Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Peter Max-Jakobsen nyeste værker

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Wed, October 25, 2017 16:47:30

Compounds

Peter Max-Jakobsens nyeste værker

Af Troels Laursen. Trykt i Kunstmagasinet Janus, september 2017

Det skulpturelle maleri

Peter Max-Jakobsen maler altid uden model. Massevis af tid er tidligere brugt foran menneskekroppe med en blyant og en blok, så kroppens linjer ligger hel indgroet i kunstnerens hånd og tanke. Lemmerne og kroppen er sanselige og virkelighedstro. Den næste 3D-agtige måde, hvor på Peter Max-Jakobsen tegner og slår sine streger på lærredet, er skulpturelle. De bliver til figurer, der træder ud i rummet og fortæller ikke blot om et møde, en forbindelse, men bliver også selv en monumental forbindelse mellem værket og beskueren.

Klassicismen findes i Peter Max-Jakobsens værker. Ikke som genkendelige temaer fra hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den måde, som mennesket er stillet an på. De viser mennesket, stillet frit, uden dog at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre eller noget. Figurerne findes over for hinanden. De findes og fremstår i relationen.

Det er livet op i ansigtet. Det er Virtual Reality, virkeligheden, som den ses, uden elektroniske forhindringer, foran udsynet. Og indsigten.

Den musikalsk gentagelse

Det musiske i Peter Max-Jakobsens værker, kan næsten mærkes i det serielle, der oftest findes i værkerne, især når man ser dem samlet. Menneskekroppen og dens bevægelse går igen i de fleste af hans værker. Menneskekroppen er som et tema i et musikstykke, der gentages i variationer gennem hele symfonien.

Lemmerne og legemet, er frosset fast i en bevægelse i et splitsekund og alligevel i en rytme, der forsætter og fortoner sig og dukker op i en ny sammenhæng eller forbindelse i et andet lærred. Fornyelsen sker i en gentagelse af temaer, der varieres uendeligt. De flyver rundt i et rum, der er uden for tiden og som skaber deres egen verden.

De forskellige værker, samlet set, kunne opfattes som stillbilleder fra en film.

For hans værker, er serielle og dog står hver enkelt værk momentan og for sig selv, og samtidig er hvert enkelt værk en del af en række, der til sammen er som en hel film.

Menneskekroppen i Peter Max-Jakobsens værker bliver både et holdepunkt og et udgangspunkt for det videre indhold. Kroppene er konstante. Kunstneren fryser et øjeblik fast. Holder det konstant. Bevægelsen er sat i stå. Låst fast. Og forenklet. Men kun for at vise forskydningen i kroppen. En form, der hele tiden ligger der, men som forskyder sig, så der skabes et øjeblik.

Øjeblikket mangler altid noget, nemlig det der gik forud og det der kommer.

Øjeblikket er altid kun en del af det hele. Og dog, det hele ligger i øjeblikket. Alligevel og allerede. Iboende, som en konstant faktor, der blot er forskudt. Og noget nyt opstår i forskydningen.

Den konstante krop fornyes i forskydningen. Sammenhængen bliver en anden, sådan som øjeblikket står. Rykket ud af sin første sammenhæng. Ud af det øjeblik, den blev fanget i. En ny sammenhæng. Et nyt øjeblik, der forenkles.

Peter Max-Jakobsen forenkler sit materiale. Det forvandles, mens det forenkles. Ikke for at gøre noget simpelt, men for at tydeliggøre. Tydeliggøre bevægelsen. Tydeliggøre kroppens konstanthed og kroppens forskydninger. I tid og i rum. Tiden låses fast. Mens rummet udvides til alt det omkring de to. Rummet ændrer sig. Rummet forskyder sig.

Kroppen bliver ugenkendelig i sin enkelhed.


Og dog er kroppen den samme. Kroppen er konstant. Menneskekroppene er fikseret fast på lærredet i forskellige faser af en bevægelse, i forvredne robotagtige stillinger der leder tankerne hen på aggression, smerte, ømhed og erotik. Nogen gange er det holdt i en hel enkel streg og andre gange med en meget stor farvepalet i mangfoldige nuancer indenfor samme skala af farver. Men altid med en heftighed og alligevel med en lethed i deres sikre og store strøg. Peter Max-Jakobsens menneskekroppe, er nærmest penseldeformerede kroppe, der giver mindelser om Francis Bacons portrætter og det gælder også rummet, kroppene er i, og den relation de optræder i og de ting, de er i samspil med. Fra stole, gulvbrædder, træstykker og ikke mindst andre kroppe. Og altid i sammenhængende og en i sammenspillet poesi.

Forbindelse

Peter Max-Jakobsens tidligere fascination af elektronik, som da han lavede egne instrumenter ud af andre elektroniske maskiner, som dog altid har været bundet til og sat i relation til den menneskelige krop. Både kroppens lyd med stemmen og det fysiske i at få lyden ud af maskinen. Det handler om mennesket, både som sindstilstand og kødelig krop, og de forbindelser, vi laver gennem vores liv. Det handler om relationen og mødet mellem mennesker, mellem køn, mellem det vi deler og det vi omfavner. Mødet i hans værker er altid til stede i hans værker. Kabler og ledninger, eller næsten blodbaner binder kroppene sammen, alt sammen meget detaljerigt, så forbindelser brydes eller opstår. Der bindes løse forbindelse, som måske kun anes i værkerne, eller livet, men som er der, i deres næsten gennemsigtighed, som det der ligger bag, og som forbinder i en evig bevægelse og stadig skiftende, men altid med et remtræk til eksistensen og virkeligheden mellem os. Kroppen er mere end et objekt, den er også et subjekt. Et jeg, der bliver til i mødet med et du. En krop, der bliver til ved mødet. I forbindelserne. I netværket. I et poetisk møde, der finder sted og er, der hvor kunsten er.

COMPOUNDS: Ordet kommer af engelsk compound = ”sammensætning”, af latin componere ”sætte sammen”.

PETER MAX-JAKOBSEN (f.1973) er uddannet i både billedkunst og musik i Den Haag, på the Royal Conservatory and the Royal Academy of Arts, (1998-2002) i Holland, hvorefter han underviste samme sted i en periode. Efter nogle år i København er han nu tilbage i Nordjylland. Han har tidligere udstillet på Vendsyssel Kunstmuseum og på Vestjysk Kunstmuseum og Himmerlands Kunstmuseum.

I oktober er han udstillingsaktuel, med sine nyeste grafiske værker og oliemalerier, i Galleri Wolfsen i Aalborg. www.petermax-jakobsen.dk






Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.