Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Isotop 2015 VKM i Hjørring

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, October 10, 2015 11:17:23

Tale på VKM, Hjørring

ved åbningen af Isotop 15

“To create a work of art is to create the world.” – sagde maleren Kandinsky – og det må jo betyde noget i retning af at den der skaber kunst også skaber en verden.

Om der så er tale om at skabe en ny verden – eller en anden verden – eller at skildre verden, som den er – det går måske ud på et for Kandinsky. – det handler om at skabe en verden.

Og med denne udstilling har Isotop skabt endnu en verden – både en ny verden, en kendt verden og en forunderlig verden – akkurat som verden selv.

Og i den verden er mennesket i centrum.

Mennesket er udgangspunktet og omdrejningspunktet.

For mennesket er det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Disse skildringer, som vi nu står så at sige midt i, af verden er en rejse ud af virkeligheden – for at få øje på den virkelighed, der har det med at blive som skoven, der ikke ses af bare træer….

Det er en verden, der skildrer verden indeni og udenpå

En verden med mennesket og dets krop – på et sted

Isotop handler om at være samme sted, og om at tage udgangspunkt det samme sted igen og igen.

Og med denne anden Isotop-udstilling, er udgangspunktet i særlig grad - menneskekroppen og dens tilstedeværelse på det samme sted i tiden, der er i fokus. Det er en opdagelsesrejse på det samme sted, - menneskekroppen gennem tiden.

De fem kunstnere arbejder med opdagelsen af mennesket, som en krop, der er til stede et sted på et tidspunkt.

Både sted og tid er elastiske - stedet er det rummelige, mens tiden både er nu og hele tiden.

Alt sammen med udgangspunkt i mennesket og dets krop.

Mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Denne udstilling handler om en rejse indeni og udenpå. En rejse ind i mennesket og dets virkelighed, og ud igen. For en menneskekrop skifter hele tiden udtryk og kan ikke fryses sat, og derfor kan det heller ikke være entydigt på et lærred eller hugget ud i træ, men må forblive noget ubestemmeligt, så alle menneskekroppene tilsammen, på det samme sted, giver en enkel krops skiftende udtryk.

Kroppen er fastholdt.

Og alligevel er der tale om flere variationer af det samme.

Kandinsky sagde at kunst var at skabe en verden.

Og som den abstrakte maler han var, så handlede det ofte om at skabe en meget åndelig verden – ved siden af verden, så at sige.

Denne udstilling går en anden og måske mere lige og direkte til værks – den går ind i verden.

Som nu Hartmut Stockters værker, der meget handler om mennesket som en seer – og her tænker jeg ikke på en fjernsynsseer, som ingen tager alvorlig i vor tid, men en seer, der ser ting – opdager ting.

En seer, der ser ud i horisonten – ser ud i verden – og derved vinder indsigt.

For udsyn og indsigt er to sider af samme sag.

For mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Og alligevel er maskinen en vigtig part i denne udforskning.

Hos Stockter er der ofte tale om sindrige instrumenter, der i deres hel stormp’ske enkelhed, af rør og prismer, altid handler om at holde øje.

Om, at få øje på noget, som nu periskopet der holder øje, uden man selv kan blive holdt øje med.

Kunstneren, mennesket gemmer sig for mennesket – bar en åndedrætsmaske- en iltmaskine, for at komme tæt på. Hvad enten rejsen går til Mars eller ud i krattet.

Og da det sete afhænger af øjet, der ser, så er det også sådan, at den der kigger ud også kigger indad.

Udsyn giver indsigt.

Karin Andersen skildrer en kendt verden – i undergrundsbanen eller andre velkendte steder – hos hende, er det mennesket, der har taget en ny form, for mennesket er det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Universet kaldes for rummet. Og er det rum, der kan være tæt på og trængt, eller fjern og uendeligt. Det kan være en tunnel i undergrunden eller en kasse.

Hos Karin Andersen er tale om en slags gensplejsning af mennesket med dyr og insekt.

Hun viser mennesket og dens krop som dyrisk og som fremmede i deres egen omverden. Det er eventyrets verden, hvor alt kan lade sig gøre og det er samtidig mytologiernes beretninger om, at alt har sin plads.

Det handler menneskets forvandling i forhold til andre levende væsner og rummet.

Og menneskets foranderlighed er der også på spil i Aron Demetz ’ værker.

For mennesket, er en ren forvandlingskugle, der er uudforskede. Og mystisk.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Demetz, der er ud af en gammel italiensk træskærerfamilie og slægt, - hans træskårne skulpturer, bærer reminiscenser fra middelalderens og renæssancens og nyklassismens kunsts balance og ro i sig. Og de er som oftest indadvendte. De kigger og søger indad. Der er tale om en slags fremmedgørelse. Og dog ser deres øjne direkte på os, så de på den ene side er ligesom os, og på den anden side, er de så langt væk. Og det er dragende.

Og ståede overfor dem oplever man figurernes metamorfose, - mennesket foranderlighed, hvor huden skræller af, og huden er der, hvor følelserne, erindringen og kontakten er og findes, - eller figuren træder ud af asken, som en fugl fønix, der genopstår af det, der fik den til at gå til grunde.

Overfor Demetz’ værker opstår en følelse af at observere et væsen, der er under forandring, og som er klar til at starte et nyt liv, til at udnytte nye muligheder.

Demetz figurer er en rejse i den menneskelige krop, som er biologisk rejse ind i menneskesindets stemninger, dens dufte, dens varme og dens grænser.

Den ene af grundpillerne i Isotop er som I ved, Ole Tersløse og også hos ham, er mennesket det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Ole Tersløses billeder undersøger det, der tilsyneladende kunne være realistiske situationer.

Men han går ind i de symbolske betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed. Hos Ole, handler det om mennesket i uvirkeligheden – eller også bare kaldet virkeligheden.

Denne insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition, forsøger Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion.

Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen. Figurerne hos Ole er denne gang fremmede væsner, der ligner mennesker, men de er aliens - og de søger ind i den samme rejse som alle mennesker, ind i følelserne, samhørigheden og kropsligheden. Det fremmede og ukendte gøres kendt og vedkommende. Ole hjælper os til at se os selv udefra og derved vinde indsigt.


Den anden grundpille i udstillingens kunstnergruppe – Isotop, er som I også ved, Peter Max-Jakobsen – og nu kunne I måske tro, fordi han er på julesnapsen i år, at dette værk er en juletræsdans, men nej – ikke direkte i hvert fald - hos ham, handler det ofte om menneskets variationer – og relationer.

Hos Peter handler det om menneskets forsøg på, at skildrer og afbillede mennesket og afspejler menneskets evige interesse for mennesket.

Det handler om det der opstår når mennesker mødes, og har kontakt – rører hinanden – hænger sammen, og som ikke kan tages med derfra.

Klassicismen, findes, som i Demetz’ værker også i Peters værker.

Ikke som genkendelige temaer fra hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den måde, som mennesket er stillet an på.

De viser mennesket, stillet frit, uden dog, at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre eller noget.

Figurerne findes over for hinanden.

De findes og fremstår i relationen.

Mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

At skabe et kunstværk er at skabe en verden, sagde Kandisky – her er der skabt en verden – ikke bare en model af verden, men hele verden – som et spørgsmål.

Mennesket er denne verden.

Mennesket er det uudforskede.

Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Okay, de siger, der er vand på Mars – men er der liv – her i menneskenes verden – det er et endnu større spørgsmål.

– men nu kan I selv se efter –

Træd nærmere - udforsk spørgsmålet – kom hel tæt på – og pas på den – menneskenes verden – det er den eneste I får.

Tak.

Troels Laursen