Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Jacob Brostrup

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Sat, November 14, 2015 17:01:42

Tilstedeværelse - flere steder

- om Jacob Brostrups billedunivers

af Troels Laursen

Jacob Brostrup (født 1973) er kendt for sine striber og farvefelter, hvor en lysvirkning har haft en særlig og vigtig rolle i hans udtryk af det moderne byliv herhjemme og i storbyer som Milano, New York eller ude i naturen.

Det udtryk har forrykket sig i Jacob Brostrups nyeste værker, som præsentereres i dette katalog. Men lyset er der stadig. Lyset som det der siver ind og bryder ud i motiverne og som samler flere steder på et sted.

Lyset er i disse nyeste værker, som i værket ”The Mountain”, noget der, sammen med vandet, siver ud, som en sprække i billedet, og som åbner billedet og samtidig når ud til beskueren. Han skaber en effekt, hvor beskueren både suses ind af lyset og rammes af det. Byens konjunkturer er udviskede, men dog tydelige, og bjergets hvide tinder og himlens aftenrøde, virker hel sakralt. Billedet er lige til at træde ind i. Det er et sammenstød mellem naturens majestætiske og kantede bjerge mod den menneskeskabte bys lige linjer og dens høje bygninger. Begge steder, hvor mennesket synes små. Alt sammen skabt i lyset og dens virkning på Brostrups lærreder. Disse modstillinger af byen, det menneskeskabte og naturen og det organiske, skildret som uroen og freden, sat ind i samme kontekst, da det ene ikke fås uden det andet og de er til stede på samme tid og sted.

Motiverne i Brostrups univers, som i ”Up and Down” er sammensatte, og der er hentet elementer fra hver deres verden. Ofte inde og udefra. Motiverne er sat oveni hinanden og forskudt for hinanden. De er, med et musisk udtryk, samplede. Og de er sammenstillede virkeligheder, der som udgangspunkt ikke har noget med i hinanden at gøre.

Brostrup henter her en vigtig inspirationskilde i den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg (1925 - 2008), hvis stil var netop kendetegnet ved at brugen af en sampling med forskellige elementer, fra forskellige steder fra, i sine værker.

I eksempelvis værket ”Up and Down” er det, et interiør med en klassisk vindeltrappe, der ændrer sig til en ruchebane og ender som en vippe til en svimningpool.

Disse sammenstillinger er vigtige og virkningsfulde elementer i Brostrups kunst.


Og det er skildret meget præcist i værket ”Between places”. Her er vi – og motivet - mellem to steder. Vi er både ude og inde. På en og samme gang. De to virkeligheder, foldes ind og ud af hinanden. Vi er i skovens dybe stille ro og byens hektiske og dynamiske dagligdag. Og derved sætter han spørgsmålstegn ved beskuerens opfattelse af hvad der virkeligt. Han rykker rundt på den. Han undersøger både den såkaldte ”virkelige virkelighed” og den konstruerede virkelighed, som sker i forestillingerne eller også i dagligdagen, hvor synretningen og fokus hele tiden ændres i det billedflimmer, som menneskets omverden består af.

Det er spejlinger på flere niveauer i lyset og med lyset.

Lysets kilde er altid fra flere steder. Indefra lærredet eller ovenfra ned i motivet eller fra siden. Lyset reflekteres i vandet, der siver ind fra motivet i baggrunden, og ud i forgrunden og forbinder derved både forskellige rum og ofte også tidsaldre.


Værkerne fra Leak-serien, eksempelvis ”Leak III” og Leak V”, har dette vand, der ligesom lækker ind i motivet og som skaber en forbindelse mellem natur og menneskenes bygninger eller skibe. Naturen rækker, via det flydende og ustoppelige vand, ind i menneskenes verden. Det horisontale brydes i lyset og med vandets refleksioner af lyset, så det bagvedliggende træder frem. Og de transparente rum skabes og glider hen i og ind i hinanden, som vand, der løber og finder sin egen vej. Fra der til her. Og fra det andet sted til dette sted.

Ligesom værket ”Leak II”, der viser denne portal mellem nu og dengang. Mellem der og her. Der er noget, der lækker, som i at noget er utæt og det siver ind eller ud. Det presser sig på. Det siver ind. Det lækker. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden.

Fotografiet er både Brostrups værktøj og hans kunstneriske udgangspunkt.

Og med fotografiet, som sampler, søger han efter indhold og vinkler, der kan skabe den vibrerende virkelighed mellem her og der.

Trods hans konsekvente brug af det centrale perspektiv, så er der uro i beskuerens fokus. Det er de kraftige farver, som også er genkendelige fra Rauchenburgs brug af paletten, også med til at underbygge.

Det er de røde lige varme farver sat over for de kølige blå farver. Også i farverne sampler Brostrup. Han farvesætter ”virkeligheden” i farver, der ikke ligner virkelighedens, men som får ”virkeligheden” til at fremstå mere virkelig. Det handler om tilstedeværelse her og nu. Og på flere steder. På engang. I en flydende verden.


De karakteristiske vibrerende streger i farverne, der med årene er blevet en del af Brostrups signatur, står kraftfyldte frem. Og giver et intens sitrende liv, hvor man fornemmer, at noget skal ske lige om et øjeblik. De skaber en dynamik og energi i værkerne, som trækker beskueren tæt på. Og i hans leg med lyset og farverne understreger Brostrup tydeligt, hvordan vi oplever et objekt eller en indstilling afhængigt af lyset og at både det vi se og stedet vi selv er på, flytter sig hele tiden. Vi og værket er i bevægelse og er til stede flere steder på engang. Ligesom, de få mennesker i Brostrups værker, der som oftest, er rygvendte eller anonymiserende. De er altid på vej. Fra et sted til et andet. De befinder sig både i samme verden som beskueren og er samtidig også langt væk og utilnærmelige.

I Brostrups værker, er der noget, på færde mellem der og her. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden. Det handler om at være til stede flere steder. På en og samme gang.




Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.