Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Jorn som Clevin

AnmeldelserPosted by Troels Sun, December 09, 2018 11:14:11

Jorn Clevin

Trykt i NORDJYSKE den 7.december med seks stjerner ud af seks

100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet

Udgivet af Museum Jorn i samarbejde med Nordea-fonden

Gratis til alle børn i første klasse

Bestilles via museets hjemmeside

Denne bog er genial. Så er det sagt. Og den er endda allerede en bestseller, for med forudbestilling på over 25.000 eksemplarer af Museums Jorns bog til børn i første klasse fra mere end 600 skoler. Målsætningen er, at alle fra årgangen skal have et eksemplar.

Måske skulle man ikke nævne Clevin her, og i stedet nævne Shane Brox, da de fleste børn i dag sikkert kender ham bedre end ham Jørgen med selerne. Men hos begge handler om fantasi og leg. Og hos Jorn handlede det om at sætte den fantasien fri. Og se hvad der sker. Bogen indeholder 100 sjove kunst-eksperimenter, hvor fokus er på proces, sanselighed, historiefortælling og den gode samtale. Og der kan alle være med. Uanset alder og gerne på tværs af netop alder, så hvad enten man er til Clevin eller Shane, så er der livsglæde og fællesskab med i denne bog. Der er lagt op til, at de 100 eksperimenter laves i samarbejde mellem børn og voksne.



Familien kommer til at bruge fingre, tæer, glaskugler, en cykel, en kartoffel, kartoner fra cornflakes og en masse andre ting, som kan findes i penalhuset, køkkenskuffen, køleskabet eller naturen. Men først og fremmest aktiveres fantasien. Det handler om at bruge hænder, fantasi og om at have det sjovt. Det er Jorns univers, der leges med, han er inspirationskilden. Dermed får kunsten den funktion, som mange kunstnere er optaget af: at man kan tale kunst ind i en hverdag. Der er gode ideer til selv at lave maling, hvorledes den maling så bruges til at dekorerer en væg derhjemme med vandballoner (den side er i øvrigt mærket: farlig!) og hvordan man laver kunst med lommelygten og hvordan man trykker ved brug af grøntsager. 100 gode ideer, som alle kan gå i gang med fra en ende af. Materialerne er dem man har i forvejen i skufferne og skabene derhjemme. Kun fantasien sætter grænser.



Og dertil kommer at bogen efterhånden som der arbejdes med, selv bliver et kunstværk, med billedvævning a la Jorn og Wemäere på bagsiden og med en bemalet forside. Kommer man hele vejen igennem bogen er familien næppe hel den samme som før. Bogen bliver familiens egen. Det er genialt.

Troels Laursen

Foto alle frigivne af museum Jorn.

Faktaboks: Bogen ”100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet” er et produkt af flere års arbejde udført af et team på Museum Jorn: Karen Friis, Mette Hanghøi, Kirsten Tholstrup, Lars Hamann, Katrine Nør Andersen og Niels Povlsgaard. Bogen er grafisk tilrettelagt af Malene Hald. Museum Jorn forærer et gratis eksemplar af bogen til alle elever i 1. klasse. Skolen bestiller blot et klassesæt via museets hjemmeside www.museumjorn.dk.



Ny biografi om Kvium

AnmeldelserPosted by Troels Thu, December 06, 2018 21:27:28

Cirkusdirektøren

Trykt den 3. december i NORDJYSKE med tre stjerner ud af seks

Michael Kvium – Den nådesløse

af Birgitte Ellemann Höegh

360 sider med flere illustrationer

400,-kroner

Gyldendal

Der er ret langt fra det portræt, som gives i bogen af manden bag rigtig mange portrætter, hvor han selv hel og ganske nådesløst udleverer mennesker portrætteret, som idioter, debile og vanskabninger, alt det, der har, givet ham et eget tillægsord: kviumsk.

Bogen er lavet ud fra mange timers samtaler med Kvium i hans værksteder og boliger i Nordsjælland, i København og i Spanien samt ikke mindst med de mennesker, der kender ham bedst: ægtefællen, sønnerne, kollegerne, søskende og venner og museumsfolk.

Det er en meget elskværdig Michael Kvium, vi møder i denne nye biografi over en af de væsentligste kunstner herhjemme lige nu. Han er en slags cirkusdirektør over en masse underlige skabninger, som folk enten frydes eller gyser over. Og netop cirkusset er central i bogens opbygning, da den veksler mellem erindringen, og tanker om kunsten og så en udstilling: ”Cirkus Europa” der bygges op imens på Arken sidste efterår. Udstillingen blev en stor succes med publikumsrekord på 100.000 gæster. Det er her vi møder mennesket og kunstneren. Her følger vi Kviums skitseringsfase, planlægning, kreative metode, og samarbejde med andre, og vi ser, hvordan en stor udstilling vokser ud af kunstneren, der hele tiden både tvivler og håber, og som på trods at dette, finder en drift i netop det at frygte for fejlen og fiaskoen. Vi oplever en skabelsesproces. Det gør vi også i forbindelse med hans beretninger om portrætterne af Dronningen og Poul Nyrup. To forskellige opgaver på alle måder. Bogen er velskrevet og nem at læse. Meget er ikke nyt. Dem, der har set filmen: ”Det skinbarlige øje” fra 2013, af Peter Klitgaard, om Michael Kvium får ikke så meget nyt med sig. Bøger om den 62-årige kunstner findes der flere af, men de er typisk knyttet til en udstillings værker. Denne udgivelse er den første egentlige biografi, der forsøger at komme tæt på både kunstneren og mennesket Michael Kvium. Det lykkes dog aldrig hel. Manden er meget bevidst om, hvad han lukker ud og ingen kommer hel under huden på mennesket, der altid udviser en nervøst, men altid styret holdning. Vil man andet, må man ty til hans kunst, hvor man ofte kan genkende hans eget ansigt og krop, med de tydelige ører.

Bogen har en spændende del, der omfatter Kviums elevtid på akademiet. Det er et barsk portræt af et uddannelsessted, hvor knive ligger i ærmerne og hvor der skabes venskaber der holder. Det kræver sin m/k, at gå der, i hvert fald den gang. Frænde er jo frænde værst. Og vi er ikke i tvivl om at det var en svær tid. Og det giver en indsigt, der ellers sjælden er til stede.

Derudover er det fortællingen om en opvækst i Horsens i et strengt katolsk hjem og det katolske har han fælles med vennen og kollegaen Christian Lemmerz, som han skabte performancegruppen ”Værst” i 1981 sammen med og bl.a. Erik A. Frandsen og Lars Nørgård. Deres arbejder og film fortælles der også om og man fornemmer at den periode er hel central for Kviums udvikling som kunstner og en tid han nok savner engang imellem. Fra den periode kommer flere af de kviumske figurer fra. Kvium fortæller om det vigtige i tidligt at skabe sig et kreativt rum og tilflugtssted som del af en søskendeflok på otte og med en mor, der hele tiden vaklede på randen af nervøst sammenbrud og om ungdommen i motorcykelmiljøet i Horsens, og som gjorde ham til en outsider på akademiet de første år. Bogen veksler mellem denne med udstillingen fornyelig til Arken, og så kunstnerens fortid, det skaber en dynamik, der gør bogen læseværdigt og samtidig får placeret Kvium ind i en nyere dansk kunsthistorie, som han på engang er en del af og står ved helt siden af. Der er også tale om en bog, der viser flotte værker af kunstneren, men mennesket finder vi ikke hel, biografien løfter kun en lille flig: Det er mere cirkusdirektøren, der styrer sin manege med hård og nådesløs pensel.

Troels Laursen



Ny Nordatlantisk kunst i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Mon, November 26, 2018 15:42:23

En rejse i Nordatlanten

Trykt i NORDJYSKE den 25. november med fire ud af seks stjerner

Nordatlantiske Strejftog

Billedkunst og mode fra Grønland, Island og Færøerne

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 28.december

Titlens brug af ordet ”strejftog”, henviser til, at vi via udstillingen, kan tage på en tænkt rejse. En rejse uden, at komme ud af stedet. Og godt rundt kommer vi, til de tre lande, Grønland, Færøerne og Island.

De har gennem tiden haft stor tilknytning til Danmark, og kunsten var tidligere præget af det danske og først fået meget mere selvstændigt udtryk, via de hel gamle og oprindelige kulturer, inden for de seneste år.

Og på denne udstilling er der tale om ikke færre end 19 kunstnere og hele 127 værker, fordelt over tre etager, der viser både smykker, tøjmode og billedkunst og nogen gange det hele på engang. Det er meget. Men skiftende mellem materialer og udtryk skabes en god helhedsfornemmelse i opstillingen og et godt indblik i hvad der sker der ude i Nordatlanten lige nu. Og mellem de mange bud skal der her strejfes nogle af de mest markante værker.

Landskaberne, landet, havet og horisonten, der ude i havet har altid spillet en rolle i disse landes kunst, og selvom den er mindre nu i en globaliseret verden, og eksperimenterne træder frem, så er den synlig til stede i det meste. Også på smykkesiden, hvor landet og havet er tilstede på sin måde i smykkernes farver, former og sten. Så små de end er, så er blandt andre færøske Turid Nolsøe Mohr’s formfuldendte smykke som, at bære et stykke af naturen deroppe fra. Og den viste nordatlantiske moderne tøjdesign trækker på lange traditioner. Færøske og islandske striktrøjer og grønlandsk sælskindstøj og perlebroderier er stadigt vigtige elementer i de tre landes selvforståelse og nationale identitet, når det gælder tøjets design. Det er tvistet, da der er tale eksperimenterende fortolkninger af det praktiske udetøj og de symboler, som den eksempelvis den grønlandske anorak og bluser med, dyremasker og oluen og moderne stoffer og snit, viser. Alt sammen meget vellykket med rod i traditionen og med stort udblik. Billedkunstnerne fylder mest og alle tre lande er stærkt repræsenteret. Færøerne med den verdensberømte grafiske værksted, Steinprint og deres kunstnere, og her er Marius Olsen et godt gensyn, og Hansina Iversen viser værker, der med en farvekraft og bevægelse både ligner landskabet og er langt fra det. Smukke er de i deres egen enkelhed.



Pórunn Bár Björnsdottir laver close-upss på klippernes sparsomme vegetation, i et farvevæld, så både skønhed og kaos vælter ud af billederne. Grønlandske Ivínnguaq Stork Høegh, fortolker landskabet i digitale print, der skildre farlige arbejdspladser og har i sig en samfundskritisk tilgang til kunsten og livet.



Kollegaen Gukki Nuka rammer ind i menneskesjælen ved at skabe portrætter af det nøgne og sårbare menneske, som lå det indkapslet og indefrosset i isen. Der er revner i sjælen. De er voldsomme og alligevel med en stor paradoksal ro og skønhed i sig, som de fortæller om kunstnerens egen barndoms traume, fra da fodboldtræneren voldtog ham. Det er fortælling om landet, men også den befolknings forrevne sjæle. Det er både istid i sjælene, men der også mulighed, via kunsten, for at tø isen op igen. Det er både modigt og vigtigt gjort. Og de billeder fast i én lang tid efter. Og er et af udstillingens højdepunkter.


De tre etager sender en af sted på, en fin rejse til de tre Nordatlantiske lande, som vi har så meget tilfældes med og nu kan se også har deres egne rodfæstede traditioner, som de formår at rykke ud af stederne og landskabet og ind i det moderne menneskes til tider rodløse liv. Kunstetagerne i Hobro, er hermed en fin transit for din videre kunst og design rejse ud i Nordatlanten.

Troels Laursen

Faktaboks:

Der vises billedkunst af Bolatta Silis-Høegh, Ivínnguaq Stork Høegh, Gukki Nuka, Þorunn Bara Björnsdóttir, Þorgrímur Einarsson, Maria Sveinsdóttir Kjarval samt fra Steinprent, Tórshavn grafik af Jóhan Martin Christiansen, Hansina Iversen, Fríða Matras Brekku og Marius Olsen. Tøjdesign fra BIBI CHEMNITZ, Nuuk Couture v/Louise Lynge Berthelsen, Isaksen Design v/ Rita og Nickie Isaksen, milla snorrason v/ Hilda Gunnarsdóttir, EYGLO v/ Eygló Margret Larusdóttir, Barbara I Gongini, Guðrun & Guðrun v/ Guðrun Ludvig og Guðrun Rógvadóttir, EINSTAKT v/ Beinta Poulsen samt smykker af Turið Nolsøe Mohr.



Himmerlands Maler: Mouritz Nørgaard

AnmeldelserPosted by Troels Mon, November 26, 2018 15:38:48

Himmerlands Maler

Trykt i NORDJYSKE den 25. november med fire stjerner ud af seks

Mouritz Nørgaard - Himmerlands maler

af Sven Erik Østergård

Sider:180 med mange illustrationer

Pris: 248,00 kr

Forlaget Rebild

Han hed egentlig Mourits, men ændrede, det med et z og blev til Mouritz, så skilte man sig ud og blev et brand. Et brand, der nok er ukendte for de fleste i dag, men den flittige Sven Erik Østergaard har gravet godt og grundigt og vækker nu manden og hans livsværk til live igen, akkurat som han gjorde det med Søren Josva med bogen: ”Josva - Rolds Skovs maler” fra sidste år. Mouritz Nørgaard levede fra 1878 til 1969.


Materialet, om Himmerlands maler, der er dykket ned i, er mere beskedent denne gang, men ved at inddrage datteren med en charmerende interview og kilder fra andre maler fra den gang og avisudklip og herunder anmeldelser af hans udstillinger, især i Aalborg Stiftstidende og med udblik til samtidens lokale kunstnere, som Henning Knudsen (tegner for Aalborg Stiftstidende gennem mange år), Søren Josva og nok den kendteste af dem, Carlo Wognsen og andre omkring kunstnergruppen Nordjyske, samt Walter Schwartz (søn af Skagen borgmesteren og Alma og skuespilleren Malene Schwartz’ far) og fra steder som Løkken, Vejgaard, Sebbersund og Skørping, og dertil forfatternavne som Thomas Olsen-Løkken og Jeppe Aakjær og ikke mindst den himmerlandske digter Hans Povlsen, bliver der her tegnet et fint portræt af en kunstner, der ikke selv masede sig frem, men som lod kunsten tale sit eget sprog. I trapperummet i Aalborg kommunes administrationsbygning hænger et af hans største billeder, en pløjende bonde, så ingen aalborgenser behøver at være helt uden viden om maleren og hans motivkreds.



Han var selvlært og en dygtig tegner lige fra barnsben af og via teknisk skole i Aalborg blev han teatermaler og bygningsmaler. Mouritz var født i Nøvling ud af bondeslægt, og livet på landet og dens befolkning blev ved med at være inspiration for ham. Han var måske den sidste maler i det Himmerland, hvor af der udgår så få så malere, der bar på en stor tradition. Bogen skildrer ham, som en lun mand, der ikke så det store i den kunst, der kom frem i hans egen tid, og mente at folk som Picasso og Jorn var kunstnere, der skabte en så kold kunst, at det var som at være i et frysehus at se på deres værker. Han stræbte bagud også i en tilværelse uden bil og elektricitet sine år. Bogen hævder at han aldrig ændrede sit maleriske udtryk og kunstsyn, som blev bestemt af egn og miljø, og at det er sandt, kan man se ud af de mange fine gengivelser som bogen er fuld af.



Han blev i Himmerland, men hans farver og hans strøg ændrede sig nu alligevel med tiden og dens mode. Han rejste ikke meget ud, men han fik alligevel indtryk hjem til sig, som smittede af i værkerne. Nogle interiør giver mindelser om Anna Anchers blå farver og en solopgang om Monets impressionistiske landskaber. Hans skildringer af landlivet og Himmerlandske landskaberne bliver aldrig ren Morten Korch. Han var en stor kolorist, med sans for lyset og skyggerne. Og derfor, selvom motiverne måske ikke er de gængse i dag, kan man finde spændende maleriske kvaliteter udi farven og lyset i dem. Bogen er en mosaik af brudstykker med nogle gentagelser undervejs, der samlet set skaber en spændende samlet billede af den himmerlandske maler, om end man kunne have ønsket sig en mere indgående indblik i hans kunst og kunstsyn, så den også havde været en fin nordjysk kunsthistorie, ligeså meget, som den er, en lokalhistorie med levende mennesker, der var engang.

Troels Laursen



Silke og Jeppe Hein's børnebog

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 23, 2018 17:07:28

En tråd at holde fast i

Trykt i NORDJYSKE den 22. november med fem ud af seks stjerner

Aya

Jeppe Hein og Silke Hein

88 sider og mange illustrationer

Pris: 250,- kr.

Forlag: Strandberg Publishing

Digteren Johs Jørgensen (1866-1956), skrev i 1898 en lille novelle om tråden for oven, om en edderkop der i efteråret svævede ned med sin tråd fra oven og fik bygget et stort net, endda havde edderkoppen glemt, hvorfra den kom og fik i et tag klippet den tråd der kom fra oven og som holdt det hele sammen. Edderkoppen, eller mennesket sm det er i lignelsen, havde glemt både himlen og hvor han kom fra. Denne børnebog bygger på den samme tanke. At der er en tråd, (måske fra oven?), der holder livet oppe og sammen. Bogen er skrevet og lavet af kunstneren Jeppe Hein (f.1974) og hans hustru kulturmanager Silke Hein (f.1974) i et samarbejde med børnebogsredaktør Elisabeth Kiertzner. Jeppe Hein er mest kendt for sin interaktive og legende installationskunst, og måske heromkring især for springvandet på Kunsten i Aalborg, men gennem de seneste år er han begyndt at arbejde med akvarel i en mere spirituel praksis. Denne sommer har han haft en spændende og dramatisk udstilling i Cisternerne i København med klangskåle og bolde der kørte rundt i en sindrigt mønster og en stor flamme der gik i gang når man kom tæt på. I bogen følger man sommerfuglelarven Aya, der kommer lidt skævt ind i livet. Aya-navnet betyder: fugl på hebraisk og farver på japansk, mens det på tysk betyder sværd.



Og det flyvende som fuglen og farverne og det skarpe og retfærdige som sværdet ligger ligesom under hele fortællingen om at komme skævt ind i livet og at genrejse sig ved at se, lytte og sanse verden omkring sig. Aya møder på sin rejse en venlig bille, der nænsomt hjælper hende på vej. Langsomt kommer hun til hægterne og begynder at indtage verden i sit eget tempo. Med skærpede sanser oplever hun sine omgivelser og vokser sig større og større lige indtil hun en dag folder sig ud som en stor smuk sommerfugl. Bogen er også en beskrivelse af deres ældste datters vanskelige start på livet, hvor fødselskomplikationer førte til livsvarigt handicap for hende. Men sorg følges af omsorg og med håb, vilje og kærlighed kan man kæmpe sig gennem den største modgang. Det er det bogen med sine fine billeder og ligefremme tekst udfolder, som var den selv en sommerfugl. Jørgensens gamle fortælling er højstemt og religiøs, denne udgave af en fortællingen om en tråds bæreevne og vigtighed er mere moderne og mere spirituel end religiøs og hylder forskelligheden og opfordrer til, at man hviler i sig selv og griber øjeblikket. Og bogens cover er i lærred (og tilfældigt eller ej), så er anmelderens udgave forsynet med en lille tråd, der stritter ud for oven. En lille tråd der kan pilles ved, mens der læses op og kigges billeder. Og en fin lille bog er det. Og trods det, at der er tale om en børnebog, er der vægtige og voksne ting undervejs. En tråd, der vil kunne binde den voksne og barnet sammen under læsningen.

Troels Laursen



Ny stor bog Hammershøi

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 23, 2018 12:28:40

Alle tiders Hammershøi

Trykt i NORDJYSKE den 21. november med seks ud af seks stjerner

Vilhelm Hammershøi - På sporet af det åbne billede

af Annette Rosenvold Hvidt & Gertrud Oelsner

576 sider med 500 ill

Pris: 600,- kr

Lindhardt og Ringhof

Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er kendt verden over for sine motiver af øde stuer, og rygvendte kvinder med sensitive nakker. Og priserne på hans værker er skyhøje. Sidst i oktober nåede et ukendt værk op på hele 32 millioner kroner, på en auktion i New York. Og man tænker: stor kunst og kunstner kræver et stort bog værk. Og stort er denne udgivelse, og tungt. Næsten en 5 kilo tung bog er der tale om. Det er ganske u-handy og kræver en god solid læsepult, men når det er sagt, så giver det også plads til flotte gengivelser af de omtalte værker. Og det er bliver aldrig tung at læse og er meget seværdigt. Bogen gengiver mere end 500 malerier, tegninger, fotografier, skitser, udklip, postkort og breve, der tilsammen giver et både enestående biografisk, kunsthistorisk, kulturhistorisk blik på Hammershøi og hans tid og værk. Der er gennemtiden skrevet meget om Hammerhøi og hans kunst, men denne bog, udmærker sig ved at ved siden af maleriet dyrkede han det medie, der i hans samtid var helt nyt og moderne: fotografiet. Og fotografiet er Gertrud Oelsner og Annette Rosenvold Hvidts indgang til Hammershøi, fordi det er et spor, så nye og øjenåbnende perspektiver åbnes.



Hans værker tænkes tit, som lukkede rum, der er uden dialog med kunsten omkring sig og tiden den er skabt i. Men med fotografiet undersøgte Hammershøi nye vinkler på verden, og det blev en visuel metode, han kunne anvende i arbejdet med sine malerier, som hvorfor de rygvendte figurer er et tema i Hammershøis kunst, hvor mørke, hjørner, linjer, hvidhed, slørethed og close-up ses tydeligt i landskabsfotografierne og den drømmende lidt slørede malerteknik minder på mange måder om samtidens fotografiske retning “pictorialisme”. Og derved kan vores hidtidige opfattelse af Hammershøi, udbygges med at han også var en foregangsmand, som ændrede samtidens opfattelse af perspektiv i maleriet. Og det gennem brugen af fotografiet.


Stederne, hvor han boede havde stor betydning for ham, og hjemmet var hans atelier og ofte hans foretrukne motiv. Bogen besøger mange af de steder, hvor han boede med hustruen Ida: Frederiksberg, Christianshavn, Falster, Paris, Gentofte, Refsnæs, Holland, Belgien, London og Rom. Og i de biografiske afsnit belyses vigtige personer og omdrejningspunkter for hans liv og værk: moderen Frederikke Hammershøi, søsteren Anna Hammershøi, læreren P.S. Krøyer, kollegaen Valdemar Schønheyder Møller, hustruen Ida Hammershøi, broderen Svend Hammershøi. Det bredes flot ud, så overblikket bevares og sporet holdes åben. Den store bog viser flot og læsevenligt at, Hammershøis billeder stadig kan åbne sig for mennesker, her næsten hundrede år efter, og give inspiration til at lede efter den stemningsmættede mening, der måske gemmer sig et sted i de tomme værelser, bag ryggen på en kvinde eller i et hjørne lige uden for kanten af billedet. De to forfattere har brugt tre år til at forske og skrive bogen, og kom ikke og sig, at forskning er uforståeligt og smal, for denne bog, beviser det modsatte, ved at være en ualmindelig flot formidling, i både billeder og ord, af den professionelle forskning, der foregår, så det når ud til et bredt publikum. En af årets julegaveideer.

Troels Laursen

Faktaboks:

Gertrud Oelsner (født 1972) er kunsthistoriker og direktør for Den Hirschsprungske Samling med speciale i dansk kunst i 1800-tallet. Hun har bl.a. skrevet om dansk landskabsmaleri i det 19. århundrede samt krydsfeltet mellem billedkunst og fotografi. Derudover har hun tilrettelagt udstillinger med bl.a. P.C. Skovgaard, Vilhelm Kyhn, L.A. Ring og Albert Gottschalk.

Annette Rosenvold Hvidt (født 1963) er kunsthistoriker og kunstformidler på Sattens Museum for Kunst med speciale i dansk og fransk kunst fra 1850-1920 samt i krydsfelter mellem maleri, fotografi og film. Hun var en af kuratorerne på udstillingen Hammershøi og Europa på SMK i 2012. Tidligere har hun været museumsinspektør på Ordrupgaard og var dér en af kuratorerne på udstillingen Hammershøi > Dreyer – Billedmagi i 2006.



Per Kirkeby på Museum Jorn

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 09, 2018 11:11:05

En hyldest i mursten

Trykt i NORDJYSKE den 7. november med fem ud af seks stjerner

Per Kirkeby: Maskiner for lys og skygge

Museum Jorn, Silkeborg

Indtil den 9. december

En hyldest i mursten er, hvad man kunne kalde denne udstilling. 40.000 mestendels røde mursten, der svarer til 4-5 almindelige parcelhuse, er der brugt. Og imponerende er det at gå rundt mellem disse varder og bygninger, der med deres højde og flader skaber både skygger og rum.

Og manden der hyldes er selvsagt Per Kirkeby, der døde kort før sin 80 års fødselsdag i år, og som måske er bedst kendt for sine store abstrakte malerier, der er præget af motiver fra naturen og især af geologien. I Danmark har han efterladt markante kunstneriske aftryk med bl.a. loftsmaleriet i Den Sorte Diamant og vægudsmykningerne på Geologisk Museum og Sø-auditoriet på Aarhus Universitet. Hans bronzerelieffer dekorerer Operaen i København.


I det nørrejyske er vi forkælet med hans murstensværker, ikke mindst i Aars, men også her senest i denne sommer på Læsø, hvor hans sidste murstensværk, ”Vinduestårnet” i Østerbyhavn blev rejst. Udstillingen sammenstiller for første gang ikke mindre end 18 af Per Kirkebys murstensskulpturer, der i perioden 1966 til 2017 blev realiseret i forbindelse med udstillinger i flere europæiske storbyer, bl.a. Paris, Nantes, London, Essen og København. Derudover præsenteres en række arkitekturprojekter og et hidtil ukendt materiale, såsom tegninger og arkivalier, der giver et omfattende indblik i Kirkebys eksperimenterende kunstneriske praksis og komplekse værkudvikling gennem 50 år. Og udstillingen er dermed en murstensvarde over en af landets internationalt mest indflydelsesrige kunstner, der på det seneste har været udstillet i London, Paris og New York og dermed understreget hans murstensskulpturers store internationale indflydelse. De 18 større og mindre murstensværker vækker associationer til både det klassiske danske parcelhus, mellemamerikanske pyramider, middelalderens borge og himmelstræbende katedraler. Den største skulptur i udstillingen består af ca. 10.000 mursten og er over tre og en halv meter høj og seks meter bred. Og de mange murer og flader og rum, der skabes midt i rummene er som en rejse rundt i en ubeboet by, men alligevel en levende by, med alle dens kroge, detaljer og stemninger, som disse murstensmure skaber.



De er næsten en slags stopklodser, der gør at man må flytte sig og tage en anden vej rundt end den der tilsyneladende er nemmest, og skaber derved nye rum foran beskueren, så ikke bare ”bygningen” eller skulpturen ses. Men i høj grad også pladsen omkring dem. Og det var her at Kirkeby kunne lave byrum og kunst til byrummet, der både er arkitektur og kunst på en og samme tid. Han har selv kaldt dem for maskiner af lys og skygger, og deraf udstillingens kryptiske titel, for der er ikke noget maskinagtigt over værkerne, udover de næsten monumentane størrelser, men skygger er der og dermed også lys, da det ene jo ikke findes uden det andet. Og deres bestandighed stiller ens egen endelighed i kontrast. Værkerne er venlige i deres næsten organiske materiale, mens de alligevel er fremmede i deres størrelse. Der er noget fortid over dem, som var de fra en for længst forsvunden by, hvor man regnede menneskene ind i byplanlægningen, så propositionerne var lavet til netop mennesket. For man befinder sig godt i mellem alle mange mursten. I sidefløjene på museet vises projekter, i over tres tegninger og skitser, som Kirkeby var involveret i. Både dem, der er blevet til noget og dem, der ikke blev. Og foran hans ide om Aarhus Kunstmuseum, som ikke blev, kunne man drømme om, hvor flot denne borg af et museum, ville have ligget på den lille top i byen, i stedet for den klods, der nu udgør ARoS.



Og heldigvis blev nogen, at hans ideer, da også til noget, ikke mindst Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Musikhus ALFA, begge i Aars og kan nydes i fuld størrelse. Og her på udstilling, kan skitserne og modellerne ses, så kan opdager, hvad der kan komme ud af Torshammer, der har et skaft til kulturhistorien og et hoved for kunsten, og kan blive til et lokalt museum med slagkraft, eller en redekam, alle kan spille på, kan blive til et helt musikhus.



En sanselig udstilling mellem mure, hvor man selv bliver en del af både skyggerne, lyset og rummene, og er dermed en meget flot hyldest og hommage for en stor kunstner, der ikke er mere, men netop disse teglstensværker vil bestå, og museet giver os hermed en fornem mulighed for at få et omfattende indblik i Per Kirkebys kunstneriske skabelsesproces, hvor historie, materialer, og tradition giver nye perspektiver og indsigter.

Troels Laursen



Tino Sehgal This Succes/This failure

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 02, 2018 15:54:48

Ingen Ting

Trykt i NORDJYSKE den 31. oktober med fem ud af seks stjerner

Tino Sehgal

This success/This failure

Kunsten, Museum of modern art, Aalborg

Indtil 25. oktober

” Caroline Wosniaki har fået gigt”. Den nyhed fik jeg lige da jeg trådte hen til skanken på Kunsten. Og ja. Så ved man det. Og med et servees er jeg allerede rykket fra baglinjen til midt på banen, ind midt i et kunstværk. Går det op for mig, da jeg har fået hængt jakken. Og nu vi er ved tøjet. En hel tom sal uden noget. Skal det nu være kunst? Eller er det Kejserens Nye Klæder om igen? For her er jo ingen verdens ting. Og tænk jer. Det har Kunsten nu indkøbt til samlingen. Ingen Ting, har de købt. Værket bærer titlen: This Succes/This Failure (og er fra 2006). Og netop der i stedet imellem ingen og ting drejer denne udstilling sig. Der er ingenting i salen, men der er børn, en hel flok glade piger, der leger ”Simone siger”, de hygger sig, helt uden ting endsige skærme, deres kinder er røde og de er fyldt med energi, og straks de ser en voksen, er de henne for pænt, at præsenterer sig og fortælle om værket, som de og du, lige om lidt, er, for du inviteres med. De fleste voksne er lidt luren ved det. De føler vist, at deres urørlighedszone er overtrådt. Og pludselig er man røget ud af oberservationsrollen til deltager. Værkerne, som består af tanken bag, fungerer som møder, der udfolder sig i tid og rum, og inddrager beskueren som deltager og medskaber af værket. Det hele opstår i øjeblikket. Ud af ingen ting. Det sidste er vigtigt for kunstneren, der således aktivt ønsker, at beskueren, træder ud af publikumsrollen, og interagere med kunstværket. Og måske er det, det der afgør om værket er en succes eller en fiasko. Det er op til dig, vil du lege med eller blot se på?

For at sikre, at værket er oplevet i henhold til kunstnerens intentioner, i øjeblikket, med erindringen og udelukkende som en slags mundtlig legende, har kunstneren krævet, at hans værker ikke dokumenteres i nogen form og der er heller ikke nogen folder til information. Og på den måde er værkerne bæredygtige, der ingen ophobninger af materialer eller kunstværker, der så kan omsættes i penge og der kommer, ifølge kunstneren, en usund vekselvirkning i gang. Kunsten er mere end en genstand. Kunstneren konstruerer netop sine værker for at gøre bevaring unødvendig selvom de kan opføres igen og igen. De er nærmest CO2-neutralt. Og implicit en underfundig kritik af vores overforbrug af ting.

Det gælder også de tre andre værker, der finder sted rundt i rummene: ”Kiss” (2002), ”This is Propaganda” (2002) og ”This is new” (2003). Titlerne har ”dette er” i sig, og det er med tryk på er, som i lige nu og her. Det handler om tilstedeværelse og møder, uden forstyrrende ting imellem os. I værket ”Kiss”, hvor to dygtige performere leger og kæler for hinanden midt i udstillingen, er intimt og flere krymper sig ved at se på det. De to er uforstyrrede i deres og man bliver involvereret i en møde, man måske ikke vil være vidne til, men man drages med. Man bliver usikker på, hvor grænsen mellem en selv og værket er. Værkerne har denne flygtighed i sig som et kys, der væk i samme øjeblik, men som kan smages i evigheder efter, hvad enten det var et Judaskys eller et af din elskede. Vi ejer ikke ting, for kun det flygtige og tabte ejes evigt.

Efter en intens tur rundt i Kunsten, både stavet med stort K og lille k, melder spørgsmålet sig på vejen hjem: Mon Miss Sunshine har fået gigt og så kommer tanken: Kan man egentlig anmelde ingen ting? Og i morgen, når du kommer, så er det hele nok anderledes end lige før? Jo da, for her sker der en masse. Også selvom der ingenting er. Til gengæld er der masser af energi, bevægelser og intime møder. Alt det livet består af og som er ikke-ting. Ingen Verdens Ting, men rene følelser og fuldt nærvær. Se denne udstilling med dine børn, eller din nabo, der altid kalder kunsten for Kejserens Nye Klæder. Du risikerer du får og møder en ”ny” nabo.

Troels Laursen


Foto: Tino Sehgal (f. 1976) bor og arbejder i Berlin. Han har studeret politisk økonomi, koreografi og dans ved Humboldt Universitet i Berlin og Folkwang Universität der Künste i Essen. Som den yngste kunstner nogensinde repræsenterede Tino Sehgal Tyskland ved Venedig Biennalen i 2005, og han har siden haft soloudstillinger på markante museer og udstillingssteder verden over, heriblandt Palais de Tokyo og Stedelijk Museum i Amsterdam, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt, Institute of Contemporary Arts i London, Tate Modern i London og Guggenheim Museum i New York. Sidstnævnte erhvervede som det første museum værket This Progress i 2010.



« PreviousNext »