Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Bonnesens ordsprog

AnmeldelserPosted by Troels Tue, July 02, 2019 20:16:55

Rod i sproget

Trykt i NORDJYSKE fem stjerner ud af seks den 30. juli

Anders Bonnesen, red

Ordsprog

592 sider

Pris: 300,00kr

Forlaget * Asterisk


Det lille aktive forlag *Asterisk lancerer med denne udgivelse begyndelsen på en serie opslagsværker, der til forveksling ligner Gyldendals klassiske Røde Ordbøger, der med sine knap 15.00 ordsprog, er det største værk om ordsprog herhjemme, og spørger samtidigt: ”Hvad nyttede det, at én kunne skide, hvis én ikke vandt alverdens visdom?”, og viser at der rod i ordene og sproget på en ganske morsomt og vis måde.

Og det handler om ordsprog, med rod i almen visdom, der så rodes rundt, så sproget både er rodet og selve roden til det hele.

Forvirret, ja, det er faktisk meningen med al galskaben i billedkunstneren Anders Bonnesens nyeste udgivelse. Han har tidligere arbejdet med ord, som det billedskabende, enten som hæklede bonmoter eller bogstaver på terninger og altid gerne tvistet det, så det oprindelige og selvindlysende, pludselig lyser fra en ny og indsigtsfuld måde, som når der står, ”nok er nok nok”, så relativitetsteorien udfoldes som levet liv, hvor grænserne og standpunkterne rykker sig, som livet leves.




Ordsprog hører i Bibelen til genren af visdomslitteratur. Det er en form for levet erfaring, der gøres til leveregler, som anonymt er givet videre op gennem slægterne, som sandheder, og udtrykker sig i mindre og faste billedrige vendinger, som ” Når en blind leder en blind, falder de begge i graven”. I denne udgivelse flyttes der rundt på ordene, i et ordspil, som vi kender så godt og har et fast billede af, som ”når det regner på præsten, drypper det degnen”, så vendes sig til: ”Når det drypper på degnen, regner det på præsten” og som drejes igen til: ”Når det drypper på præsten regner det på degnen”. Billedet skifter. Subjekt og objekt skiftes ud og sjove ordbilleder opstår. Man ser det for sig. På ny, mens poesien folder sig ud.

Et indeks gør det muligt at finde ordsprog og se hvor galt det kan gå med det kendte, når det vendes og drejes til det (næsten) ukendelige og nye.

Det er underholdende, men tag ikke fejl. Det er kunst, god kunst, der skaber store billeder hos læseren, der inddrages til både latter, modsigelse og forundring.

Ordsprog er en slags livsfilosofisk belæring og giver ofte praktiske anvisninger på hvordan man skal handle i konkrete sociale situationer og dermed blive vis og lykkelig

og det handler det også her, på underfundig vis, med både rod i ordene og rod i det danske sprog og dejlig uhøjtideligt legende med vores selvopfattelse og med vores kultur.

Troels Laursen



Pontus Kjerrman og håndværket

AnmeldelserPosted by Troels Tue, July 02, 2019 20:14:53

Professor - om håndværk og kunst

Trykt i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner den 30. juni

Pontus Kjerrman.

Formning og Støbning, stuk- og skulpturteknikker

Forord ved Sanne Kofod Olsen,

136 sider. Gennemillustreret

Pris: 200 kr

Billedkunstskolernes forlag (Gyldendal)


Måske du lige står og mangler et godt tip til at renoverer din stuk der hjemme, eller måske du lige står og vil lave en to meter høj gipsfigur, så er det denne bog du skal have fat i.

Og skal du overhovedet ikke have noget med gips, støbning eller andet af den slags at gøre, så er det alligevel denne bog du skal have fat i. For den er smuk, spændende og godt fortalt. Bogen er udkommet i forbindelse med Pontus Kjerrman’s afgang som lektor ved Det kongelige danske Kunstakademis billedhuggerafdeling.

Han, der er født i 1954, begyndte selv som elev ved Kunstakademiet i 1979, og har gennem de sidste 35 år undervist samme sted. Han arbejder i et figurativt formsprog, hvor mennesker og dyr smelter sammen til eventyrlige væsener; særlig hestemennesket er en figur man møder på stræder og torve rundt om i landet. Han er inspireret af oldtidens egyptiske og græske kunst, og han benytter den kunsts frontalstilling i sin figurkomposition. Og meget sprudlende i deres fortællinger.

Bogen ”Formning og støbning, stuk og skulpturteknikker” er en viderebearbejdning af det gipskompendium, som han har arbejdet på i alle årene på Kunstakademiet og kan læses, som en praktisk manual, til disse teknikker og processer.


Dertil kommer beretninger fra hans undervisning på gipslaboratoriet og personlige historier fra den tid, samt en række andre anekdoter og historier, han har hørt om undervisningen i billedhuggerhåndværket på Kunstakademiet de sidste 100 år, som da Utzon Frank (1888-1955) kom til og arbejdede sammen med Joakim Skovgaard (1856-1933), der udvirkede, at der kom en masse håndværk ind i arbejdet med mosaik, gips- og bronzestøbning og fresko på akademiet. Og traditioner handler jo netop om at give videre og overleverer. Og denne fornemme tradition er det nu, at Kjerrman på fornemmeste vis videre giver til os og fremtiden. Bogens layout og de mange fotos og illustrationer er prikken over i’et og er en sand guldgrubbe at sidde at kigge i. Bogen er både fin kunsthistorie og oplysende håndværkshistorie. Den er personlige betragtninger og fortællinger. Kjerrmans videre giver her en arv til kommende kunstnere om teknikker med mange hundrede år bag sig, til evig arv og eje, men bogen kan også læses som et inspirerende dokument for alle andre, der interesser sig for kunsten og hvorledes den bliver skabt.

Troels Laursen




Blixa no 8

AnmeldelserPosted by Troels Fri, June 28, 2019 09:18:05

Soja i rullen

Tryk i Nordjyske den 26. juni med fem stjerner ud af seks

Blixa Artzine no.8, papirrulle

Oplag 62 eksemplarer – deraf 20 eks. Hors Commerce, 42 eks. i handel

Pris: kr. 250,-

Mål: 5 meter lang og 78 centimeter høj

Bidragydere: Claus Carstensen, Jonas Okholm, Klaus Høeck, Anders Brinch, Kamilla Mez,

Peter H. Olesen, Mie Olise Kjærgaard (originalgrafik), Astrid Winsløw Hammer,

Lisbeth Eugenie Christensen, Iben Toft Nørgaard, og redaktørerne Niels Fabæk og Nils Sloth.

Kan købes her:

KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg

Artbreak Hotel Værkstedsgalleri, Aalborg

Bladr, København




Holdet bag det aalborgensiske artzine, Blixa, Niels Fabæk og Nils Sloth, der altid udkommer som et kunstværk i sig selv, udgiver nu deres ottende udgave.

Og endnu engang bryder de formatet for et magasin. Tidligere har vi oplevet den som et destillat og som kassettebånd og en mulepose og meget andet. Denne gang er det som en fem meter lang rulle på to kæppe.

Og man kan stå med det som var man en rabbiner i synagogen og læser op at Toraenrullen. Dog kan det anbefales, ligesom så meget andet i livet, at være to om det. For som i toraen, så handler det om at lære. Og det gennem nysgerrig undersøgelser, som alle bidrag sprudler af. Og det er kras soja i rullen.

Rammen for rullen er ”utopi/dystopi”, om det gode harmoniske sted, og det lige modsatte, det dårlige og forkerte sted. Det samlede værk er et sted, der mellem idealdrømmene og frygtens mareridt. Niels Fabæks foto fra den gamle lufthavnsvej i Lindholm, med en gammel træport, sat sammen med fotos, af den nye og skræmmende arkitektur fra Eternit-grunden, er det, der sætter gang i temaet.

Digtet, af Jonas Okholm, er rullens bort, på 500 ord og mere end 10 m langt, som det går rundt og bider sig selv i halen, som et never-ending fortællende digt om en moderne Thomas More, der kan læses rundt og rundt og man kan begynde hvor man vil og opleve nye ting end gangen før man læste det. Astrid Winsløw Hammer kommenterer skarpt på et aktuelt politisk emne angående en vis ø, som er langt fra Thomas Moore’s bog: Utopia (fra 1516), som skildrede drømmen om et idealsamfund, hvor alle var lige.



Endnu et digt, af Klaus Høeck, er med. Og Claus Carstensen bidrager med tre stærke og voldsomme s/h tegninger, der typisk for ham, hører med i dystopiske, så både litteraturens og billekunstens superliga er med.

Nils Sloths eget bidrag med Pia K. er som en balance, op imod Claus Carstensens bidske hund. Og leger med politisk dystopia. Et afslag, med begrundelse, fra en kunstner er også taget med.

Og som i al god kunst bliver man inddraget, som i lokale upcoming kunstner, Kamilla Mez’s værk, hvor man selv fylder værket ud på finurligvis og råber det ud af vinduet bagefter.

Mie Olise Kjærgaard, er den der bidrager med det originale kunstværk, som Blixa altid indeholder, et linoleumssnit, der trods sit s/h, kunne være et optimistisk langt ude i skoven vision.




Lisbeth Eugenie Christensen tegner, som altid fjerlet og poetisk med en fin streg. Iben Toft Nørgaard’s bidrag udspringer fra et kunstnerisk eksperiment, om hvad der kan siges med fraklippet, så lagene bliver skulpturelt og danner skygger, der ses som en flænge mellem de forskellige lag.

Anders Brinch to bidrage er fra en større serie tegninger, er lavet med vandopløselige farveblyanter, en blok med akvarelpapir og små forsyninger af vand og hvidvin og står som flotte organiske figurer i sort og rødt.

Blixa i 8.udgave er rullende sojastærk kunst, der aldrig får ende. Og man kun kan glæde sig til, at se hvilket format, det så bliver i næste gang.

Troels Laursen






Kunst ved Hanstholm fyr

AnmeldelserPosted by Troels Wed, June 19, 2019 16:25:01

Kædereaktioner

Trykt i NORDJYSKE den 18. juni med 4 stjerner ud af seks

Menneskelig tilstedeværelse

Det Nordatlantiske Fyr

Hanstholm

Indtil den 10. august




At sætte spor er vigtigt og nogen gange farligt. Ikke mindst, når det gælder miljøet og klimaet, der har vore spor konsekvenser og er mærkbare. Og det er til debat: Hvor store spor har vi sat og kan de viskes ud eller bare jævnes en smule?

Og lige nu på det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm vise fire samtidskunstnere fra områderne i det Nordatlantiske, deres værker som et visuelt indskud i debatten.

Og de forholder sig alle til samspillet mellem mennesker og natur. Det skrøbelig samspil, må man tilføje, for alle kunstnere sender advarsler, men også håb ud for netop mennesket, der presses i naturen og for naturen, der presses af mennesket. Og på den måde er der tale om samtidskunst, ud fra den enkle forståelse af genren, at de forholder sig til det, vi diskuterer lige nu og måske endda slås med og om. Det vi gør har konsekvenser, som i en kædereaktion.



Og kædereaktion er der på spil i norske Wenche Kvalstad, som viser udstillingens stærkeste værk, når hun spørger om, hvor blomsterne er henne, og viser at når de er væk, så er bierne væk, og så er der ingen honning og dermed heller ingen bamsebjørne. Værket er skræmmende og morsom i sin enkelhed. En budcykel pakket med papkasser, med de blomsterfrø, der er ved at forsvinde og så en grøn mark med en hær med mere end 100 honningsultne plysbamser, der bare vente. Det er sjovt, men også uhyggeligt, for de stirrer. Og spørgsmålet runger: Ingen blomster, ingen bjørne og hvordan skal I så lave plysbjørne til jeres børn, ja, hvad skal I i fremtiden trøste dem med? Nogen burde tage den cykel og så komme af sted og få sået nogle frø. Værket er er mærkbart og meget nærværende.



Den anden norske deltager, er Yngvild Nergaard, viser malerier. De er alle rumlige og handler om menneskets bygningsspor i naturen og søgen deri. Det er både arkitektur og natur. Farverne er for det meste nedtonede naturfarver og er smukke. De små figurtegninger der er hen over det der kunne være abstrakt er små fortællinger om, hvem der i agttager hvem i naturen og er som små teaterscener. Hun arbejder i øvrigt sammen med Hanne Ekkoren i værkstedet, som kan besøges, om hjemløse, skjulte steder som er lige midt i blandt os. Uden vi syntes de sætter sig spor. Deres fælles projekt, som er undervejs, er et spor, til minde og synliggørelse af det glemte.



Kaisu Koivisto, fra Finland, udstiller skulpturer, der letgenkendelige dyr, men som alligevel langt fra er naturlige. De er kloninger og vanskabninger i stål og pels eller læder. Og det er fra eventyrverden med Bambi, der er skud af en pil, og Snehvide, i hvidt kaninskind og dukker, der skræmmer og stiller spørgsmålet, hvor langt kan og må vi gå i vore avlsprogrammer. Udenfor i redningshuset, stritter et stort rødt dyr ud af porten. Det er lavet af skotten Steve Messam. Den var først ved åbningen i en bunker på stranden, og handler, med sine pigge, om forsvarsværker, naturens egne, så selv den hårde beton, ”overgroes” af naturen, som lige så stille overtager magten igen. Naturen søger balancen og værket er både, med sin røde farve til advarsel og imødekommende. Den ville have stået stærkere om den var blevet i sin bunkerskjul og derfra udvist et forsvarsværk. To andre værker, der også har været opsat i nærheden, kan ses om fotos, men er kun en afglans af det der havde været. Udstillingen er bredt over syv rum og alligevel hænger det sammen. Og så er stedet i selv et besøg værd, om end selve fyrtårnet ikke rigtig er i brug. Den kunne have været udnyttet langt bedre. Men alt i alt, en udstilling, der er for mennesker i alle aldre, og som sætter sine spor af kædereaktioner.

Troels Laursen



Leonardos Univers

AnmeldelserPosted by Troels Sat, June 15, 2019 09:06:09

En mand, der ville studere alt

Bragt i NORDJYSKE den 14. juni med fem stjerner ud af seks

Leonardos univers

Carl Henrik Koch

352 sider, illustreret

500,-kr

Lindhardt og Ringhof


Selv om det er femhundrede år siden, at Leonardo fra byen Vinci (1452 – 1519) er død,

så lever han stadig. Og forleden kunne man læse at en professor i psykologi på King’s College i London har diagnosticeret ham til at have ADHD, og vigtigere, så har Carl Henrik Koch udgivet et gennemarbejdet og smukt udstyret værk. Interessen for maleren, der også var billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder vil ingen ende tage.

Det er over 80 år siden, at der er udkommet en dansk biografi om da Vinci, men med denne store bog kastes, der et nyt lys over en af den vestlige kulturs mest fascinerende skikkelser. I én og samme person forenede han et virke som kunstner, videnskabsmand, ingeniør og filosof. Han efterlod sig værker som Mona Lisa og Den sidste nadver, banebrydende studier i den menneskelige anatomi og skitser til de mest forunderlige maskiner bl.a. flyvemaskinens og helikopterens forgængere.

En mand med mange jern i ilden og det er også derfor og som historiske optegnelser viser, at Leonardo brugte overdrevet meget tid på at planlægge projekter, men manglede vedholdenhed, at hans ADHD skulle kunne forklare aspekter af hans temperament og hans underlige, lunefulde geni, der drev han til at ville studere det hele. Det kan man så mene om hvad man vil.



Bogen her er meget mere videnskabelig og vederhæftigt i sit portræt af dette renæssancemenneske, forstået bogstaveligt. Og i bogen føres vi let og elegant tilbage til renæssancens Italien og den samtid, Leonardo levede i. Det er en opbruds- og omvæltningstid. Og vi får den dramtiske historie om Firenze som renæssancens centrum for al det nye og de nye tanker. Koch har Giorgio Vasari som vigtig kilde og denne grundlægger af faget kunsthistorie tildeler Leonardo et omfattende kapitel i sin bog med kunstner biografier fra 1550 og har kendt mennesker fra kunstnerens egen kreds. Man får for eksempel den herlige historie om Leonardos første ”bestillingsværk” og man ser han levende for sig som en ung mand, med sans for dagliglivets udfordringer. Billedet ”Mona Lisa” kender alle og Koch formår alligevel at hive detaljer frem, så det berømte kvindeportræt, med eller uden smil, får disse ord med på vejen: ”Mange af tidens kvindeportrætter har træk fælles med de talrige fremstillinger af den ydmygt smilende Maria” hedder det. Han antyder dermed, at portrættet skal ses, som var det Jomfru Maria, uden barn.


Bogens gennemgang af Leonardos mange ”opfindelser”, der forudser en masse moderne teknik, men som den gang ikke kunne lade sig gøre, ikke bare forbi teknologien manglede, men også fordi skitserne ikke var hel gennemtænkte, og slet ikke så detaljerigt og indsigtsfulde, som hans anatomi.Hans tegninger af menneskekroppen og dyr er uforlignelige og en hel skat i sig selv i bogen.

Koch slutter bogen af med et bud på, hvordan vi skal forstå dette sammensatte menneske i dag og gør dermed bogen til mere end en hyldestbog om en afdød stor kunstner, men også til en bog, der taler ind i vores egen nytid og fremad. Bogen er smukt udstyret med et stort udvalg af Leonardos malerier, skitser og tegninger.

Ja, så selvom det er et halvt årtusinde siden Leonardo døde, så lever han. I bedste velgående, ikke mindst på grund af denne flotte bog om manden, der ville studerer alt.

Troels Laursen






Kunst og sindsyge

AnmeldelserPosted by Troels Sun, June 09, 2019 16:09:42

Kunst og Sindssyge

Trykt den 8. juni med fire ud af seks stjerner

Smitsomme sindslidelser før og nu med Særligt henblik paa de nyeste kunstretninger

af Carl Julius Salomonsen

Sider: 166 Pris: 200, - kr.

Forlaget: Æther


Bogens forside, hvor billedet er sløret, som et udtryk for en synsforstyrrelse eller lige frem en sindslidelse. Her flagellanter, fra et Limburger krønike (fra 1349), hvor den sygelig trang til selvpinsler er skildret.

Det er sjældent at et foredrag, der handler om kunstsyn og kunstens vilkår, skaber de store overskrifter i pressen, om end netop kunstforståelse og kunstsyn ofte kan skabe følelsesladede diskussioner. Denne bog med bakteriolog Salomonsens foredrag, og nogle reaktioner på den, er det, der skulle få overskriften: dysmorfisme-debatten. Salomonsen havde i 1878 havde gjort den opdagelse, at tuberkulosen er en infektionssygdom og det er vigtigt, fordi det viser den autoritet, som han var i besiddelse af, da han fremkom med denne kontroversielle teori, som gik ud på, at betydningsfulde tendenser i den moderne kunst kun lod sig forstå ud fra patologiens synsvinkel og skulle anvendes til at karakterisere en kunstretning, som han opfattede som en unaturlig dyrkelse af det hæslige og vanskabte. Det var moderne kunst, som kubisme, futurisme, dadaisme og ekspressionisme, teorien var i opgør med.

Carl Julius Salomonsen afbildet i ”Vore Herrer” fra 1919 som en olm tyr, der har set sig gal på et moderne maleri. Han stemplede tidens avantgardekunst som udtryk for dysmorfisme, dvs. en sygelig hang til hæslighed, uden at finde tilslutning til sin opfattelse blandt samtidige psykiatere.


Foredraget og den senere bogudgivelse skabte opsigt, og tyder på, at han har opfyldt et behov for en forklaring på de nyere fænomener i kunsten. Det er tydeligt, at hans betragtninger er funderet i en bred orientering om den nyeste kunst i ind- og udland. Og til grund for hans indlæg ligger ikke kun uvilje, eller forargelse, over for alt nyt og uvant, men et kunstsyn, som Salomonsen og øjensynlig mange med ham så alvorligt truet af den modernistiske tendens, der havde manifesteret sig i de umiddelbart forudgående år.

Salomonsen betragter ikke al modernistisk kunst som udslag af sindssygdomme. Han ser en særlig tendens, der på Salomonsen virker sygeligt, er naturfjernheden og uskønheden, det, at kunstnerne af alt i naturen, hvoraf der kunne frembringes noget skønt, alligevel vælger at frembringe, det sygelige, som det uskønne og, som vanskabt.

Salomonsen fortsatte frem til sin død i 1924 med at samle materiale om den moderne kunst og de diskussioner, der knyttede sig til den. Materialet er i dag på Det kgl. Bibliotek, hvor det opbevares som Carl Julius Salomonsens Særsamling. Heri findes et righoldigt materiale bestående af bøger, tidsskrifter, optegnelser og manuskripter, der giver et indblik i hans arbejde med spørgsmålet og hans syn på modernismen. Han ønskede ikke at drage direkte politiske konsekvenser af sit kunstsyn. Senere tog nazisterne i deres kampagne mod ”Entartete Kunst" politiske midler i brug til forsvar for et kunstsyn, der hvad betragtningerne om sygelighed angår, var meget beslægtet med Salomonsens. Kunsten er altid under pres. Den gængse opfattelse af ”god kunst” er oftest den ukritiske og ufarlige kunst. Derfor er denne lille udgivelse af stor betydning i dag. For kan teorien gå hen og få en opblomstring her i vor egen tid?

Troels Laursen

Carl Julius Salomonsen, 1847-1924, dansk læge og bakteriolog, der indførte den medicinske bakteriologi i Skandinavien efter udenlandske studieophold, hvorunder han i 1878 havde påvist, at tuberkulose er en infektionssygdom. Fra 1883 var han lektor i bakteriologi ved Københavns Universitet og blev dermed verdens første indehaver af en lærestol i dette fag. Han oprettede i 1895 Serotherapeutisk Laboratorium der i 1901 blev omdannet til Statens Seruminstitut med Salomonsen som direktør 1902-09. I 1907 var han medstifter af Medicinsk-historisk Museum og 1909-10 rektor for Københavns Universitet.



Poul Winther i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 22, 2019 14:04:30

Bevægende opstillinger

Trykt i NORDJYSKE den 21. maj med fem ud af seks stjerner

Poul Winther - Ting, ingenting og alting

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 18. august 2019


Poul Winther var født i Skagen og livet igennem markerede han sig som en moderne Skagen kunstner. Og ligesom de klassiske skagenskunstnere, fandt han sine motiver ved havet. Helt bogstaveligt. Vraggods og indlandskylede ting som kork, plastik, træ og metal og andet værdiløst, gengav han i malerier, grafik eller de blev til skulpturer i sig selv. Altid stillet op og stillet sammen.

Denne udstilling skulle have været en fejring af kunstnerens firs års dag, men da han døde sidste år, er den blev til en retrospektiv udstilling, der står som en flot mindeudstilling, hvor hyldesten også mærkes og giver indblik i Winthers kunstneriske udvikling fra 1950’erne til 2010’erne.


Udstillingen viser et tidligt landskabsbillede fra Skagen ellers er det ret hurtigt at han finder både sin stil og motivkreds, hvor hans indsamling ved havet og den efterfølgende iscenesættelse bevirker, at tingene opleves som bærere af fortællinger, sætter gang i følelser og laver stemninger. Det er stillestående opstillinger, der bevæger, som de står der i et møde mellem ligheder og forskelligheder, mellem lyset og skyggerne. Ja, man må forundres over alle de forskelligheder, han kan finde, i det der ved første øjekast ligner hinanden. De er på lærredet og de er på podier i samlinger, så man kunne fristet til selv at flytte rundt på genstandende og lave den bevægelse, der findes på væggene.



De to malerier “Chet Baker” I og II er blandt udstillingens hovedværker. Winther skabte malerierne både som en hyldest til og nekrolog over jazzmusikeren Chet Baker (1929-88), til et liv og en musik, hvor den melankolske side er fremtrædende, eller hvor man også tør se skyggerne, for måske bedre at kunne tåle al lyset. De to værker, er ens, bortset fra farverne, en er sort/hvid, den anden med få lysende gule og blå farver, ligesom lagt ind over den sort/hvide. Den lille forskel giver den store betydning.

I opstillingerne er der også en politisk vinkel, som hele 21 mindre værker, der udgør serien: Mandela, efter et tilfældigt møde med ham. Og man ser de mange følelser det møde satte i gang hos maleren. Et ældre værk som ”Krigsblind” har samme voldsomme fortælling i sig, og i det værk, ses det tydeligt at en af Winthers læremestre var Svend Wiig Hansen (1922-97). Den Frederikshavnsfødte og skolekammerat med Winthers far, Karl Bovin (1907-85) var en anden, der vejledte den ellers selvlærte maler.


En serie med citroner, flytter os fra Skagen, men opstillingen er stadig i centrum, som et stilleben, i billedgenren, der viser naturen frosset i en ubevægelighed. Men som bevæger beskueren. Det gælder også disse små citroner, der bliver til små elementer i et uendeligt univers, som var de Cezannes’ æbler og ”det rene maleri”. Og vi ser pludselig nærheden i det vi ellers oftest ser hen over eller forbigår. Det er undersøgelsen af gentagelsens forskydninger og det hele er cirkler, cylindre, trekanter og kvartrater, der balancer med en sjælden nærvær og ro. Ud over opstillingerne er der også nogle ældre selvportrætter, der fremstiller et følsomt mennesker, hvilket også den lille film, ”Havgus, sand i øjnene” fra 2003 af Pier Marie Andersen fint får vist. Et levende portræt, som er med til at bygge til ved selve oplevelsen af udstillingen og manden, som vises og hyldes. De godt hundrede værker, samt mange flere i den grafiske udstilling på 2. sal, hvor de fleste er lavet på Grafisk Værksted i Hjørring, lugter af hav, sand og blæst. Det er en masse ting, der fremstår som ingenting, men som bevæger sig, til alting. Det er en sand fornøjelse.

Troels Laursen

Faktaboks:

Poul Winther (født i Skagen i 1939 og død i København i 2018) boede og arbejdede i Skagen og København. Han var uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Som kunstner var han autodidakt – dog modtog han vejledning af kunstnerne Karl Bovin (1907-85) og Svend Wiig Hansen (1922-97). Winther debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1958 og var medlem af kunstnersammenslutningerne Koloristerne og Vrå-udstillingen fra hhv. 1963 og 1965.



Theis Wendt i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Sun, May 19, 2019 15:28:39

Mørkets lyse sider

Trykt i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner den 15. maj.

THEIS WENDT

NEGATIVE MEADOW

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 30. JUNI 2019

Kunsthal nord ligger hen i et halvmørke for tiden. Og det er både skummelt og trygt. Skummelt fordi det kan være svært at se hvad virkeligheden er og trygt, fordi mørket har sin egen ro og huleagtige sikkerhed. Det er ganske stramt iscenesat.

Det begynder næsten som på en eng, den negative eng, som titlen referer til. Eller videoinstallationen, som med teknik, forholder sig til de bevægelser, beskueren gør sig, hen over gulvet, handler om det usynlige fortid. Og hvad er det så? Ja, her er det træernes sorte skygger, der spiller hen over gulvet, så man kun forsigtigt betræder det og måske kun går langs væggen. Det negative er lysets skygge. Som så, på forunderligvis, mens man går der, bliver til mørkets lyse sider. Og det er let, trods mørket. Ja, den Gammeltestamentlige salme, om de grønne enge og tryghed ved dens vandløb, flyder med ind i ens bevidsthed og man ledes. Og tiderne blander sig og flyder sammen til et meditativt nu.



Theis Wendt (f.1981) er optaget af forholdet mellem de romantiske repræsentationer af mennesket og naturen, hvor mennesket kunne beherske naturen, noget der stadig gør sig gældende i dag, og så dette mørke, som er et mere dobbelttydigt indblik i, at mennesket med sin globale opvarmning kan gøre selv de grønneste enge sorte. Og så handler det om virkeligheden eller rettere hvorledes vi ser virkeligheden og hvordan det påvirker alt vi gør. Og med et filosofisk bagtanke a la René Descartes (1596 – 1650), der sagde: ”Dubito ergo sum, Jeg tvivler (på alt) og derfor er jeg”. Udstillingen er en slags skovtur, under træers skygge, en varm sommerdag. En virtuelt naturoplevelse, der sætter sanserne i gang, men er det virkeligheden vi sanser? Denne tvivl sniger sig ind i Wendts univers, overalt. Er det vi ser, virkelighed eller bare noget vi tror er virkelighed? Et rum med værker, med vinduer, der ikke kan ses igennem, der indeholder indstøbte persienner, stiller det samme spørgsmål, mens man står og kigger på disse fysiske værker, og funderer over og man står udenfor og kigger ind, eller står indenfor og kigger ud mellem de mørklagte persienner.



De er både det de forestiller, vinduer, men samtidig ”kun” et billede af et vindue, og hvad er sandheden eller virkeligheden så? I de bagerste rum er det også vinduet og dets funktion, der sat i spil for her er kunsthallens vinduer blokeret med spejle og tekstiler foran. Og det hele spejler sig i hinanden, og en interferens opstår som et nyt billeder, der skyder sig ind og giver endnu et skub til virkelighedsopfattelsen. Wendt viser også en serie plasticafstøbninger af et maleri. De er en form for abstrakte landskabsmalerier og er hel klassisk i sin tre-deling af et maleri af billede, medium og krop, men her er de tre dele imidlertid faldet sammen eller smeltet sammen til et. Det er billeder, som er malet indefra, og de skal hænger og svæver i rummet for netop at understrege, at de er objekter og ikke malerier i traditionel forstand. Det ligner noget vi kender og er alligevel noget andet og virkeligheden forrykkes.



Otte støvsugere indgår også som objekter. Det der normalt, praktisk nok, er inden i støvsugerposerne, er her på ydersiden af støvsugerne, så alle vore ellers rene overflade, udadtil, er vendt på vrangen, så et hvert tilløb til et glansbilleder krakelerer. De står i et rum, hvor væggene er optiske bedrag, så man tror rummet ender hvor der plejer at være en dør, og forsætter hvor der plejer at være en mur. Det er legende og det er forløsende. Det handler om at tvivle og være til.

Det er mørkes lyse sider og velkommen indenfor til en masse spørgsmål om den virkelighed du så, da du kiggede efter.

Troels Laursen

Faktaboks:

Theis Wendt (f. 1981) blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2002-2008. Han har været meget aktiv på kunstscenen siden 2006 og har udstillet på talrige udstillingssteder i ind- og udland. Han har haft soloudstillinger på bl.a. Cinnnamon, Rotterdam i 2018, Projektrum D7 i København i 2017, Andersens Contemporary i 2014 og på Tranen i Gentofte i 2013. Bor og arbejder i København.



Next »