Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 11:04:04

Lyset ud af mørket

Trykt den 12. september i NOTJYSKE med fire ud af seks stjerner

TRANSMISSION FROM DARK SPACES

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil den 28. oktober

Det er ikke første gang, at kunstnere, der udstiller i kunsthallen, lader sig inspirerer af stedets historie og tidligere brug. Mere sjælden er det at rummene og deres egen råhed eller uenshed der kommer i spil, og selvom også denne udstilling i byens kunsthal, lykkes langt hen ad vejen, så kunne man ønske sig at rummene blev udnyttet mere. Men derudover lykkes det meste her for Nynne Livbjerg (f. 1967) og Pernille Priergaard Worsøe (f. 1969). De springer mellem materialer og medier, men de gør det meget konsekvent. Og selvom de viser hver deres værker, så er der en god sammenhæng i udtrykket. Fra installation til video. Installationerne, ofte udført af Livbjerg, er rummelige værker, der med flere materialer fortæller om gangen fra mørke til lys, både op ad jorden og ud i rummet. Som det store ”The nights boils”, hvor man fornemmer kraften i energien, der får vandet til at koge, og at den energi kommer fra det sorte uigennemsigtige dyb, inden det springer ud i gennemsigtigt blåt.


Udstillingens titel er ”Transmission from dark Spaces” og de to kunstnere vil lade mørke og lys mødes i en form for erkendelsesrum, der peger i retning af altings iboende dualitet. Det hele handler om tilværelsens kontraster og modsætninger, som skønhed og forråelse, samfund og natur, drøm og virkelighed; alle velkendte fænomener, som vi er fælles om, ved at være mennesker lige nu og her.

Der skal meget mørke til før end selv det mindste lys bliver slukket, sådan kunne man sammenfatte denne udstilling, der leger med det mørke stof fra sorte huller til kul, og det lette lyse fra humor til drømme. Det er tungt og det er vægtløst. Man kan blive bange og lettet. Det er der kommet en inspirerende udstilling ud af, der, som nævnt, forholder sig til stedets historie, hvor det sorte kul blev transformeret til hvidt, elektrisk lys. Det handler om en overfølelse af energi fra et til noget andet. Fra et gammelt dødt fossil til noget levende i bevægelse. Fra død til liv. Den knap 6 minutters lange video, skabt af Worsøe, med musik af hende selv og Lasse Smed, er et meget enkelt og smukt udtryk for netop dette. Vi kører baglæns gennem en tummel, der svinger, så man aldrig kan se hverken udgangspunktet eller endemålet. Det er som livet selv, uoverskueligt og i fart. Den flotte musik skaber en optimistisk stemning, trods mørket. Teksten låner lidt fra Leonard Cohen om at der er sprækker i alting og det er der lyset kommer ind. Et værk, man kan se mere end en gang. Worsøe står også for en lille videolup på tre minutter med svævende måger foran et kirketårnet i diset lys. Det lette og det tunge i et udtryk, og er det som disen letter, eller er det bare ens egen stemning, der sætter ind? Mange sådanne spørgsmål dukker op rundt i rummene. Og hvad er det for et stativ, til en stor kjole uden skørter, der hænger der på slagterkroge sammen med det lille servitriceforklæde af gummi med fjerkost i, og et gummihjerte med vener, er det forbudt erotik, hvor det mørke i menneskets udfoldelser, kommer frem i lyset eller er det..? Det store værk, ”Unknow transmission”, er den ukendte forbindelse mellem det underjordiske og det overjordiske på vores klode eller det indre og ydre i os selv.


Ligesom de to rumdragter, et i hvidt og et i sort, der hænger mennesketomme, opfordrer og udfordrer til en indre og ydre rejse. Et er værkerne, af Worsøe, er et tag-med-hjem-værk, nemlig en plakat, som publikum kan tage med sig hjem og derved sørge for at alle disse spørgsmål ikke bare får lov at blive hængende, men kan arbejder videre der hjemme, når man går forbi plakaten i sit eget køkken. Så tag bare fra. Der er nok, at hente i denne drøm af og om en kraftoverføring.

Troels Laursen


Faktaboks:
Nynne Livbjerg (1967) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1987-94. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, og har haft soloudstillinger på bl.a. Tranen, Overgaden og Huset i Asnæs. Hun er optaget i Kunstnersamfundet, medlem af BKF og har solgt til Statens Kunstfond.Nynne Livbjerg bor og arbejder i København.

Pernille Priergaard Worsøe (1969) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1990-1996. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, som bl.a. tæller Charlottenborg, Esbjerg Kunstmuseum, Brandts, Centro Lauroro Arte (Milano) og Aros. Hun er optaget i Kunstnersamfundet og medlem af både BKF og UKK.

Pernille Priergaard Worsøe bor og arbejder i København.

Foto: Niels Fabæk,



Anna Anchers rum

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 10:47:05

At se med Anna Ancher

Trykt i NORDJYSKE den 11. spetember med fire ud af seks stjerner

Anna Anckers Rum

af Lilian Munk Rösing

256 sider, mange illustrationer

Pris: 350,-kr

Gyldendal


Kunst handler om at se og at se på kunst handler mest om at iagttage. Med streg under agt, i den forstand både at agte og men også at tage sig i agt. I billedkunsten ser vi verden gennem et andet menneskes øjne. Bogstaveligt talt. Værkerne er et andet menneskes måde at se og opleve verden på. I billedkunsten bliver vores eget syn på verden hele tiden udfordret af den kunstner, hvis øjne vi låner. Og det gælder også for Anna Ancher, hvis syn ser så meget mere og så meget mere anderledes end de fleste af os andre. Så vi også selv ses. Og det formår Lilian Munk Rösing i sin bog om den kunstner i Skagen, der efterhånden får mest opmærksomhed, og ligesom er ved at overhale mændene, derude fra grenen.

Forfatteren er lektor i litteraturvidenskab, og nogen vil kende hende fra både DR og Radio24syv. Det litterær spejler sig igennem bogen, med blandt andre citarer af Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen og i mere filosofiske tilgange til værkerne gennem tænkere som Heidegger, men aldrig hel på bekostning af billedkunsten, og både billedkunstneren Kasper Heiberg’s, farvelære inddrages, og kendte danske kunsthistorikere som Mikkel Bogh, og Skagenkendere som Lise Svanholm og Elisabeth Fabritius. Men, formår alligevel, at få sat ind i en meget personlig læsning af Anna Anchers liv og værker.

I begyndelsen, som kan virke, i sin meget personlige stil, en anelse trættende, er der en del gentagelser, om håndens arbejde, som dog får lov at folde sig ud i det meget spændende kapitel: ”De (hånd)arbejdende”, hvor både iagttagelser af Anna Ancher’s rum og de mennesker, oftest kvinder, der er i dem, altid arbejder med hænderne. Det sættes ind i et perspektiv til vores egen tids forhold til arbejdet som noget der blot skal overstås, men der peges på den tids arbejde, som nok kunne tynge, men også sætte fri, da det ikke kun handlede om vor tids krav om effektivitet og præstation, men at arbejdet også kunne velsigne, som den gode protestant Anna Ancher var, selvom hun ikke hel fulgte mormorens indre missionske syn på livet hele vejen. Det hele er inddelt efter malerens skiftende rum fra barndommens rum over de håndarbejdendes rum til moderbilleder og mennesketomme rum. Og ind imellem dette krydsklippes der til forfatterens egne rum i både nutid, mens bogen skrives, og tidligere rum hun har færdes i i forhold til hendes emne. Det objektive er befriende lagt på hylden, som når hun, med overbevisning, giver sig i kast med at tyde flere Anna Ancher’s kvindeportrætter som bebudelsesmotiver med ærkeenglen Gabriel og Jomfru Maria. Ved sådanne læsninger sker der noget og noget er på spil.


Anna Ancher beskrives i øvrigt, som den fødte billedkunstner med sin egen iboende autoritet. Og selvom hendes atelier lå ved siden af gemalens, så forblev hun sin egen. Han beskæftigede sig med de store fortællende figurkompositioner, mens hun skildrede det nære liv i hjemme, og som oftest kvinderne og børnenes liv. Bogens udstyr er ikke optimal i forhold til layoutet, en anelse kedeligt på gulligt papir, der ikke gør så meget godt for illustrationerne og så det irriterende at tekst og værket, der skrives om ikke følges ad. Det giver en masse unødige stop i læsningen for at finde frem og tilbage.


Og selvom man med lethed kan syntes, at der er bøger nok om Anna Anchers liv og værk, ja om alle Skagen kunstnerne, så er denne bog et godt bud på, at det endnu ikke er et udtømt emne. Der sker noget i Munk Rösings læsning og iagttagelser, fordi hun på ikke er bange for at bryde det akademiske dogme med at sætte forbindelse mellem kunstnerens værk og kunstneren som menneske. Og hun sætter også sig selv spil i det hele, og får derved skabt noget intens og øjenåbnende for at se på Anna Anchers værker på en ny måde, så vi både ser og ses. Læs bogen og bliv selv en bedre iagttager.

Troels Laursen



Moderne glaskunst i Danske Kirker

AnmeldelserPosted by Troels Mon, September 03, 2018 09:09:01

Lyset gennem glas

Trykt den 2. september i NORDJYSKE med 4 ud af seks stjerner.

Moderne glaskunst i Danske Kirke

af Ole Villadsen

Forlaget Frydenlund

464 sider, pris 399,-

Ole Villadsen, der er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, har med denne bog lavet lidt af en kræftpræstation. Bogen er et opslagsværk og en billedguide over 195 kirker i Danmark, der siden 1960’erne er blevet dekorerede med nye og meget forskellige glasudsmykninger, og der er tale om alt lige fra kirkevinduer over altertavler til egentlige kunstinstallationer. Og det med guide skal forstås ret bogstaveligt. Bogen er lavet i et fiks og slidstærkt udstyr, der gør at den ville kunne holde til at være en del af bilens handskerumsbibliotekt eller for pilgrimsvandreren i rygsækken, så den altid er ved hånden, når man farer forbi en kirke og lige vil tjekke om den har noget spændende i glas. Det er en kort indførende tekst om kirken og dens arkitektur og interiør og så værkerne og mange fine fotos, over 11oo styks, som ofte viser glasværkerne både udefra og indefra Og det spændende og sjove ved glas er netop dens gennemsigtighed og dens brydninger af lyset i alle regnbuens farver. Det fascinerende spil i lyset gennem glasset. Kirkekunsten i glas står ikke stille, der udforskes og udvikles stadig nye metoder og et nutidigt formsprog, så det både respekterer det, ofte, gamle kirkerum og alligevel er tilpasset et moderne kirkeliv. Værkerne er udført af mere end 60 kunstnere gennem de seneste godt halvtreds år og fra hele landet og fra det nordjyske er der skildringer fra Abildgaard i nord til Aars i syd. Forfatteren har skrevet en kortfattet indledning om glas, både kunsthistorisk og kirke historisk set både herhjemme og ude i Europa. Og han fortæller kort og præcist om de forskellige teknikker ud fra kendte kunstneres arbejder, som Per Kirkeby og Tróndur Patursson. Bogen er en decideret rejseguide, men kan sagtens nydes som en indre rejse derhjemme sofaen samtidig med at ens horisont udvides. Bogen anbefales hermed til alle, der elsker glas og de danske kirkers mangfoldighed af kultur og kunsthistorie.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Den unge kirkekunstner Simon Aaen, med nordjyske rødder, og lige nu udstillingsaktuel på Dronninglund Kunstcenter, er repræsenteret med sin totaludsmykning af Iskov Kirke ved Ikast, hvor både altervindue og døbefont er udført i glas. Her altervinduerne.



Niels Bohr og Johs V. Jensen

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, August 23, 2018 16:48:02

Tale ved afsløring af Johs. V. Jensens buste af Niels Bohr 7.oktober 2017 på Johs. V. Jensens museet, Farsø

Det fortælles, at de gamle ægyptere satte i deres forsøg på erkendelse, som eksempelvis det at forstå hvad livet er, i relation til dets modsætning og her altså døden.

Livet satte de overfor døden.

Modsætninger satte de altid i relation til hinanden.

Nu nævnte jeg liv og død, som modsætninger, det kunne også have været mand og kvinde eller det gode og det onde.

Og de gamle ægyptere tænkte vel at for at kunne forstå det gode, måtte man også have indsigt i dens modsætning, det onde og på den måde hele tiden spænde principperne, værdierne eller tingen op i mod hinanden, for at kunne forstå eller se, hvad de var og betød.

Niels Bohr, beskrev i kvantefysikken, hvordan en partikel på samme tid er en partikel og en bølge.

Eller som han også sagde – ikke bare om partikler: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

I dag står vi her omkring en buste af Niels Bohr, den store videnskabsmand.

Og selvom vi aldrig har mødt manden i levendes live, så ville de fleste nok kunne genkende ham i dette portræt.

Og portrætter er jo altid spændende og noget af det første vi nok ser efter er om vi kan genkende ham eller hende, der portrætteres. Og måske vi vil lede efter lighedstræk og udtryk vi kan genkende.

Jeg kunne tro at de bedste portrætter er dem, der ikke bare ligner, men også skildrer det menneske, der portrætteres.

At de viser og specielt i dag, viser Bohrs karaktertræk. Hvem han var, ikke bare i det ydre, men også i det indre. Inde i sjælen, om jeg må bruge det udtryk.

Ordet: portræt har vi, som så mange andre ord, fra latin ”protractum”, og betyder egentlig: ”hvad der drages frem for lyset”.


Så i et portræt handler, det ikke kun om at få det til at ligne, men i høj grad også i at få det der ikke lige kan ses, trukket frem fra skyggen og ind i lyset.

Og måske, hvis vi skal blive i både Bohr og de gamle ægypteres forestillinger om modsætninger, så kan vi ikke se lyset uden skyggen og omvendt. Vi ser ikke skyggen, hvis der ikke er lys.

Denne buste er af hård bronze, men alt efter hvor vi står, og den står, så falder lyset og derved dens skygger på forskelligvis.

Og på den måde lever den om end, den er støbt i et dødt materiale.

Udtrykket lever i den, i lyset og skyggen.

Vi ser de fyldige læber og den kraftige næse. Vi bemærker de to rynker i tanken og øjne, der ligger bag de store ørenbryn. Vi fornemmer en mand, med lune og mange tanker og med næse for livet og ordene. Jeg begynder at forestille mig, hvorledes det var at sidde ved bridgebordet sammen med ham, både når han rynkede på næsen og samlede brynene og øjne lyste frem fra deres gemmer. Og vi ser mere end de kan ses.


Buste eller byste, er oprindeligt en skulptur der forestiller et menneskehoved og noget af overkroppen. Ordet kommer af latin ”bustum”, der betyder "ligbrændingssted" eller "ligbål", og viste i antikken tit et brystbillede af den afdøde på et gravmonument.

Busten var for at mindes den afdøde. Og var en hædersbevisning og et slags testamente til eftertiden, om denne person, som har udmærket sig på en eller anden vis.

Og når Johs. V lavede en buste af vennen Bohr, i levende live, så var det ikke kun for at mindes ham, men også for at fange ham. Fange ham i et øjeblik og derved fange et menneske i det flygtige liv, så det fastholdes. Fange ham midt i livet og lyset, så det blev fasthold, efter døden og alle skyggerne.

Og en buste, et portræt er at fange det der ikke kan fanges, nuet. For i det øjeblik vi siger nu, så er det allerede før. Portrætkunstneren skildrer derfor heller aldrig et øjeblik, men mange øjeblikke, som så fryses fast et en bevægelse, et nu, der er stivnet.

Og jeg forestiller mig at Johs V har haft masse af fotos og ikke mindst erindringer, måske fra deres kortspil, inde i sit eget hoved, da han lavede dette portræt.

At kunne lave et udtryk, kræver mange indtryk.

Og derfor er et portræt et mellemmenneskeligt sprog. Et sprog, der giver os mulighed for at få en indsigt, via kunstnerens øjne og derved udvide vores egen horisont, så vi ser, mere end der kan ses.

Bohr, blev blandt andet kendt for at være med i det arbejde, der kaldes fissionen, der delte det udelelige. Det handlede om, at dele det kan ikke kan dele op eller det der ikke kan snittes op, som er hvad atom betyder på græsk.

Og et portræt er på sin vis også noget der fremstår som hel og udelelig, selvom det består af mange dele, former, flader og farver.

Og et mennesket består af det samme hele livet igennem, men er alligevel foranderligt hele livet. Mennesket er en helhed, og dog deleligt.

De gamle grækere mente ikke atomet kunne deles. Atomet, var for dem, denne den mindste del af livets byggestene. Men det kunne det, viste blandt andre Bohr og nu er han selv delt op i to: med en buste her og en på Niels Bohr instituttet i København.

Det, der ikke kan deles, det gør naturvidenskaben, som deler naturen, herunder mennesket op i de mindste dele og vi slet ikke færdig endnu.

Og litteraturen gør det samme og ofte forsøger den så at sætte delene sammen igen, i de store fortællinger eller i en de store beretninger om mennesket, i myter, eller erindringerne. I portrætterne.

Derfor er naturvidenskaben og litteraturen, det såkaldte humaniora, og herunder religionen, ikke kun modsætninger, men supplementer til hvorledes vi ser og forstår vores verden, vores virkelighed. Eller som han sagde, ham, der delte det udelelige: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

Videnskaben spørger altid hvordan, mens litteraturen, herunder bibelen, altid spørger om hvorfor.

Og sammen bliver de to, hvordan og hvorfor, til et bredere spektra af vores livsforståelse og livssituation og måske var det derfor forfatteren og videnskabsmanden kunne spille bridge sammen. Et spil, der bygger på fantasi, logisk sans, etik, psykologi, samarbejdsevne, selvdisciplin osv. Men også spillets astronomiske muligheder er fascinerende, både for den litterære, der blander kortene i sine fortællinger og videnskabsmanden, der deler naturen op i de mindste dele, for de 52 kort kan fordeles på 1 milliard x 1 milliard x 20 milliarder måder til de fire spillere i et spil bridge!

Bohr skulle have sagt: Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel. Eller sagt på en anden måde: Ingen bliver nogensinde udlært, hverken i det udelelige, i det der ikke kan deles eller i livet som sådan.

Om end, man kan sige, uden at modsige det andet, det eneste livet kan er netop at blive delt. Delt med de andre. Ligesom disse to, Johannes og Niels delte kortspillet og den sociale relation, der kom ud af det, blandt andet denne fine buste, der nu er til-delt os.

Jo, livet kan deles, for det er ikke udeleligt, det véd både litteraturen og videnskaben

Og mit ønske i dag kunne være: Lad nu denne buste af en videnskabsmand skabt af en litteraturmand, være et godt pejlemærke, om modsætningerne og lighederne, for kunsten og livet. Eller bare for os.

Tillykke med busten.

Så værsågod at dele.


Forhistorien:

Bohr i både gips og bronze.
Gipsbusten, som nu er blevet støbt i bronze, blev fundet i forfatterens sommerhus i Tibirke i Nordsjælland, og det er med tilladelse fra Johannes V. Jensens (1873-1950) barnebarn, at museet nu har fået lavet en bronzeafstøbning af busten. I samme ombæring blev der også støbt en bronzebuste til Niels Bohr Instituttet i København. Den udlånte gipsbuste fra sommerhuset i Tibirke vender nu tilbage til Jensens efterkommere.

Hvorfor en buste af Niels Bohr på museet i Farsø? Svaret skal søges i sommerlandet i Tibirke Bakker, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) havde et sommerhus. Blot et stenkast herfra lejede Niels Bohr (1885-1962) en feriebolig, og stien mellem de to huse blev kaldt ”bridgestien”, fordi de to familier spillede bridge sammen. Senere købte Bohr sit egen sommerhus, og udover samvær med kortspil sås de to familier jævnligt ved den omfattende selskabelighed, som i sommertiden udfoldede sig i Tibirke mellem områdets kunstnere og intellektuelle. Også Bohrs og Jensens sønner var hyppige gæster hos hinanden i forældrenes sommerboliger.
Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i Litteratur i 1944 og Niels Bohr sin Nobelpris i Fysik, 1922.

Troels Laursen

Gl. Ullits





Berit Heggenhougen-Jensen i Aars

ÅbningtalerPosted by Troels Tue, August 14, 2018 11:44:00

Tale ved Berit Heggenhougen-Jensens udstilling:

”Skitsen i billedet repræsenterer stemmen”

af Troels Laursen

Himmerlands Kunstmuseum 10. august 2018

Jeg må begynde med at sige tak for tilliden: det vil sige for tilliden fra Museets og Gitte Pedersens side og ikke mindst fra Berit Heggenhougen-Jensens side. En tillid til at lade mig få lov til at være en stemme (blandt alle jeres), der som en lille skitse måske kan være med til at lukke denne fine udstilling op.

Noget jeg virkelig har set frem til.

Og som vi ved fra titlen på udstillingen, så handler det om skitsen - og om stemmen… som tilsammen udgør billedet – værket.

Det kunne lyde kringlet, men hvis vi siger, at kunst handler om det store spørgsmål:

Hvad er det vi ser, når vi ser?

Og se – det er det, al kunst handler om.

At se det man ser og så skildre det, med farver og former. At formidle det sete og det følte. Eller at videregive det, man ser. Når kunstneren viser sine værker, så ser vi med dennes øjne. Vi låner kunstnerens blik for en stund, for selv at se videre – og gøre skitsen færdig.

Og måske ser vi andet end det, vi ellers selv ser. Måske ser vi det usete. Måske kunsten, og dermed kunstneren lærer os at se. Se verden. Se os selv. De andre.

Kunst handler om tydning, og det at se handler om syn på tilværelsen.

Og når jeg siger at se – så er det i alle dens betydninger: det er alle vore sanser, der ser, ja, ikke bare de fem, men alle seks sanser.

Kunst skal jo ikke forestille noget, men være noget, i sig selv.

Og det er skitsen, også sådan hel praktisk tænkt, da værkerne er malet ovenpå hinanden hel bogstaveligt. Elementer fra det ene værk er med i det andet, som nu en divan. Freuds divan. Eller et bånd.

Og i dag så handler det yderligere om, at give kunsten en stemme, at give os selv en stemme.

At blive en stemme, og dermed at blive nogen og ikke bare noget.

Og en stemme behøver jo et øre ellers er der ikke nogen person – der er ikke et ”jeg” uden et ”du” – en stemme og et øre.

Måske endda Minnie Mouse-ører (som de der er på udstillingsplakaten og som gemmer sig inde i den mellemgangen her ved siden af) og så er det jo ikke bare ører, der er tale om, men også et kønspolitisk udsagn.


Minnie Mouse er jo som bekendt, kæreste med Mickey Mouse. Ofte har hun spillet rollen som værende i kløerne på Sorteper, hvor Mickey var hendes redningsmand. Siden er hun blevet årsag til skænderier og kærestesorger for Mickey.

Hun er lidt dum, men meget sød og kærlig. Og snor den lille hanmus om sin lillefinger. Hvilken stemme skal vi høre der? Er det dobbelttydigt?

Skal vi høre mere end vi lige ser?

Kunsten handler om hvad vi ser, når vi ser.

Og det store spørgsmål er jo så, kan et subjekt fortælle et andet subjekt noget, så det bliver et objekt for den anden?

Kan vi nå hinanden, via stemmen, talen, via kunsten?

Kan vi dele verden med hinanden? Eller er vi bare personer mellem andre personer?

Kunstneren skal have modet og evnen til at låne os sit blik. Så vi får lov at se det, kunstneren har set. Vi ser et hus. er det kunstnerens barndomshjem eller er det mit, eller dit? – døren er åben, så du kan gå ind om du vil eller tør. Beethoven spiller op.


Og når det sker, at det kunstneren viser os, om det er privat eller ej, så bliver kunsten nærværende, personlig og udfordrende. For der er jo ikke kun én, men mange, som betragter billedet. Og de mange er forskellige, og ser forskelligt. Vi er forskellige individer, forskellige personer.

Og sandheden er jo aldrig en ”den”, men altid et menneske.

En person.

Person, kommer i øvrigt af det græske ord: persona, der betyder gennem lyd, bare tænkt på de gamle græske teatermaske, den smilende komiske og den med mundvigen nedad og tragiske, dem talte man igennem, så vi er og bliver dem vi er, gennem lyd.

Vi finder os selv i lyden eller i stemmen.

Kunstneren lader os se gennem sine øje og vi iagttager hvad kunstneren har iagttaget.

Stemme bliver til stemning. Stemninger sættes.

Vi stemmes i sindet, som et musikinstrument.

Landskaberne er stemninger, er stemmer, der lyder når de forskellige farver og former får en lyd. Landskabet er spillet op mod Guldalderens landskab, der var ideele og aldrig som det virkelig så ud. De var mere sindbilleder, stemninger, så læg dig bare på Freuds divan og fortæl, hvad du ser, når du ser.

Skitsen i billedet repræsenterer stemmen, som denne udstilling, vi nu står midt i, hedder.

Møbius-båndet, som vi ser på flere af værkerne her i rummene, er et objekt som består af kun én flade og kun én kant. Dernede viser en finger et af disse bånd, som ikke er et gavebånd, men et fænomen, der blev opdaget af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius i begyndelsen af 1900-tallet. Fladen har mange specielle egenskaber. Og er man, ligesom mig, optaget af matematik, hvor det ikke blot er lægge sammen og trække fra det handler om, men matematik som filosofi, så bliver dette bånd enorm interessant.

Og for at gøre noget nørdet kort, så kan man sige at det bånd ikke har en forside eller en bagsiden, ligesom et menneskeliv: den snor sig, der er ikke en kant, og dette møbius-bånd bugter sig hele tiden, vender og drejer sig, som et motiv, der gentages i et maleri. Den er både en flade og den er rummelig, på en og samme tid. Elementerne kan være de samme: en Minnie Mouse sløjfe, eller et birketræ, hvis bark jo også er bånd.

De flytter sig, de bevæger sig ligesom livet, i snoninger og aldrig ad rette stier.

Og for én der har sine rødder i den kristne kirkekunst og som kan fascineres af barokken, er der mere på spil i disse bånd.

Barok er et ord, man ikke hel kender oprindelsen på. Måske kommer ordet af det portugisiske ord "barocco", som betyder en "ujævn eller uperfekt perle".

Sådan i daglig tale kan barok også betyde svulstigt, grovkornet, plat og overdrevent.

I denne kunst vi nu er vidner til, er der ikke tale om det grovkornede eller platte, men måske nok om det overdådige, hvor stofligheden ikke bare er en kunstnerisk term eller ideal, men også en virkelighed, der fremstår hel ud af lærrederne, (værk nr. 3) og lader klæder folde sig ud over rammen. Barokkens kunst, er en appellerende kunst, der vil gribe ud efter og involvere beskueren. Ligesom Berits kunst er det, sanselig, farverig og dramatisk bevæget, kontrastrig og effektfuld og grænsesøgende.

I siden (på værk nr. 3), er der en finger, der løfter en flig af lærred og vi ser, at der er et billedet bagved: en skitse, som både er det vi ser og det ligger bagved.

Finger løfter lærredet som var det et scenetæppe, og noget er ved at ske og noget bliver snart afsløret. Det der før var sløret er nu afdækket. Og teaterscenen er som et billede på menneskelivet og scenen bliver en stemme, der fortæller. Gennem de gamle græske masker, persona.

Hele tiden spilles der på noget der var før og det der kommer og lige der i værket er nu’et spændt ud. Og møbius-åndet bliver en fastholden og en bevidstheden om altings forgængelighed.

Det er den der snor sig gennem værkerne – uden kant uden bagside, men som er reel til stede i det hele og i alt levende.

Det er det forgængelige over for bestandige, og det flygtige over for det evige. Det er i dette nærmest uoverstigelige spændingsfelt, at hendes malerier bliver til. Vanitas-motivet er påtrængende og uafviseligt på sin egen stille og utrolig smukke facon i både de visne planter og de golde landskab.

De menneskeskabte ting som stole, divan og stor rød maskine, er kulturen, der spejler sig i naturen og omvendt.

1600-tallets store rationalistiske filosof Leibniz, beskæftigede sig med at forene religion og videnskab og havde en tanke om, at Skabelsen hænger sammen i en evig spiral, der bevæger sig op til Gud og ned til jorden igen. Og nu inddrager jeg ikke bare bibelen fordi jeg er præst, men fordi der er små hint i værkerne – små ord, der som sagte stemmer visker beskueren noget i ørerne – som nu: fiat (og fortsættelsen er så lux, skal man (eller kan man i hvert fald) tænke sig der jo er fra den latinske udgave af skabelsesberetningen: lad der blive lys. Det lys hvoraf alt andet er skabt, også billedkunsten.


Møbius-båndet, som Berit så elegant leger med, er den spiralbevægelse, der kunne ligne en dna-streng, der er som en 'folden' fra det højeste og til det laveste i en evig bevægelse. Hos Berit – i denne udstilling, er det bånd næsten et hovedmotiv. Det går igen og det går igennem.

Man kunne driste sig til at kalde disse møbis-bånd for stille portrætter, ikke bare selvportrætter, men også portrætter af tiden, dig og mig, som stemmer, der lyder, der i et spændingsfelt mellem det himmelske og det jordiske. Mellem det timelige og det evige.

Der i landskabet. Det er stemningen. Og stemmen bliver sagte, og den bliver en camouflage, en sløring, en tilsløring, der samtidig også bliver en afsløring. Som når stemmen falder og dens hvisken bliver intens.

Det skjulte, det camouflerede både dækker og afdækker.

Og se dette, en talestemme, var en flig af noget og et forsøg på en skitse. En stemme.

… så gå nu rundt og lad dig føre rundt af stemmerne. Lad alle dine seks sanser være spil.

Følg båndet uden bagside eller forside.


Lad divanen og træstole, der allerede er stillet op, være steder for dialoger mellem dig og værket, som stemmer, der taler om hvad, det er vi ser, når vi ser?

Vi har fået lov til at låne Berits øjne dertil…

Hun giver os et værk.En stemme.

God fornøjelse.



Øjenlyd - poesi og billeder

AnmeldelserPosted by Troels Thu, August 09, 2018 10:20:14

Øjenlyd - islandsk poesi og billeder

Trykt den 8. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Foto: Iben West og Else Ploug Isaksen

Ord: Sigurbjörg Þrastardóttir; Kristín Ómarsdóttir; Hallgrímur Helgason og Einar Már Guðmundsson

Sider: 152

Pris: 250,-

Forlaget ARKhest

Alle kender til ørenlyd, især når man ikke kan få det, men øjenlyd, hvad mon det er? Ja, det er i hvert fald titlen på denne fine lille udgivelse med fotos og små digte på både dansk, engelsk og islandsk. Så der er masser af lyd, i form af ord, og digtene bør faktisk læses højt, mens kan kigger billederne. Ud over bogen vises fotografierne lige nu på en stor udstilling på National Museet i Reykjavik, "The Photo Gallery”.

Fotograferne Iben West (f.1967) og Else Ploug Isaksen (f.1959) står bag kunstbogen ”Augnhljóð / Øjenlyd" som kan ses om en hel “brevveksling" mellem de to fotografer og fire Islandske digtere: Sigurbjörg Þrastardóttir (f.1972), Kristín Ómarsdóttir (f.1962), Hallgrímur Helgason (f.1959), Einar Már Guðmundsson (f.1954), sidst nævnte er nok mest kendt herhjemme med romanerne: ”Universets engle” (1993) og Beatles Manifestet” (2005).


Bogprojektet begyndte med at de to fotografer sendte digterne hver et forskelligt sæt med to foto, og så svarede de med en tekst, som fotograferne så responderede på med to nye billeder og så videre. Ordene er ikke illustreret som sådan, de var mere en kommentar på en finurlig og poetisk facon som gav mening sammen med teksten. Billeder avler ord, ord avler billeder, der avler nye ord, der avler nye billeder. Og brevvekslingen foregik over en måned hvor de to opholdt sig i Island, og hvor billederne er taget.


Iben West er tidligere, sammen med forfatter Mette Østgaard Henriksen, her i NORDJYSKE blevet anmeldt for bogen ”inderst inde troede vi ikke på husene” (2017), der også var en række fortællende fotos af ting og rum, hvor de umiddelbart var ude af brug eller uden for sammenhæng. Menneskene var væk, men fortalte alligevel en masse om de der lige havde været der før billedet blev taget. Stedet og tingen optrådte i egen ret og det med en stor poesi. I denne fotobog kommer poesien så med i lyden, i ordene.


I mødet mellem de to udtryk opstår en tankestrøm, et poetisk flow og et samtalerum, som har sin egen logik og åbner for nye fortællinger og associationer. Teksterne er korte digte, ofte med stor præcision rulles en tanke eller et billede op, ofte også ganske humoristiske små anekdotelignende fortælling, som når Þrastardóttir fortæller om en filmmand, der kløjs i en metafor om fugle og deres vinger som film med teknik og handling. Eller når små digte bliver tankevækkere: ”Øjets musik – ses kun med de bare ører” som Helgason udtrykker det. Eller når han skriver: ” Digtning er for livet – hvad lamper er for mørke”. Guðmundsson skriver også om lyset, både som det religiøse og det faktiske på himlen. Ja, det hele handler om lys, som han har forstået det. Og lys er netop det fotografiet handler om. Og disse mange fotos er så godt som alle menneskeforladte, men beretter en masse om netop mennesket, både dens væsen og dens handlingen og dermed indvirkning på dens omgivelser. Billederne har en stille karakter, der åbne for endnu flere billeder. Læs, se, og gør det langsomt og nydelsen af denne fine kunstbog vil du bære med dig i lang tid frem over. Se det er øjenlyd, der bør give ørenlyd.

Troels Laursen



Skulptur-biennalen 2018

AnmeldelserPosted by Troels Fri, August 03, 2018 08:58:30

Lækre skulpturer og blandende bolsjer

Trykt i NORDJYSKE den 1. august med fire ud af seks stjerner

Skulptur Biennale 2018

Dronninglund Kunstcenter

Indtil 26. august

De billedhugger, der udstiller i og omkring Dronninglund Kunstcenter, kommer fra hele Danmark. Og biennalen er en tilbagevendende begivenhed, hvert andet år, og finder sted rundt om i landet, dog mest i København, men denne gang er det hele rykket til Dronninglund. Og det er velgørende. Det handler om at vise hvor Dansk Billedhuggerkunst er lige nu. Og man må erkende, at der ikke er så meget nyt under solen i det fine landskab og indenfor i kunstcenteret i Dronning. Det meste er set før og viser måske nok, hvor billedhuggerkunsten er lige nu, men ikke rigtig hvor den er på vej hen. Materialerne er mest klassiske i sten, bronze, jern og til keramik, glasfiber og træ. Eksperimenterne, er der langt imellem. Og det trods det, at der er over 250 værker udstillet af 63 forskellige kunstnere. Alle værkerne er til salg. Det er meget klassisk, og hvad man kunne kalde for klassisk moderne. Det er genkendeligt, og med glædelige gensyn, for som altid i en pose blandende bolsjer er der lækkerbiskner imellem. Indenfor er der de fleste værker udstillet og det sker i en tæt sammenhæng og det kan være svært at få øje på de bedste mellem det hele. Men de er der, for den der har øjne at se med. Poul Cederdorffs stilsikre figurer er en nydelse for øjet og hånden, der følger deres fine linjer, og Bodil Dams værker, der lader en se arbejdet med leret, før de står i bronze er ligeledes indbydende og fortællende. Gudrun Steen-Andersens flyvende mand ”Satellite” er i akryl, og transparent og bliver et eksistentielt og dramatisk svævende spørgsmål.


Jan Agerbo er et højdepunkt i udstillingen, indenfor er det små vandrende mænd, der med tunge rygsække fuld af livserfaringer, kommer én i møde, som kollosser på lerfødder, eller i en replik til Rodins ” Borgerne i Galais”. De er fortællende og man fortæller straks selv videre med dem.

Vibeke Nørgaard Rønsbo’s viser en rød kuffert, der både i farve og titel: ”Attention” bærer en advarsel i sig. Og de røde tasker, både skoletasker og rejsetasker forsætter udenfor. Det er godt tænkt, ligesom når Ida Guldhammers smukke ”Wisteria”, en Blåregn, af papir og lak, også lader sig se udenfor. Det skulpturelle kommer her til sin ret. Udenfor, i terrænet, kan man få både afstand og overblik, og bliver overrasket ved at kigge både op og ned. Så man ser både Henrik Voldmesters søheste og enøjede dialogmænd og Jytte Høegs sovende ”Stjerneflagremus” i træerne, og hører Bo Karberg’s sol-klokke kalde med jævne mellemrum. En kilometer rute rund i terrænet om kunstcenteret er der. Det håndværksmæssige, i udførelsen af værkerne, svinger en del i kvaliteten, som i Jerry Adder’s ”Forløsning” lige uden for indgangsdøren, der mangler en finis i detaljernes hjørner, der skræmmer det store værk, af en kvinde, der lige har født.



Mens Steen Christensens ”Bænk med bøger” og ”Tingstedet” er fuldførte, så man både får lyst til at sidde og blade i bøgernes bløde blade. Christensens ”Tingstedet” er en af de få værker, der kunne gå under udtrykket samfundskritiske, da de taburetter er lavet af bøger stilfærdigt handler, om dannelse, som en magt. Klimakrisen undgår ikke en kommentar i Per Sommers ”Global opvarmning”, hvor en bølgespids er knækket og ved at falde af skulpturen. Paul Ranslets ”Fuglemanden” er en uhyggelig fætter på en hyggelig og eventyrlig måde, der både er dragende og inddragende og vældig flot udført.


Jan Agerbos vandrede mænd, kommer en i møde på ruten. Det er storslået og tankevækkende. Udstillingens højdepunkt set herfra.


I det hele taget så ville det være skønt om man kunne få nogen af værkerne til at blive stående omkring Kunstcenteret. Man kunne passende begynde med Jan Agerbos store vandrede mænd, der ”Hen over tid” både går sammen og hver for sig og så Jørn Hansens store keramiske værk, af teglsten, der ligger som en lige linjer og en cirkel, og er en rytmisk flod af farver, på plænen.

Udstillingen er, som en helhed, en pose blandende bolsjer med blandende fornøjelser i blandet godbidder imellem. Det er dog en fin tur rundt i naturen, hvor det sine steder, kan blive en hel lille opdagelsesrejse. Og tag bare børnene med.

Troels Laursen

Fakta: Udstillingerne:

De 63 deltagende kunstnere er: Lars Abrahamsen, Jerry Adder, Jan Agerbo, Malene Bjelke, Erik Brandt, Ole Bunton, Lilli Byrum, Paul Cederdorff, Steen Christensen, Elna Christiansen, Helle Rask Crawford, Bodil Dam, Henning Elving, Kirsten Ernst, Frank Fenriz, Benny Forsberg Jensen, Poul Frederiksen, Gert Daa Funder, Anders Gjerding Geertsen, Ida Guldhammer, Jens Ingvard Hansen, Jørn Hansen, Steffen Harder, Henning Tais Hedin, Stefan Herrik, Peter Hesk, Flemming Holm, Jytte Høeg, Carsten Fun Jensen, Lene Stevns Jensen, Bo Karberg, Asger Kristensen, Erik Lemke, Palle Lindau, Steffen Lund, Bodil Arbjerg Lundby, Børge Chr. Meibom, Frodo Mikkelsen, Marianne Miller, Jørgen Minor, Lisbeth Krag Olsen, Bente Polano, Poul Ranslet, Misja Rasmussen, Tine Rinds, Vivian Rose, Vibeke Nørgaard Rønsbo, Joseph Salamon, Ole Schjører-Hansen, Søren Schaarup, Matthew Simmonds, Per Sommer, Gudrun Steen-Andersen, Jørgen Svenstrup, Stinne Teglhus, Lotte Thorsøe, Erling Tingkær, Henrik Troelsen, Helle Vinter, Henrik Voldmester, Lars Waldemar, Edel Hartvig Willerup og Jørgen Willerup.

Fakta: Dansk Billedhuggersamfund blev stiftet 6.maj 1905 og er en af de ældste foreninger for udøvende billedhuggere i verden. Stifterne var en række af datidens fremtrædende billedhuggere bl.a. Carl Mortensen, Einar Utzon Frank, Johannes Bjerg og Anne Marie Carl-Nielsen, der var gift med komponisten Carl Nielsen.

Dansk Billedhuggersamfund optager professionelt arbejdende billedhuggere og arbejder for medlemmernes synliggørelse og deltagelse i kulturlivet i ind- og udland. Foreningen 80 medlemmer, der udtrykker sig i mange kunstneriske genrer: Naturalistisk, abstrakt, konkret, konceptuelt, eksperimenterende og installationspræget. Hovedparten vælger at udtrykke sig gennem materialer som sten, metal, gips, træ, ler, glas eller kunststof.

Alle fotos er taget af Jørgen Ingvartsen.



Laier i Skagen Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 21, 2018 15:21:07

Skandaløs god kunst i Skagen

Seks stjerner ud af seks i NORDJYSKE den 20. juli

Anton Christensen Laier m. m. flere

Skagen Kunsthal

Værftsvej 2, Skagen

Åben hver dag 10 -13 og 16 -19

Indtil den 10. august

Entusiastiske mennesker med en anelse nørderi til den gode side, skaber steder og rum, til det der ellers ofte ikke er plads til andre steder. Gorm Spaabæk er en sådan og hans sted, Skagen Kunsthal, er stedet, hvor den kunst der ellers ikke vises andre steder, ofte fordi der ikke skal skabes skandaler, men ofte også fordi kunstneren og kunsten ikke lige rammer tidsånden og derfor sættes udenfor. At det ikke er retfærdigt viser udstillingen med mere end 40 værker, malerier og skulptur af den skandaleramte præst Anton Christensen Laier (1883-1969), der blev smidt ud af Hjallerup Præstegård, i december 1937 af Kogens Foged. Forud var gået, den kendte historie, om Laier, der fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927.



I 1935 ser Laier et stort krucifiks på en krigskirkegård fra 1. Verdenskrig, og året efter laver han sin første skulptur i cement, Korsfæstelsen, som han sætter op i præstegårdshaven. Han får konflikter med menighedsrådet og den kirkelige øvrighed, og der rejses krav om, at han mentalundersøges og skal have en irettesættelse i kirken, men han møder ikke op og vil ikke undersøges og han blev fyret for lydighedsnægtelse. Den første præst der fyres siden Reformationen. Familien bygger et lille hus lidt uden for byen og han går fra af være folkekirke præst til kunstner.


Han beskriver sin egen historie i selvbiografien, ”min Kamp” en noget vovet og kontroversiel titel i de tider, og bogen kom da også først ud sidste år på det lille forlag ”ARK”. Men den historie er kun en sidefortælling på udstillingen, for her får værkerne lov til at vise sig i al deres enestående udtryk. En væg, over for en masse fine møbler af Bindesbøll, som man må sidde i og nyde det hele fra, er helliget Laiers malerier. Andres værker findes rundt om mellem andre kunstnere, fra Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Inge Tranter, Yoko Ono og til Aage Sikker Hansen, Povl Christensen. Der er mange tegnere og ikke mindst satiretegninger. I en køn blanding, så tiden smutter fra den besøgende. Alle disse andre kunstneres værker viser, ved kontrasterne, på fineste vis, at Laier kan selv: at hans værker kan måle sig i kunstnerisk kvalitet med de andre og mange gange mere anerkendte kunstnere som Heerup, Aksel Jørgensen, Jais Nielsen og Joakim Skovgaard. Det handler om kontrasterne, om at få stillet noget op mod hinanden, så ikke bare handler om, om man kan lide farven, men om fag, kontrast og billedkunstnerisk diskussion. For smag og behag er ganske vist forskelligt, men derfor kan det godt diskuteres. Og det er Spaabæks hensigt med denne udstilling. Og det lykkes til fulde.



Dette er den største udstilling af Laiers værker siden udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten i Aalborg) i 1995. Det var i øvrigt også Spaabæk, der stod bag den udstilling. Et par af Laiers værker viser hans forbillede, J.F. Willumsen. Et cement portræt og et meget spændende billede, der hænger i kunsthallens køkken, viser Willumsens hoved, der svæver hen over en ubestemmelig baggrund, men farver er dæmpet, men ed en hel eksplosion af intensitet af farver. Laier var ikke en der brugte kradse farver, men hans palet, der altid bestod af den billigste maling farvehandleren havde, udstråler en lysende farvekraft med få vel anbragte strøg. Han var en kolorist med få farver. Broby-Johansen der, speakede til Jørgen Vestergaards kortfilm”Cementkrucifikset” i 1967, hvor Laiers skulpturer fjernes fra familiens have, for at gøre plads til en omfartsvej, fortæller, at Laier låner Willumsens palet. (Filmen kan i øvrigt streames gratis på Filmstriben) Portrættet viser hvorfor, den er som taget ud af Willumsen eget selvportræt som Tizian, i tre dele. Og sådan finder man den ene lækkerbisken efter den anden i kunsthallen.


I et rum vises Carsten Schmidt-Olsen’s portræt af faren, der var læge og dennes venteværelse er sat op, med de oprindelige stole og så konsultationens mange ugeblade fra flere årtier, og der kan man sidde og kigge på kontrasternes kunst eller læse Tove Ditlevsens brevkassesvar til ”den ulykkelige”. Det er kunstinstallation, der inddrager beskueren uden at beskuerne opdager de er en del af et værk. Også sådan er Kunsthallen hele vejen rundt. Den er til brug og man bliver brugt, på den gode måde.



Nogen vil kalde Laier for naivist, da han ikke sådan arbejder med perspektiv og de store naturalistiske ligheder, men han er snarere i slægt med en voldsom kunstner som Jens Søndergaard. Det fortællende er i centrum, både i landskaberne og i de mere bibelske skildringer. Det er som om livet hele tiden er på spil og sat på spidsen i værkerne, lige fra ”Den sidste husmand” (i cement) til dommedagsbilledet og de sidste dage, der helt aktuelt også er en kamp mellem land og byen.


Man kan undre sig over at Hjallerup ikke få samlet alle Laiers værker og fundet et sted til dem, inden det er for sent og dermed sikret sig en enestående kunstsamling. Mit bud er, at det ville trække flere tusinde til, flere end dem der i sin tid besøgte haven, da Laier selv viste rundt og fortalte om høj og lav i cementen. For det, der nu vises i Skagen Kunsthal er mere end skandale. Det er god kunst, der både udtrykker sig og som giver en masse indtryk, så man ikke er hel den samme efter, som før, man gik derind. Hip hip hurra for det.

Troels Laursen







Next »