Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Tino Sehgal This Succes/This failure

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 02, 2018 15:54:48

Ingen Ting

Trykt i NORDJYSKE den 31. oktober med fem ud af seks stjerner

Tino Sehgal

This success/This failure

Kunsten, Museum of modern art, Aalborg

Indtil 25. oktober

” Caroline Wosniaki har fået gigt”. Den nyhed fik jeg lige da jeg trådte hen til skanken på Kunsten. Og ja. Så ved man det. Og med et servees er jeg allerede rykket fra baglinjen til midt på banen, ind midt i et kunstværk. Går det op for mig, da jeg har fået hængt jakken. Og nu vi er ved tøjet. En hel tom sal uden noget. Skal det nu være kunst? Eller er det Kejserens Nye Klæder om igen? For her er jo ingen verdens ting. Og tænk jer. Det har Kunsten nu indkøbt til samlingen. Ingen Ting, har de købt. Værket bærer titlen: This Succes/This Failure (og er fra 2006). Og netop der i stedet imellem ingen og ting drejer denne udstilling sig. Der er ingenting i salen, men der er børn, en hel flok glade piger, der leger ”Simone siger”, de hygger sig, helt uden ting endsige skærme, deres kinder er røde og de er fyldt med energi, og straks de ser en voksen, er de henne for pænt, at præsenterer sig og fortælle om værket, som de og du, lige om lidt, er, for du inviteres med. De fleste voksne er lidt luren ved det. De føler vist, at deres urørlighedszone er overtrådt. Og pludselig er man røget ud af oberservationsrollen til deltager. Værkerne, som består af tanken bag, fungerer som møder, der udfolder sig i tid og rum, og inddrager beskueren som deltager og medskaber af værket. Det hele opstår i øjeblikket. Ud af ingen ting. Det sidste er vigtigt for kunstneren, der således aktivt ønsker, at beskueren, træder ud af publikumsrollen, og interagere med kunstværket. Og måske er det, det der afgør om værket er en succes eller en fiasko. Det er op til dig, vil du lege med eller blot se på?

For at sikre, at værket er oplevet i henhold til kunstnerens intentioner, i øjeblikket, med erindringen og udelukkende som en slags mundtlig legende, har kunstneren krævet, at hans værker ikke dokumenteres i nogen form og der er heller ikke nogen folder til information. Og på den måde er værkerne bæredygtige, der ingen ophobninger af materialer eller kunstværker, der så kan omsættes i penge og der kommer, ifølge kunstneren, en usund vekselvirkning i gang. Kunsten er mere end en genstand. Kunstneren konstruerer netop sine værker for at gøre bevaring unødvendig selvom de kan opføres igen og igen. De er nærmest CO2-neutralt. Og implicit en underfundig kritik af vores overforbrug af ting.

Det gælder også de tre andre værker, der finder sted rundt i rummene: ”Kiss” (2002), ”This is Propaganda” (2002) og ”This is new” (2003). Titlerne har ”dette er” i sig, og det er med tryk på er, som i lige nu og her. Det handler om tilstedeværelse og møder, uden forstyrrende ting imellem os. I værket ”Kiss”, hvor to dygtige performere leger og kæler for hinanden midt i udstillingen, er intimt og flere krymper sig ved at se på det. De to er uforstyrrede i deres og man bliver involvereret i en møde, man måske ikke vil være vidne til, men man drages med. Man bliver usikker på, hvor grænsen mellem en selv og værket er. Værkerne har denne flygtighed i sig som et kys, der væk i samme øjeblik, men som kan smages i evigheder efter, hvad enten det var et Judaskys eller et af din elskede. Vi ejer ikke ting, for kun det flygtige og tabte ejes evigt.

Efter en intens tur rundt i Kunsten, både stavet med stort K og lille k, melder spørgsmålet sig på vejen hjem: Mon Miss Sunshine har fået gigt og så kommer tanken: Kan man egentlig anmelde ingen ting? Og i morgen, når du kommer, så er det hele nok anderledes end lige før? Jo da, for her sker der en masse. Også selvom der ingenting er. Til gengæld er der masser af energi, bevægelser og intime møder. Alt det livet består af og som er ikke-ting. Ingen Verdens Ting, men rene følelser og fuldt nærvær. Se denne udstilling med dine børn, eller din nabo, der altid kalder kunsten for Kejserens Nye Klæder. Du risikerer du får og møder en ”ny” nabo.

Troels Laursen


Foto: Tino Sehgal (f. 1976) bor og arbejder i Berlin. Han har studeret politisk økonomi, koreografi og dans ved Humboldt Universitet i Berlin og Folkwang Universität der Künste i Essen. Som den yngste kunstner nogensinde repræsenterede Tino Sehgal Tyskland ved Venedig Biennalen i 2005, og han har siden haft soloudstillinger på markante museer og udstillingssteder verden over, heriblandt Palais de Tokyo og Stedelijk Museum i Amsterdam, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt, Institute of Contemporary Arts i London, Tate Modern i London og Guggenheim Museum i New York. Sidstnævnte erhvervede som det første museum værket This Progress i 2010.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.