Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Andrej Kolkoutine i Thisted

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, July 02, 2016 08:35:44

Åbningstale til Andrej Kolkoutines udstilling

” Kunst på Kanten – kunst med kant”

Ny Kastet, Thisted, 1. juli 2016

Først vil jeg lige sige mange tak fordi jeg måtte være med her i dag – og endda få lov at sige et par ord til denne spændende, vedkommende og flotte udstilling. Det er jeg meget glad for jeg måtte.

Jeg kan desværre ikke påstå at være en stor Kolkoutine-kender, - jeg har kun set få – levende værker, om jeg må sige det sådan - af ham – i Silkeborg i Galleri Moderne og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Men det har været en fornøjelse af dykke ned i hans univers – et univers, som vi står lige midt i nu.

Der er langt fra Kolkoutines billedunivers og så Asger Jorns – men alligevel vover jeg at indlede med et citat af Jorn (og det rimer da også på Silkeborg på en måde) – det lyder sådan:

Kunsten lever, når den gør verden større.

I den udtalelse ligger der mindst to spørgsmål – - for det første: hvordan lever kunsten – og ikke mindst, hvorledes gør den verden større….?

Og som i evangelierne, så er det, det sidste der kommer først .. :

For hvad er det så der gør verden større – via kunsten?

Er det størrelsen på selve værket – i dag – i den ene kant af landet – i Skanderborg åbner en udstilling – med et halvtons grus i en montre og handler om kvantitet i kunsten – men er det stor kunst – eller er det bare til kanten?

Er det store navne i kunstverdenen, der skaber en større verden – eller kunstnere, som tvogfilmstjerner? – islandske fodboldhelte? – tja – måske.

Handler, den store verdensudvidende kunst, om at gå til kanten – eller endog gå ud over kanten?

Man kan måske sige at kanter kun er spændende i det øjeblik, der er noget inden for kanterne, eller inden for rammerne, for det er kanterne er det der skaber rummet. Det rum, hvor ting, også stor kunst, kan opstå.

I Kolkoutines billedunivers handler det ikke om kvantitet eller størrelse på værkerne, om end der findes store af dem her på udstillingen, det handler ikke om, at gå ud over kanten, men mere om at søge ind i, ind under og forbi kanten.

At udforske det liv og den verden, der ligger inde mellem kanterne.

Jeg tror det er der kunsten lever, når den gør verden større.

Kolkoutine er kendt, og altså også herhjemme, for sine særegne motiver ofte med almindelige mennesker fra den russiske provins eller fra Bibelen, hvor fortællinger jo i virkeligheden oftest også udspiller sig i provinsen.

Kolkoutine bruger sit eget lands kunsthistorie, som de suprematistiske elementer, fra landsmanden Malevich,der er karakteriseret ved at være spændingen mellem farven og de geometriske figurer, og han går brug af det abstrakte univers, fra den europæiske kunsthistorie, som den spanske Miro og dertil ligger Kolkoutine sine egne meget figurative elementer, som skæve bygninger, skæve eksistenser, torve og landsbygader, der også viser hans optagethed af middelalderens kunst og seriøse brug af symboler, (som fiskene (=Kristus) ude på trappen, eller her i rummet (Rådhussalen), der viser korset og paraplyen som beskyttere og det der giver læ i alle betydninger).

Og han knytter, ikke mindst, til ved sit lands traditionelle ikoner.

I de russiske ikoner har Kolkoutine fundet inspiration til en særlig farveklang, som han skaber ved først at bemale lærredet (eller et stykke planke) med en eller adskillige neutrale mørke grundmalinger.

Farverne som males ovenpå bliver til tider meget lette og nærmest gennemsigtige, og som den traditionelle ikonmaler gør det, for handler om at male lyset frem, så man begynder med en mørk baggrund, hvor på lysere og lysere farver lægges på og til sidst guldet, som selve solens og dermed også det guddommelige lys’ farve.


Og som et billede på selve livet, er det, lyset eller det gode, der lægges til eller oven på det mørke og dystre og kolde i menneskelivet, så det gode vinder over det onde, altid.

Det er ikke en naiv jubel over livet, men en dyb erkendelse af at livet ikke fås i rene udgaver, for både sorgen og glæden hører med.

Det er kanterne i livet eller i verden og disse kanter gør netop verden større end som så. Der er ikke blot meget mellem himmel og jord. Det hele er her på jorden med himlen over sig.

Kolkoutines kunst, der regnes for at høre til den del af den postsovjetiske kunst, som er blevet kaldt overlevelsens kunst. Det handler om overlevelse, ikke blot ude på kanten i en hård politisk tid, men især også lige midt i livet og midt i verden, på godt og ondt og dog mest godt. Det handler om at gengive virkeligheden, som den virkelighed, der virker.

Den virkelighed, hvor der grædes, les og leves.

Nu bærer denne udstilling navnet:Kunst på kanten – Kunst med kant.

Og det spændende ved Kolkoutines kunst er, at kanten er der hvor han peger ind på virkeligheden. Lige ind på det der gør livet og verden større.

Og det sker ved, at skildre helt almindelige menneske i både almindelige situationer, som en blomstersælgerske eller to der omfavner hinanden, elelr folk der tager afsked på havnen, ofte rygvendte mod beskueren, men altid inviterende. Det handler om hverdags livet.

Om mennesker både i kanten af Rusland og i kanten af Thy, hvor virkeligheden og dagligdagen ligner hinanden.

Men Kolkoutine viser, i sine værker, mere end det almindelige, han viser det overjordiske og det poetiske, lige netop i det jordiske og almindelig.

Han bruger poesien rigtig stærkt i sine værker.

Poesi er det græske ord for at skabe.

Og poesi er at skabe. Kunst er at skabe.

Skabe noget, der ikke var der i forvejen.

Eller skabe noget andet ud af det, der var.

At skabe er en trang, der ligger dybt i mennesket.

En skabelsestrang til at udtrykke hvad man ser, føler og mærker. Skabe billeder, der skaber kontakt mellem os. Mellem kunstneren og beskueren. Mellem beskueren og beskueren. Skabe kontakt mellem mennesker. Skabe forbindelser mellem folk over landegrænser.

Poesien findes, og kunsten formår at finde den frem i hverdagen og skaber derved hverdagens grå dagligdag om til højtid.

Hos Kolkoutine skaber kunsten hverdagens poesi om til højtidens poesi, så det højtidelige når ind i vores hverdag.

Og livet mellem kanterne, bliver til den rene poesi.

Kolkoutine skildrer levende mennesker og derved det almindelige menneskes og de skæve eksistensers hverdag.

Han skaber portrætter af mennesker, derude i virkeligheden, som man kender dem og møder dem. Man fornemmer, at de ikke er skabt for at gøre dem til helte, endsige gøre det almindelige ualmindeligt eller det skæve til det mondæne.

Han gør det for at vise, at det er sådan, det er. Livet.

Det er ikke nøgternt skildret, men med humor og med menneskelighed. Medmenneskelighed.

Det er de små detaljer, der gør, at beskueren går på opdagelse i hans på engang drømmende og fabulerende verden. Menneskene og stederne, som Kolkoutine opstiller, er på sin vis uden for tid.

De lader sig ikke tidsfæste. De er både nutid, fortid og fremtid. På én gang. Værkerne bærer på barnets uskyld samtidig med at det viser den voksnes indsigt. De er en hyldest til menneskelivets dybde og bredde. De er en hyldest til den grænseløse poesi.

Ud over poesien, gør han i høj grad, også brug af sin egen religiøsitet i sine værker.

Således har han også taget den russiske ortodokse kristendom til sig. Ortodoks, kan oversættes på to måder, både som den rette lære, altså den rette måde at tro på Kristus på, men det kan også oversættes: som den rette lovsang.

Den russiske kristne tro, handler om dogmer og læresætninger, men den handler i høj grad også om den rette sang (det vil en hver der har oplevet en ortodoks gudstjeneste og dens smukke liturgi have erfaret). Det handler om både den rette lyd, om en vellyd, men også, og ikke mindst, om en lovsang til livet.

I Kolkoutines værker, opleves denne lovsang til livet, der gør at Asger Jorns udsagn om ”Kunsten lever – når den gør verden større” også passer på Kolkoutines billedunivers, så forskellige de to kunstnere måtte være.

Kolkoutine gør verden større, og livet mellem kanterne større, gennem sin kunst.

Med poesien og det religiøse rører Kolkoutine ved kanten af noget universelt almen menneskeligt, nemlig livet, det liv, der leves mellem alle kanterne og tiderne. Hans kunst rører kanterne af vores tilværelse, så vi rammes.

Nogen af jer, har måske ventet, at jeg ville bruge ordet ”udkanten” ved denne åbning – det vil jeg ikke – for den findes ikke – hverken i Rusland eller i Danmark – og den kan ikke findes på en rund klode som vores – det er, derfor Kolkoutines billedunivers gør verden større og vi berøres, røres og flyttes.

Tillykke med udstillingen – både til, Andrei Kolkoutine og til jer der har gjort det muligt for vi andre, at se denne fine og flotte udstilling. Her på vore kanter.

God fornøjelse og tak. Troels Laursen

(Fotos alle fra Galleri Moderne i Silkeborg)


Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.