Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Thomas Wolsing - Fra Kant til Kant

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, November 21, 2015 15:44:44

Åbningstalen af Troels Laursen, Ullits

"Fra Kant til Kant"

værker af Thomas Wolsing og genstande fra Museets egne samlinger

Vesthimmerlands museum, Aars den 21. november 2015

Udstillingen vi står midt i lige nu, hedder ”Fra kant til kant”. Og dermed ligger allerede i titlen, at det handler om en vandring.

Det handler om en vej at gå - fra den ene kant til den anden.

Og denne blanding af museets egne sager og så Thomas Wolsings underfundige værker er sat op – eller sammen på, - det er det man kunne kalde for installations kunst.

Og installations kunst er som bekendt værker man går ind i og gennem – og med et sociologisk udtryk, så er et installationskunstværk en ”rite de passage” – et kunstværk man må gå igennem og ind i.

Og når der tale om en rite, som jo bare betyder en skik eller et ritual, eller en ceremoni, hvor man går fra et sted til et andet og hvor der sker noget med en selv undervejs, så man ikke er den samme efter sådan en passage eller gennemgang. Noget er sket.

Thomas Wolsing er optaget af tilstand, tid/tider og processer, - der er vigtige strukturer i hans værker.

De personlige rum vi bygger op, som f.eks. erindring, er konstruktioner vi bærer rundt på. Og ved at gøre forfaldne huse til et kunstværk i sting, kan ses som et udsagn om fortiden, men i erkendelse af at fremtiden skabes nu og her i en politisk virkelighed og bliver en slags passage mellem tider, tilstande og virkeligheder.

Og det er her og nu vi bliver budt på en passage mellem hans værker og museets egen samling af genstande fra en svunden tid, hvor genstandene havde en funktion og var en del af noget større og var en del af en sammenhæng – måske i en bygning, men også i et fællesskab eller i hvert fald en bestemt forståelse af fællesskab.

Og det er den vej, vi nu kan passager hen ad i denne udstilling og det, lige fra den ene kant til den anden kant.

I dag lever broderiet med disse motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker.

Men hvem kender ikke broderiets traditionelle landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden?

Ja i motivet ”Vedr. Møllevej 6”, som er den gamle Landsbrugsskole her i byen, der er storken endda på taget og plovmanden arbejder lige uden for bygningen, der nu kun fremstår digitalt.

I den kunstneriske proces er de digitale fotos blevet computermanipuleret og også omsat til installation eller skulpturer.

Disse kitschede broderede billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik funktion, som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald, så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter spørgsmålstegn.

Her er kronhjorten ved skovsøen uddød.

Og Thomas Wolsings broderede billeder viser os et Danmark i forandring og en stadig større polarisering mellem by og land.

Der er så smukt ude på landet.

Eller: Det var der engang, nu er mange af stederne, hvor mennesket har boet i generationer, forfaldne, forladte og direkte grimme.

Og netop dette forfald er temaet

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i det såkaldte ”udkantsdanmark”.

På baggrund af fotos af gamle, forfaldne huse i Nordvestjylland, hvor kunstneren bor, stiliserer han motiverne og konvertere dem til gammeldags korsstingsmønstre, hvorefter kvinder fra området håndsyr motiverne og forvandler de faldefærdige og trøstesløse motiver til smukke og ”kitschede” stramajbroderier.

Disse værker behandler på den ene side et politisk og samfundsmæssigt aktuelt emne og på den anden side udforsker den æstetiske rigdom i de forfaldne motiver.

De tomme og faldefærdige ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af Danmark med rustne bilvrag, som på den gigastore bilpude, der ligger midt på vejen.

Eller de to ”dukkehuse” (midt i den store sal), der er som en passage af rum og tid og hvor vi kan se, hvad der mangler inde i rummene, for at de kunne være bebolige hjem, så alt, det der er væk, bliver så synligt: forladtheden og det ødelagte. Og afsløres, hvad der har været, i det der er væk. Vi ser forfaldet i ”min forhave er min baghave” (som et andet værk hedder) med kummefryseren. Forbrugsgodet, der er brugt op.

Eller den kollapsede lade, fra Skarp Salling, fortæller om andre tider og rum, på tværs af disse rum og tider.

Og sådan bliver vores erindringer til en passage. Hvad hele museet jo i virkeligheden er – både i indhold og arkitektur: En tur gennem rum og tid.

Værkerne, i sort, gråt og hvidt, er koder, hvor broderigarnets farvekode, er næsten pixelerede, som de mursten, der er stablet op i den lille sal eller risten fra remisen i Løgstør og som er fra museet egen samling. Og ud af disse stumper og forskellige farvernuancer, udgår motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Det er stil-leben, både som det stillestående liv, men også det liv, der blevet levet engang.

Thomas Wolsings værker udfordrer vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan vi bebor det.

Og hvad er vores mentale billede af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag? Er det romantik eller er det virkelighed?

Thomas Wolsing værker er udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken.

Men til gengæld sætter han tankerne i gang hos os. Tanker kommer ud på en gennemgang, af både erindringer, via museets egne genstande og af fremtidens kanter via Thomas Wolsings værker.

Og det er måske også det vigtigste: At turde stille spørgsmålene.

At gøre det forfaldne hus til broderi, kan ses som et udsagn om fortiden, men i erkendelse af, at fremtiden skabes nu og her i en politisk virkelighed.

Men først og fremmest er denne udstilling et kunstnerisk og æstetisk projekt, hvor de triste motiver gennem værkerne opnår nyt liv og fængsler os ved mødet med den uventede skønhed i værkernes farver og kompositioner.

Thomas Wolsings farver er en hel nordisk palet af melankoli.

Så kære venner - det, det handler om nu, er at tage en tur, ned ad vejen, for det handler om at tage en passage ned eller op ad vejen

En passage, som når vi kommer ud herfra, gør at vi ikke er helt de samme igen. Noget er sket

Men husk på, at den der kantpæl, og som viser hvor vejen er, fra den ene kant til den anden – den, der står der ved vejen – og endda i 1:1 i korsting, husk, at den også kaldes ”en præst” og det gør den, fordi den viser vejen, mellem kanterne, men den følger den aldrig selv.

God passage!




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.