Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Moderne glaskunst i Danske Kirker

AnmeldelserPosted by Troels Mon, September 03, 2018 09:09:01

Lyset gennem glas

Trykt den 2. september i NORDJYSKE med 4 ud af seks stjerner.

Moderne glaskunst i Danske Kirke

af Ole Villadsen

Forlaget Frydenlund

464 sider, pris 399,-

Ole Villadsen, der er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, har med denne bog lavet lidt af en kræftpræstation. Bogen er et opslagsværk og en billedguide over 195 kirker i Danmark, der siden 1960’erne er blevet dekorerede med nye og meget forskellige glasudsmykninger, og der er tale om alt lige fra kirkevinduer over altertavler til egentlige kunstinstallationer. Og det med guide skal forstås ret bogstaveligt. Bogen er lavet i et fiks og slidstærkt udstyr, der gør at den ville kunne holde til at være en del af bilens handskerumsbibliotekt eller for pilgrimsvandreren i rygsækken, så den altid er ved hånden, når man farer forbi en kirke og lige vil tjekke om den har noget spændende i glas. Det er en kort indførende tekst om kirken og dens arkitektur og interiør og så værkerne og mange fine fotos, over 11oo styks, som ofte viser glasværkerne både udefra og indefra Og det spændende og sjove ved glas er netop dens gennemsigtighed og dens brydninger af lyset i alle regnbuens farver. Det fascinerende spil i lyset gennem glasset. Kirkekunsten i glas står ikke stille, der udforskes og udvikles stadig nye metoder og et nutidigt formsprog, så det både respekterer det, ofte, gamle kirkerum og alligevel er tilpasset et moderne kirkeliv. Værkerne er udført af mere end 60 kunstnere gennem de seneste godt halvtreds år og fra hele landet og fra det nordjyske er der skildringer fra Abildgaard i nord til Aars i syd. Forfatteren har skrevet en kortfattet indledning om glas, både kunsthistorisk og kirke historisk set både herhjemme og ude i Europa. Og han fortæller kort og præcist om de forskellige teknikker ud fra kendte kunstneres arbejder, som Per Kirkeby og Tróndur Patursson. Bogen er en decideret rejseguide, men kan sagtens nydes som en indre rejse derhjemme sofaen samtidig med at ens horisont udvides. Bogen anbefales hermed til alle, der elsker glas og de danske kirkers mangfoldighed af kultur og kunsthistorie.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Den unge kirkekunstner Simon Aaen, med nordjyske rødder, og lige nu udstillingsaktuel på Dronninglund Kunstcenter, er repræsenteret med sin totaludsmykning af Iskov Kirke ved Ikast, hvor både altervindue og døbefont er udført i glas. Her altervinduerne.



Niels Bohr og Johs V. Jensen

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, August 23, 2018 16:48:02

Tale ved afsløring af Johs. V. Jensens buste af Niels Bohr 7.oktober 2017 på Johs. V. Jensens museet, Farsø

Det fortælles, at de gamle ægyptere satte i deres forsøg på erkendelse, som eksempelvis det at forstå hvad livet er, i relation til dets modsætning og her altså døden.

Livet satte de overfor døden.

Modsætninger satte de altid i relation til hinanden.

Nu nævnte jeg liv og død, som modsætninger, det kunne også have været mand og kvinde eller det gode og det onde.

Og de gamle ægyptere tænkte vel at for at kunne forstå det gode, måtte man også have indsigt i dens modsætning, det onde og på den måde hele tiden spænde principperne, værdierne eller tingen op i mod hinanden, for at kunne forstå eller se, hvad de var og betød.

Niels Bohr, beskrev i kvantefysikken, hvordan en partikel på samme tid er en partikel og en bølge.

Eller som han også sagde – ikke bare om partikler: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

I dag står vi her omkring en buste af Niels Bohr, den store videnskabsmand.

Og selvom vi aldrig har mødt manden i levendes live, så ville de fleste nok kunne genkende ham i dette portræt.

Og portrætter er jo altid spændende og noget af det første vi nok ser efter er om vi kan genkende ham eller hende, der portrætteres. Og måske vi vil lede efter lighedstræk og udtryk vi kan genkende.

Jeg kunne tro at de bedste portrætter er dem, der ikke bare ligner, men også skildrer det menneske, der portrætteres.

At de viser og specielt i dag, viser Bohrs karaktertræk. Hvem han var, ikke bare i det ydre, men også i det indre. Inde i sjælen, om jeg må bruge det udtryk.

Ordet: portræt har vi, som så mange andre ord, fra latin ”protractum”, og betyder egentlig: ”hvad der drages frem for lyset”.


Så i et portræt handler, det ikke kun om at få det til at ligne, men i høj grad også i at få det der ikke lige kan ses, trukket frem fra skyggen og ind i lyset.

Og måske, hvis vi skal blive i både Bohr og de gamle ægypteres forestillinger om modsætninger, så kan vi ikke se lyset uden skyggen og omvendt. Vi ser ikke skyggen, hvis der ikke er lys.

Denne buste er af hård bronze, men alt efter hvor vi står, og den står, så falder lyset og derved dens skygger på forskelligvis.

Og på den måde lever den om end, den er støbt i et dødt materiale.

Udtrykket lever i den, i lyset og skyggen.

Vi ser de fyldige læber og den kraftige næse. Vi bemærker de to rynker i tanken og øjne, der ligger bag de store ørenbryn. Vi fornemmer en mand, med lune og mange tanker og med næse for livet og ordene. Jeg begynder at forestille mig, hvorledes det var at sidde ved bridgebordet sammen med ham, både når han rynkede på næsen og samlede brynene og øjne lyste frem fra deres gemmer. Og vi ser mere end de kan ses.


Buste eller byste, er oprindeligt en skulptur der forestiller et menneskehoved og noget af overkroppen. Ordet kommer af latin ”bustum”, der betyder "ligbrændingssted" eller "ligbål", og viste i antikken tit et brystbillede af den afdøde på et gravmonument.

Busten var for at mindes den afdøde. Og var en hædersbevisning og et slags testamente til eftertiden, om denne person, som har udmærket sig på en eller anden vis.

Og når Johs. V lavede en buste af vennen Bohr, i levende live, så var det ikke kun for at mindes ham, men også for at fange ham. Fange ham i et øjeblik og derved fange et menneske i det flygtige liv, så det fastholdes. Fange ham midt i livet og lyset, så det blev fasthold, efter døden og alle skyggerne.

Og en buste, et portræt er at fange det der ikke kan fanges, nuet. For i det øjeblik vi siger nu, så er det allerede før. Portrætkunstneren skildrer derfor heller aldrig et øjeblik, men mange øjeblikke, som så fryses fast et en bevægelse, et nu, der er stivnet.

Og jeg forestiller mig at Johs V har haft masse af fotos og ikke mindst erindringer, måske fra deres kortspil, inde i sit eget hoved, da han lavede dette portræt.

At kunne lave et udtryk, kræver mange indtryk.

Og derfor er et portræt et mellemmenneskeligt sprog. Et sprog, der giver os mulighed for at få en indsigt, via kunstnerens øjne og derved udvide vores egen horisont, så vi ser, mere end der kan ses.

Bohr, blev blandt andet kendt for at være med i det arbejde, der kaldes fissionen, der delte det udelelige. Det handlede om, at dele det kan ikke kan dele op eller det der ikke kan snittes op, som er hvad atom betyder på græsk.

Og et portræt er på sin vis også noget der fremstår som hel og udelelig, selvom det består af mange dele, former, flader og farver.

Og et mennesket består af det samme hele livet igennem, men er alligevel foranderligt hele livet. Mennesket er en helhed, og dog deleligt.

De gamle grækere mente ikke atomet kunne deles. Atomet, var for dem, denne den mindste del af livets byggestene. Men det kunne det, viste blandt andre Bohr og nu er han selv delt op i to: med en buste her og en på Niels Bohr instituttet i København.

Det, der ikke kan deles, det gør naturvidenskaben, som deler naturen, herunder mennesket op i de mindste dele og vi slet ikke færdig endnu.

Og litteraturen gør det samme og ofte forsøger den så at sætte delene sammen igen, i de store fortællinger eller i en de store beretninger om mennesket, i myter, eller erindringerne. I portrætterne.

Derfor er naturvidenskaben og litteraturen, det såkaldte humaniora, og herunder religionen, ikke kun modsætninger, men supplementer til hvorledes vi ser og forstår vores verden, vores virkelighed. Eller som han sagde, ham, der delte det udelelige: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

Videnskaben spørger altid hvordan, mens litteraturen, herunder bibelen, altid spørger om hvorfor.

Og sammen bliver de to, hvordan og hvorfor, til et bredere spektra af vores livsforståelse og livssituation og måske var det derfor forfatteren og videnskabsmanden kunne spille bridge sammen. Et spil, der bygger på fantasi, logisk sans, etik, psykologi, samarbejdsevne, selvdisciplin osv. Men også spillets astronomiske muligheder er fascinerende, både for den litterære, der blander kortene i sine fortællinger og videnskabsmanden, der deler naturen op i de mindste dele, for de 52 kort kan fordeles på 1 milliard x 1 milliard x 20 milliarder måder til de fire spillere i et spil bridge!

Bohr skulle have sagt: Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel. Eller sagt på en anden måde: Ingen bliver nogensinde udlært, hverken i det udelelige, i det der ikke kan deles eller i livet som sådan.

Om end, man kan sige, uden at modsige det andet, det eneste livet kan er netop at blive delt. Delt med de andre. Ligesom disse to, Johannes og Niels delte kortspillet og den sociale relation, der kom ud af det, blandt andet denne fine buste, der nu er til-delt os.

Jo, livet kan deles, for det er ikke udeleligt, det véd både litteraturen og videnskaben

Og mit ønske i dag kunne være: Lad nu denne buste af en videnskabsmand skabt af en litteraturmand, være et godt pejlemærke, om modsætningerne og lighederne, for kunsten og livet. Eller bare for os.

Tillykke med busten.

Så værsågod at dele.


Forhistorien:

Bohr i både gips og bronze.
Gipsbusten, som nu er blevet støbt i bronze, blev fundet i forfatterens sommerhus i Tibirke i Nordsjælland, og det er med tilladelse fra Johannes V. Jensens (1873-1950) barnebarn, at museet nu har fået lavet en bronzeafstøbning af busten. I samme ombæring blev der også støbt en bronzebuste til Niels Bohr Instituttet i København. Den udlånte gipsbuste fra sommerhuset i Tibirke vender nu tilbage til Jensens efterkommere.

Hvorfor en buste af Niels Bohr på museet i Farsø? Svaret skal søges i sommerlandet i Tibirke Bakker, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) havde et sommerhus. Blot et stenkast herfra lejede Niels Bohr (1885-1962) en feriebolig, og stien mellem de to huse blev kaldt ”bridgestien”, fordi de to familier spillede bridge sammen. Senere købte Bohr sit egen sommerhus, og udover samvær med kortspil sås de to familier jævnligt ved den omfattende selskabelighed, som i sommertiden udfoldede sig i Tibirke mellem områdets kunstnere og intellektuelle. Også Bohrs og Jensens sønner var hyppige gæster hos hinanden i forældrenes sommerboliger.
Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i Litteratur i 1944 og Niels Bohr sin Nobelpris i Fysik, 1922.

Troels Laursen

Gl. Ullits





Berit Heggenhougen-Jensen i Aars

ÅbningtalerPosted by Troels Tue, August 14, 2018 11:44:00

Tale ved Berit Heggenhougen-Jensens udstilling:

”Skitsen i billedet repræsenterer stemmen”

af Troels Laursen

Himmerlands Kunstmuseum 10. august 2018

Jeg må begynde med at sige tak for tilliden: det vil sige for tilliden fra Museets og Gitte Pedersens side og ikke mindst fra Berit Heggenhougen-Jensens side. En tillid til at lade mig få lov til at være en stemme (blandt alle jeres), der som en lille skitse måske kan være med til at lukke denne fine udstilling op.

Noget jeg virkelig har set frem til.

Og som vi ved fra titlen på udstillingen, så handler det om skitsen - og om stemmen… som tilsammen udgør billedet – værket.

Det kunne lyde kringlet, men hvis vi siger, at kunst handler om det store spørgsmål:

Hvad er det vi ser, når vi ser?

Og se – det er det, al kunst handler om.

At se det man ser og så skildre det, med farver og former. At formidle det sete og det følte. Eller at videregive det, man ser. Når kunstneren viser sine værker, så ser vi med dennes øjne. Vi låner kunstnerens blik for en stund, for selv at se videre – og gøre skitsen færdig.

Og måske ser vi andet end det, vi ellers selv ser. Måske ser vi det usete. Måske kunsten, og dermed kunstneren lærer os at se. Se verden. Se os selv. De andre.

Kunst handler om tydning, og det at se handler om syn på tilværelsen.

Og når jeg siger at se – så er det i alle dens betydninger: det er alle vore sanser, der ser, ja, ikke bare de fem, men alle seks sanser.

Kunst skal jo ikke forestille noget, men være noget, i sig selv.

Og det er skitsen, også sådan hel praktisk tænkt, da værkerne er malet ovenpå hinanden hel bogstaveligt. Elementer fra det ene værk er med i det andet, som nu en divan. Freuds divan. Eller et bånd.

Og i dag så handler det yderligere om, at give kunsten en stemme, at give os selv en stemme.

At blive en stemme, og dermed at blive nogen og ikke bare noget.

Og en stemme behøver jo et øre ellers er der ikke nogen person – der er ikke et ”jeg” uden et ”du” – en stemme og et øre.

Måske endda Minnie Mouse-ører (som de der er på udstillingsplakaten og som gemmer sig inde i den mellemgangen her ved siden af) og så er det jo ikke bare ører, der er tale om, men også et kønspolitisk udsagn.


Minnie Mouse er jo som bekendt, kæreste med Mickey Mouse. Ofte har hun spillet rollen som værende i kløerne på Sorteper, hvor Mickey var hendes redningsmand. Siden er hun blevet årsag til skænderier og kærestesorger for Mickey.

Hun er lidt dum, men meget sød og kærlig. Og snor den lille hanmus om sin lillefinger. Hvilken stemme skal vi høre der? Er det dobbelttydigt?

Skal vi høre mere end vi lige ser?

Kunsten handler om hvad vi ser, når vi ser.

Og det store spørgsmål er jo så, kan et subjekt fortælle et andet subjekt noget, så det bliver et objekt for den anden?

Kan vi nå hinanden, via stemmen, talen, via kunsten?

Kan vi dele verden med hinanden? Eller er vi bare personer mellem andre personer?

Kunstneren skal have modet og evnen til at låne os sit blik. Så vi får lov at se det, kunstneren har set. Vi ser et hus. er det kunstnerens barndomshjem eller er det mit, eller dit? – døren er åben, så du kan gå ind om du vil eller tør. Beethoven spiller op.


Og når det sker, at det kunstneren viser os, om det er privat eller ej, så bliver kunsten nærværende, personlig og udfordrende. For der er jo ikke kun én, men mange, som betragter billedet. Og de mange er forskellige, og ser forskelligt. Vi er forskellige individer, forskellige personer.

Og sandheden er jo aldrig en ”den”, men altid et menneske.

En person.

Person, kommer i øvrigt af det græske ord: persona, der betyder gennem lyd, bare tænkt på de gamle græske teatermaske, den smilende komiske og den med mundvigen nedad og tragiske, dem talte man igennem, så vi er og bliver dem vi er, gennem lyd.

Vi finder os selv i lyden eller i stemmen.

Kunstneren lader os se gennem sine øje og vi iagttager hvad kunstneren har iagttaget.

Stemme bliver til stemning. Stemninger sættes.

Vi stemmes i sindet, som et musikinstrument.

Landskaberne er stemninger, er stemmer, der lyder når de forskellige farver og former får en lyd. Landskabet er spillet op mod Guldalderens landskab, der var ideele og aldrig som det virkelig så ud. De var mere sindbilleder, stemninger, så læg dig bare på Freuds divan og fortæl, hvad du ser, når du ser.

Skitsen i billedet repræsenterer stemmen, som denne udstilling, vi nu står midt i, hedder.

Møbius-båndet, som vi ser på flere af værkerne her i rummene, er et objekt som består af kun én flade og kun én kant. Dernede viser en finger et af disse bånd, som ikke er et gavebånd, men et fænomen, der blev opdaget af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius i begyndelsen af 1900-tallet. Fladen har mange specielle egenskaber. Og er man, ligesom mig, optaget af matematik, hvor det ikke blot er lægge sammen og trække fra det handler om, men matematik som filosofi, så bliver dette bånd enorm interessant.

Og for at gøre noget nørdet kort, så kan man sige at det bånd ikke har en forside eller en bagsiden, ligesom et menneskeliv: den snor sig, der er ikke en kant, og dette møbius-bånd bugter sig hele tiden, vender og drejer sig, som et motiv, der gentages i et maleri. Den er både en flade og den er rummelig, på en og samme tid. Elementerne kan være de samme: en Minnie Mouse sløjfe, eller et birketræ, hvis bark jo også er bånd.

De flytter sig, de bevæger sig ligesom livet, i snoninger og aldrig ad rette stier.

Og for én der har sine rødder i den kristne kirkekunst og som kan fascineres af barokken, er der mere på spil i disse bånd.

Barok er et ord, man ikke hel kender oprindelsen på. Måske kommer ordet af det portugisiske ord "barocco", som betyder en "ujævn eller uperfekt perle".

Sådan i daglig tale kan barok også betyde svulstigt, grovkornet, plat og overdrevent.

I denne kunst vi nu er vidner til, er der ikke tale om det grovkornede eller platte, men måske nok om det overdådige, hvor stofligheden ikke bare er en kunstnerisk term eller ideal, men også en virkelighed, der fremstår hel ud af lærrederne, (værk nr. 3) og lader klæder folde sig ud over rammen. Barokkens kunst, er en appellerende kunst, der vil gribe ud efter og involvere beskueren. Ligesom Berits kunst er det, sanselig, farverig og dramatisk bevæget, kontrastrig og effektfuld og grænsesøgende.

I siden (på værk nr. 3), er der en finger, der løfter en flig af lærred og vi ser, at der er et billedet bagved: en skitse, som både er det vi ser og det ligger bagved.

Finger løfter lærredet som var det et scenetæppe, og noget er ved at ske og noget bliver snart afsløret. Det der før var sløret er nu afdækket. Og teaterscenen er som et billede på menneskelivet og scenen bliver en stemme, der fortæller. Gennem de gamle græske masker, persona.

Hele tiden spilles der på noget der var før og det der kommer og lige der i værket er nu’et spændt ud. Og møbius-åndet bliver en fastholden og en bevidstheden om altings forgængelighed.

Det er den der snor sig gennem værkerne – uden kant uden bagside, men som er reel til stede i det hele og i alt levende.

Det er det forgængelige over for bestandige, og det flygtige over for det evige. Det er i dette nærmest uoverstigelige spændingsfelt, at hendes malerier bliver til. Vanitas-motivet er påtrængende og uafviseligt på sin egen stille og utrolig smukke facon i både de visne planter og de golde landskab.

De menneskeskabte ting som stole, divan og stor rød maskine, er kulturen, der spejler sig i naturen og omvendt.

1600-tallets store rationalistiske filosof Leibniz, beskæftigede sig med at forene religion og videnskab og havde en tanke om, at Skabelsen hænger sammen i en evig spiral, der bevæger sig op til Gud og ned til jorden igen. Og nu inddrager jeg ikke bare bibelen fordi jeg er præst, men fordi der er små hint i værkerne – små ord, der som sagte stemmer visker beskueren noget i ørerne – som nu: fiat (og fortsættelsen er så lux, skal man (eller kan man i hvert fald) tænke sig der jo er fra den latinske udgave af skabelsesberetningen: lad der blive lys. Det lys hvoraf alt andet er skabt, også billedkunsten.


Møbius-båndet, som Berit så elegant leger med, er den spiralbevægelse, der kunne ligne en dna-streng, der er som en 'folden' fra det højeste og til det laveste i en evig bevægelse. Hos Berit – i denne udstilling, er det bånd næsten et hovedmotiv. Det går igen og det går igennem.

Man kunne driste sig til at kalde disse møbis-bånd for stille portrætter, ikke bare selvportrætter, men også portrætter af tiden, dig og mig, som stemmer, der lyder, der i et spændingsfelt mellem det himmelske og det jordiske. Mellem det timelige og det evige.

Der i landskabet. Det er stemningen. Og stemmen bliver sagte, og den bliver en camouflage, en sløring, en tilsløring, der samtidig også bliver en afsløring. Som når stemmen falder og dens hvisken bliver intens.

Det skjulte, det camouflerede både dækker og afdækker.

Og se dette, en talestemme, var en flig af noget og et forsøg på en skitse. En stemme.

… så gå nu rundt og lad dig føre rundt af stemmerne. Lad alle dine seks sanser være spil.

Følg båndet uden bagside eller forside.


Lad divanen og træstole, der allerede er stillet op, være steder for dialoger mellem dig og værket, som stemmer, der taler om hvad, det er vi ser, når vi ser?

Vi har fået lov til at låne Berits øjne dertil…

Hun giver os et værk.En stemme.

God fornøjelse.



Øjenlyd - poesi og billeder

AnmeldelserPosted by Troels Thu, August 09, 2018 10:20:14

Øjenlyd - islandsk poesi og billeder

Trykt den 8. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Foto: Iben West og Else Ploug Isaksen

Ord: Sigurbjörg Þrastardóttir; Kristín Ómarsdóttir; Hallgrímur Helgason og Einar Már Guðmundsson

Sider: 152

Pris: 250,-

Forlaget ARKhest

Alle kender til ørenlyd, især når man ikke kan få det, men øjenlyd, hvad mon det er? Ja, det er i hvert fald titlen på denne fine lille udgivelse med fotos og små digte på både dansk, engelsk og islandsk. Så der er masser af lyd, i form af ord, og digtene bør faktisk læses højt, mens kan kigger billederne. Ud over bogen vises fotografierne lige nu på en stor udstilling på National Museet i Reykjavik, "The Photo Gallery”.

Fotograferne Iben West (f.1967) og Else Ploug Isaksen (f.1959) står bag kunstbogen ”Augnhljóð / Øjenlyd" som kan ses om en hel “brevveksling" mellem de to fotografer og fire Islandske digtere: Sigurbjörg Þrastardóttir (f.1972), Kristín Ómarsdóttir (f.1962), Hallgrímur Helgason (f.1959), Einar Már Guðmundsson (f.1954), sidst nævnte er nok mest kendt herhjemme med romanerne: ”Universets engle” (1993) og Beatles Manifestet” (2005).


Bogprojektet begyndte med at de to fotografer sendte digterne hver et forskelligt sæt med to foto, og så svarede de med en tekst, som fotograferne så responderede på med to nye billeder og så videre. Ordene er ikke illustreret som sådan, de var mere en kommentar på en finurlig og poetisk facon som gav mening sammen med teksten. Billeder avler ord, ord avler billeder, der avler nye ord, der avler nye billeder. Og brevvekslingen foregik over en måned hvor de to opholdt sig i Island, og hvor billederne er taget.


Iben West er tidligere, sammen med forfatter Mette Østgaard Henriksen, her i NORDJYSKE blevet anmeldt for bogen ”inderst inde troede vi ikke på husene” (2017), der også var en række fortællende fotos af ting og rum, hvor de umiddelbart var ude af brug eller uden for sammenhæng. Menneskene var væk, men fortalte alligevel en masse om de der lige havde været der før billedet blev taget. Stedet og tingen optrådte i egen ret og det med en stor poesi. I denne fotobog kommer poesien så med i lyden, i ordene.


I mødet mellem de to udtryk opstår en tankestrøm, et poetisk flow og et samtalerum, som har sin egen logik og åbner for nye fortællinger og associationer. Teksterne er korte digte, ofte med stor præcision rulles en tanke eller et billede op, ofte også ganske humoristiske små anekdotelignende fortælling, som når Þrastardóttir fortæller om en filmmand, der kløjs i en metafor om fugle og deres vinger som film med teknik og handling. Eller når små digte bliver tankevækkere: ”Øjets musik – ses kun med de bare ører” som Helgason udtrykker det. Eller når han skriver: ” Digtning er for livet – hvad lamper er for mørke”. Guðmundsson skriver også om lyset, både som det religiøse og det faktiske på himlen. Ja, det hele handler om lys, som han har forstået det. Og lys er netop det fotografiet handler om. Og disse mange fotos er så godt som alle menneskeforladte, men beretter en masse om netop mennesket, både dens væsen og dens handlingen og dermed indvirkning på dens omgivelser. Billederne har en stille karakter, der åbne for endnu flere billeder. Læs, se, og gør det langsomt og nydelsen af denne fine kunstbog vil du bære med dig i lang tid frem over. Se det er øjenlyd, der bør give ørenlyd.

Troels Laursen



Skulptur-biennalen 2018

AnmeldelserPosted by Troels Fri, August 03, 2018 08:58:30

Lækre skulpturer og blandende bolsjer

Trykt i NORDJYSKE den 1. august med fire ud af seks stjerner

Skulptur Biennale 2018

Dronninglund Kunstcenter

Indtil 26. august

De billedhugger, der udstiller i og omkring Dronninglund Kunstcenter, kommer fra hele Danmark. Og biennalen er en tilbagevendende begivenhed, hvert andet år, og finder sted rundt om i landet, dog mest i København, men denne gang er det hele rykket til Dronninglund. Og det er velgørende. Det handler om at vise hvor Dansk Billedhuggerkunst er lige nu. Og man må erkende, at der ikke er så meget nyt under solen i det fine landskab og indenfor i kunstcenteret i Dronning. Det meste er set før og viser måske nok, hvor billedhuggerkunsten er lige nu, men ikke rigtig hvor den er på vej hen. Materialerne er mest klassiske i sten, bronze, jern og til keramik, glasfiber og træ. Eksperimenterne, er der langt imellem. Og det trods det, at der er over 250 værker udstillet af 63 forskellige kunstnere. Alle værkerne er til salg. Det er meget klassisk, og hvad man kunne kalde for klassisk moderne. Det er genkendeligt, og med glædelige gensyn, for som altid i en pose blandende bolsjer er der lækkerbiskner imellem. Indenfor er der de fleste værker udstillet og det sker i en tæt sammenhæng og det kan være svært at få øje på de bedste mellem det hele. Men de er der, for den der har øjne at se med. Poul Cederdorffs stilsikre figurer er en nydelse for øjet og hånden, der følger deres fine linjer, og Bodil Dams værker, der lader en se arbejdet med leret, før de står i bronze er ligeledes indbydende og fortællende. Gudrun Steen-Andersens flyvende mand ”Satellite” er i akryl, og transparent og bliver et eksistentielt og dramatisk svævende spørgsmål.


Jan Agerbo er et højdepunkt i udstillingen, indenfor er det små vandrende mænd, der med tunge rygsække fuld af livserfaringer, kommer én i møde, som kollosser på lerfødder, eller i en replik til Rodins ” Borgerne i Galais”. De er fortællende og man fortæller straks selv videre med dem.

Vibeke Nørgaard Rønsbo’s viser en rød kuffert, der både i farve og titel: ”Attention” bærer en advarsel i sig. Og de røde tasker, både skoletasker og rejsetasker forsætter udenfor. Det er godt tænkt, ligesom når Ida Guldhammers smukke ”Wisteria”, en Blåregn, af papir og lak, også lader sig se udenfor. Det skulpturelle kommer her til sin ret. Udenfor, i terrænet, kan man få både afstand og overblik, og bliver overrasket ved at kigge både op og ned. Så man ser både Henrik Voldmesters søheste og enøjede dialogmænd og Jytte Høegs sovende ”Stjerneflagremus” i træerne, og hører Bo Karberg’s sol-klokke kalde med jævne mellemrum. En kilometer rute rund i terrænet om kunstcenteret er der. Det håndværksmæssige, i udførelsen af værkerne, svinger en del i kvaliteten, som i Jerry Adder’s ”Forløsning” lige uden for indgangsdøren, der mangler en finis i detaljernes hjørner, der skræmmer det store værk, af en kvinde, der lige har født.



Mens Steen Christensens ”Bænk med bøger” og ”Tingstedet” er fuldførte, så man både får lyst til at sidde og blade i bøgernes bløde blade. Christensens ”Tingstedet” er en af de få værker, der kunne gå under udtrykket samfundskritiske, da de taburetter er lavet af bøger stilfærdigt handler, om dannelse, som en magt. Klimakrisen undgår ikke en kommentar i Per Sommers ”Global opvarmning”, hvor en bølgespids er knækket og ved at falde af skulpturen. Paul Ranslets ”Fuglemanden” er en uhyggelig fætter på en hyggelig og eventyrlig måde, der både er dragende og inddragende og vældig flot udført.


Jan Agerbos vandrede mænd, kommer en i møde på ruten. Det er storslået og tankevækkende. Udstillingens højdepunkt set herfra.


I det hele taget så ville det være skønt om man kunne få nogen af værkerne til at blive stående omkring Kunstcenteret. Man kunne passende begynde med Jan Agerbos store vandrede mænd, der ”Hen over tid” både går sammen og hver for sig og så Jørn Hansens store keramiske værk, af teglsten, der ligger som en lige linjer og en cirkel, og er en rytmisk flod af farver, på plænen.

Udstillingen er, som en helhed, en pose blandende bolsjer med blandende fornøjelser i blandet godbidder imellem. Det er dog en fin tur rundt i naturen, hvor det sine steder, kan blive en hel lille opdagelsesrejse. Og tag bare børnene med.

Troels Laursen

Fakta: Udstillingerne:

De 63 deltagende kunstnere er: Lars Abrahamsen, Jerry Adder, Jan Agerbo, Malene Bjelke, Erik Brandt, Ole Bunton, Lilli Byrum, Paul Cederdorff, Steen Christensen, Elna Christiansen, Helle Rask Crawford, Bodil Dam, Henning Elving, Kirsten Ernst, Frank Fenriz, Benny Forsberg Jensen, Poul Frederiksen, Gert Daa Funder, Anders Gjerding Geertsen, Ida Guldhammer, Jens Ingvard Hansen, Jørn Hansen, Steffen Harder, Henning Tais Hedin, Stefan Herrik, Peter Hesk, Flemming Holm, Jytte Høeg, Carsten Fun Jensen, Lene Stevns Jensen, Bo Karberg, Asger Kristensen, Erik Lemke, Palle Lindau, Steffen Lund, Bodil Arbjerg Lundby, Børge Chr. Meibom, Frodo Mikkelsen, Marianne Miller, Jørgen Minor, Lisbeth Krag Olsen, Bente Polano, Poul Ranslet, Misja Rasmussen, Tine Rinds, Vivian Rose, Vibeke Nørgaard Rønsbo, Joseph Salamon, Ole Schjører-Hansen, Søren Schaarup, Matthew Simmonds, Per Sommer, Gudrun Steen-Andersen, Jørgen Svenstrup, Stinne Teglhus, Lotte Thorsøe, Erling Tingkær, Henrik Troelsen, Helle Vinter, Henrik Voldmester, Lars Waldemar, Edel Hartvig Willerup og Jørgen Willerup.

Fakta: Dansk Billedhuggersamfund blev stiftet 6.maj 1905 og er en af de ældste foreninger for udøvende billedhuggere i verden. Stifterne var en række af datidens fremtrædende billedhuggere bl.a. Carl Mortensen, Einar Utzon Frank, Johannes Bjerg og Anne Marie Carl-Nielsen, der var gift med komponisten Carl Nielsen.

Dansk Billedhuggersamfund optager professionelt arbejdende billedhuggere og arbejder for medlemmernes synliggørelse og deltagelse i kulturlivet i ind- og udland. Foreningen 80 medlemmer, der udtrykker sig i mange kunstneriske genrer: Naturalistisk, abstrakt, konkret, konceptuelt, eksperimenterende og installationspræget. Hovedparten vælger at udtrykke sig gennem materialer som sten, metal, gips, træ, ler, glas eller kunststof.

Alle fotos er taget af Jørgen Ingvartsen.



Laier i Skagen Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 21, 2018 15:21:07

Skandaløs god kunst i Skagen

Seks stjerner ud af seks i NORDJYSKE den 20. juli

Anton Christensen Laier m. m. flere

Skagen Kunsthal

Værftsvej 2, Skagen

Åben hver dag 10 -13 og 16 -19

Indtil den 10. august

Entusiastiske mennesker med en anelse nørderi til den gode side, skaber steder og rum, til det der ellers ofte ikke er plads til andre steder. Gorm Spaabæk er en sådan og hans sted, Skagen Kunsthal, er stedet, hvor den kunst der ellers ikke vises andre steder, ofte fordi der ikke skal skabes skandaler, men ofte også fordi kunstneren og kunsten ikke lige rammer tidsånden og derfor sættes udenfor. At det ikke er retfærdigt viser udstillingen med mere end 40 værker, malerier og skulptur af den skandaleramte præst Anton Christensen Laier (1883-1969), der blev smidt ud af Hjallerup Præstegård, i december 1937 af Kogens Foged. Forud var gået, den kendte historie, om Laier, der fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927.



I 1935 ser Laier et stort krucifiks på en krigskirkegård fra 1. Verdenskrig, og året efter laver han sin første skulptur i cement, Korsfæstelsen, som han sætter op i præstegårdshaven. Han får konflikter med menighedsrådet og den kirkelige øvrighed, og der rejses krav om, at han mentalundersøges og skal have en irettesættelse i kirken, men han møder ikke op og vil ikke undersøges og han blev fyret for lydighedsnægtelse. Den første præst der fyres siden Reformationen. Familien bygger et lille hus lidt uden for byen og han går fra af være folkekirke præst til kunstner.


Han beskriver sin egen historie i selvbiografien, ”min Kamp” en noget vovet og kontroversiel titel i de tider, og bogen kom da også først ud sidste år på det lille forlag ”ARK”. Men den historie er kun en sidefortælling på udstillingen, for her får værkerne lov til at vise sig i al deres enestående udtryk. En væg, over for en masse fine møbler af Bindesbøll, som man må sidde i og nyde det hele fra, er helliget Laiers malerier. Andres værker findes rundt om mellem andre kunstnere, fra Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Inge Tranter, Yoko Ono og til Aage Sikker Hansen, Povl Christensen. Der er mange tegnere og ikke mindst satiretegninger. I en køn blanding, så tiden smutter fra den besøgende. Alle disse andre kunstneres værker viser, ved kontrasterne, på fineste vis, at Laier kan selv: at hans værker kan måle sig i kunstnerisk kvalitet med de andre og mange gange mere anerkendte kunstnere som Heerup, Aksel Jørgensen, Jais Nielsen og Joakim Skovgaard. Det handler om kontrasterne, om at få stillet noget op mod hinanden, så ikke bare handler om, om man kan lide farven, men om fag, kontrast og billedkunstnerisk diskussion. For smag og behag er ganske vist forskelligt, men derfor kan det godt diskuteres. Og det er Spaabæks hensigt med denne udstilling. Og det lykkes til fulde.



Dette er den største udstilling af Laiers værker siden udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten i Aalborg) i 1995. Det var i øvrigt også Spaabæk, der stod bag den udstilling. Et par af Laiers værker viser hans forbillede, J.F. Willumsen. Et cement portræt og et meget spændende billede, der hænger i kunsthallens køkken, viser Willumsens hoved, der svæver hen over en ubestemmelig baggrund, men farver er dæmpet, men ed en hel eksplosion af intensitet af farver. Laier var ikke en der brugte kradse farver, men hans palet, der altid bestod af den billigste maling farvehandleren havde, udstråler en lysende farvekraft med få vel anbragte strøg. Han var en kolorist med få farver. Broby-Johansen der, speakede til Jørgen Vestergaards kortfilm”Cementkrucifikset” i 1967, hvor Laiers skulpturer fjernes fra familiens have, for at gøre plads til en omfartsvej, fortæller, at Laier låner Willumsens palet. (Filmen kan i øvrigt streames gratis på Filmstriben) Portrættet viser hvorfor, den er som taget ud af Willumsen eget selvportræt som Tizian, i tre dele. Og sådan finder man den ene lækkerbisken efter den anden i kunsthallen.


I et rum vises Carsten Schmidt-Olsen’s portræt af faren, der var læge og dennes venteværelse er sat op, med de oprindelige stole og så konsultationens mange ugeblade fra flere årtier, og der kan man sidde og kigge på kontrasternes kunst eller læse Tove Ditlevsens brevkassesvar til ”den ulykkelige”. Det er kunstinstallation, der inddrager beskueren uden at beskuerne opdager de er en del af et værk. Også sådan er Kunsthallen hele vejen rundt. Den er til brug og man bliver brugt, på den gode måde.



Nogen vil kalde Laier for naivist, da han ikke sådan arbejder med perspektiv og de store naturalistiske ligheder, men han er snarere i slægt med en voldsom kunstner som Jens Søndergaard. Det fortællende er i centrum, både i landskaberne og i de mere bibelske skildringer. Det er som om livet hele tiden er på spil og sat på spidsen i værkerne, lige fra ”Den sidste husmand” (i cement) til dommedagsbilledet og de sidste dage, der helt aktuelt også er en kamp mellem land og byen.


Man kan undre sig over at Hjallerup ikke få samlet alle Laiers værker og fundet et sted til dem, inden det er for sent og dermed sikret sig en enestående kunstsamling. Mit bud er, at det ville trække flere tusinde til, flere end dem der i sin tid besøgte haven, da Laier selv viste rundt og fortalte om høj og lav i cementen. For det, der nu vises i Skagen Kunsthal er mere end skandale. Det er god kunst, der både udtrykker sig og som giver en masse indtryk, så man ikke er hel den samme efter, som før, man gik derind. Hip hip hurra for det.

Troels Laursen







Stor bog om billedkunstneren William Heinesen

AnmeldelserPosted by Troels Mon, July 02, 2018 16:45:07

Færøsk billedmagi

Trykt i NORDJYSKE den 1. juli med fem ud af seks stjerner

William Heinesen, Billedmageren

af Bárður Jákupsson

304 sider med 250 illustrationer

Pris: 400,-kroner

Forlaget Torgard

Færøernes kendteste forfatter, William Heinsen (1900-1991), var også en meget produktiv billedkunstner. Og denne flotte billedbog viser et omfattende udvalg af hans varierede billedproduktion, fra 1920’erne til midten af 80’erne, i så forskellige medier, som oliemalerier, pastel- og tuschtegninger, akvareller og ikke mindst papirklip. Bogen er tilrettelagt og veloplagt skrevet af Bárður Jákupsson (f. 1943), der en af de største kendere af færøsk kunst. Jákupsson er selv billedkunstner og var leder af Færøernes Kunstmuseum 1975-2003.


Man ser at Heinesen har ladet sig inspirerer fra forskellig side, bl.a i sine motiver af trolde anes der spor af norske Kittelsen og svenske Arosenius og alligevel ses der tydelig en special Heinesen streg i de underjordiske væsener, som man altid får en anelse medlidenhed med og man tilgiver den straks alle deres ulykker.



I landskabsskildringer ses der Van Gogh-inspirerede flimrende huse og personer på landet, der ligesom får blæst liv i sig. Og portrætter af landsmænd m/k, der både er sarkastiske og kærlige, er genkendelige fra romanerne som ”Den sorte gryde” (1949), ” De fortabte Spillemænd” (1950) hvor drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere omgås i små isolerede øsamfund.



Og hans optagethed af sagn og myter, i hans billedkunst, ses også i de bøger, som en form for magisk realisme. Hans bøger er på den ene side jordnær, realistisk og satirisk og på den anden side samtidig præget af forholdet til myten og til kosmos. Det mærkes også i hans billedkunst. De bedste værker, set herfra, er dem han lavede som flademalerier, to dimensionale værker, der med træk fra middelalderen fortæller både sagn og myter, herunder bibelhistorie, men som med tiden ender som papirklip, der når den gamle Matisses arbejder.



I alle billederne ser vi Heinesens tanker om, at mennesket grundlæggende er myteskabende, og han ser myterne som noget, der afspejler dybe, uudforskede aspekter af den menneskelige natur. Det han viser i sin billedkunst og som bogen får overbevisende lagt frem.Udover de mange billeder giver bogen et biografisk rids af William Heinsens virke som billedkunstner og hans rolle som central kulturperson på Færøerne og belyser emner og motiver i hans billedkunst og sætter den ind i en dansk/europæisk sammenhæng og viser det særegne ved det færøske i hans virke.



Det gullige, og den lidt grove papirtype, gør at illustrationer ikke giver genskin og selvom teksten er en anelse småt, så giver det en god læseoplevelse. Det er en stor bog, men ikke uhåndterligt. Og værkerne får den plads de behøver, og gerne sammen med teksten der omhandler værket, så der både kan læses og ses uden al for megen bladenrundt. Både forlag og forfatter bør roses for at hive denne store forfatter ud af glemslen og vise en samlet præsentation af hans billedkunst. Det er en fin bedrift.


Heinesen døde i 1991, noget han dog ikke selv så som en slutning. Hans gravsten blev prydet af hans selvvalgte gravskrift: ”Alt er endnu i vorden”. Denne gravskrift indfanger essensen af hans kunst, både ordene og billederne, som noget der ikke kommer med svar, men derimod er evigt søgende og dermed evigt begyndende. Det er bogen hermed med til og noget nyt kan begynde. Og så giver bogen, ikke mindst, en voldsom lyst til at få genlæst denne forfatter, der er oversat til 20 sprog, og er, efter Karen Blixen, den mest oversatte danske forfatter med debut i perioden 1900-1940. Så både denne fine bog og forfatterskabet i øvrigt, er hermed, på det kraftigste, anbefalet som sommerens læsning. God fornøjelse.

Troels Laursen

Fotocredits: Alan Brockie





Ondskab på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:30:38

Alverdens ondskab udstillet

Trykt i NORDJYSKE den 27. juni med fire ud af seks stjerner

March of the banal

Jake og Dinos Chapman

ARoS, Aarhus

Indtil den 21. oktober

Ondskaben er aldrig banal, og aldrig for den, den rammer. Men at den findes, i et hvert menneskes liv, er banal. Både den ondskab, der rammer os udefra, og så den vi selv skaber og indeholder. Den sidste, ondskaben i os selv, er den, der især er i fokus, når de engelske brødre Jake (f.1966) og Dinos (f.1962) Chapman indgår i ARoS’s udstillingsserie ”Intermezzo”, der gerne vil åbne horisonter og udvide sanser i værker, og sætte fokus på en anden form for sanselig rumlighed end normalt. Først var det Isaac Juliens videoudstilling og efter denne engelske udstilling, er det den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh’s farverige installationsskulpturer der skal udfylde rummet.


Brødrene Chapman brød igennem i starten af 90’erne som en del af kunstnergrupperingen, der er kendt under fællesbetegnelsen Young British Artists (med bla Damien Hirst). Og lige fra begyndelsen har de kredset om ondskaben og en forkærlighed for det eksplicit groteske, så publikum ledes ind i et dystert univers. De bruger provokation som æstetisk virkemiddel for at opnå en konfrontation med beskueren og tvinge vedkommende til at tage stilling. Under overfladen beskæftiger deres værker sig med komplekse emner, der når ned til grundessensen i den menneskelige erfaring og som gemmer på dybdegående analyser af samfundets forhold til tro, vold, seksualitet og moral. Og om ondskaben, der bor i os og lige mellem os. Det er det banale og er til ligeså stor forundring som at det gode overhovedet findes. I de engelske brødres verden er mennesket ikke født ond, så de er optimistiske, men samtidig bekymrede, for menneskene nemt, blive både onde og tankeløse, hvis vi ikke standser op og ser, hvad der sker omkring os og tænke os om.



De sætter et spejl op af verdens tilstand og vil få os til at åbne øjnene for alle de problemstillinger der er, der hvor det onde får lov, at være. Og deres værker er en lang række af advarselsskilte, hvor Ku Klux Klan-dukker ser video, krigens gru set gennem Goyas skildringer af det franske overgreb af Madrid i 1805, og 11 værker malet af Hitler og overmalet af brødrene, så de idylliske vandfarver af Føreren, fra tiden under 1. verdenskrig, får en anden klang og man må tænke, hvordan havde verden set ud, hvis han var kommet ind på kunstakademiet dengang.


Den ene væg i rummet er malet i regnbuens farver, hvilket står i stærk kontrast til resten af den ellers dystre opsætning. Alle kender til at tegne fra prik til prik og skabe et fint billede, her er titlen ”Not to Dot”, så her følges prikkerne ikke kronologisk, men tilfældigt. Ting opstår, som det onde, der kan fremkomme ved tilfældigheder, hvis vi ikke holder øje. En inspirerende væg, der bringer en form for optimisme ind i det hele. Optimismen, eller tro på fremtiden, ses (måske) også i de regnbuefarvede sokker, som KKK-medlemmerne bærer under den hvide kutte, så de ligesom står på håbet i stedet for tomheden. Overfor regnbuen står redningsveste, i bronze, der også er bombebælter foran store sorte bannere med elitesmilyer på, skaber straks en anden stemning. Udklip af Goyas raderinger, er uhyggelige, men med nye udklip påmonteret, lægges et lag af humor og kærlighed, eller er det blot vores ligegyldighed, der gør at vi ser væk og ser noget andet end det disse gamle raderinger af Goya viser, som var de, de første fotoreportager fra et krigshærdet område. Vi zapper videre. Og hele tiden er man tvunget til at kigge væk rundt i udstillingen, der har god plads og alligevel er skarp opsat. Og man tvinges til at kigge med og sætte sig ved siden af KKK-medlemmer, der ser en underlig video med fødsel og kunstforståelse. Fire store glasmontre, som er brødrenes varemærke og i det hele taget er der ikke mange værker, der ikke har er vist andre steder, senest i Odense 2015. Men er de set før, så er de dog stadig meget virkningsfulde og tankevækkende. Disse horrible glasmontrer indeholder scener af frygteligheder af, hvad der burde være en anden verden, men som er vores. Både i fortid og nutid. Og hvad med fremtiden? Hitler og MacDonalds-klovnen side om side med soldater, skeletter, lemlæstede nøgne mennesker i store bunker, i et ødelagt og sønderbombet landskab. Det er summen af al ondskab, som også er titlen på værkerne. Et tableau, udført i det der kunne være harmløs legetøj. Disse montre, er så skræmmende og mange kan man se går hurtig videre, mens andre må blive stående, stille og kigger, som pillede de i et sår, så det både pinte og lindrede. Det er en opstilling af det onde, i al sin virkningsfulde banalitet.

Men træd nu bare ind i rækken og tag din egen stilling.

Troels Laursen




« PreviousNext »