Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Sophia Kalkau på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Mon, April 08, 2019 11:20:22

Stoffet, drømme er gjort af

Trykt i NORDJYSKE den 6. april med fem ud af seks stjerner

Sophia Kalkau – Stoffet og ægget

KUNSTEN, museum of moderne art, Aalborg

Indtil den 11. august

Kælderen under Kunsten er en sand forvandlingshule. Knap er Trampedachudstillingen med dens længsler og mørke ude af rummene, før end lyset vælder ind og er forvandlet til en helle, der smukt matcher Aaltos hvide marmorbygning ovenover. Kalkau har skabt et rum for drømme og altings oprindelse i et meget meditativ og sanseligt stof, som det drømme er gjort af. Det er dog ikke kun drømme, det er også det hårde mod det bløde. Det er kroppens aftryk i materien, stoffet som altid er skabt ud af.



Udstillingen titel er ”Ægget og stoffet”, og viser et udvalg af Kalkaus væsentligste værker fra de sidste 20 år og hel nye værker fra i år, der flettes ind i en samtale og sammenhæng, så man suges ind i en drømmeverden, der både bæres af og bærer virkelighed. Det er både meget køligt og fersk og varm og humoristisk. Og først og fremmest sanseligt. Kalkau er en af sin generations betydeligste billedhuggere med mange fine priser bag sig. Og netop sansningen er vigtig i forståelse af hendes værker. Vores erfaringer og interaktionen mellem tanke, krop og verden fører en minimalistisk billeddannelse eller måske snarere en idealistisk utopi, hvor hun skaber en forbindelsen mellem det der er, og det der kunne være, uden at værkerne forbliver neutrale eller umulige af den grund, for omgivelserne, for verden/virkeligheden er hele tiden tænkt med, trods dets til tider u-idealistiske fremtræden.


Skulpturerne eller måske snarere objekterne, og de rumlige konstruktioner og installationer tænker hele tiden omgivelserne og beskueren med, som betydende medaktører i oplevelsen af dem. Foran hendes værker befinder man sig i et poetisk og stram æstetisk rum, midt mellem værket og dets talrige betydningsmuligheder. Man bliver draget med og ind i kunsten. Hendes skulpturer, eller skulle man sige genstande, er oftest hvide og altid formmæssigt perfekte, af traditionelle geometriske figurer, som keglen, kuglen, kuben. De har tilsyneladende ikke nogen funktion, som de ligger i rummet og selvom de fremstår hele og rene så er deres overflade oftest ru eller på anden vis ikke-perfekte. Og det misforhold mellem betragterens viden om materialets tyngde og overfladens tilsyneladende renhed, skaber en stor spænding ved mødet med værket, som sender betragteren helt andre steder hen end ved første øjekast.



De er med deres former meget tilgængelige og så alligevel utilnærmelige. Disse objekter optræder ofte som en slags scenografi eller rekvisit i hendes fotografier, så de geometriske grundformer, indgår sammen med kunstnerens egen krop i en form for underfundige hybrider. Fotografierne undersøger relationen mellem den menneskelige og organiske krop og den abstrakte geometri; mellem menneske og ting. Kalkaus ærinde er en afsøgning af formen, og præsenterer en form for væren, fastholdt i fotografiet midtvejs mellem krop og genstand. Ægget går igen i mange af værkerne, som i det nye værk, ”Blowi an Egg” og er altings oprindelse, det begynder med et æg, og det er samtidigt, i kraft af sin rene form, et guddommeligt udtryk, der også her går ind i det kvindelige, som fødersken. Og det nøgne bryst er ofte gengivet i drejet træ eller løgformede kugler. Kroppen er en skulptur, men også mere end det. En af undertitlerne til ”Entwined”, er ”Ophelia”, der hos Shakespeare druknede i en bæk, grebet af vanvid, da hun troede at Hamlet var gået fra forstanden og hende. Fortællelagene står i kø og den der søger skal finde. Ægget er livets ophav og det stof, som både er hel konkret til stede i værkerne, og som er den materie alt er gjort ud, handler om livet. Og samtidig handler det om at puste æg, som en påsketradition af de mere folkelige og humoristiske. Og fortolkningen bliver mange facetteret. Lige som når låget efter Pandoras æske ligger alene tilbage og kaster sit spejlrefleks op på andre værker, som var det håb, der ifølge den gamle græske myte, var det der blev tilbage, da Pandora, mod advarsler, åbnede æsken og slap alle ulykkerne løs blandt menneskene. Værket handler om både ondskaben og håbet. Hele tiden kredser det om livets opståen og dens nedbrydelse. Og herind i meget smukke æstetiske udtryk, ligger livets store spørgsmål om liv, død, sorg og glæde. En udstilling, der skaber forundring og som bør opleves hel forundringsparat.

Til sidst i udstillingen vises to film, en på en halvtime, som er lavet i et samarbejde på DRK, og som vil blive vist der senere i efteråret, men vent ikke, tag den med, med det samme og gå så tilbage gennem udstillingen en gang til. Du vil ikke fortryde det.

Det er en udstilling, der er virkelig tæt på og dog langt væk. Ligesom, det stof drømme er gjort af.

Troels Laursen

Kultur@Nordjyske.dk

Faktaboks:

Sophia Kalkau (f. 1960) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har siden starten af 1990’erne udstillet hyppigt i både ind- og udland, heriblandt på Glyptoteket, Overgaden, Kunsthallen Brandts i Odense, Horsens Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum. Sophia Kalkau er gennem årene blevet tildelt mange betydningsfulde hædersbevisninger. Senest i foråret 2018 modtog hun Kunstkritikerprisen for udstillingen Line of Circles, vist på Sorø Kunstmuseum. Udstillingen modtog også en præmiering fra Statens Kunstfonds legatudvalg året forinden. Kalkau har udført udsmykningsopgaver flere steder i landet, heriblandt på Skejby Sygehus, Det Tekniske Fakultet på Syddansk Universitet i Odense og Grøndalskirken. Derudover er hun repræsenteret i en række af landets kunstmuseer og i vigtige kunstsamlinger som for eksempel ARoS, ARKEN og Ny Carlsbergfondets kunstsamling.

Kunsten Contemporary

Udstillingen Sophia Kalkau:Stoffet og ægget er en del af Kunstens udstillingsserie

Kunsten Contemporary, der hylder den eksperimenterende samtidskunst. Her invitereres relevante samtidskunstnere fra ind- og udland til at skabe en udstilling på museet, der forholder sig til stedet og husets unikke arkitektur og/eller tager favntag om væsentlige samfundsrelevante emner og problematikker. Tidligere udstillinger inden for denne serie tæller blandt andet Kaarina Kaikkonen – You remain in me (2018), William Kentridge – The Refusal of Time (2018), Nina Saunders –I Heard a Voice in the Midst of the Four Beasts (2017), Omer Fast – Nutiden fortsat (2017) og Imran Qureshi – Idea of Landscape (2016). Alle disse udstillinger er tidligere blevet anmeldt i NORDJYSKE.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.