Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Figurationer - mellem tradition og nybrud

ÅbningtalerPosted by Troels Mon, October 06, 2014 09:40:10

Tale ved ferniseringen

Figurationer - mellem tradition og nybrud

Tanja Kjærgaard, Thomas Wolsing, Ole Tersløse og Knud Odde

Galerie Provence, Vadum 4.oktober 2014

Jeg vil gerne begynde med at sige tak til Johnny og Ove, hvor er det skønt at stå her igen, her i jeres galleri. Vi har savnet det! Så tak for det og tak fordi jeg endnu engang må stå her og sige noget her, før ballet åbner. Og tak til de fire kunstnere, der frygtløse har givet mig lov til at møve mig ind på deres værker – og deres fælles udstilling, som bærer den fine titel:

Figurationer – mellem tradition og nybrud.

Og jeg vil gerne, med denne tale, slå ned på figuration og nybrud.

Figuren er interessant og nybrud er altid interessant.

Det figurative er noget andet end det abstrakte, selvsagt.

Det figurative hentes i det genkendelige: i mennesket og dets omgivelser. Ting og levende væsener, som vi kender og genkender. Og det figurative kunst henter sine motiver, groft sagt, i menneskekroppen og i landskabet.

Og her i dag handler det om landskabet her ude for os og om mennesket selv. Om naturens og menneskekroppens former og flader.

Og det er det vi straks ser i Thomas’ broderier, i Knuds træsnit og i Tanjas klip og Ole computerredigerede virkeligheder. Men, om det er genkendeligt og om deres kunst er en skildring af virkeligheden , sådan 1:1? Nej, det er det ikke.

Det er det, der er nybruddet eller måske rettere bruddet ind i virkeligheden. Kunsten er ikke sandheden og den skildrer ikke sandheden eller virkelighed 1:: Den laver en revne, et brud ind i virkeligheden og det er der i det brud, i den revne, at virkeligheden får et nybrud. Ikke så den går i stykker, nødvendigvis, men sådan at kunsten, der i revnen, i bruddet, kan vise os virkeligheden, som den virkelig er. En større og sandere sandhed om man vil…..

Alle fire kunstnere arbejder med det genkendelige motiv, men hver på deres måde og med skiftende grader af respekt og måske allermest med en disrespekt for den figurative billedkunsts traditionsdannelser.

I disrespekten ligger nybruddet. Det er der revnen i virkeligheden ligger. I det brud ligger kunsten.

Og det er der vi møder den: i bruddet.

Kunsten kan lave denne revne, denne sprække, dette brud, så vi pludselig ser verden anderledes end før vi så virkeligheden, som vi på en måde er fælles om og så alligevel ikke, fordi vi sidder med hver vores virkelighed, men kunsten kan skabe en fælles virkelighed, ved at vise os revnerne i den….---

Og det er det vi ser her på væggene og lige om lidt kan I selv finde bruddene og sprækkerne.

Thomas Wolsing har valgt en udtryksform, som traditionelt er blevet brugt til at skildre landboidyllen: Korsstingsbroderi på stramaj.

De tomme og faldefærdige ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af Danmark med rustne bilvrag. Værkerne, i sort, gråt og hvidt, er koder, hvor broderigarnets farvekode udgår motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Broderierne udfordrer vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan vi bebor det. Og hvad er vores mentale billede af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag?

I dag lever broderiet med disse motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker. Men hvem kender ikke broderiets traditionelle landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden? Disse kitschede billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik funktion som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald, så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter spørgsmålstegn. Her er kronhjorten ved skovsøen uddød. Det er udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken. Men til gengæld sættes tankerne i gang. Og det er måske også det vigtigste. For, det er her revnen er, her bruddet findes og sprækkerne ses.

Tanja Kjærsgaard viser os naturen.

I sin kunstneriske praksis beskæftiger hun sig hovedsaligt med papirklip. Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser.

Tanjas værker består af elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af skoven eller junglen, er ikke 1:1. En elg har jo ikke den farve. Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt: hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra slanger til rovdyr med spidse tandsæt.

Og er der ikke noget uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en. De siges at bliver tusegamle og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom? En indsigt til en sprække, vi ikke kan se …?

Og når jeg ser alt det, fortæller det så i virkeligheden mere om mig end om værkerne…?


Der er brud i virkeligheden. Tanjas farverige klip og leg med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers.

Ole Tersløse tager os også med ud i naturen.

Og han tager sit udgangspunkt i traditionen.

Det romantiske landskab og endda i en cirkel form, som Eckersberg og andre fra guldalderen har gjort det før. Ole trækker også gerne på sin indsigt i renæssance og barokmaleriet, og hans scener har tit et teatralsk præg og hans værker optræder både genkendelig og realistiske og fremmedgørende på samme tid.


Her i dag kan vi se en serie, der alle har cirklens form, som var der tale om et øje, en pupil eller et glughul eller måske en vanddråbe, som et anden guldaldermenneske (H.C. Andersen) digtede om: i vanddråben var det hele, for at se en vanddråbe i et mikroskop er, som at se hele verden, som på en globus set ude fra rummet. Via denne pupilshul, eller revne, handler det om, at kunne se, det hele, i en lille del.

Men, hos Ole, er mennesket, der lever i naturen, samtidig sat uden for naturen og landskabet.

Nærmest sat på som et vedhæng.


Ole, har sat sig selv i en både genkendelig udgave og alligevel modificeret udgave ind i værkerne, der med en velsignende gestus befinder sig i naturen og selv er natur med sin nøgenhed og så alligevel som den der er uden for selvsamme natur, og som giver forstyrrelser i landskabet og sætter den i bevægelse som ringe i vandet med sin egen vandstrål. Det skaber en sprække, en revne eller et brud mellem virkelighed og så virkelig virkelighed.

Oles insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Ole Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen. Der er en revne i det.

Ole antyder en fortælling, men vi ved ikke, hvor fortællingen ender. Ej heller, hvor konkret, vi skal fortolke den. Det er det, der er bruddet og sprækken i den virkelighed, som vi ikke kan stå over for 1:1.

Knud Oddes figurer er personer, i mennesker, hvor naturen er væk. I musikken, som jo bekendt også er Knuds verden, er figuren en del af kompositionen. En basgang kan have en figur, der løber gennem eller under melodien, som små revner, der både holder melodien sammen og bryder den. Her i Knuds træsnit er der også tale om figurer, ja endog helt genkendelige figurer af kendte folk fra musikkens verden. Og alligevel er det ikke portrætter i traditionel forstand eller sådan fotografisk, at man genkender dem.


De ligner, men er ikke 1:1, man kan se brudene, revnerne og sprækkerne. Ja, det er dem, som figurerne komme ud af, helt bogstaveligt, som de, der er skåret ud af træets sider (gamle vinkasser eller bare træplader), så de får revner, og motivet, farverne og fladerne, står ud af de sår, der er i træet.


Kendetegnende for Knud, er hans, sorte sensuelle konturer og stærke farver, Under den sårede træ-overflade lurer dæmonerne, bag humoren alvoren, og bag sandheden løgnene. Det modsætningsfyldte er altid til stede som en insisterende dynamik, der fastholder beskueren i analyse og refleksion – der er mere end der ses: der er revner og sprækker og brud..

Ja, her er fire hammerflotte bud på brud. Hele udstillingen handler om nybruddet. Det brud, der sker igen og igen og hele tiden, gennem sprækker og revner.

Og lad os nu, endelig, komme til sagen: kig selv videre – søg videre – led efter bruddene, søg efter revnerne, hold øje med sprækkerne, som kunsten viser os – og stil jer der: i bruddene, mellem sprækkerne og overfor revner, for en stund og virkeligheden har forandret sig.

God fornøjelse og tak. Troels Laursen




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.