Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Berit Heggenhougen-Jensen i Aars

ÅbningtalerPosted by Troels Tue, August 14, 2018 11:44:00

Tale ved Berit Heggenhougen-Jensens udstilling:

”Skitsen i billedet repræsenterer stemmen”

af Troels Laursen

Himmerlands Kunstmuseum 10. august 2018

Jeg må begynde med at sige tak for tilliden: det vil sige for tilliden fra Museets og Gitte Pedersens side og ikke mindst fra Berit Heggenhougen-Jensens side. En tillid til at lade mig få lov til at være en stemme (blandt alle jeres), der som en lille skitse måske kan være med til at lukke denne fine udstilling op.

Noget jeg virkelig har set frem til.

Og som vi ved fra titlen på udstillingen, så handler det om skitsen - og om stemmen… som tilsammen udgør billedet – værket.

Det kunne lyde kringlet, men hvis vi siger, at kunst handler om det store spørgsmål:

Hvad er det vi ser, når vi ser?

Og se – det er det, al kunst handler om.

At se det man ser og så skildre det, med farver og former. At formidle det sete og det følte. Eller at videregive det, man ser. Når kunstneren viser sine værker, så ser vi med dennes øjne. Vi låner kunstnerens blik for en stund, for selv at se videre – og gøre skitsen færdig.

Og måske ser vi andet end det, vi ellers selv ser. Måske ser vi det usete. Måske kunsten, og dermed kunstneren lærer os at se. Se verden. Se os selv. De andre.

Kunst handler om tydning, og det at se handler om syn på tilværelsen.

Og når jeg siger at se – så er det i alle dens betydninger: det er alle vore sanser, der ser, ja, ikke bare de fem, men alle seks sanser.

Kunst skal jo ikke forestille noget, men være noget, i sig selv.

Og det er skitsen, også sådan hel praktisk tænkt, da værkerne er malet ovenpå hinanden hel bogstaveligt. Elementer fra det ene værk er med i det andet, som nu en divan. Freuds divan. Eller et bånd.

Og i dag så handler det yderligere om, at give kunsten en stemme, at give os selv en stemme.

At blive en stemme, og dermed at blive nogen og ikke bare noget.

Og en stemme behøver jo et øre ellers er der ikke nogen person – der er ikke et ”jeg” uden et ”du” – en stemme og et øre.

Måske endda Minnie Mouse-ører (som de der er på udstillingsplakaten og som gemmer sig inde i den mellemgangen her ved siden af) og så er det jo ikke bare ører, der er tale om, men også et kønspolitisk udsagn.


Minnie Mouse er jo som bekendt, kæreste med Mickey Mouse. Ofte har hun spillet rollen som værende i kløerne på Sorteper, hvor Mickey var hendes redningsmand. Siden er hun blevet årsag til skænderier og kærestesorger for Mickey.

Hun er lidt dum, men meget sød og kærlig. Og snor den lille hanmus om sin lillefinger. Hvilken stemme skal vi høre der? Er det dobbelttydigt?

Skal vi høre mere end vi lige ser?

Kunsten handler om hvad vi ser, når vi ser.

Og det store spørgsmål er jo så, kan et subjekt fortælle et andet subjekt noget, så det bliver et objekt for den anden?

Kan vi nå hinanden, via stemmen, talen, via kunsten?

Kan vi dele verden med hinanden? Eller er vi bare personer mellem andre personer?

Kunstneren skal have modet og evnen til at låne os sit blik. Så vi får lov at se det, kunstneren har set. Vi ser et hus. er det kunstnerens barndomshjem eller er det mit, eller dit? – døren er åben, så du kan gå ind om du vil eller tør. Beethoven spiller op.


Og når det sker, at det kunstneren viser os, om det er privat eller ej, så bliver kunsten nærværende, personlig og udfordrende. For der er jo ikke kun én, men mange, som betragter billedet. Og de mange er forskellige, og ser forskelligt. Vi er forskellige individer, forskellige personer.

Og sandheden er jo aldrig en ”den”, men altid et menneske.

En person.

Person, kommer i øvrigt af det græske ord: persona, der betyder gennem lyd, bare tænkt på de gamle græske teatermaske, den smilende komiske og den med mundvigen nedad og tragiske, dem talte man igennem, så vi er og bliver dem vi er, gennem lyd.

Vi finder os selv i lyden eller i stemmen.

Kunstneren lader os se gennem sine øje og vi iagttager hvad kunstneren har iagttaget.

Stemme bliver til stemning. Stemninger sættes.

Vi stemmes i sindet, som et musikinstrument.

Landskaberne er stemninger, er stemmer, der lyder når de forskellige farver og former får en lyd. Landskabet er spillet op mod Guldalderens landskab, der var ideele og aldrig som det virkelig så ud. De var mere sindbilleder, stemninger, så læg dig bare på Freuds divan og fortæl, hvad du ser, når du ser.

Skitsen i billedet repræsenterer stemmen, som denne udstilling, vi nu står midt i, hedder.

Møbius-båndet, som vi ser på flere af værkerne her i rummene, er et objekt som består af kun én flade og kun én kant. Dernede viser en finger et af disse bånd, som ikke er et gavebånd, men et fænomen, der blev opdaget af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius i begyndelsen af 1900-tallet. Fladen har mange specielle egenskaber. Og er man, ligesom mig, optaget af matematik, hvor det ikke blot er lægge sammen og trække fra det handler om, men matematik som filosofi, så bliver dette bånd enorm interessant.

Og for at gøre noget nørdet kort, så kan man sige at det bånd ikke har en forside eller en bagsiden, ligesom et menneskeliv: den snor sig, der er ikke en kant, og dette møbius-bånd bugter sig hele tiden, vender og drejer sig, som et motiv, der gentages i et maleri. Den er både en flade og den er rummelig, på en og samme tid. Elementerne kan være de samme: en Minnie Mouse sløjfe, eller et birketræ, hvis bark jo også er bånd.

De flytter sig, de bevæger sig ligesom livet, i snoninger og aldrig ad rette stier.

Og for én der har sine rødder i den kristne kirkekunst og som kan fascineres af barokken, er der mere på spil i disse bånd.

Barok er et ord, man ikke hel kender oprindelsen på. Måske kommer ordet af det portugisiske ord "barocco", som betyder en "ujævn eller uperfekt perle".

Sådan i daglig tale kan barok også betyde svulstigt, grovkornet, plat og overdrevent.

I denne kunst vi nu er vidner til, er der ikke tale om det grovkornede eller platte, men måske nok om det overdådige, hvor stofligheden ikke bare er en kunstnerisk term eller ideal, men også en virkelighed, der fremstår hel ud af lærrederne, (værk nr. 3) og lader klæder folde sig ud over rammen. Barokkens kunst, er en appellerende kunst, der vil gribe ud efter og involvere beskueren. Ligesom Berits kunst er det, sanselig, farverig og dramatisk bevæget, kontrastrig og effektfuld og grænsesøgende.

I siden (på værk nr. 3), er der en finger, der løfter en flig af lærred og vi ser, at der er et billedet bagved: en skitse, som både er det vi ser og det ligger bagved.

Finger løfter lærredet som var det et scenetæppe, og noget er ved at ske og noget bliver snart afsløret. Det der før var sløret er nu afdækket. Og teaterscenen er som et billede på menneskelivet og scenen bliver en stemme, der fortæller. Gennem de gamle græske masker, persona.

Hele tiden spilles der på noget der var før og det der kommer og lige der i værket er nu’et spændt ud. Og møbius-åndet bliver en fastholden og en bevidstheden om altings forgængelighed.

Det er den der snor sig gennem værkerne – uden kant uden bagside, men som er reel til stede i det hele og i alt levende.

Det er det forgængelige over for bestandige, og det flygtige over for det evige. Det er i dette nærmest uoverstigelige spændingsfelt, at hendes malerier bliver til. Vanitas-motivet er påtrængende og uafviseligt på sin egen stille og utrolig smukke facon i både de visne planter og de golde landskab.

De menneskeskabte ting som stole, divan og stor rød maskine, er kulturen, der spejler sig i naturen og omvendt.

1600-tallets store rationalistiske filosof Leibniz, beskæftigede sig med at forene religion og videnskab og havde en tanke om, at Skabelsen hænger sammen i en evig spiral, der bevæger sig op til Gud og ned til jorden igen. Og nu inddrager jeg ikke bare bibelen fordi jeg er præst, men fordi der er små hint i værkerne – små ord, der som sagte stemmer visker beskueren noget i ørerne – som nu: fiat (og fortsættelsen er så lux, skal man (eller kan man i hvert fald) tænke sig der jo er fra den latinske udgave af skabelsesberetningen: lad der blive lys. Det lys hvoraf alt andet er skabt, også billedkunsten.


Møbius-båndet, som Berit så elegant leger med, er den spiralbevægelse, der kunne ligne en dna-streng, der er som en 'folden' fra det højeste og til det laveste i en evig bevægelse. Hos Berit – i denne udstilling, er det bånd næsten et hovedmotiv. Det går igen og det går igennem.

Man kunne driste sig til at kalde disse møbis-bånd for stille portrætter, ikke bare selvportrætter, men også portrætter af tiden, dig og mig, som stemmer, der lyder, der i et spændingsfelt mellem det himmelske og det jordiske. Mellem det timelige og det evige.

Der i landskabet. Det er stemningen. Og stemmen bliver sagte, og den bliver en camouflage, en sløring, en tilsløring, der samtidig også bliver en afsløring. Som når stemmen falder og dens hvisken bliver intens.

Det skjulte, det camouflerede både dækker og afdækker.

Og se dette, en talestemme, var en flig af noget og et forsøg på en skitse. En stemme.

… så gå nu rundt og lad dig føre rundt af stemmerne. Lad alle dine seks sanser være spil.

Følg båndet uden bagside eller forside.


Lad divanen og træstole, der allerede er stillet op, være steder for dialoger mellem dig og værket, som stemmer, der taler om hvad, det er vi ser, når vi ser?

Vi har fået lov til at låne Berits øjne dertil…

Hun giver os et værk.En stemme.

God fornøjelse.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.