Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Henry Heerup og stenene

AnmeldelserPosted by Troels Mon, March 19, 2018 08:37:13

Stenvækkeren

Trykt i Nordjyske den 17. marts med fire stjerner ud af seks

Naturens hårdkogte

- Stenkunst af Henry Heerup

af Anni Lave Nielsen

224 sider, rigt ill.

300,-kroner

Henry Heerup (1907-93) kaldte selv stenene for ”Naturens Hårdkogte” og de var disse ”æg” han, som en troldmand, rugede ud til små dyr, mennesker og nisser. Det var figurer, der på en gang var jordnære og magiske.


Digteren Eske K. Mathiesen (f.1944) kaldte Heerup for ”Stenvækkeren” i sin digtsamling af samme navn fra 2005. Kunstneren er den, der vækker det til live, som allerede er i stenen. Han bringer det der anes, frem i lyset. Heerup var ikke en billedhugger i klassisk fortand, som Thorvaldsen og Michelangelo, der fjerner alt det udenom for at finde en kerne i stenen, han udrugede i stedet stenen med få mejselslag og nogen gange med en plat maling. Han vækkede, som digteren skrev det, blot det til live igen, der allerede er i og på stenen. Eller som kollegaen Bjørn Nørgaard skriver det i sin hyldest: ”Stenens rene form gøres tilgængelig, farven giver det hårde materiale en vis imødekommenhed”.


Heerup huggede gennem mere end fyrre år over 400 skulpturer i sten, hvoraf de fleste med stor ihærdighed først blev slæbt hjem på hans ikoniske ladcykel. Det kunne være en marksten eller stentromlen fra en vejtromle. For ham var der langt mere på spil end en forkærlighed for sten som materiale. Med stenen fulgte for Heerup et grundlæggende livssyn, der gav ham en samhørighed med urfjeldet og med fortidens kollegaer tilbage til klippehulemalerierne og stenaldermennesket. Jellingstenene har deres hel særegne plads i hans kunstneriske syn. Det gælder også bemalingen af den, som var en sag, der var meget oppe i diskussionerne i 1930’erne. Heerup var for en bemaling. Hans skulpturer var som oftest uden sokkel, men stod lige på jorden, for det var ikke kongernes og magtens monumenter, han var optaget af, men symboler for kærligheden til det levede liv. Heerup gik på Billedhuggerskolen, hvorefter han fik at vide, at han savnede forudsætninger for at blive billedhugger. Ikke desto mindre var det hans stenskulpturer, der gav ham den første berømmelse, og han har skabt et stort antal stenskulpturer i vidt forskellige størrelser og udformninger. Bogen folder det fornemt ud og er den første i en række publikationer, som videregiver Heerup Museums specialviden til Heerup-interesserede også ude i verden, da alle artikler har en engelsk version. Vi kommer vidt omkring, og er med i Heerups troldmandsværksted ude i kolonihaven og vi besøger de offentlige steder, fra Esbjerg til Louisiana i Nordsjælland, og ikke mindst haven omkring Heerups museum i Rødovre. Vi får historien bag både stedet og stenene.


Bogen er udover disse fine og korte indførende tekster en sand billedbog, hvor man komme tæt på alt det liv, som Heerup vækkede i disse af naturens hårdkogte. En fin hyldest til Hugga og naturens hårdkogte.

Troels Laursen



Ivan Andersen i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 10, 2018 12:20:02

Sløringer og afsløringer

Trykt den 8. marts i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Camouflage – Ivan Andersen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 15. april.

Kunsthal Nord har hver år en dissideret maleriudstilling. De er sjælden dårlige, og i år skuffes man ikke det mindste. Ivan Andersen (f. 1968) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og han har boet en årrække i Berlin, men bor og arbejder nu i København. Han har dog tidligere besøgt det nørrejyske ved at arbejde på Grafisk Værksted i Hjørring med litografier, der sagtens kan genkendes i de værker han viser lige nu. Og alle værkerne handler om det dobbelttydige i at sløre og afsløre. Det er både flot og spændende udført, så både værkerne er rummene i den gamle industribygning og rummene er værker. Kunstneren udforsker rummene og observationerne er så værkerne. Og han gør brug af fotos fra tidligere udstilling, som man genkender i små bidder, men de er nu sløret og alligevel afsløre det stedet. Det er en hel cirkelbevægelse mellem rum og værker, som skaber en god næsten 3D oplevelse, selvom værker er i 2D.



Det handler om, hvorledes vi, aflæser omgivelserne og forstår former og afstande, og hvad der sker, det hele samles inde i hovedet på os igen. Det er camouflage. Og det begynder på en catwalk hvor værkerne, med titlen: ”Slitage” og hvor en camouflage-aftegning og en bananpalme blandt andet kan ses og anes, ligge nede i gulvet. De må dog desværre ikke betrædes, hvilket ellers kunne give en ekstra dimension med en slitage, der ren faktisk skete, mens det hele stod på. Det ændrer dog ikke på, at kunstneren både tænker og leverer alting i farver. En sand og ferm kolorist. Som, når en cykeltrikot, verdensmestertrøjen, ” Champ” ses lige inden for på væggen, et hvidt firkant med fire regnbuefarvede linjer af garn. Det er ikke meget, men effekten er stor.


I de andre rum er værkerne på væggen, bortset fra et, der ligesom løber gennem to rum med et camouflagetæppe mellem sig. På den ene side, ser man en nødudgangsskilt, camoufleret i junglegrønt, mens man sløret kan se sig selv på det andet værk bagved. Der leges med hvad vi ser og hvad vi opfatter. Det samme sker i en fin farvestribet bananpalme, med eget projektør lys. Det er legende og alligevel også meget styret. Det er både virkelighedstro og langt fra virkeligheden. Palmen er forklædt og scenen er sat. På væggen hænger et kæmpe, frodiggrønt værk, der ligner et landskab. Det er både genkendeligt og u-genkendeligt. Endnu et stort lærred hænger ud fra vinduet, så lyset kan bryde igennem billedet, og bærer titlen: ”Storbyens Havn”. Det er en næsten fotografisk gengivelse af en stor silo på en havn, men ikke en hvilken som helst havn, da det er den silo, der blev brugt til flyveasken fra det Kraftværket, hvor Kunsthal NORD som man så i udstillingen både befinder sig i og er sat uden for. Set bagfra er værket næsten hel abstrakt. Værket både afslører og slører.

Det er en udstilling, der rummer en masser lystindtryk til synet og tankesanserne. Det er en farvelyst, der fornemt og konsekvent vrider det, at være en del af et sted og et rum, samtidig med man står uden for og betragter det hele. Se den.

Troels Laursen


Foto: alle af Niels Fabæk

Erik A. Frandsen i Randers

AnmeldelserPosted by Troels Fri, March 09, 2018 10:40:28

Den indvendige rejse

Trykt i NORDJYSKE den 6. marts med fem ud af seks stjerner)

Haiti – Erik A. Frandsen

Randers Kunstmuseum

Indtil den 29. juli 2018

For en dansker er Haiti vel nogenlunde lig med Voodoo og Jørgen Leth. Og begge dele er til stede på Erik A. Frandsens udstilling ”Haiti”. I 2016 rejste han dertil, sammen med fotografen Henrik Saxgren og filminstruktøren Per Fly, for blandt andet at opleve stedet og besøge vennen Jørgen Leth. Og det blev en rejse, som var den gjort i Posemandens bil. Udstillingen er denne rejse, renset fra det private, men boblende ag liv og sansninger. Udstillingen er en rejse i tanker og steder, i oplevelser og refleksioner. En rejse i ånden. Og som i voodoo, der betyder ånd, og er en religion, hvor man får alt, hvad man gør syv gange igen.


Værkerne er på hver deres måde en bearbejdning af mødet med de steder og de mennesker, som kunstneren møder på rejsen. Men udstillingen er ikke en rejsebeskrivelse i gængs forstand, vi ser og oplever kunstnerens refleksioner og det hele vises i fragmenter, som hurtige skitser, der dog bliver til selvstændige værker på væg og på gulvet, som vises i forskellige medier og materialer fra dagbogssider, fresker, oliekridtskitser, fotos og skulpturer. Den private oplevelse, de personlige møder, hæves til det almene. Det flygtige bliver det varige. Og her ligger udstillingens store styrke.


Udstillingens højdepunkt, er værket ”Dagbog fra Haiti” er skabt ud fra Frandsens personlige og hurtige dagbogsnotater fra rejsen. Dagbogsnotaterne er skaleret op i 28 store lyspaneler og teksten bøjet i neonrørets kølige lys. Dagbogen indfanger steder, indtryk og samtaler i fragmenter, fulde af sanselighed og nærvær. Den skildrer den følelse og forførelse, der opstår i mødet med det ukendte og eksotiske. Systematiske i deres stikordsform bliver ordene nærmest billedlige, det skrevne notat i ordskitser næsten digitaliseret i neon på den blanke aluminiumsplade og fylder hele to store rum. Man går rundt i teksten, og følger Jørgen Leths oplæsning. Det kan flimre for ens livssyn. Og netop Leths ikoniske stemme, der læser disse sætninger og ord op, hæver de almindelig ord og overvejelser samt oplevelser til poesi, hvor man selv må fylde hullerne ud, så denne private dagbog på det nærmeste bliver din dagbog. Det private skrælles af, så fortællingen og rejsen kan foregå inde i ens eget hoved. Et stort værk på alle måder, og som løfter denne udstilling, hvor det meste andet består af gode Frandsen-værker, som vi kender når han er bedst. Eksempelvis en række fotos, der er genskabt i freskomalerier, en gammel teknik kendt fra eksempelvis pompejanske vægmalerier, hvor maleriet males på vådt puds og skal afsluttes inden for nogle få timer inden pudset tørrer op, hænger side om side. Alle er de malet med løs ekspressiv hånd og en næsten typisk Frandsensk farveholdning i jordfarver, i blandet kradse farver, som rødt og pink. Her mødes det flygtige i digitale fotos med en gammel teknik.


Det højteknologiske møder også kunsten, i skulpturelle værker, som ”Shelter”, der er direkte forbundet med Frandsens skitser fra rejsen. Skulpturen er skabt med computeralgoritmer, der har ”oversat” to af tegningerne på udstillingen til et 3D-print. Det er næsten Voodoo, hvor tinge vender tilbage savholdigt og de mindre skulpturelle værker i guld, er da også meget maske og voodoo-agtige. Og ligesom en lang række pasteltegninger både på væggene og på gulvet, er som snapfotos fra en turistrejse, men her opleves farverne og det eksotiske i rejsen. Men det er det store værk, ”Dagbog”, der for alvor brænder igennem på udstillingen, her får kunstneren foldet det private og personlige ud i det almene, og det er vel det kunsten kan og skal? Og derved skabe den egentlige rejse, en indvendig rejse.



Troels Laursen





Isaac Julien -Western Union: small boats

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 03, 2018 11:39:57

Store følelser i små både

Trykt i NORDJYSKE den 25. februar med fire ud af seks stjerner

Isaac Julien -Western Union: small boats

ARoS, Aarhus

Indtil 27. maj

AroS præsenterer lige nu en ny serie i Focus-galleriet. Serien hedder Intermezzo og viser kunst, hvor perceptionen og forståelsen af kunstværkerne sker gennem mere og andet end synssansen. Kunstnerne i denne serie arbejder blandt andet med en sanselig rumlighed, også med lyde, af en mere omfavnende karakter. Og det begynder både godt og flot, med den britiske instruktør og filmkunstner Isaac Julien (f.1960). Han viser et ti år gammelt værk, som stadig er aktuelt, måske endda mere end da det blev skabt. Og det foregår i et helt tætlukket blåt rum med tre store skærme. Værket, der har navnet: ”Western Union: small boats” har vundet talrige priser, og skildrer den flygtningekrise, der har udfoldet sig i Europa de seneste år, hvor særligt den syditalienske ø Lampedusa er blevet kendt som et sted, der modtager flygtninge. Øen er på grund af sin skønhed også et yndet turistmål. Og netop grusomhed, kamp for livet og så en afslappende familiehyggelig skønhed på stranden og overdådige interiører på slottet, er det felt, hvor de små både og de store følelser kæmper og finder sted midt i. Filmværkets titel: ”Western Union”, trækker på det fænomen eller det sted, hvor man online kan udveksle penge mellem mennesker forskellige steder i verden. En pengeoverførelse, som er en vigtig brik i flygtningens liv, som livsvigtige penge til familien derhjemme. Det handler også om at få vekslet sine følelser og drømme, enten som flygtning eller som turist ved den fine strand.


Filmens skønhed er stor, og legen med de tre skærme, som nogen gange bruges som en skærm, hvor følelserne udspilles henover i et, eller som to eller tre forskellige fortællinger på en og samme tid. Værket har med sine udvalgte steder en historiske bevidsthed, og indeholder også dokumentariske elementer, selvom den er meget fri og fortællende, som når de druknedes kamp, kan ses som en yndefuld ballet. Værket har en politiske brod. Og det sker, befriende, uden en moralsk løftet pegefinger. Værket varer et kvarters tid, men dens bølgeskvulp bruser længe efter man har forladt det blå rum og de smukke billeder med de smukke mennesker. For det handler om store følelser i al for små både.

Troels Laursen



Blomstermaleren J.F. Jensen

AnmeldelserPosted by Troels Fri, February 16, 2018 14:04:29

Sig det med blomster

Trykt den 13.februar i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Marie-Louise Berner og Mette Thelle

Blomstermaleren J. L. Jensen

Mellem kunst og natur i guldalderen

316 sider, rigt ill. Pris: 350,-

Strandberg Publising

Her i forbindelse med Valentinsdag og dermed med blomsterkøb, er denne bog om blomstermaleren Johan Laurentz Jensen (1800-56) måske et meget godt alternativ som gave til den kæreste, og så især, hvis man glemte den dag. Og man er så endda sikret fremover, da den er en evighedsblomst. For han malede blomster til glæden. Han malede blomster fra fødsel til begravelse og bryllupsdage og ved særlige lejligheder. Det begyndte godt og Jensen var populær, men så gik det skidt, for blomster blev så opfattet som et motiv, der ikke var kunsten værdig og blev en kliché. I en samtid, hvor man ændrede syn på naturen og gjorde den ”romantisk”, der blev Jensen ved blomsterne. Og han røg ud af kunsthistorien herhjemme, mens han steg i pris i udlandet.



Bogens første afsnit og et afsnit om Jensen som porcelænsmaler er forsket frem af Marie-Louise Berner, mens Mette Thelle har skrevet om Jensens rumudsmykninger på bl.a. Amalienborg i Frederik VIII’s palæ. Bogen er en del af en stor udstilling af Jensens værker, der er lige nu er at se på Nivaagaards Malerisamling. Og den er den første større beskrivelse af Jensens samlede værk. Og det er der kommet en sjælden smuk bog ud af. Ikke mindst på grund af Camilla Jørgensen kompromisløse grafiske tilrettelæggelse. Og måske blomstermaleriet også herhjemme vil opleve en renæssance?



Bogen er finfølende forskning, men den kan læses af alle. Blomsterelskere, eller bare folk, der kan lide kunst og som kan lide at få sat tingene på plads i den rigtige sammenhæng. Blomsterjensen, som han nedladende blev kaldt, var optaget af tidligere tiders blomstermalerier fra 1600-tallets nederlandske malerier. Her var det forgængeligheden, der var i centrum og en fastholdelse af livets skrøbelighed og at man skulle huske at døden altid lå derude. Jensen så andet og mere i blomsterne.



Hos ham, var det også en hyldest til livets skønhed og dets iboende evighed, selvom livet var endeligt. Hvilket egentlig er meget nutidigt. Han satte blomster sammen, der ikke blomstrede på samme tid, for det handlede ikke for Jensen, som det gjorde andre kunstnere dengang om det smukke og sande, det handlede om det smukke og forførende i blomsternes overdådighed. Hans blomster var symboler. Billeder på mere end det de viste. Og derfor bruger vi blomster til en hver lejlighed.



Blomsterne er billeder på mennesket og dets liv, skrøbelige og dog smukke. Dødelige og livskraftige. Hos Jensen, er blomsterne er en sand guldgrube af skjulte fortællinger og symboler på det levede liv. Lige der mellem naturen og kunsten. Denne bog er begge dele.


Troels Laursen

Bog om grafikeren Povl Christensen

AnmeldelserPosted by Troels Sat, February 10, 2018 20:29:03

Det ydre indefra

Trykt i NORDJYSKE den 8. februar med fem stjerner ud af seks

Povl Christensen - Grafiker og illustrator

Mogens Pahuus

110 sider, med mange illustrationer

Aalborg Universitetsforlag

Pris: 200,00 DKK

Grafik og tryk i kunsten er i stærk fremgang lige nu, især blandt yngre kunstnere, der ser mulighederne i dette meget demokratiske udtryk, da det er billigt og skaber en større rotation mellem kunstneren og publikum. Og i Danmark er den en lang og flot tradition for netop grafikken og derunder også bogillustrationer. Fra Valdemar Andersen til Axel Salto, over Jane Muus og Aksel Jørgensen, (som i øvrigt var en af hans lærer på akademiet), og Svend S til Ib Spang Olsen, med Storm P ind imellem. Og heri blandt også Povl Christensen (1909-1977), der stod bag mere end hundrede udgivelser af danske klassiske værker, som Saxo, Leonora Christina, Holberg, Kingo, Brorson, Blicher, H. C. Andersen, Heiberg, Kaj Munk og Tom Kristensen. Han er en af de hel store og Mogens Pahuus giver med denne fine fremstilling et godt og grundigt indblik i Christensens arbejder, der rummer en tolkning af de litterære værker og af deres livsforståelse, og altså har fokus på samspillet mellem litteratur og billedkunst.



Illustrationskunst er, i følge et citat af Povl Christensen selv er: ”at give udtryk for denne ydre virkelighed indefra. Den giver derfor altid sande vidnesbyrd om forholdet mellem den menneskelige sansning og den ydre tilværelse. Sådan åbner den stadig vej for nye erkendelser, både hos udøveren og den iagttager, der vil åbne sit sind” og det er præcis det filosoffen Pahuus får lukket op for i denne flotte udgivelse, der er trykt på et papir, som gengiver grafikken så den både kan ses og fornemmes. Blicher har Christensen illustreret flest gange, og et hel kapitel bogen handler om disse arbejder. Især gennemgås ”En landsbydegns dagbog”, hvis handling kan summeres op til: kærligheden, tabet, døden og resignationen.


Hans arbejder med H. C. Andersen, Kingo, Brorson, Holberg, Kaj Munk og Tom Kristensen behandles og man aner en hvis melankoli i de fleste af de bøger Christensen kastede sig over, og den sorte/hvide streg er med til at fuldende denne følelse. Der sker også i Leonora Christines: ”Jammers Minde”, med et grotesk persongalleri af rå og ondskabsfulde mennesker omkring hende. Christensen var realist og skildrede tidens vilkår, men var ikke samfundskritisk i sine skildringer. I sin grafik, både den der var bundet i en bogopgave eller den frie, for egen fornøjelsesskyld, søgte han det evigt menneskelige og det realistiske, med et eksistentiel perspektiv, der gælder menneskelivet til alle tider.



Pahuus’ bog er underholdende lystlæsning og god at få forstand af.

Troels Laursen



Tegninger i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Wed, January 31, 2018 20:18:48

At se stregerne

Trykt i NORDJYSKE den 30. januar med fire ud af seks stjerner

Streger – tegnekunst før og nu

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 21. april

Omkring 150 værker bliver lige nu præsenteret i Kunstetagernes mange rum. Alle sammen handler de om streger, både moderne og mere klassiske streger på papir. Vi kommer godt rundt, i både rummene og genrerne fra guldalder til i dag. Og de er tegnet med blyant over sølvstift til tusch og akryl og fra det nøje iagttagede til den frie fantasi. Alt sammen vist, i en fin stringent ophængning med god plads til de forskellige værker. Og motiverne er ofte natur og figurativt, men få værker er direkte abstrakte. Men også de figurative og især naturskildringerne kan være hel abstrakte i en stram s/h komposition. Ulrik Stenshøj (f.1983) viser en række meget stærke poppel træer i vestenvind, der fortæller videre på den romantiske tradition, når han skildrer vækst og forfald, i en dramatisk stemning ved at vende det s/h på hovedet, så naturens lyse partier fremstår mørke og de mørke lyse. Disse ”tuschmørkebilleder” er store værker, trods det lille format og giver mindelse af store danske grafikere som Palle Nielsen.

Træerne er også med i Ole Lejbech’s (f.1951) arbejder. Af ”Ege-ekspeditionen” som han tog sammen med forfatteren Jens Blenstrup, fra 05-10, vises de jyske træer. Disse gamle træers grene og bark, er som besjælet. Her ses det at tegne er at se. Og at kunne se er at kunne tegne. Lene Rasmussen (f. 1950) viser kirker, der både er detaljerige og samtidig viser et stort overblik i arkitekturen og er næsten hel abstrakte, der gør dem til mere end blot observationer.



Bygninger er også på spil i Anne Skole Overgaards tegninger. Et farvelagt værk med en ruin er lille perle. Og hendes håndværksmæssige kunnen gør at hendes værker er meget realistiske, samtidig med at de opløser sig i organisk abstraktion, der både er genkendelig og fremmed. Det store værk, ”I havedøren”, er en parafrase over L.A. Rings ikoniske værk af sin hustru i havedøren, viser hendes dygtighed og præcision. Lisbeth Eugenie Christensen (f.1969) er både malerier og tegninger på engang. De ikke-figurative dele af fladerne spiller op mod genkendelige og organiske former, så der er en uro for øjet. Værkerne på den måde dobbelte som levende og dynamiske og meget enkle.


”Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver” er en serie tegninger af forfatteren og performancekunstneren claus ejner (f.1967) peger tilbage på 20’erne og 30’ernes surrealisme. Disse ”automat-tegninger” er meget humoristiske og gendigtende, som når Munchs ”Skrig” møder en smileysok, eller når samme ”Skrig” bliver hel opløst i bølgestreger. Hans streger skaber hele tiden nye fortællinger.



Og en udstilling i Kunstetagerne uden Hans Henrik Lerfeldt (1946-89) går ikke, så en række tegninger fra så tidligt som 67 til 76 er lagt frem. Og hans karakteristiske kvindemotiver er synlige, og en vis inspiration fra Wilhelm Freddie spores også. Det hele ende med forhistorien. Sidste sal er godt 30 tegninger udlånt Galleri Classic, Hobro og er danske 1800-talstegninger fra Guldalderen til Symbolismen. Her er der både skitser og gennemarbejdede værker, og tilsammen viser de, hvordan man for op til 200 år siden brugte tegningen både til at fastholde et øjeblik og til at fortælle en historie.


Og historier, streget op i lys og skygger, er der masser af på alle etagerne. Og det er bestemt et besøg værd.

Troels Laursen



Oliekriser og postkasser

AnmeldelserPosted by Troels Wed, January 24, 2018 12:01:58

Oliekriser og Postkasser

Trykt i NORDJYSKE den 21. januar med fem ud seks stjerner

Gitte Broeng: Oliekrisen – Et hørespil

forlaget *[asterisk], 2017

36 s. ill., 85 kr.

fire ud seks stjerner

Tidsskriftet *

Nr. 69 a-h, POST

red.: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller

60, - kr.

Da mor var dreng, da var der både røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.

Den gang, da var alt bedre, og med genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.

Det lille forlag *[asterisk] gør i hvert fald sit.

Med udgivelse, af hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra spare-på-olien-kampagner i Oplysninger til Borgerne om Samfundet fra monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne. Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne. Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag. Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.

Det gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i en god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg. Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.

Troels Laursen



« PreviousNext »