Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Jørgen Haugen Sørensen i Læsø Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 07, 2017 10:21:51

Moduleret af livet

Trykt den 3. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

De skar benene af de hvide heste

Jørgen Haugen Sørensen og det kunstneriske fællesskab

Læsø Kunsthal, Østerø

Indtil den 22. oktober

Læsø Kunsthal præsenterer henover sommeren en udstilling Jørgen Haugen Sørensen.

Han er berømt for sine skulpturer i ler, bronze og granit, og har fået stort set alle de priser, der er værd at tale om for sin kunst, der ofte forestiller mennesker og dyr, især bidske hunde, i voldsomme situationer.

Under titlen “De skar benene af de hvide heste” undersøges gennem skulptur, installation, tekstil og keramik kunstnerens udveksling og samarbejde med kollegaer i samtiden. Mange af disse møder fandt sted på øen, som han selv kalder for ”det bedste ved Danmark”. og som han havde en fast tilknytning til i 60´erne og 70´erne.

Og ud over mesteren selv, så er det folk, som, Giovanni Meloni, Peter Lautrop, Eli Benveniste, Gregers Nielsen, Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt og Jette Mühlendorf, der er med i det kunstneriske fællesskab.


Man kan med fordel begynde ovenpå, og forfra så at sige, med en lille film af Gregers Nielsen fra 69, hvor ting skyder op og bliver til, og ikke mindst en tur langs en middelalderlig italiensk murs rustikke og arrede overfalde, peger frem til de værker Haugen Sørensen laver lige nu i stentøj. Det begyndte med leret og det er foreløbig endt tilbage ved leret for ham. Og tak for det.


Stentøjsværkerne er, set her fra, de allerstærkeste arbejder på denne udstilling, der er retrospektivt, om end man kunne have ønsket sig mange flere værker. Stentøjet er voldsom og nærgående. De følger i sporet på hans arbejder til Københavns Domhus med de fem ler-relieffer, der bærer fællestitlen “Alt imens” til de flade nicher på langsiden af Domhusets retssal 60’s vægge, der var færdige i 11.

Udover disse senere værker, af stentøj, er der titelværket: ”De skar benene af de hvide heste” der stammer fra en mareridtsagtig drøm, kunstneren havde efter et besøg i et slagterhus og mens der var stor politisk uro i Norditalien. Mindelser om Bjørn Nørgaards slagtning af Røde Stjerne dukker op, men her er hestene malet og indvolde og andet er lagt op på lærredet i syede syntetisk ”stof-puder” og bemalet. Det er meget abstrakt, men voldsom i både værkets størrelse og dets effektfuldhed. Det store værk er skabt på Læsø sammen med Giovanni Meloni i 1975.


Andre skulpturer, viser en kunstner, der bruger materialerne fra sin tid og sætter dem sammen på nye måder, som de to værker, der bærer titlen: ”Souvenir” (fra 1967) og som publikum i øvrigt er inviteret til at flytte rundt på genstandene og skabe en ny skulptur, nye minder og udtryk fra erindringen. Genstandene er de samme, men sammenhæng brydes og nyt dukker op.

Det groteske er skræmmende nærværende i de fleste værker og det påvirker i høj grad beskueren, men det bærer på sig egen underlige måde i sig, et håb og en længsel. For, hvem siger at mennesker behøver stå i kø ved ”Dumhedens Port” eller vi som lemminger skal tage turen udover kanten? Det er det spørgsmål der på rystende måde vises frem lige foran os og det spørgsmål, kan kun besvares af os selv.


Et stort stentøjsværk, med titlen: ”Tæppefald”, fra sidste år, er stort teatertæppe, hvor kranier, knogler og masker lige titter frem under kanten. Det er teater og helt Hamletsk, når tæppet går og resten er tavshed. Døden som det store tæppefald, afslører alt, maskerne og de sminkede læber, falder af og den rene hvide knogle står tilbage. Livets forgængelighed rimer her, på forfængelighed og et stort absurd teaterstykke, hvor alle flygter fra det uundgåelige. Det er klassisk Memento Mori om, at livet koster livet og det er hammer moderne og eviggyldigt, eller som Thomas Boberg digter, i det fine lille hæfte, man ikke bør snyde sig selv for, ”derfor modellerer han livet – fordi døden hugger ham”.

Det er stor kunst. Og lige nu kan man se det på Læsø, takket være ihærdige og dygtige mennesker, der vil noget med øen, ud fra det der allerede er og har været. Næste år gælder det Asger Jorn og Læsø. Der er noget at se frem til, men lige nu gælder det en af Danmarks mest betydningsfulde nulevende billedhuggere: Jørgen Haugen Sørensen. Så af sted til Læsø, få et hak i ø-passet og bliv en stor oplevelse rigere på dig selv og din nabo.


Troels Laursen






Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.