Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Atrium Det Ny Kastet, Thisted

AnmeldelserPosted by Troels Tue, September 12, 2017 07:21:52

En bolig til planten

Trykt den 10. september i NORDJYSKE med fire stjerner.

ATRIUM

Gruppeudstilling med keramik

Det Ny Kastet, Thisted

Denne udstilling vil, noget så utraditionelt, som at udfordre og genfortolke den traditionelle plantekrukke. Udstillingens gruppen, der tog sit udgangspunkt i 2015, arbejder med at genforhandle plantekrukken og skabe opmærksomhed på synergien mellem keramiske beholdere og planter. Noget der ved første tanke kunne virke pussenuttet og en anelse ensformigt, for hvor mange former kommer en plantekrukke egentlig i?


Ja, udstillingen viser at mulighederne er mange, når tolv keramikere sætter ikke blot planterne i vand, men også deres hoveder og leger med leret, som de kender ud og ind og får en hel ny kontekst frem, så plantekrukken er alt fra en beholder med funktion, til en genstand, der blot er en ide, for en bolig til planten. Og de vil udfordre os, der kigger på, med nye og eksperimenterende indfaldsvinkler.


Atrium, er en gårdhave, hvis ide kommer helt tilbage fra romertiden og den arabiske verden, hvor en have var omkranset af mure, der beskyttede væksterne og som gav hvile og ro, og ikke mindst rum til at reflekterer. Og denne ”gårdhave” i de Ny Kastets flotte udstillingsrum, som de mange værker står flot i, uden at virke klemte, giver anledning til at tænke efter, blandt andet, hvorfor vi skjuler potter i potteskjulere, og ikke i stedet lader potterne være synlige, samtidigt med de har en funktion. Flere af værkerne er design, smukt og brugbart, som hos Helle Rittig, hvor er en mulighed for den dovne, der glemmer at vande, alligevel at have krydderurter derhjemme. Lis Biggas formgiver sine plantepotter, der kunne minde om dele af thepotter, til hænge i loftet, så planterne også er over en og skaber nye rum, et sandt atrium. Smukt. Anne-Katrine von Bülow leger med trekanterne, som feminine geometriske former, så det bliver Karyatiden, der bærer væksten med styrke og ynde. Det er både stærkt og sart på en gang. Tina Secher er brugbare løsninger på plantekrukken til indendørsbrug. Overfladen og farver i fokus, så der spilles mellem planternes organiske former og lerets enkle geometriske former. Vibeke Buciek viser habitater, som fine voksesteder for planterne, der udnytter formgivningen til at vokse. Vibeke Borresen Krog har udviklet sine bådformede krukker, så de nu bliver transportører af planter i forskellige rum, med eller uden låg. Det frodige sættes op mod den kantede og stramme form, på en fin kontrastfuld måde. Det konstrastfyldte er også på spil hos Lena Mi Engholm, hvis små modellerede rødt stentøj, er organiske, så de selv kunne være fra planteriget, så det ikke kun er planten der er levende, men også krukken.


Inger Heebøll fortæller med teglstenen, så denne urbane grønne bølge vokser ind over den industritid, der er forgangen. Hendes små maskiner og skorstene, giver mindelser om ens gamle dampmaskine, der nu belejres af planterne, så det bliver grøn røg i stedte for den fossilesorte. Fliser med riste, der bliver til grosteder har hun også med. Det er både klimadebat og genkendelige fortællinger. Det samme gør Mette Marie Ørsted, når hun arbejder med den røde ler, og skaber fine rum for efeuen, som overtager selve krukken, som ikke er en krukke, men et rum, som man gerne så realiseret i stor skala på et bytorv. Funktionen er næsten ophævet, og hos Vinnie Frederiksen der har blokke af ler, er den hel væk. Det er råt, nøjsomt mod alle odds og meget skulpturelt. Det samme gælder hos Lise Seier Petersen, her er funktionen helt væk. Hendes ler er iblandet korn, der så spirer i den fugtige ler. De små glaskuber er væksthuse, hvor en planteudvikling sker, samtidig med at der er en afvikling i gang. Det er keramisk konceptkunst, når det virker.



Ud- og afviklingen er også synligt hos Ann Linnemann, der med sine vilde kopper af porcelænsskår, skaber nye grosteder for planterne, og ophæver plantekrukkens funktion, men skaber til gengæld mere end det vi først så. Fornemt er det lavet, på en meget stilfuld og samtidigt skødesløs måde.


De tolv keramikere kommer langt omkring og rummene udnyttes fornemt med fine opstillinger og luftige podier, så man får en fin oplevelse af hvad en genforhandling af en plantekrukke er og kan. Og ikke mindst hvad det kan blive til.

Udstillingen er på vandring rundt i landet og i november udstilles den i Korsør. I efteråret 2018 afslutter ATRIUM sin udstillingsrække på CLAY - Keramikmuseum Danmark i Middelfart. Men lige nu kan udstillingen ses i Thisted indtil den 24. september. Så se og nyd den, mens den er heromkring.

Troels Laursen

Alle fotos af: Ole Akhøj.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.