Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Power Plant i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 18, 2018 08:45:34

Kraft værker

Trykt i NORDJYSKE den 15. maj med fem ud af seks stjerner

Power Plant

Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 17. juni

Udstillingens titel fortæller, at det handler om kraftværk, og inden i titlen ligger der også ordet for plante. Det er et møde mellem industri og natur, og mennesket derind imellem. Udstillingen er et dansk-tysk fælles projekt af Stella Geppert, Antonia Low, og Tina Maria Nielsen. Og dette samarbejde lykkes sjælden godt, da deres værker spiller godt sammen og hænger sammen i et ensartet udtryk, trods deres individuelle tilgangsvinkler. Omdrejningspunktet er det plastiske ord stedspecifik og de gør det ganske konsekvent. Og det sker uden, at det ”blot” bliver en kulturhistorisk undersøgelse eller til et mindesmærke af stedet, men er også en poetisk leg med lige netop dette sted og dens funktion. Deres værker er analoge og meget fysiske.


Geppert’s store ler-skulpturer miner menneskekroppens mønstrer og bliver til en form for kommunikation, så kulminearbejdernes bevægelser fra den gang under jorden, af deres bevægelser, der blev til energi, nu står som spor af noget der var. Arbejderens bevægelse, på en meget lille plads i minerne, og arbejde bliver fysisk tilstedeværende og skildrer på sin vis også menneskets (magt)kamp med naturen om at gøre den til sit instrument. Udstillingens vægtigste værk er hendes video, ”Busk”, hvor en buskklædt kunstner, trodsigt som en teenager, går rundt i et forladt Nordjyllandsværket, som var det naturen der genbesøgte sit sted, men nu enten var blevet hjemløs eller så sig om for en mulighed for at generobre sin plads, ikke bare som menneskenes objekt til mere energi, men i egen ret. Det er klimadebat på den barske måde, men også en meget morsomme måde. Videoværkets 11 minutter hiver udstillingen op på de fem stjerner.


Low viser en række insektynde og lette stålfigurer, der i rummene har deres eget grafiske kraft. De er skjulte konstruktioner, som hermed gøres synlige. Værkerne miner både kraftværkets historie og bygning, men også det der nu sker inden ved siden af udstillingslokalerne, hvor energien ikke handler om kul og varm vand, men om de maskiner, hvor mennesker nu daglig sveder for bedre kroppe. Og værkerne er menneske-lignede, omend forvredne og tilsat artdeco-håndtag og andre forfinede naturefterlignende genstande, så det hårde og det bløde mødes i kunsten, i kulturen.

Nielsen viser tre værker, der fylder både i omfang og udtryk. De er på sin vis minimalistiske, men også voldsomme i deres fremtræden. ”Kraft Værk” er hel enkel to lange stålrør, påsat et stykke kul og en sommerfugl, så kaosteoriens tale om at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en storm på den anden side er tydeligt. Og hvor et vingeslag fra den lille sommerfugl teoretisk kan igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres. Og således også her i den store uro, der maner til ro. Hendes værk ”Mind and Matter” er smuk med sine forgyldte hjelme, der ligger i flyveasken. Antallet er syv, som i Skabelsens dage og ligger nu som var det hviledagen, som tomme skaller, der vidner om noget der var. Frugten er plukket og udnyttet og slagger ligger tilbage. Værket udfordrer kritisk og vedkommende vore store forventninger, der knytter sig til industrisamfundets uhæmmede ide om stadig vækst.


Udstillingen indbyder til fordybelse og indsigt. Man kunne håbe at de tre kunstnere snart kom forbi igen.

Troels Laursen

Faktaboks:

Stella Geppert er uddannet fra École des Beaux Arts of Paris og Fine Art at the University of the Arts, Berlin. Hun bor og arbejder i Berlin og Halle, hvor hun siden 2010 har været professor i Experimental Sculpture ved the University of Art and Design.

Antonia Low bor i Berlin. Hun har studeret på Kunstakademie Münster og på Goldsmiths College, London. Hun har udstillet solo på Palazzo Altemps, Museo Nationale Romano (2016); Kunstmuseum Bonn (2014) og i 2017 ved Eigen&Art Lab, Berlin: Deutsches Haus at NYU, New York; og Gingko Space, Beijing.

Tina Maria Nielsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1991-99). Bor og arbejder i København. Seneste soloudstillinger: Esbjerg Kunstmuseum (2017), Den Frie i København (2016), Charlotte Fogh Gallery i Aarhus (2014), Galleri Thomas Wallner, Simrishamn (2014) og Brandts i Odense (2013).



Stor bog om Tommerup Keramiske Værksted

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 09, 2018 21:20:48

Hånd og Ånd

Trykt den 8. maj i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Tommerup Keramiske Værksted I-II

Forlaget Wunderbuch

624 sider og rigt illustreret

Pris: 490,-kr

30 år som vigtig spiller på kunstscenen bør fejres. Og det bliver det med denne udgivelse i lækkert boghåndværk i hele to store bind og med knap 500 fotos af tiden der er gået. Og det, der fejres er ikke blot et firma, men et sted med engagerede mennesker, der tror på leret og dets muligheder, og viser at hånd og ånd kan arbejde sammen. Stedet er Tommerup Keramiske Værksted, og folkene er keramikerparret Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord.

Bjørn Nørgaard skriver i sin artikel om stedet og menneskene og ikke mindst det at arbejde med leret: ”Vi er af kød og blod, som keramikken er af jord og ild, der er levende. Som leret kan vi formes, men det skal ske på menneskets vilkår, ikke algoritmernes, så vi må træne hele vores sanseapparat, og her kan kunsten og håndværket, ånd og hånd, noget særligt”.

Det tidligere teglværk på Fyn er netop stedet for den levende ild og jorden, der skabes i hånden med ånden.


Første bind er lagt i hænderne på kunsthistoriker Lise Seisbøll Mikkelsen, der er tidligere leder af Keramikmuseet Clay. Og med sin viden, fortæller hun indlevende om værkstedets historie og sætter de keramiske værker ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Og samtidigt fortæller hun om de kunstnere, der i tidens løb har arbejdet på stedet nogen gange anekdotisk og andre gange meget intensiv og andre gange lidt lettere. Det drejer sig om markante kunstnere som før nævnte Bjørn Nørgaard, og Peter Brandes, der kom med den, dengang, største udfordring for stedet og dets medarbejder: ”Sevilla krukken” fra 1992, der skulle stå uden for den Danske Pavillon ved Verdenstillingen i Spanien 1992, med en højde på mere end 4,5 meter. Værkerne skulle senere vokse i størrelserne. Andre kunstnere gennemgås, som Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen. Flere norske kunstnere har også benyttet af stedet, måske på grund Gunhild Rudjords norske baggrund, så både Dronning Sonja og Magne Furuholmen, som nogen måske mest kender som keyboardspiller i succesgruppen AHA, men som i dag er en stor og vigtig billedkunstner i Norge. Hans mentor og læremester Kjell Nupen, har også flere gange besøg stedet og lavet sine markante krukker. Mangfoldigheden handler ikke bare om forskellige kunstnere, men omfatter alt lige fra mindre fade og vaser til vægstore relieffer, og som det eneste sted i verden kan man i Tommerup brænde monumentale krukker på tæt ved 6 meters højde. Dette kræver en enestående ekspertise og fornemmelse for ler. Det er Esben Lyngsaa Madsen, der er stedets troldmand, angående de tekniske løsninger på kunstnernes drømme og Gundhild Rudjord, der står for farvemagien med sin store viden og kunnen med hensyn til glasurerne og samtidigt formået at opretholde en fin karrierer selv som keramiker.


Bibliograf Gunnar Jakobsen har i bind II udarbejdet en omfattende værkfortegnelse og litteraturoversigt. Her er mange flotte fotos af processerne og det endelige resultat af alle anstrengelserne. Og her findes også en række kunstneres personlige oplevelser, og især interessant er Asger Jorns overvejelser, der ganske vist ikke selv har været på stedet, men hans syn på kunst og traditionel håndværk er stadig valid. Esben Lyngssa Madsen, og Peter Brandes sammen med Kirsten Justesen kommer til orde og fortæller om at arbejde på det specielle magiske sted af ånd og hånd. Bogen er en gave til folk, der interesser sig for keramik og udsmykninger i det offentlige rum. Og den, er en kulturhistorisk fin dokumentation, udgivet af det lille Skiveforlag, Wunderbuch, grundlagt af Klaus Gjørup som et con amore projekt og ud fra devisen: Skal det gøres, lad det da blive gjort med kærlighed til bogen. Bogen her flugter ganske godt den intention. Bogen er en fornem hyldest.

Troels Laursen



JCE Biennalen i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Sun, April 29, 2018 14:25:14

De unge i Vrå

Trykt i NORDJYSKE den 25. april med 4 ud af 6 stjerner

JCE Biennalen 2017-19

International biennale for ung samtidskunst

Kunstbygningen i Vrå

Indtil den 3. juni

Det begynder hvert andet år i, Paris, med en fernisering og derfra tager udstillingen på en turne. Biennalen består af 7 europæiske lande, som hver repræsenterer 8 nationale kunstnere. Og ligesom for to år siden, da udstillingen først gang besøgte Danmark og Vrå, er det en sammensat udstilling, der på sin vis stritter og samtidig meget flot viser, hvor den unge samtidskunst i Europa er på vej hen. De, der nævnes her er dem, der set herfra, definerer udstilling. Og de danske bidrag står faktisk godt i denne sammenhæng. De otte danske bidrag er Ahmad Siyar Qasimi, Lars Worm, Anna Bak, Alexander Marchuk, Johannes Sivertsen, Mette Juul, Rasmus Søndergaard Johannsen og Berit Dröse. Det er dog som oftest svært at gætte hvilke lande værkerne og kunstnerne er fra og mange af kunstnere er da også uddannet i andre lande end der de kommer fra. Fælles er de om at kredse om de samme temaer omend, de er udført i alt fra maleri til installationer, over video og skulpturer. De alle optaget af rodløshed og længsel. En rodløshed i det moderne liv og en længsel efter ægthed, gerne fundet i naturen eller en renhed i livet, der var sand. Renheden, så det næsten er sygeligt, ses i spanske Àlex Palacín’s samling af grydesvampe og andre farverige rengøringssvampe i mange former, hængende fra loftet. Svampene er taget ud af deres kontekst og bliver i deres egenart kunst. Et værk, der er smukt i sine farver, humoristisk i sin brug af dagligdagen og skarp i sin underlæggende kritiske tone af tidens besathed af at være rene og uskyldige. I sin video vasker Métra Saberova, fra Estland, heftig og voldsom en barnevogn og sætter fokus på moderskabet, eller det ikke at kunne blive mor.


I det stærke videoværk ”The Death Call” af danske Mette Juul, er det døden der i centrum og en bedemand gør et lig i stand, klinisk og professionelt, så virkeligheden næsten bliver hel uvirkeligt. Videoerne står stærkt på biennalen. Og Letlands Golf Clayderman’s ”Morning TV-show” viser det, vi gerne vil vaske væk og glemme af pinligheder fra fortiden. Det er meget morsomt lavet.


Hver gang biennalen afholdes uddeles der tre priser. En vinderne var danske Rasmus Søndergaard Johannsen, som deltager med værket ”Pivot”, der en samling af maskindele eller tapper af stål, forstørret og hevet ud af deres oprindelige sammenhæng, så de nu fremstår blanke og kolde, og kan være alt fra redskaber, der ligger godt i hånden, til selvskade eller selvglæde. Et voldsomt værk i al sin enkelhed og som man ikke lige forlader, eller som ikke lige forlader en igen.


Maleriet har også sin plads. Blandt andet i Mário Vitória, fra Portugal, der viser en jagtscene med hunde og hjort, som var det i gamle dage, men samtidigt er det en kritik af samtidens hyldest til den stærke, for den lidende hjort, bærer lyset, som er det eneste, der kan skræmme kapitalen og magten. Eller i spanske Francesc Ruiz Abad, der med humor ikke begrænser sig af hvad et maleri er og kan. Det er ganske tegneserieagtigt og handler om at tage en slapper, både overfor mad og sex. Mere klassisk maleri er der i italienske Andrea Fontanari’s morgenbillede af et interiør med kurvestole. Fraværet er helt nærværende og mærkbart. Skulpturen med i er Kokou Ferdinand Makouvia’s, Frankrig, værk, af en musetrappe af foldet kobber, der er hel spirituel i sin gentagende form. Lorenzo Guzzini’s, fra Italien, viser to kuber i beton, hvor horisonten forvrides i udsynet, hvor virkeligheden (kun) er det, der ses. Flere burde nævnes, men se selv efter. Fælles er de om at splitte virkeligheden ad og genskabe nye konstruktioner, så alt ses i en ny sammenhæng. Biennalen, giver en fin fornemmelse af Europas forskelligheder, men også vores fælles arvegods, kan ses i den unge samtidskunsts værker. De unge i Vrå, forholder sig til tiden vi lever i, hvad enten det handler om længsler om renhed eller rodløshed og identitet i en verden er der større end landegrænser.

Troels Laursen


Faktaboks:

Den internationale biennale er blevet vist hvert andet år siden 2000. JCE Biennalen 2017-19 turnerer i ni europæiske lande og kommer denne gang forbi anerkendte museer og kunsthaller i Frankrig, Danmark, Polen, Letland, Rumænien, Tjekkiet, Italien, Spanien og Portugal. Hvert af de ni lande er repræsenteret med otte kunstnere, som det enkelte land udvælger. En international jury udvælger herefter kunstnere fra de ni lande til en særudstilling, som bliver vist på udstillingsstedet Hangar 18 i Bruxelles.

Kunstbygningen i Vrå har stået for udvælgelsen af de danske repræsentanter ved hjælp af en kunstfaglig jury. Juryen modtog 66 ansøgninger, hvoraf otte kunstnere nu er udvalgt til at repræsentere Danmark med et værk.

Medlemmerne af den kunstfaglige jury er Anna Krogh, museumsinspektør på Brandts, Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, Torben Zenth, redaktør og ejer af Kopenhagen Art Institute, Amalie Jakobsen, billedkunstner, Søren Elgaard, billedkunstner og formand for Vrå-udstillingen, og Henrik Godsk, billedkunstner og kunstnerisk leder hos Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.




BLIXA #7 en mulepose og dada

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 16:59:29

En mulepose med dada

Trykt i NORDJYKSE den 18. april med fem ud af seks stjerner.

BLIXA #7:

Med: Asger Schnack, Mogens Otto Nielsen, Karla Sachse, Lars Nørgård, Ulla Hvejsel, Jesper Fabricius , Henrik Broch-Lips , Boog Highberger (USA), Jakob Højholt, Charlotte & Amalie (Skt. Thomas), og redaktionen: Niels Fabæk og Nils Sloth.

Oplag: 60, heraf 46 i handel, 14 i Hors Commerce

Pris: 200

Artbreak Hotel, Aalborg

Slår man det op, så får man i flere varianter af hvad Dada betyder, og det er noget i retning af at det kommer fra fransk og betyder enten kæphest, barnepludren, eller en fiks idé.

Artzinr Blixa syvende udgivelse er det samme. De rider en kæphest, og de pludrer og de har en fiks ide.

Kæpheste er der flere af, og i den efterhånden gennemgående kunstnerduoen fra Skt. Thomas Charlotte og Amalie’s lille (My Little Pony) film ser vi, hvad der sker når kæpheste trækkes af stalden og får endnu tur på løbebanen. Det bliver til hele og halve heste og ditto sandheder.

Og som altid er der originalt kunst med. Denne gang er det lagt i hænderne på Mogens Otto Nielsen, og som den konceptkunstner han er, så er det et såkaldt readymade, en colakapsel, der næsten, er en ridderorden til poetisk gadedans. Og Ulla Hvejsel, skriver encyklopædisk om sandheden, som har lidt en vandskade. Asger Schnack digter om begyndelsen og fortsættelsen af Dada. Lars Nørgaard, laver sine kendte billedrebusser, der både giver mening og er uden mening. Kunsthal Nords leder Henrik Broch-Lips giver et fin kunsthistorisk overblik over da Dada blev til konceptkunst og lort på dåse.

Hugo Ball (1886-1926), den tyske grundlægger af Dada bedrager med manifestet for Dada og om ord, som første prioritet. Jesper Fabricius leverer varen med et flot digt, med tre linjer gange flere, der på bedste dadaistiskvis og lige på kornet, kan læse i flere lag og med mange meninger. Mere skal ikke afsløres her, for muleposen rummer meget mere dada. Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog. Det ligger også under denne muleposeudgivelser. Der er ikke noget entydigt, udover, at det er der netop ikke. Mistro til autoriteter og det herskende meningsfulde sprog, ligger lige under det hele, for det er ikke kun gøgl og slapstick det hele. Der er en mening i galskaben, på linje med barnet, der forsøger sig med sproget og dermed prøver at forstå det liv, der ligger foran og som ikke lige lade sig tyde, endsige styre og forstå. På rumænsk betyder ”dada” "ja", og denne udgivelse er en hel pose fuld af ja. Ja til legen, kæphestene og livet i al dens pludrende uforståelighed. Og således markerer gruppen, bag de interessante og lystige udgivelser, 102-året for Dada’s fødsel, for at marker 100 året ville være for u-dadask. Og sikke en markering. Artzine-blixafolkene leger og de pludrer, og det hele synes som ingenting, men man føler en tyngde i galskaben, så den fikse ide, ikke blot er fiks, men også god. Tillykke til dadaismen med de 102 og til folkene bag muleposen med at vise os, at dadaismen lever og har det godt.

Troels Laursen



William Kentridge på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 12:06:39

Nedslag i Tiden

Trykt i NORDJYSKE den 17. april med seks stjerner ud af seks!

William Kentridge – The Refusal of Time

Kunsten, Aalborg

Indtil 19. august

Lige nu på ”Kunsten” slår den sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955) ned i tiden, bryder den op og vender den rundt. Han stopper den og fylder den ud. Han vrider tiden, i sine værker, der her består af både kultegninger og videoklip på små smarte skærme til et stort femfløjet skærmværk. Han bruger Tiden, med stort t.

Han slår ned, i en lektion kaldet 47, på kunstkritikere og kunsthistorikere, men i et sjældent forsøg på storsind og selvironi, vil denne anmelder lade det passér, for uanset: nedslagene er fabelagtige og med masser af humor og med den store alvor, som kun humoren kan bære. Værkerne, tager deres udgangspunkt i kunstnerens egen opvækst i Apartheidstiden i Sydafrika. Han bærer i alle film-værkerne selv altid kun hvid skjorte og sorte benklæder. Som var han delt i to. I en hviddel, der må bære skylden for europæernes ødelæggelse af Afrika og dens befolkning, og sort, som den, det hele står på og er grundlaget for hans virke og hans værker.


Værkerne er holdt meget i sort/hvid, men paradoksalt nok, så er det farverigt og en sjælden intens øjenåbner, så de to s/h blander sig så intet kun er s/h, men masser af skygger i gråt.

I nævnte lektion 47 fortæller han at han, 6 år ser en række fotos af den voldsomme massakre i Sharpeville, hvor 69 sorte blev dræbt, tæt på hjemmet. De billeder brænder sig fast i drengen og har sat sig som en følelse af medskyldighed i kunstneren. Denne private oplevelse gøres i hans kunst til en almen menneskelig fortælling og bliver til stor kunst. Og det handler om vores forhold til tiden, både som fortid, nutid og fremtid, ja vores eget forhold til historien, og vores egen del deri.


Filmværket ”The Refusal of Time”, (fra 2012) og som også er udstillingens titel, er stor totalinstallation, med en underlig maskine, der intet udretter, og fem skærme folder et fascinerende univers ud, hvor fortid, nutid og fremtid samles i et magisk fortættet nu. Her er flere sekvenser af fortællinger klippet sammen på kryds og tværs, som et indisk skyggespil, så noget religiøst og rituelt også spiller med. Det handler om tidens begyndelse, som et hulkort, og endeligt, da det ender med at alle tidsmålingers moder: ”Royal Greenwich Obervatory”, sprænges i luften og dermed også den vesterlandske civilisation og herredømme. Tiden er fysisk, ikke mindst på grund af den medrivende musik, der indhyller publikum total, som man mærker tiden, og nerven i fortællingen, der absurd, men som alligevel leder til sandhed. Det er storslået på alle måder og overblikket er umuligt, ligesom det er med den følelse vi kalder for tid.

Både billeder og lyd sidder i én længe efter de 30 minutter, som værket varer, er gået.


Værket er en kulmination på kunstnerens udvikling i de seneste år, hvor han krydsbestøver sit primære medie kultegningen med elementer fra filmens verden, musik, dans, opera, teater, litteratur såvel som performance. Og der vises også fine kultegninger, hvor den hvide mand repræsenteres af to, Soho, der er mineejer og så Felix, der er personificeringen af skyldfølelsen over udnyttelsen, om end navnet Felix jo betyder den lykkelige. Flere små skærme viser flere udgaver af Kendridge, der fortæller om sine værker og syn på kunsten. Det flot lavet og oftest meget morsomt. I tegnlektionen nr. 37 blander musik sig med vædderhornene, der væltede Jerikos mure, sammen med hebræisk recitation om Moses og den Tiende Plage, hvor alle førstefødte i Egypten skulle dræbes af dødsenglen. Det handler om kunstnerens rolle og en hyldest til skyggerne, som er der hvor kunsten finder (sit) sted.

Triptykonet ”Breathe, Dissole, Return” fra 2008, er en poetisk samling, på tre vægge, af fragmenter af åndedrættet i sangen, og tidernes genkomst, samt dens opløsning, hvor tingene ofte er mere end det først sete.

Udstillingen, der er første del af et 3-årigt samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, er et must see. Og der er virkelig meget at se og sanse.


Og det skyldes ikke mindst, dem, der har sat alle herlighederne op. Stor anerkendelse til dem. Den nye sal i Kunstens kælder, er med denne fremragende udstilling, udnyttet til fulde. Herligt.

Troels Laursen



Rasmus Albertsen

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Fri, April 13, 2018 15:19:20

I mellemrummet af kontrasterne

om kunstneren Rasmus Albertsen - trykt i Kunstmagasinet JANUS, nr. 2018

Kontrasterne

Kontrast, defineres i Den Danske Ordbog, som, det at to fænomener, faktorer, forhold el.lign. fremstår som modsatte eller udpræget forskellige størrelser. Og kommer af det af latinske: contra (imod) sat sammen med stare (stå), og handler om stærke modsætninger mellem to ting, som netop derved fremhæver hinanden. De to fænomener bliver tydeligere ved at stå sammen med deres modsætning.

Rasmus Albertsen værker finder sted lige der imellem kontrasterne. Der lige inden det bliver til hver sit. Glæden er endnu ikke splittet med vreden og letheden ikke delt fra bekymringerne. Og det er, der kunstneren stiller sig, som betragteren, ofte med et øje, som et vidne, der kigger på, mens det sker, det man enten håber eller frygter.

Et vidne, der også gør beskueren af værket, til et med-vidne. Vi bliver kigget på, så vi bliver draget ind i det der underlig sted i mellemrummet af kontrasterne. Det er både morsomt og virkelig foruroligende.

I dette spændingsfelt ligger det store. De store eksistentielle spørgsmål mellem sort og hvidt, mellem skabelse og tilintetgørelse, mellem disciplin og frihed, mellem liv og død. Intet mindre.

Fra video til maleriet

Rasmus Albertsen begyndte sin kunstneriske løbebane med videokunsten. Og hans værker kredser om den virkelighed, der ikke er håndgribelig eller til at indfange, for tiden går i ring og bliver til gentagelser.

I en nyere video, sker der en transformation af den medvirkende, som spilles af ham selv. Manden bliver ganske enkelt til en fugl. Videoen er en sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet udskiftes, og bliver til en fugl, måske en fugl fønix? Det er hel metafysisk, og handler om et liv efter denne, som en fugl. Videoen er inspireret af et minde fra barndommen, hvor Rasmus Albertsen lavede en aftale med Gud, som han beskriver således: ”Som barn aftalte jeg med Gud, at jeg ville blive til en fugl i mit næste liv. Det et den idé, der afspejles i videoen”.

Tiden er også evigheden, og måske evigheden allerede ligger i tiden, i dette nu.



Albertsen har lagt videoenerne på hylden, næsten, og er sprunget på maleriet. Der er ikke så mange tekniske mellemled, som i videokunsten, hvor der bliver en afstand mellem kunstneren og værket, som efterhånden blev for stor for Albertsen, men fortællingerne er de samme. Eller rettere, det handler om at fortælle. Uanset om det er på en skærm eller på et lærred eller et bræt. Der skal fortælles og ved maleriet har Albertsen fundet et ”medie”, hvor der ikke er langt fra tanke til bevægelse og til resultat på lærredet. Og hans maleriske udtryk er kraftfuldt og storladen på en tilpas fræk måde, hvor figurerne er overjordiske væsner, trolde, dæmoner, fugle og mennesker, der mødes i et uhøjtideligt og legende univers, hvor de stærke farver spiller en central rolle i de malede fortællinger.

Albertsens kunst er en rå kunst mellem selve menneskeligheden og den utæmmede natur, også, og måske især, i menneskets utæmmede natur, som når en lille fin fugle har de skarpeste tænder, og værkets titel er ”Glad, men ond”, så begge tilstande har kontrasten i sig.

Rå kunst

Albertsens kunst er rå, meget rå, men det ville være forkert at putte hans kunst ned i begrebet outsider-kunst, som den er blevet tegnet af kunstkritiker Roger Cardinal i 1972 som et engelsk synonym for ”Art-brut”, den "rå kunst" eller den "grove kunst", der oprindeligt er en etiket opfundet af den franske kunstner Jean Dubuffet til at beskrive kunst skabt uden for grænserne for den officielle kultur. Dubuffet fokuserede især på kunst af dem på ydersiden af den etablerede kunstscene, idet man som eksempler anvendte psykiatriske patienter og børn. Det er ikke der det rå ligger i Albertsens kunst og univers. Det ligger i kontrasterne. Mellem mennesket og dæmonerne, mellem fuglene og troldene, så begge dele ses, tydeligere. Det rå er hans stædige holdenfast ved modsætningerne, som alt liv, på godt og ondt, udspringer af. De store lag af maling er sat med spartel (pensler er for omstændeligt, da de skal skiftet og renses og det umiddelbare forsvinder i teknikken) og de klare farver, der støder energisk op mod hinanden, giver en spændstighed og en nerve, der rå. Og umiddelbart. På sin vis naivistisk, men uden at den sødme og idyl, der ofte kendetegner netop den genre.


Albertsens malerier er humoristiske, selvom man kan slå sig på dem. Som når en flok monstre står med åbne munde og blottede tænder, som var de et kor der bryder ud i skønsang.

Øjne er en vigtig del af værkerne hos Albertsen. Figurerne kan være både enøjede, to øjede og ofte endda treøjede. Det kan være tomme øjenhuler hos monstre eller mennesker. Det kan være blå menneskeøjne med pupiller i fuglehoveder. Altid er det øjne, der holder øje, så beskueren er set og måske endda genkendt.

Det humoristiske, i Albertsens værker, ligger ofte i det overraskende, i detaljen, der tvister værket, så modsætningerne, som i den lidt barnlige gåde om, hvad forskellen på en færge og en boksehandske er? (Færgen tuder i havnen mens boksehandsken havner i tuden). Det umiddelbare i værkerne, overrasker og rammer, som en boksehandske lige i tuden. Og netop tvekampen optræder ofte i Albertsens værker. Boksekampe og slåskampe er fanget i sekundet inden slaget rammer, og fortællingen er som frosset fast og beskueren ledes til at tænke videre over, hvad mon der så skete? Det er kontrasten, der fastholdes inden slaget smelter sammen med vold og kontrasterne opløses. Det er det rå. Upolerede.

Fuglemennesker

Fortiden er også repræsenteret i Albertsens malerier, som, når motiverne er taget fra familiens fotoalbum, som det meget private og personlige og fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete engang, men som stadig er nutidigt og mærkbart virkelighed i hans liv. Det, der var, forsvinder ikke bare og det kan være helende eller det kan være blødende sår og rindende tårer. Tiden er i bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter fra os i det øjeblik vi siger nu.

Her spiller fugle, eller menneskekroppe med fuglehoveder en central rolle i Albertsens univers. Og som tidligere beskrevet, så handler det med fugle om en barndomserindring, men det er også mere på spil, for også her er kontrasten i centrum, her mellem det jordbundne menneske og den frit flyvende fugl. Fugle er hos Albertsen et frihedssymbol af de store. Og at flyve gennem luften som en fugl har været et fascinerende træk i menneskets drømme siden de ældste tider. Karakteristisk for Siegmund Freud så han noget seksuelt i flyvedrømme ved at forbinde fornemmelsen af flyvning med orgasme og seksuel overlegenhed. Da bevægelse gennem luften antyder spøgelser og engle, forbandt Wilhelm Steckel, drømme om flyvning med tanker om døden. Og Carl Jung mente, at de symboliserede et ønske om at klare et problem eller slippe fri af restriktioner, så at flyve betyder at være fri. Og Jungs forståelse af ”arketyperne” flugter også Albertsens livtag med kontrasterne, som dem, livet er sat både op imod og ind i. Arketyperne i Albertsens univers er både monstre, trolde og fugle, noget der ligger dybt i mennesket. Og har gjort til alle tider. Alle disse, og flere af symboler, er fra de gamle grækeres og romeres myter, og tolkninger af disse urmyter ligger åbne i Albertsens værker. Hans univers er fyldt med flyvende væsener og hos ham, er Ikaros ikke en tragisk figur, der ellers af sin fader, var blevet advaret mod hverken at flyve for højt eller for lavt. Ikaros fløj alligevel for højt, og solen smeltede vokset mellem fjerene, så han styrtede i havet og døde, Ikaros er også en helt, og det er det, der er kontrasten. Kontrasten mellem frihed og bundethed, mellem liv og død er tydeligt.

Rasmus Albertsens maleriske univers

Titlerne på værkerne, er ikke ligefrem titler der lukker op for hvad der er på færde, til gengæld lukker de heller ikke ned for beskuerens egen indlevelse i værkerne. Alberts rå kunst, er ikke fortænkt teoretisk kunst, og han holder sig heller ikke til regler og akademisk tradition og maler egentlig bare løs for ikke at kede sig. Fra hovedet, til hånden til lærredet. Og hans fuglemennesker og trolde, kigger på os, så vi bliver draget ind i det der underlig sted i mellemrummet af kontrasterne, og der i dette spændingsfelt ligger det store. De store eksistentielle spørgsmål mellem sort og hvidt, mellem skabelse og tilintetgørelse, mellem liv og død. Intet mindre. Der findes ikke pænhed, men en umiddelbar stemning, følelse eller fantasi mærkes i Rasmus Albertsens værker. Det er både vanvittigt morsomt og virkeligt råt.

Troels Laursen


Fakta om Rasmus Albertsen

Født i 1977 i Nordjylland og nu bosat i Nørresundby ved Aalborg, efter at være uddannet i Sverige på Umeå Academy of Fine arts, i 2010.

Han har allerede udstillet i Danmark og Sverige samt internationalt, bl.a. på New York Media Center. Medstifter af galleri Maskinen i Umeå 2008. Herhjemme er han repræsenteret i Gallerie Wolfsen i Aalborg og har atelier i det gamle kraftværk, Nordkraft, midt i Aalborg.





Pairkunst i Hune

AnmeldelserPosted by Troels Fri, April 13, 2018 15:12:44

.... saks, papir

Trykt i NORDJYSKE den 11. april med fem ud af seks stjerner

Karen Bit Vejle: ”Bulldog Ballet” og ”Med saksen som pensel”

Dansk Center for Papir

Hune, Blokhus

www.centerforpapirkunst.dk

Papir er, trods digitaliseringen, noget af det vi bruger hverdag. Lige fra avispapir til bagepapir over indpakningspapir til kopipapir. På ”Center for Papir” folder papiret sig ud, som det sjælden er set. Det er psaligrafi, som kunsten, at klippe i papir, hedder. Vi kender den fra H.C. Andersens finurlige klipperier og fra Sonja Brandes skrøbelige genfortællinger af eventyr og salmer til Peter Callesens store skulpturagtige værker, der er fælles om at bruge papiret til at fortælle en historie. Og ofte er psaligrafi brugt som illustration til bøger og lignende. Her i Hune, er der sat en tyk streg under kunst, med værker af den dansk-norske Karen Bit Vejles fascinerende og forunderlige verden af papir. Hun er også bagkvinden bag centerets udformning og drift. Det hele folder sig ud i en gammel ALDI-butik ved rundkørslen. Men glem alt om discount. Det hele er smagfuld og stemningsmættet indenfor, hvor den verdensberømte psaligraf har samlet et bredt udvalg af sine mange imponerende værker, som hun har skabt med sin broderisaks igennem de sidste 30 år. Udstillingen består af to dele. En med en sværm af ballerinaer og en såkaldt kerneudstilling.



Første delen er 22 figurer: ”Ballerina Buldog”, er en sammensætning af det lette og det tunge. De tå dansende piger har alle et power toll som attribut, fra håndmikser til boremaskiner og handler om deres inderste styrker, som bulldog’en, der bider sig fast. Alt sammen sat sammen med Søren Kierkegaards tale om valget. En lille balletfilm, med ballerina og papirklip, fortæller om saksen, der kan klippe snærende og bindende bånd over, og det kierkegaardske spring på de 70.000 favne kan tages. Poetisk med indhold er det. Og indenfor i selve kerneudstillingen ”Med saksen som pensel”, der folder papiret endnu mere poesi ud. Uden at det forbliver ved blomster og fugle og tam skønhed, for der er både samfundskritik og moraler i værkerne. Værkerne er klippet i store almindelige stykker papir og sat op mellem glas, så de svæver og kan nydes fra begge sider. En fabelagtig lyssætning af engelske Steven Laffoley-Edwards, leder beskueren let rundt mellem værkerne og deres skygger på gulv og loft og som udfolder værkerne endnu mere. Det er en totalinstallation. Og detaljerne i klipperierne myldrer frem, sætninger og fortællinger klippes ud foran en. Og inspirationen fra Historien og historierne, samt norsk folklore i strikkekunst og i Nationaldragterne (en såkaldt Bunad) og fra Stavkirkerne, fornemmes.



Det store værk, der viser musikken i Sjostakovitsj,1 piano trio opus 8, er en sand vandring i vellyd med cello, violiner og klaver. Og en femte årstid, musikkens tid er foldet ud stilsikkert ud i papiret. Det er fermt, fingernemt og fingersnildt. Værkerne inviterer til at reflektere og fortolke. De rører ved det banale, men som alligevel er det grundlæggende i livet: glæden i de små ting. Og det sker aldrig uden humor. Turen rundt i papirets huller og deres skyggerne og lyset slutter med en den kendte begravelsessalme: ”Altid frejdig”, fra syngespillet om Tornerose, som prinsen synger, inden han begiver sig ind i tornekrattet og kysser kærligheden til live igen. Detalje på detalje springer frem for den, der bruger tiden. Papirklip er Slow art på alle måder. Og 14.4 er centeret da også med i International Slow Art Day, med specielle omvisninger med fokus på fordybelse. Det er kunst og mindfullness på en gang. Sanseligt og magisk er det og det er kunst og poesi med kant. Og med centeret og deres høje kunstneriske ambitioner er der nu, endnu en god grund til at tage til Hune.

Troels Laursen

Faktaboks:

Karen Bit Vejle udstillede for første gang på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i Trondheim i 2008, og siden er hendes værker vist på førende museer som Nationalmuseum i Stockholm, ’Victoria & Albert’ i London, Nordic Heritage Museum i Seattle, Today Art Museum i Beijing og H.C. Andersens Hus i Odense. Foruden sine udstillinger, har Bit Vejle samarbejdet med en lang række eksklusive brands. Hun har udført bestillingsopgaver for bl.a. det franske modehus Hermés, Hilton Hotel, Porsgrund Porcelænsfabrik, Nidarosdomen, Røros Tweed og Georg Jensen.





Ole Tersløse – Lost in the Clouds

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Thu, April 05, 2018 17:47:45

Ole Tersløse – Lost in the Clouds: Vitalismen i Ole Tersløse's billedverden

Essay om Ole Tersløse's kunst. I forbindelse med hans udstilling af samme navn i Galleri ROS, Roskilde april 2018

Når englænderne siger, at man er "Lost in the Clouds", er man forvirret eller magtesløs i forhold til en problemstilling, man ikke kan overskue.

Ole Tersløses billedserie af samme navn, der nu udstilles på Ros Gallery, består af en række store, computeranimerede billeder. Som gennemgående motiv viser værkerne børn i situationer, de ikke kan overskue, og som resulterer i en form for eksistentiel forvirring hos dem

De nøgne drengebørn i Tersløse’s værker er på engang nye skikkelser i kunsten, men trækker også på en lang tradition bagud. Den nøgne krop findes i hele kunsthistorien, computeranimation og 3d-print er nyt. Tersløse forbinder det klassiske og det moderne. Traditionsdannelserne udfordres af det "foruroligende nye".

Noget af det, der kunne trækkes frem fra traditionens gemmer i forbindelse med Tersløses billedunivers, er vitalismen - en tendens i perioden omkring 1890-1940. Vitalismen er ikke nogen egentlig stilretning, men en holdning, der påvirker både naturalister, symbolister, impressionister og andre med sin dyrkelse af natur og menneske, krop og sundhed, legemsdyrkelse og sport.

Vitalismen kan ses som en reaktion mod industrialismes knægtelse af kroppen og dens frie udfoldelsesmuligheder, både efter de gamle grækeres olympiske idealer og en moderne opfattelse med udgangspunkt i Friedrich Nietzsche. Hellenerne på Refsnæs med bl.a. maleren Svend Hammershøi, der desuden ytrede sig i programmatiske manifester, er en af de veje, retningen gik herhjemme. Den optrådte især i billedkunsten, men også i litteraturen hos Thøger Larsen, Andersen Nexø og Johannes V. Jensen. Og i musikken, eksempelvis i Carl Nielsens Helios Ouverture (1903). Der var dog ikke tale om nogen isoleret, dansk retning, da den har paralleller i Italien (futurisme), Tyskland og det øvrige Norden, især den sene Edvard Munch.

Vitalismen er en kulturstrømning, der i modsætning til mekanistiske og rationalistiske tankemodeller dyrker en metafysisk eller i det mindste en ikke-materiel livskraft, der gennemstrømmer den synlige natur, men som i modsætning til, hvad der er tilfældet i romantikkens panteisme, ikke peger på en guddom hinsides naturen. Opfattelsen af denne livskraft er præget af dynamik og voldsom energi og kan endog sammenfatte modsætninger som liv/død og godt/ondt. Og det er her i disse kontraster, at Tersløses byggen videre på vitalismen kan ses.

I "lost in the Clouds" spilles modsætningerne konsekvent ud mod hinanden. Det er det uskyldige rene barn, der smadrer æg. Det er det lille skrøbelige nøgne barn, der får paddehatteskyen til at folde sig ud. Det er modsætningerne, der er på spil hele tiden, men samtidig det nøgne barn, der altid er i centrum. Nøgenheden, er, som i vitalismen, det rene og det uskyldige, men hos Tersløse er der mere på færde, for børnene er næsten altid destruktive. Nøgenheden vidner både om skrøbelighed, men viser os også et "arketypisk" menneske, der uden beklædningsgenstande er uden for tid og rum. Hos Tersløse er nøgenheden imidlertid også altid råheden, det primitive, det vitale.

Som nævnt i indledningen er Tersløses børn fanget i situationer, de ikke kan overskue, og som resulterer i en form for gennemgribende forvirring hos dem. De er derfor "lost in the clouds" i overført betydning. Men de er det også helt bogstaveligt, for på langt de fleste af billederne opstår forvirringen hos børnene pudsigt nok i deres møde med en skyformation. Det er modsætningerne der mødes, fra skabelse til ødelæggelse, her især med fokus på æggene.

Ud over billedet med den uskyldige - men også rasende - dreng, der smadrer æg, indgår der på udstillingen også en skulptur ved navn "Genius Loci" (Stedets ånd). Skulpturen viser et barn, der tilsyneladende har fundet hvile i sin meditationsproces, men foruroligende bærer et halvt ituslået æg som en form for maske, der skjuler hans ansigt.

Ægget er altid en skabelsesberetning, men her ender den i sin modsætning i form af tilintetgørelse. For en umiddelbar betragtning har det mediterende barn fået ro, men ægget, hvis skal er brudt forneden, så han kan tage det på som en hjelm, antyder, at der også er aggressive og destruktive kræfter på spil. Måske er han som en menneskelig gøgeunge kravlet op i reden og slået fugleungerne ihjel for selv at få et revir eller et "sted", hvor han kan dyrke det åndelige?


Ole Tersløse spiller konsekvent på beskuerens tvivl og usikkerhed. Hver gang, man tror, at man forstår pointen i hans billedkunstneriske spil, udfordrer spillet os på en ny måde. "Reglerne" bliver hele tiden omformuleret til trods for kunstnerens enkle og afklarede billedsprog. Det er modsætningerne i en form for vitalisme, der støder sammen og nyt bringes frem.

Troels Laursen

Ole Tersløse er uddannet fra Kunstakademiet i København i 2000. Han er bosiddende i Hjørring, og har haft talrige gruppe- og soloudstillinger i Danmark, Paris, Norge, Sverige, Berlin og USA. Han har solgt til og modtaget legater fra Statens Kunstfond. Skive Kunstmuseum, Vendsyssel kunstmuseum, og Viborg Katedralskole har hans værker i deres samling.

"Lost in the Clouds" er en ikke afsluttet serie, som Ole Tersløse stadig arbejder på. Han har tidligere vist en del af værkerne på en udstilling af samme navn på Vendsyssel Kunstmuseum.





Next »