Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Poul Winther i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 22, 2019 14:04:30

Bevægende opstillinger

Trykt i NORDJYSKE den 21. maj med fem ud af seks stjerner

Poul Winther - Ting, ingenting og alting

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 18. august 2019


Poul Winther var født i Skagen og livet igennem markerede han sig som en moderne Skagen kunstner. Og ligesom de klassiske skagenskunstnere, fandt han sine motiver ved havet. Helt bogstaveligt. Vraggods og indlandskylede ting som kork, plastik, træ og metal og andet værdiløst, gengav han i malerier, grafik eller de blev til skulpturer i sig selv. Altid stillet op og stillet sammen.

Denne udstilling skulle have været en fejring af kunstnerens firs års dag, men da han døde sidste år, er den blev til en retrospektiv udstilling, der står som en flot mindeudstilling, hvor hyldesten også mærkes og giver indblik i Winthers kunstneriske udvikling fra 1950’erne til 2010’erne.


Udstillingen viser et tidligt landskabsbillede fra Skagen ellers er det ret hurtigt at han finder både sin stil og motivkreds, hvor hans indsamling ved havet og den efterfølgende iscenesættelse bevirker, at tingene opleves som bærere af fortællinger, sætter gang i følelser og laver stemninger. Det er stillestående opstillinger, der bevæger, som de står der i et møde mellem ligheder og forskelligheder, mellem lyset og skyggerne. Ja, man må forundres over alle de forskelligheder, han kan finde, i det der ved første øjekast ligner hinanden. De er på lærredet og de er på podier i samlinger, så man kunne fristet til selv at flytte rundt på genstandende og lave den bevægelse, der findes på væggene.



De to malerier “Chet Baker” I og II er blandt udstillingens hovedværker. Winther skabte malerierne både som en hyldest til og nekrolog over jazzmusikeren Chet Baker (1929-88), til et liv og en musik, hvor den melankolske side er fremtrædende, eller hvor man også tør se skyggerne, for måske bedre at kunne tåle al lyset. De to værker, er ens, bortset fra farverne, en er sort/hvid, den anden med få lysende gule og blå farver, ligesom lagt ind over den sort/hvide. Den lille forskel giver den store betydning.

I opstillingerne er der også en politisk vinkel, som hele 21 mindre værker, der udgør serien: Mandela, efter et tilfældigt møde med ham. Og man ser de mange følelser det møde satte i gang hos maleren. Et ældre værk som ”Krigsblind” har samme voldsomme fortælling i sig, og i det værk, ses det tydeligt at en af Winthers læremestre var Svend Wiig Hansen (1922-97). Den Frederikshavnsfødte og skolekammerat med Winthers far, Karl Bovin (1907-85) var en anden, der vejledte den ellers selvlærte maler.


En serie med citroner, flytter os fra Skagen, men opstillingen er stadig i centrum, som et stilleben, i billedgenren, der viser naturen frosset i en ubevægelighed. Men som bevæger beskueren. Det gælder også disse små citroner, der bliver til små elementer i et uendeligt univers, som var de Cezannes’ æbler og ”det rene maleri”. Og vi ser pludselig nærheden i det vi ellers oftest ser hen over eller forbigår. Det er undersøgelsen af gentagelsens forskydninger og det hele er cirkler, cylindre, trekanter og kvartrater, der balancer med en sjælden nærvær og ro. Ud over opstillingerne er der også nogle ældre selvportrætter, der fremstiller et følsomt mennesker, hvilket også den lille film, ”Havgus, sand i øjnene” fra 2003 af Pier Marie Andersen fint får vist. Et levende portræt, som er med til at bygge til ved selve oplevelsen af udstillingen og manden, som vises og hyldes. De godt hundrede værker, samt mange flere i den grafiske udstilling på 2. sal, hvor de fleste er lavet på Grafisk Værksted i Hjørring, lugter af hav, sand og blæst. Det er en masse ting, der fremstår som ingenting, men som bevæger sig, til alting. Det er en sand fornøjelse.

Troels Laursen

Faktaboks:

Poul Winther (født i Skagen i 1939 og død i København i 2018) boede og arbejdede i Skagen og København. Han var uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Som kunstner var han autodidakt – dog modtog han vejledning af kunstnerne Karl Bovin (1907-85) og Svend Wiig Hansen (1922-97). Winther debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1958 og var medlem af kunstnersammenslutningerne Koloristerne og Vrå-udstillingen fra hhv. 1963 og 1965.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.