Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Maria Wandel i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Fri, July 17, 2015 13:45:43

Forladte ladede steder

Trykt i Nordjyske Stiftstidende den 16. juli med fire ud af seks stjerner.

Med udstillingen ”Parks & Hotel Rooms” af Maria Wandel (f.1977), fortsætter Vendsyssel Kunstmuseum sin række af udstillinger med unge kvindelige kunstnere. Og også denne gang et vedkommende og godt møde.

Nogen vil måske kende Maria Wandel, for tegneserien: ”Mit liv som tændstik”, hvor hun giver liv til en flok talende og tænkende tændstikker, der med deres eksistentielle og banale udsagn, giver det hele en helt anden tyngde og betydning, når de kommer fra tegnede og ofte afbrændte tændstikker.

Med denne udstilling viser hun hel andre veje i sit værk. Det eksistentielle og spørgelysten er dog stadig hele tiden til stede i de 25 værker. Og værkerne emmer af forladthed og skarpladte med en stor længsel. Motiverne er variationer over hotelværelser eller parker. Steder der både er her og ingen steder. Og anonymt. Nogle af værkerne er holdt i en gråsort og hvid tone, andre med grå og sart grøn. Det er en enshed i værkerne uden, at det bliver monotont.


Wandel trækker veksler på Weie’s brug af veje og træer i landskabet, hos Wandel er farven bare tonet meget mere ned i motiverne, hvor man aner Lundstrøms skarpe linjer og geometri, og ikke mindst Hammershøi’s tomme stillestående rum. Og der er mindelser af amerikanske Edward Hopper, hvor rummene og stederne blot hos hende, er mennesketomme.

Parkerne er natur, der er ordnet i lige linjer, men menneskene der har ordnet, det er væk. Altsammen dirrer af en fornemmelse af, at nogen lige er gået eller kommer lige om et øjeblik. Det er filmisk og dramatisk. Og melankolsk.


De få mennesker der er, er enten rygvendte eller også kigger de ned. Deres blik og nærvær kan ikke fanges. Også deres efterladenskaber, som mobiltelefoner og nøgler, der kan låse op og i, vidner om nærvær og relationer, der ikke er der lige nu. Men længslen står i rummet. En længsel, som i det, at længes mod noget uden egentlig at vide præcis hvad. Der er ingen genstand, ingen retning og herved sandsynligvis heller ingen forløsning, men længslen er i sig selv en fremdrift. Der stilles spørgsmål, både til hvad der sker i værkerne og så sandelig også til, hvad der sker i beskueren, der står foran den menneskeforladte park eller i det tomme hotelværelse. Hvem betragter hvem? Og hvilken vej er så min, af alle de stier og veje, der ligger lige her foran mig.


I Wandels værker er, det ikke virkeligheden, men en fortolkning af virkeligheden, der er på spil. Værkerne er rum, som tankerne kan komme ind i og ud af. De er forladte rum og steder, men også i højgrad skarpladte. Udstillingen kan ses til den 30. august.

Troels Laursen