Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Elisabeth-freskerne

AnmeldelserPosted by Troels Sun, August 20, 2017 11:15:23

Elisabeth-freskerne – et rosenunder

Elisabeth-freskerne

Af Dorthe Aagesen, Synne Garff

160 sider, gennem illustreret

Pris: 250,-

Forlaget: Strandberg Publishing A/S

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen (1207-1231) er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg. Men hun ønskede at frasige sig sine privilegerer og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge. Og deri lignede hendes skæbne på mange måde Frans af Assisi, og tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. Og uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.


I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv, og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningens 350 kvadratmeter strækker sig over en stor forhal i hospitalet og et trappeareal, der gennem tre etager.



Hospitalet blev bygget i 1904-05 i såkaldt national romantisk stil, og Ny Carlsbergfondet afholdt udgifterne til udsmykningen. Den blev til gengæld alt andet end nationalromantisk. For kunstneren Jais Nielsen havde været i Paris og lært kubismens ideer at kende, og han havde også ladet sig begejstre af Giottos fresker, der skildrer Frans af Assisi’s liv i Italien. Nielsens største dekorative arbejde blev derfor en moderne genfortælling af legenden om en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han fik dog ikke helt frie tøjler, for hans arbejdsgiver var nonnerne, og de betingede sig, at udsmykningen ikke bredte sig så meget, at de ikke kunne vaske væggene af op til en meters højde fra gulvet, så derfor rækker historien om Elisabeths gode gerninger ikke helt ned til gulvet. Til gengæld rækker denne bogudgivelse fra den ene ende til den anden. Detaljerigt og indsigtsfuld. I forordet, der er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt introduceres vi til baggrunden for restaureringen og fondens hensigt med endnu engang at sætte penge i værket. Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, fortæller om freskernes tilblivelse og om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler” og om, hvordan den store rumfortælling hænger sammen med Jais Nielsens øvrige kunstneriske virke. Det er alt sammen forbilledligt fortalt med et stort overblik.



Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og det er både nørdet og spændende. Garff genfortæller også legenden om Elisabeth, der nu igen kan ses, sådan som kunstneren havde tænk det for 80 år siden. Både bogen og restaureringen er både storartet bevaring og formidling af vores kulturarv. Lidt af et rosenunder i sig selv.

Troels Laursen



Jørgen Haugen Sørensen i Læsø Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 07, 2017 10:21:51

Moduleret af livet

Trykt den 3. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

De skar benene af de hvide heste

Jørgen Haugen Sørensen og det kunstneriske fællesskab

Læsø Kunsthal, Østerø

Indtil den 22. oktober

Læsø Kunsthal præsenterer henover sommeren en udstilling Jørgen Haugen Sørensen.

Han er berømt for sine skulpturer i ler, bronze og granit, og har fået stort set alle de priser, der er værd at tale om for sin kunst, der ofte forestiller mennesker og dyr, især bidske hunde, i voldsomme situationer.

Under titlen “De skar benene af de hvide heste” undersøges gennem skulptur, installation, tekstil og keramik kunstnerens udveksling og samarbejde med kollegaer i samtiden. Mange af disse møder fandt sted på øen, som han selv kalder for ”det bedste ved Danmark”. og som han havde en fast tilknytning til i 60´erne og 70´erne.

Og ud over mesteren selv, så er det folk, som, Giovanni Meloni, Peter Lautrop, Eli Benveniste, Gregers Nielsen, Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt og Jette Mühlendorf, der er med i det kunstneriske fællesskab.


Man kan med fordel begynde ovenpå, og forfra så at sige, med en lille film af Gregers Nielsen fra 69, hvor ting skyder op og bliver til, og ikke mindst en tur langs en middelalderlig italiensk murs rustikke og arrede overfalde, peger frem til de værker Haugen Sørensen laver lige nu i stentøj. Det begyndte med leret og det er foreløbig endt tilbage ved leret for ham. Og tak for det.


Stentøjsværkerne er, set her fra, de allerstærkeste arbejder på denne udstilling, der er retrospektivt, om end man kunne have ønsket sig mange flere værker. Stentøjet er voldsom og nærgående. De følger i sporet på hans arbejder til Københavns Domhus med de fem ler-relieffer, der bærer fællestitlen “Alt imens” til de flade nicher på langsiden af Domhusets retssal 60’s vægge, der var færdige i 11.

Udover disse senere værker, af stentøj, er der titelværket: ”De skar benene af de hvide heste” der stammer fra en mareridtsagtig drøm, kunstneren havde efter et besøg i et slagterhus og mens der var stor politisk uro i Norditalien. Mindelser om Bjørn Nørgaards slagtning af Røde Stjerne dukker op, men her er hestene malet og indvolde og andet er lagt op på lærredet i syede syntetisk ”stof-puder” og bemalet. Det er meget abstrakt, men voldsom i både værkets størrelse og dets effektfuldhed. Det store værk er skabt på Læsø sammen med Giovanni Meloni i 1975.


Andre skulpturer, viser en kunstner, der bruger materialerne fra sin tid og sætter dem sammen på nye måder, som de to værker, der bærer titlen: ”Souvenir” (fra 1967) og som publikum i øvrigt er inviteret til at flytte rundt på genstandene og skabe en ny skulptur, nye minder og udtryk fra erindringen. Genstandene er de samme, men sammenhæng brydes og nyt dukker op.

Det groteske er skræmmende nærværende i de fleste værker og det påvirker i høj grad beskueren, men det bærer på sig egen underlige måde i sig, et håb og en længsel. For, hvem siger at mennesker behøver stå i kø ved ”Dumhedens Port” eller vi som lemminger skal tage turen udover kanten? Det er det spørgsmål der på rystende måde vises frem lige foran os og det spørgsmål, kan kun besvares af os selv.


Et stort stentøjsværk, med titlen: ”Tæppefald”, fra sidste år, er stort teatertæppe, hvor kranier, knogler og masker lige titter frem under kanten. Det er teater og helt Hamletsk, når tæppet går og resten er tavshed. Døden som det store tæppefald, afslører alt, maskerne og de sminkede læber, falder af og den rene hvide knogle står tilbage. Livets forgængelighed rimer her, på forfængelighed og et stort absurd teaterstykke, hvor alle flygter fra det uundgåelige. Det er klassisk Memento Mori om, at livet koster livet og det er hammer moderne og eviggyldigt, eller som Thomas Boberg digter, i det fine lille hæfte, man ikke bør snyde sig selv for, ”derfor modellerer han livet – fordi døden hugger ham”.

Det er stor kunst. Og lige nu kan man se det på Læsø, takket være ihærdige og dygtige mennesker, der vil noget med øen, ud fra det der allerede er og har været. Næste år gælder det Asger Jorn og Læsø. Der er noget at se frem til, men lige nu gælder det en af Danmarks mest betydningsfulde nulevende billedhuggere: Jørgen Haugen Sørensen. Så af sted til Læsø, få et hak i ø-passet og bliv en stor oplevelse rigere på dig selv og din nabo.


Troels Laursen





Per Kirkeby - en biografi

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 07, 2017 10:13:35

SuperPer

Trykt i NORDJYSKE den 2. august med 4 ud af 6 stjerner

At trække en streg - Per Kirkeby – liv og værk

Erik Steffensen

450 sider, med fotos og illustrationer

350, - kroner

Sidste år var Per Kirkeby udstillingsaktuel i Læsø Kunsthal, og næste år fylder manden 80, og her midt imellem er, der kommet en biografi om denne kendte kunstner.

Per Kirkeby (f.1938) har prøvet det meste og arbejdet med de fleste genrer i kunsten, fra digte til malerier, skulptur og film, sidst nævnte blandt andet sammen med cykelpoeten Jørgen Leth.

Kirkebys biograf Erik Steffensen skriver godt. Det flyder og selv de mere kedelige passager, (som sker når mange dagbogscitater blot klippes sammen), er velskrevne, så man nyder sproget hele vejen. Og han kender sit stof, da han har haft adgang til kunstnerens private optegnelser og dagbøger, som kunstneren har ført flittigt og detaljeret gennem næsten alle sine år.

Bogen er dermed en fin lille hyldeststreg til den internationalt set største nulevende danske maler Per Kirkeby.

Bogen er ikke endnu en om kunstneren Kirkeby og hans ouvre, men om mennesket bag kunstneren og ikke mindst hvorledes kunstneren er blevet menneske og mennesket er blevet den kunstner, som andre har kaldt for SuperPer, og det ikke kun som en ros.

Så man skal ikke forvente ret meget om Kirkebys arbejder i Aars, gennem 30 år med murstensskulpturer og hele to bygninger og adskillelige varder i byens rundkørsler, og som har været med til at give ham hans folkelige gennembrud, endsige ret meget om Frejlev kirke og den religiøsitet der lægges op til i nogle af dagbogscitaterne, især til sidst efter hjerneblødning og fald, foldes ikke ud. Disse nordjyske værker er ikke regnet for noget der er med til skabe kunstneren endsige mennesket Kirkeby. Til gengæld er Læsø beskrevet som kunstnerens refugium og faste holdepunkt gennem både opture og nedture.


Dér hvor dagbogen slipper op, fylder forfatteren ud med sin store forhåndsviden om Kirkebys værk og de 50 samtaler, han har ført med kunstneren i forbindelse med tilblivelsen. Og læseren bliver indviet i mange intime detaljer. Svigt, kunstnerisk tvivl, misundelse, utroskab, orgasmer, ulykkelig kærlighed, manglende potens, seksuel frustration, børn og svigt og skilsmisse. Og der bliver ikke lagt fingre imellem over for kvinderne i Kirkebys liv, heller ikke filmproducer og tidl. teaterdirektør Vibeke Windeløv, som han var gift med i 30 år og som var ham en god manager. Og der er hårde skildringer af kammeraterne i den eksperimenterende kunstskole, Eks-skolen, hvoraf den ideologisk hårde kerne udgøres af Peter Louis-Jensen og Poul Gernes med program om tilintetgørelse af alle traditionelle værdier. Og Bjørn Nørgaard går heller ram forbi. Denne kritik bliver dog aldrig uvedkommende og snagende, men fortæller mest om Kirkeby, for hele biografiens mål, er at det hele skal læses som en del af kunstnerens tilblivelseshistorie. Lige fra kunstneren opvækst, på Bispebjerg Torv lige ved Grundtvigskirken, der satte sig dybe spor i hans murstenskompositioner. Det stramt arkitektoniske miljø, via faderen, i barndommen præger senere hele hans tilgang til kunst. Og malerier, der begyndte som collager, har deres spor tilbage til barndommens forbudte læsning af tegneserier som Skipper Skræk, Rip Kirby, der i drengenes forestillingsverden naturligvis blev til Rip Kirkeby. Og ikke mindst Prins Valiant, der blev et slags forbillede for kunstneren, med slot og flotte møer.

I 1960’erne er det Grønlands fjeldnatur, han møjsommeligt måler og trækker ind i sine værker. I 1970’erne er det mayaernes land i Mexico, fra en rejse til det grønne firben med vennen Ib Michael. Det videnskabelige i geologien og landskabet flyder sammen i mursten og store malerier. Og skulpturer. Bogen udfolder, at manden er et produkt af sin tid. Og at tiden virker i hans værker, der bærer deres helt eget udtryk


Bogen er, uden den dog som sådan stiller al for mange kritiske spørgsmålstegn eller går i dybden alle steder i kunstnerens liv og valg, en god appetitvækker til næste år, hvor Kirkeby sikkert vil blive fejret alle vegne, også i det nørrejyske, og måske mest i Aars, når han runder de 80 år i september.


Bogen er en varde, en stele, som dem Kirkeby selv har sat i landskabet, om end den ikke kan stå ene og være den eneste streg, der kan sættes om SuperPer.

Troels Laursen



Monografi om Th. Bindesbøll

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 15, 2017 09:17:05

B for Brobygger

Trykt i NORDJYSKE den 14. juli med fire stjerner ud af seks

Thorvald Bindesbøll: stærk form og frit spil

Af: Mirjam Gelfer-Jørgensen

Arkitektens Forlag

377 sider, mange illsutrationer

Pris: 420, - kroner

B for Bindesbøll, den yngre og B for brobygger mellem forskellige stilarter og kunstretninger og ikke mindst mellem en ældre tid og en nyere tid, der rækker hel ind i nutiden, da hans produktivitet var enorm og pegede tilbage i 1800-tallet og frem mod det 20. århundreds modernisme.

Thorvald Bindesbøll (1846-1908) er først og fremmest kendt som kunsthåndværker, men han tegnede også huse hele sit liv med flere projekter og opførte huse fra de berømte Fiskepakhusene på havnen i Skagen og Strandridergaarden på Strandvejen og Bombebøssen på Christianshavn, samt en masse design, hvor hans kurvede bogstaver endnu pryder øl-etiketter, og ornamentik på kirkebænkene i Skagen Kirke og smukke krukker, broderimønstre, møbler og sølvtøj. Og altid med fuld fokus på funktion, på planernes klare opbygning og prioritering af form frem for variation og dekoration. Gelfer-Jørgensen mener man kunne kalde ham landets første designer.


Denne smukke bog af forfatter og tidligere overbibliotekar på Designmuseum Danmarks bibliotek Mirjam Gelfer-Jørgensen beskriver og kommer langt omkring i denne kendte designer. Det er på kanten til det nørdede og en enorm grundighed rummer bogen, hvilket både er dens styrke, men også en svaghed, for man mister som læser sommetider overblikket og hængtes engang imellem af når det bliver detaljerigt.


Bindesbøll var flittig, og som Gelfer-Jørgensen skriver, var der stort set ikke det område, han ikke arbejdede med. Som sin far, arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll, (arkitekten bag Thorvaldsens Museum, som drengen fik sit navn efter, og Hobro Kirke) arbejdede han med bygningskunst, men han var også optaget af at skabe møbler, lave mønstre til broderi, omslag til bøger, og sent i sin karriere blev han optaget af sølvet.


Bindesbøll gik under navnet ”Bølle” og nem har han ikke været. Han udtalte sig råt for usødet om kollegaer og deres arbejde, men han modtog også kritik fra andre, som da Ancher-parret gik en af hans krukker og Michael svarede tilbage: ”Det ser ud som om Du havde taget noget ’merde’ (fransk for lort, red) og smurt paa og tørret rundt med et Stykke Papir og bagefter tørret nogle beskidte Fingre af paa forskjellige Steder”. Senere kommer der endnu et brev Ancher, hvor han undskylder de barske ord og erkender, efter en jagttur der har klaret hjernen, at krukkerne faktisk er ret gode, og at ”de slaar i Grunden Alting ihjel”. Fru Ancher skriver at de bruger dem som taburetter. Den slags anekdoter fra dagbøger og breve, som forfatteren har dykket dybt ned i, løser op og forløser for et ellers sine steder knudret beskrivelser. Og flere af den slags ville have være velkomne. Hans værker var nye og skabte opsigt og en tilvænning måtte til, da han ligesom skabte sit eget univers inden for dansk kunsthåndværk. I dag er de anerkendte mesterværker, der står og kan stå for dem selv. Hans værker bliver ofte beskrevet som inspireret af skønvirkestilen, men Gelfer-Jørgensen udfolder grundigt og vidende, at det er nærmest umuligt at sætte Bindesbøll i en bestemt bås eller stilretning. Bindesbøll var en del af et nybrud, og forfatteren viser, at hvis man ser på hans samtidige kolleger, f.eks. Joakim Skovgaard, så var hans udtryk meget anderledes og varieret, både i form og materialer. Han satte sit præg på sin egen tid, men han var selvsagt også præget af sin tid. Han byggede bro mellem kunstarterne. Mestrede arkitekturen, møbelkunsten, grafikken, tekstilkunsten, sølvet og keramikken. Alt sammen flot visuelt vist i denne store bog, om en stor kunstner og brobygger mellem flere stilarter og genrer. Bogens billedside viser alt dette forbilledligt.


Troels Laursen



På Tværs og De 7 ovenpå i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Wed, June 28, 2017 16:54:59

Fornemt kunsthåndværk

Trykt i NORDJYSKE den 27. juni med fire ud af seks stjerner

”På Tværs” og ”De 7 ovenpå”

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 2. september

Kunstetagerne viser lige nu, dansk kunstværk af en meget høj karat, og det sker i to udstillinger, der trods det de er adskilte op gennem etagerne, hænger fint og supplerende sammen.

I de store rum vises to keramikere, en grafiker og en væver, der udgør gruppen ”På tværs”. Lisbeth Voigt Durand, viser keramiske klassiske former med bløde, hvor funktionen viger for formen, som den matte askeglassur, så farve og form står i spænd. Fadene og vaserne vil kunne bruges, men står som selvstændige værker i egen ret. Pottemagerens fine håndværk træder tydeligt frem.


Overfor de stramme former, står Gurli Elbækgaards organiske former, hvor glasurens transparente lethed gør værkerne både sanselige og potente. Naturens mangfoldighed af former ses, så formerne vokser op og ud af hinanden.


Naturen er også nærværende i Birgitte Thorlacius grafiske arbejder med fokus på forgængelighed og sårbarhed, som anes i en næste usynlig streg og en tæt linje. Hun indfanger med lethed og tyngde livets skrøbelighed og styrke i sommerfuglens vinge og blomstens blad.

Gudrun Pagter viser store vævninger, der meget i konkrete i sort og hvidt. I blandet en råd tråd, der får de stramme geometriske figurer til at åbne og lukke sig foran en, som et rum, der er større end det man lige umiddelbart ser. De fire klæder og samstemmer hinanden i deres forskellighed.

På de næste etager udstiller syv kunsthåndværkere hver for sig, men i en sammenhæng, så de både står selvstændigt frem og i en flot sammenhæng. Anne Fabrius Møller viser printplant, der er aftryk af planter på uld, med brug af plantens egen saft, trykkene varierer i farve og styrke. En sart naturskildring.

Barbro Åbergs skulpturerne består af buer og huller, er flettet sammen og er skulpturen, der har en rytme og bevægelse, der leger med arketyper, som cirklen, det ovale og skibet og bygninger fra fremmede kulturer eller det hinsidige.


Maja Frendrups keramik, har de vildeste overflader, der fascinerer med en glasur, der er smeltet og som lægger sig tyk og blank i fordybninger og tynd på kanter og spidser. Det er både blødt og skarp, så man kan skære sig på det flotte farvespil.


Pernille Brauns værker viser glassets hårdhed og dens blødhed, som smeltet og dermed dens skrøbelighed, som de hænger på træstænger og både holder formen og bryder den.


Annette Graaes gobelinerne tager deres udgangspunkt i naturen og i himlen. Og Nordlyset, som både fysisk og metafysisk fænomen. Hos Sanne Ransby mødes de hurtige digitale teknikker med traditionel og langsomme vævning. Det hele er bevægelser og forstyrrelser i mønstrenes tilsyneladende orden. De små kukkasser med objekter dirrer af intensitet og spændinger. Mens Ann Sloth væver i stramme komponerede geometriske mønstre, der varieres og nuanceres, så der opnås balance i de kalejdoskopiske figurer. Det er klassisk modernisme.


Her er tale om en pæn udstilling, der næppe skræmmer eller overrasker nogen, men en udstilling, der fornemt viser kunstværk af i dag, på tværs af materialer og motiver, og med en stærk rød tråd igennem i både værkernes fine opstillingen, så vel som i farver og former. Det hele bærer en fin rytme og bevægelse i de mange forskellige værker og udtryk og i opstillingen. Der er masse at å på opdagelse i.

troels laursen

Ved Bordet - på Skagens Museum

AnmeldelserPosted by Troels Tue, June 20, 2017 17:37:55

Bordet fænger

Trykt i NORDJYSKE den 17. juni med fem stjerner ud af seks

Ved bordet

Skagens Museum

Indtil 27. august

Det er tankevækkende, at der findes flere museer for stole, men ingen for borde. Det rådes der bod på med denne udstilling. Det handler alt sammen om det bord, vi sidder ved det hver dag, arbejder eller spiser ved eller taler sammen omkring. Det bord, der samler og skaber afstand mellem os.

Bordet er her både en kulturinstitution og ren kunst i sig selv og her er der samlet en lang række forskellige værker fra tidlig hollandsk 1600talsmaleri, og den danske guldalder, fra P.C. Skovgaard, over P.S. Krøyer og Anna Ancher, og hel indtil vor egen tid med Niels Strøbek og Jesper Christiansen. Vi når dermed, hele bordet rundt og ser hvad vi laver ved bordet og hvordan vi iscenesætter både bordet og os selv i det hele. Det er fornemt gjort.


Det hele er delt ud i fem kategorier, der er tematiseret, men ikke kronologiske i ”Hollandske forbindelse”, ”Bordet som socialt samlingssted”, hvor mænd og kvinder mødes eller adskilles, ”Bord, dæk dig”, om bordet som stedet for stilleben, ”Blikket på bordet”, hvor mennesker også bliver til objekter sammen med bordet samt ”På bordet”, hvor måltidet rykker i centrum. Disse kategorier er ikke adskilte, men motiver og emner løber ud og ind ad hinanden, så den ene kategori af borde beriger den anden. Og de godt 50 værker, er overskueligt og ret så pædagogisk hængt op, uden de store armbevægelser og tiltag, for her tror man på, at både ideen og værkerne kan bære i sig selv. Det er velgørende. Man kunne savne Krøyers ”Hip hip hurra”, hvor vi må nøjes med en lille skitse. Og, i ønsketænkning havde drømt om at have J.F. Willumsens ”Aftensuppen”, 1918 og Van Goghs ”Kartoffelspiserne” (1885) med, som ville have udfoldet Sybergs nadverbord, hvor grøden på bordet og petroleumslampen i loftet understreger mangel og afsavn. Samme nøgternhed viser Birkholm, når han tager os med til bords i fattighuset (fra1904). Så er der langt til Krøyers ”Ved frokosten”, hvor han og Marie har besøg af forfatteren Otto Benzon. Her er der varme og overflod med ved bordet. Og pludselig ved den slags værker, bliver folk inviteret indenfor hos de kendte og selviscenesættelser udvikler sig omkring bordet.


Samværet er bestemt af sociale og familiemæssige forhold, men det kristelige aspekt i Karl Larsens ”Aftenselskab” (1924), inviterer ligesom de andre værker også med til bords, ved ofte at have en langside åben for beskueren. Om end, her ved aftenselskabet er alle de tolv mere optaget af sig selv, mens den 13.ende og skæggede herre ved bordkanten, ser direkte ud på beskueren. Bordet, som det kirkelige alterbord er derved også til stede i udstilling.

Larsen og ikke mindst Hans Baluscheks: ”Her kan familier lave kaffe” (1895) fortæller om at være indspiste omkring et bord.


På væggene med fokus på bordet, hænger Sybergs værk ”Ved frokosten” (1906) som er til Johs. V. Jensens digt af samme navn, meget stærkt, hvor det enkle og dagligdags ophæves til det sublime og himmelske. En anden vinkel på dette ses i selskabet i Michael Anchers store magiske maleri ”Juledag” (1900), hvor Anna Anchers og hendes to søstre og hendes mor og deres datter Helga. De tre generationer sidder andagtsfulde ved bordet med den hellige bog slået op, og med deres fjerne blikke kan man næsten se, at de hører englene synge julens bud ud. Ulig et julefrokostbord af i dag, hvor meget foregår under bordet. Den hollandske forbindelse ses tydeligt, men billedet er trods dens alder hypermoderne i dens enkelhed og med næsten abstrakte flader i kompositionen.


Farverige og med fokus på fladerne er også de borde, med opstillingerne fra Weie til Rude og Jesper Christiansens store flotte værk, ”Dialekt” (2010), hvor en designerdug, med sin flade, samler en masse ting, der ikke taler samme dialekt og derved ikke hører sammen, til et samlet hele i opstilling og en fortælling om en levet daglig dag, hvor både Goethe og Newtons farvelære og farveprøver er skriften på væggen bag bordet.


Alle værkerne kan tages med hjem i et fint udstyret katalog med gode og udtømmende artikler. En udstilling, der nok bør ses mere end en gang, for de mange borde fanger opmærksomheden og de fænger nysgerigheden. Så kære læser, sæt dig bare tilrette. Det er dækket flot og fyldigt op til dig.


Troels Laursen





Berit Hjelholt i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Wed, June 14, 2017 12:55:40

En flåde er gået i dok

Trykt i NORDJYSKE den 12. juni med fem ud af seks stjerner

Berit Hjelholt – Hovedværket

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil 27. august

I forbindelse med renoveringen af Folketingssalen sidste år, valgte man at nedtage Berit Hjelholts (1920-2016) gobelin ”Som en rejselysten flåde” (1987), og nu indgår det i Vendsyssel Kunstmuseums samling, som så efter denne udstilling, deponerer den i Retsbygningen i Hjørring, hvor den atter vil være offentligt tilgængeligt. Og det er godt. Gobelinen kender vi alle, og det er ganske overraskende så blå det er, når man egentlig kun for det meste har set et udsnit bag en af Folketingets medlemmer på talerstolen, der er mest brunet. Men blå er det, som i både himmel og hav.


Et udsyn har været skabt for dem, der sad i Folketingssalen og derfra kunne rejse ud og se ud i verden, som den søfartsnation vi er. Nu kommer der i stedet et stort vindue, som vel også vil giver både indsigt og udsyn i salen. Men ærgerligt at dette fine værk ikke forbliver der, hvor det nu gennem 30 år, som en flåde, har været vidne til mange store beslutninger og til landets politiske kurs. Til gengæld kan vi så glæde os over at kunne komme tæt på og se hvor mange farver, fra grønne og violette nuancer, der skal til før noget er blåt. Og som det hænger i den høje sal på museet, så får det næsten katedralagtigt karakter og ikke mindst, så ser man nu værket som et selvstændigt værk, der ikke blot er en understøttende baggrund, men monumental og smuk i sin hel egen ret. Og det ses tydeligt, at Hjelholt hentede sin inspiration i landskabets linjer, kysten, havet og lyset og tit indgår symboler, heriblandt skibet. Naturindtrykkene bliver i billedvævningerne ofte formidlet i dæmpede blå, grå og brune nuancer, som det også er tilfældet i ”Som en rejselysten flåde”.


Berit Hjelholt fik væverkunsten ind med modermælken, i Finland, og som 13-årig fik Berit Hjelholt sin egen spinderok. Tidligt udviste hun både evne og interesse for håndarbejdet, og som 19-årig blev hun optaget på linjen for mønstertegning på Kunst- og Håndverkskolen i Helsingfors. I slutningen af 1950´erne begyndte Berit Hjelholt at udstille sine værker. Og ikke mindst en tur omkring Japan, satte hende i gang med det arbejde, som er så kendetegnende for hende, hvor både kalligrafi og det japanske sprog, kommer til udtryk i en lang række arbejder i hjemmedyrket hør og håndspunden uld, som hun selv plantefarvede, med motiver, der tager udgangspunkt i hendes egen barndom og i det nordiske og skiftende vejrlig og ikke mindst i omgivelsernes farvespil. Denne nordiske og japanske inspiration gav disse lette og æteriske vævninger, samtidig med der er en grovhed i trådene, der sammenlagt giver et meget poetisk udtryk. Hun har lavet flere Kirkeudsmykninger, bland andet i Margrethekirken i Aalborg. Og altid i flere farver, der er udsøgt sat sammen, så helheden bevarer dette lette og lyse udtryk, om end de mørke og tunge farver, som både naturen og livet kan rumme, også er med. Værkerne er ofte ophængt i flere baner, der lige dækker en smule ind over hinanden, og som dermed giver en stor rumlighed og når derfor ud af bagvæggen på en indbydende måde og detaljerigdommen står tydeligt frem.


Udover hovedværket, så viser museet, at de har landets største samling af Hjelholts værker, hele seks andre større og mindre værker er repræsenteret og er med til at vise hovedværket fra Folketinget, i nye omgivelser og ikke mindst i sammenhæng med Hjelholts øvrige værk. Et mesterværk er gået i en smuk dok, så der er tale om en rendyrket nydelse, men kun for at rejse lysten videre. Og det er godt.

Troels Laursen



Nina Saunders på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Fri, June 02, 2017 10:08:14

Hele ugen – alene

Trykt i NORDJYSKE den 31. maj (her med en korrektion) og med fem ud af seks stjerner.

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Nina Saunders: "I Heard a Voice in the Midst of the Four Beasts"

Indtil den 20. august

Det begynder med en ræv, der har problemer, der er så lammende, at benene er ubrugelige afskårne stoleben og gabet stor vidt åben, mens det ligger på en freudiansk divan og er klar til at hyle sin klage ud. Beskueren bliver terapeuten, den der betragter de andre og måske får en selvindsigt på vejen. Og sådan er Nina Saunders (f.1958) flotte udstilling hele vejen rundt. Der er stor humor og knivskarp alvor. Værkerne er på engang foruroligende og virkelighedsfjerne skulpturer og hel dagligdags.

Man betragter og får ofte øje på både de andre og sig selv, for det hele er velkendt hjemlig hygge og fremmed uhygge. På engang.


Lyssætningen er stemningsmættet, så alle de opstillede genstande spiller videre, som skygger og bliver derved til noget andet, end de er, på væggene og loftet. Og mellem genstandene og skyggerne, opstår en form for tåge, hvor man hører stemmer, og ser syner, der kan være svært at skelne fra virkelighed og fantasi. Og man er mutters alene. Hele ugen. Det menneskelige grundvilkår udstille og fremvises i chesterfieldmøbler med udstoppede dyr og spjætdansende rokokostole. Det vild fantasi og konkret dagligdag, skabt af den dansk-britiske kunstner Saunders og indeholder værker fra de seneste 10 år, samt en række helt nye værker skabt til her til. De er sat op, som kukkasser, hvor et tableau står frem, og sådan drives an rundt i hele underetagen på Kunsten. En ugedag, indgår i titlerne, Fra mandag til lørdag aften, hvor man sad og ventede. Ensomheden er markant, men humoren i alle værkerne bringer ind masse håb ind i de menneskeforladte teateragtige kulisser, hvor intet er som det plejer eller giver sig ud for, for de småborgerlige hjemlige situationer handler intimsfæren og idyl repræsenterer dyrene, der enten er udstoppet, eller mønstre i stoffer eller tapeter, og sat ind i værkerne, drifter og de vilde følelser og det ukontrollerede, som pibler frem under pænhedens polerede facade og er med til at forme fortællingerne. Mandag er man hos frisøren, som ikke er ens ven, tirsdag er de glemte sager i sprækkerne mellem sæderne, onsdag er man gæst hos en, der lige er gået og (måske) kommer igen om lidt. Torsdag, kan man hel få kvalme af karusselen, der både er børnevenlig og meget uhyggeligt. Fredag gælder det Grethas fest, hvor mærkevarerne står i kø og en dekadent fest har udspillet sig i et rum med ananas på tapetet. Lørdag er på værtshuset, hvor de ensomme sjæle lytter til banale Elvis sange (projiceret op på væggen, med kunstneren selv der giver den indlevende som Elvis) med stort indhold om kærligheden, mens den storladne hule latter mellem de forladte bordene for længst er stivnet. Det er en uge om det helt store eksistentielle og det hel banale. Og det hammerflot iscenesat. De seks dage fra Skabelsesugen, hvor der skete noget, er i denne udstilling fabelagtigt godt vist og skildret og håndværksmæssigt flot lavet og sammensat, så alt det vi ikke vil tale om i vore relationer danser rundt på det gulvtæppe, vi ofte fejer netop de spørgsmål ind under. Titlen er fra en Johnny Cash’s religiøse sange, der apokalyptisk synger om de sidste tider og eksistensen lige nu.


Der er andre tableauer, der står uden for ugecyklussen. Blandt andre en med støvler i række og blinde geledder og vilde rovdyr, der ligger under det pænt opdækkede bord, som en ustyrlig bombe under civilisationen. Det er hele ugen, alene, og søndagen er på en blomstret sofa, med en kugle, der gør den næsten ubrugeligt. Søndag bliver ikke til nogen hviledag. Men den kunne så passende være den dag, man gik i nutidens tempel, kunstmuseet, og så denne udstilling. Sammen med de andre ensomme og hvileløse vandrende sjæle, der så kan betragte hinanden. Du vil ikke fortryde det.

Troels Laursen





« PreviousNext »