta:

Ole Tersløse er født i Hjørring i 1971, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1990-1993 og bor og arbejder nu i Danmark.

Tersløse har tidligere haft soloudstillinger på bl.a:

2013 "Human - nature", Lacda, Los Angeles, USA

2012 "The black box project", Nbex, Viborg

2009 Hå gamle Prestegaard, Norge

2007 NBex, Viborg,

2007 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2003 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2001 "Virgin Runway", La Galerie Danoise, Paris, Frankrig

Ole Tersløse er aktuel følgende steder i ind og udland de kommende måneder:

  • Bastard Art festival til september i Berlin, hvor han viser animationsfilm

Se mere på www.bastardart.org eller på www.terslose.dk/videos

  • "Flower children", Oxholm Gallery, København (oktober)

  • "Isotop", november, Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

  • "Trans-figuration", Galleri NB i Viborg, efteråret (en udstilling, der viser markante kunstnere, der arbejder med figurationer)



Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.