Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Ring og Brendekilde i Randers

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 18, 2019 15:44:20

KUNSTNERBRØDRE

Trykt i NORJYSKE den 15. januar med fem ud af seks stjerner

Kunstnerbrødre – L.A. Ring og H.A. Brendekilde

Randers Kunstmuseum

Indtil den 31. marts 2019

At man i Randers samler en stor udstilling med de to malere, hvis værker har mere end hundrede år på bagen er ikke tilfældigt, da de fortæller om en brydningstid, der også er vores egen. Og ikke mindst hvad er kunstens rolle i verden og virkeligheden. Denne udstilling er den første store samlet udstilling om H.A. Brendekilde (1857-1942) og L.A. Ring (1854-1933) der var brødre i ånden. Og for dem handlede det om menneskets plads i verden og om hvad der egentlig var virkeligheden. Hvad der var realisme. Og dermed hvad er kunstens opgave i verden. De ville have det så realistisk som muligt og så langt væk fra tidligere tiders romantiske kunst, der var idealiseret og idylliseret, og her var de i modvind i forhold til tiden og især den politiske situation, hvor konseilspræsident Estrup (1825-1913), der som næsten diktator, havde tilsidesat demokratiet og styrede landet med provisorielove, og derved kom også kunstens situation og udvikling under pres og forandring, som et spejl af nutiden, hvor politikerne gerne ser større indflydelse på kulturen og kunsten. Der var, lige som nu, heftige debatter om kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik blev de to ofte omtalt under ét i anmeldelserne, men Brendekilde gik senere en hel anden vej end vennen, og som sendte ham på det nærmeste hel ud af den danske autoriserede kunsthistorie.


Udstillingen udforsker og fortæller den ufortalte historie om de tos nære venskab og fælles kunstneriske idealer, men også om vejene, hvor de skiltes. Det er meget flot sat op og undervejs kan man miste overblikket af hvem der egentlig har malet hvad, men udstillingens rum er sammensat, så man hele tiden kan se forskellene og ikke mindst lighederne, især i motivvalget og kompositionerne. Det er ganske inspirerende lavet. De to mødte hinanden på Kunstakademiet omkring 1877, og i en periode delte de både atelier og værelse. De brugte hinanden som modeller og to portrætter i udstillingen, er portrætter af de to, malet af hinanden, og man ser to unge mænd, medstålsatte, men også med drømme blikke, der skuer ud i vidde horisonter. I 1881 tog de begge navneforandring, som deres fælles efternavn Andersen for fremtiden blev et A. De henviser med deres nye efternavne til deres hjemstavn og deres udgangspunkt også i deres kunst, ligesom Jeppe Jensen, der blev til Jeppe Aakjær. De ville skildre landlivet, som det var, og de blev da også (nedsættende) kaldt for bondemalere. Fælles for dem var også en række nøglemotiver og det sociale engagement for landbefolkningen.

Og i alle værkerne er der en stor udlængsel, fortalt med veje og stier, der er smalle eller sølede og med en lang horisont. Det kan være pigen, der står ved tagvinduet og kigger ud eller drengen der sidder bøjet over katekismuslæren og længes ud, eller skomageren der sidder en sen nattetime og drømmer sig væk. Længslen efter forandring i tilværelsen og livet er store i værkerne. Og hel bogstaveligt længslen efter et politisk systemskifte. Og der vises glitrende landskaber dækket af sne, skovbilleder med spirende anemoner, sommerens blomster og høstens gyldne aks, altid noget der i udvikling og måske afvikling, årstiden er tid en uden vækst, men forandringen (ofte fra liv til død) ligger lige under det hele, så der bygges bro mellem det nære private, livet, arbejdet og døden i den verden, de kendte fra deres opvækst, og så det akademisk ophøjede, malerkunsten.



Kendte eksempler er Rings monumentale arbejderskildring ”I Høst” (1885), og Brendekildes berømte ”Udslidt” (1889), der skildrer det dramatiske øjeblik på marken, hvor en ældre landarbejder har givet op og er udåndet under byrden af det tunge arbejde.



Efter 1900 fik Brendekildes malerier gradvist en mere sentimental karakter, som hans kritikere gav betegnelsen ”stokroseidyller”. Han lavede da blomstrende skildringer af anekdotiske optrin i landsbyerne til en stadigt stigende køberskare. Ring gik sine egne veje. Han kanaliserede sine eksistentielle overvejelser og konstruktive blik over i mere fortolkningsmæssigt åbne landskaber og nøgternt aftegnede skildringer af landsbyernes huse og menneskeskæbner på tærsklen til den moderne verden. Han gik fra at være realist til at blive symbolist.



Når denne udstillinger er en stor oplevelse og værd at besøge, så er det fordi den viser over firs værker, herunder keramik, der fortæller om forholdet til Kählerfamilien, der både er kendte og ukendte for de fleste, også stiller nogle hel nutidige spørgsmål til kunsten og vores vurdering af den.


Måske kan vi i dag se en lignende kamp mellem at skildre mellem virkelighedens virkelighed og dens forskønnede udgave. Og er der en konflikt mellem det og det mere folkeligt populære? Det er en udstilling, der bevæger og berører.

Troels Laursen




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Peter Max-Jakobsen Sun, January 20, 2019 19:30:43

Den må jeg se selv.