Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Monet - og de andre på AROS

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 21, 2015 09:37:21

”Monet - lost in translation” - på AROS, Aarhus Kunstmuseum, Aarhus

Trykt i Nordjyske den 20. oktober 2015 med fem ud af seks stjerner.

At se Monet - igen.

Hvorledes kan man se skoven for bare træer, eller hvorledes kan man se bare et af træerne i skoven?

Det handler Aros’s store satsning ”Monet – lost in translation” om. Udstillingen har været fire år undervejs. Her er 49 værker af impressionismes tunge drenge, hvoraf en tredjedel er af Mont selv.

Det handler om at se bagom fordomme og forudindtagelser. Gense den Monet og hans kunst som blev væk i succes, som alle nu kender som hans åkander og høststakke, som plakater over sorte lædersofaer, og som kalendere i tandlægens venteværelse.

Alle har set et værk af Monet og de andre impressionister, men spørgsmålet er, om vi stadig ser dem og deres kunst, og ikke mindst det de ville med den. Udstillingen handler om at vække de glemte historier til live, så beskueren vågner fra den.

Vi mødes under uret, der går baglæns, ved aviskiosken, med en avis under armen. Med toget tager vi en tur tilbage i tiden før impressionisterne. Til Paris i 1860’erne da byen var uden Eiffeltårnet og de snorlige boulevarder. Turen går forbi Le Havre, hvor Monet havde sin barn- og ungdom og videre til floden og kysterne, for at ende i den sorte boks, hvor belysningen kun er på de fem Monetværker, der hænger derinde.


Høstakkene, broerne i London med tågen og industrirøgen og ikke mindst åkanderne i en fin rund ramme, der er som skabt til en reproduktion til et låg til kagedåsen.


Udstillingen er en scene, der er sat, så man bliver ledt rundt. Der er meget tekst at læse undervejs, men man behøver egentlig ikke. Værkerne taler for dem selv.

Det er imponerende, at man har kunnet samle så mange værker fra så mange forskellige steder rundt om i Europa og Nordamerika.

Selvom fokus er på Monet, er der tale om en gruppe-udstilling, hvor Corot, Courbet, Diaz de la Peña, Rousseau, Boudin, Pissaro, Degas, Sisley, Morisot, Guillaumin, Renoir og Gauguin også vises med gode gensyn og ikke mindst værker, som er mindre kendte. Og dermed er der flere spændende bekendtskaber at gøre sig blandt dem. Det var ikke kun mesteren, der kunne.


Og selvom de var inde under samme benævnelse, kan man se, hvor forskellig de er, når det handler om at se og vise naturen.

Fælles for dem var, at de opnåede dramatiske lyseffekter ved brug af små flimrende penselstrøg. I deres værker skildrede de nu’et og lysets brydninger gennem atmosfæren, skyernes bevægelse henover himlen samt vandets og tågedisens skiftende farver. Gennem maleriet overførte de deres synsindtryk – impressioner – til lærredet. Deres værker vakte stor forargelse, da de i 1870’erne blev udstillet i Paris. Samtidens kritikere mente endda, at den skitseprægede og ufærdige malemåde var et resultat af kunstnernes dårlige synsevner. Selv mente de, at deres billeder lå tættere på den sansede virkelighed end det klassiske maleris detaljerige og minutiøse formsprog, da vi aldrig ser blot med én vinkel. Alt er i bevægelse, lyset, naturen og ikke mindst os, beskuerne. Intet står stille, derfor malede Monet ofte på syv lærreder af gangen ude i naturen, for at fange lyset, som lyset skiftede. Senere rettede han dem så gerne til hjemme i atelieret, hvor sjovt nok hans første lå i en tandlægeklinik. Det handlede om at fange det flygtige, momentet, øjeblikke, indtrykket. Impressionisterne står dermed som en bro mellem den gamle tid og det senere moderne, hvor også synet og perspektivet forskydes og forsvinder.

Rummene, der kaldes for ”Ved floden” og ”Kysterne”, er spændende, for her kan man ved at se flere Monetværker af samme motiv. Og man kan se, at det ikke handlede om det enkelte værk, men om at fange indtrykket af naturen.

Den sorte boks, som er udstillingens smykkeskrin, er et eksempel på hvorledes kunsten dengang blev vist frem: i et mørklagte rum kun med lys på værket. Men når folk går rundt derinde ryster lamperne en smule, så de hopper udenfor værket, og det har også den slagsskygge, at man selv skygger for værket, hvis man stikker hovedet hel frem for at komme hel vil hel tæt på og se detaljerne. Og det er jo ikke mindst det man gerne vil, for at komme bagom og se de virtuose penselstrøg.

De store udskårne og gyldne rammer, der hører den tid til, gør egentlig ikke noget godt for værkerne, og gad vide om de ville fremstå mere moderne og vilde i dag om man fjernede dem, hvad man sikkert ikke må. Men alligevel: tanken dukker op nu da man er på jagt efter at finde bagom værkerne.


Der hvor de gamle mestre i dag kan provokerer er vel at de kunne et håndværk, og at de turde forsøge at udtrykke det smukke. Værkernes stadige relevans bunder i en stor længsel, som er evig aktuel, og som denne udstilling tager turen ind i.

Aros kommer langt omkring i denne kunst, der druknede i sin egen succes.


Nu kan vi genopdage Monet i dette totalteater, der gør et godt forsøg på, at komme bagom Monet og hans samtidige, så de får en velfortjent revitalisering.