Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Kurt Trampedach - Møder i Mørket

AnmeldelserPosted by Troels Sat, October 20, 2018 12:19:41

Længslernes skyggesider

Trykt den 19. oktober i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Kurt Trampedach – Møder i mørket

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil 6. januar 2019

I 2014, året efter Kurt Trampedachs død, viste Randers Kunstmuseum og Brandt i Odense i fællesskab en stor retrospektiv udstilling med ham, men Kunsten sætter lige nu fuld fokus på hans værker fra 60’ og 70’erne.

Udstillingskataloget, som faktisk er en hel bog, har et omslag, der bringer én lige lukt ned i 70’erne hessians-tapeter, og det er der i de dunkle og halvmørke år udstillingen befinder sig. Endda i en mørk kælder. Det kunne lyde deprimerende og det er da også, men ikke kun. Der er noget håbefuld i de længsler og det mørke, som Kunsten nu viser. Det handler om at genfortælle fortiden, så den, og her altså via Kurt Trampedachs (1943-2013) kunst, aktualiseres på ny. Og det sker hovedsageligt i portrættet, i ansigtet. Og det er kunstnerens eget ansigt og portræt det handler om, og om at se, indse og derved få indsigt. Det er ikke bare datidens selfies, der er på tale, eller ren selvindsigt, hvilket det nok også er, men det er først og fremmest, en søgen efter indsigt i mennesket og dens tilværelse til alle tider. Det er et selv, der forholder sig til ét selv, for nu at tale Kierkegaardsk og dermed altså hans eksistensfilosofiske definitionen på, hvad et menneske er, for et menneske ikke er noget, man er, det er derimod en opgave, man gennem hele livet søger efter en løsning på at være. Mennesket skal være sig selv, eller mennesket skal være et selv, og vigtigst kan mennesket vælge sig selv og hermed blive sig selv. Den søgen ses tydelig i alle disse værker, hvor eksistentiel ensomhed og en længsel efter noget andet og ikke mindst den anden, er bemærkelsesværdigt aktuelt. En tur ned i kælderen og længslernes skyggeside brænder sig fast i sindet. Og det er til tider smertefuld at være vidne til. Selvom der også er noget håbefuld i de længsler og det mørke. Der er noget Rembrandtsk over mørket og lyset i hans værker, der vises. Noget, der både fremhæver skyggerne, men også lysets helende virkning midt i alt det hele. Trampedach sagde selv: ”Jeg maler altid, som jeg har det. Og jeg har det ikke altid lige godt”. Det mærkes.



Trampedach skildrede i de år livet og den moderne tilværelse i både malerier og skulpturer, der umiddelbart spejler dagligdagssituationer og almengyldige, eksistentielle vilkår og følelser, alle kender til: Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Og hvor skal vi hen? Og her syntes det, at skulpturerne virkelig er dem der rykker mest. De er så meget deres tid, især i kraft at hår og beklædning, men alligevel så familiære og nutidstilsvarende, at de fysisk mærkes, når man står over for dem 1:1. Værkerne er på deres måde meget solidariske med mennesket.

Opsætningen af værkerne er en scenografi, så man ledes rundt i halvmørket og man står ansigt til ansigt med ham i værkerne, eller nogen der ligner en selv ved busstoppestedet, eller når man er tretten til bords. Eller som i skulpturen ”Morgen” (fra 72-73), hvor den manden er ved at rejse sig fra lejet, hvor den rygvendte kvinde stadig ligger. Er det romantisk eller er det dagen derpå? Med Edv. Munchs værk af samme navn, (fra 1884) og værket: ”Marats død" (1907) (og som måtte have været Trampedach bekendt), in mente, nok mest det sidste. Og med hukommelsen om, at han selv i 2013, stod op af sengen og i færd med at tøjet på, og døde, så er det værk en virkelig fantasirejse for beskueren. De viste skulpturer, er sat i en intens scene, og er udstillingens største aktiv. Og de står, som en næsten forklarende kommentar til malerierne, som de nu kan ses sammen med. Der er udstillingens store force.

En række buster eller ansigter i bronze er også med. Deres form og fragmentariske opbygning giver mindelse om oldtidens egyptiske kunst og Giacometti. De er elegante. Udstillingen er også omkring rockmusikken og dens betydning i de år og dens betydning for Trampedachs kunst, men også for hans selvforståelse. Udstillingen kommer i det hele taget meget rundt og i dybden med denne periode og kunstneren. Og viser at han var og er et vigtigt navn i moderne dansk kunst. På flere måder står han som inkarnationen af den egensindige og originale kunstner, der gennem hele sin karriere skabte sin egen vej uden om konventionerne og tidens smag. Han opnåede efterfølgende stor succes i en tid, hvor det endnu var det abstrakte og nonfigurative maleri, der dominerede kunstscenen. Han fastholdt et figurativt billedsprog, hvad enten det kom til udtryk gennem ekspressive selvportrætter eller hyperrealistiske skulpturer, der i farten ligner almindelige mennesker. Dig og mig. Udstillingen viser det hele, længslernes skyggesider, men også deres livgivende sider, fornemt og prisværdigt.

Troels Laursen




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.