Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Tegner i Rusland i 100 år

AnmeldelserPosted by Troels Fri, December 08, 2017 14:57:12

100 ÅR I RUSLAND

Trykt i Nordjyske den 5. december med fem stjerner ud af seks

Tegner – 100 år i Rusland

Ide og redaktion: Louise Gomard

Foto: Henrik Sylvest

Antal sider: 112

Illustreret i farver

Pris: 300,-kroner

Når noget er en by i Rusland, så er det som bekendt meget langt væk. Ja, så langt væk, at det lige så godt kunne være løgn og spin.

Rudolf Tegner (1873 – 1950) og hans kunst kunne på mange måde være en by i Rusland. I hans samtid var han udskældt og delvis miskendt. Hans kunst er meget markant og iøjnefaldende i kraft af sine voldsomme monumentale virkemidler, og blandt hans samtidige følte mange sig provokeret af skulpturernes størrelse og voldsomhed, måske på grund af den voldsomme kontrast til blandt andet Thorvaldsens klassicisme. Han boede i Paris i fire år, hvor han havde et lille atelier og var der sammen med blandt andet Niels Hansen Jacobsen, Jens Lund og J.F. Willumsen. Blandt de mest kendte af hans skulpturer i det offentlige rum er ”Herakles og Hydraen” i Helsingør samt monumentet ”Mod Lyset” (for Niels Ryberg Finsen), der står på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej ved Rigshospitalet.


I 1916 erhvervede Rudolph Tegner det særprægede område i Kongernes Nordsjælland: Rusland. Og bogen er dermed en markering af hundrede året for Tegner og stedet. Her indfriede han sin drøm om at opføre et museum til sine værker i 1937-38. Han bestemte selv bestemt museets udformning både æstetisk og funktionelt, som udover at være en af de tidligst bevarede beton bygninger der bruger betonen både funktionelt og som æstetisk virkemiddel, var et meget visionært museum. Selve museets kerne er ottekantet og der er 11 meter til loftet. Langs kernen skulle lavere udstillingssale føres hele vejen rundt. Af økonomiske grunde er kun to af disse sale en realitet i dag. Rummene bliver kun belyst af ovenlysvinduer, som ikke kan distrahere museumsgæsterne med naturen rundt om museet.​ Tegner har bevidst forsøgt at fremme museumsgæstens følelse af at træde ind i et skattekammer, ved at lave indgangspartiet forholdsvis så meget mindre end selve bygningen. På den måde skal gæsten overvældes af dimensionerne og lyset, så snart man træder indenfor. Kunstneren ligger begravet under gulvet i den store midtersal. Han blev sænket ned i gravkammeret under gulvet i en stor egetræskiste i 1950. Hustruen Elna blev kremeret efter sin død i 1976 og ligger i en urne i soklen på statuen ”Apollon” ligeledes i midtersalen.​ Bogen er ikke blot et mindeværk, med et kig bagud, men meget mere fremadrettet i det, da Tegner og stedet Rusland bliver betragtet af 21 forskellige mennesker, der har skrevet om deres oplevelser eller tanker omkring Tegners museum og især Statueparken. De små erindringsglimt og sansninger er skrevet af kunstner Alexander Tovborg, kunsthistoriker Bente Scavenius, arktitekt Bjarke Ingels, kunstner Bjørn Nørgaard, anmelder og forfatter Bo Green Jensen, sangerinde Caroline Henderson, kunstner Erik Steffensen, auktionarius Frederik Bruun Rasmussen, skribent Frederikke Lett, kunsthistoriker og tidl. PETchef Hans Jørgen Bonnichsen, fotograf Henrik Sylvest, kunsthistoriker Henrik Wivel, kunsthistoriker Jacob Wamberg, kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, kunsthistoriker Lisbeth Bonde, forfatter Martin Kongstad, biolog Michael Stoltze, tidl. Ingengør og nu frivillig Ole Willerup, kunstner Suste Bonnén, forfatter Troels Kløvedal og museets egen direktør Luise Gomard, der også er idekvinden bag bogen. Det er spændende at læse, hvorledes kunstnere som den unge Tovborg, og den ældre Nørgaard, ser og sanser Tegner værker. Tovborgs tekst er meget indlevede i både værkerne og manden bag. Sangerinden Caroline Henderson skriver sødt om en date, hvor det eneste hun husker er Tegner, men ikke manden der inviterede. Alle skriver fint og sart om Tegner og hvad han betød og stadig betyder for dem. Til inspiration for andre. Et fint mindeskrift over en mand, der kunne havde været en by i Rusland, hvis ikke han selv flyttede derud og skabte sit eget sted.

fotografen Henrik Sylvest har gennem et år har fulgt stedet og årstidernes og naturens skiften. Og du af det er der kommet nogle meget smukke billeder, der sat sammen med teksterne udgår meget flotte og smukke opslag i bogen, som er med til at skabe den specielle stemning, der på det sted og omkring Tegners værker, der står spredt rundt om i landskabet. Sylvest’s poetiske billeder gør bogen til et kunstværk i sig selv.

Troels Laursen




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.