Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Grafik på Heltborg Museum

ÅbningtalerPosted by Troels Tue, June 16, 2015 17:32:09

Åbningstalen på Heltborg Museum

13. juni 2015

Grafik fra Hjørring Grafisk Værksted

Velkommen – til denne åbning af sommerudstillingen!!

Det er en stor fornøjelse at være med i dag.

Stedet her, er et sted, jeg er så heldig at have været flere gange – endda inviteret - og så endda denne gang med grafiske værker, som jeg selv holder meget af. Værkerne er fra Hjørring Grafiske værker, - det skal jeg fortælle mere om lige om lidt – værkerne er udvalgte af Sydthy Kunstforening, sammen med værkstedet.

De har – på en hel dag på værkstedet - udvalgt disse næsten 80 værker af 20 forskellige kunstnere til os. Og nu er de så sat sammen med museets egne fine grafiske værker af Jens Søndergaard og Leo Estvad.


Og det er faktisk ikke så lidt af en præstation – og ikke mindst en præsentation.

I onsdags gik der en del mennesker rundt her i huset og stillede op og hængte op - hyggede sig og drak lidt kaffe og så hang de mere udstilling op – og drak lidt mere kaffe – og snakkede lidt - og sådan gik hele dagen lige så stille. Resultatet kan I se om lidt.

Al det her fortalte jeg en bekendt i aftes i telefonen– han ville høre hvad jeg skulle lave her i weekenden – og jeg fortalte ham straks om i dag – og det der er gået forud før sådan en dag – en masse frivillige folk – og en masse arbejde og engagement - og jeg fortalte glad om Jens Søndergaard og om grafik – ja, og så da jeg var færdig med at berette – engageret – om det hele, så sagde han….

”Hvorfor gør I det?”

Det kunne jeg så ikke lige svare på – så jeg vil derfor – nu og her - i stedet sige noget andet …

Nemlig, som lovet lidt om det der mærkelige lille sted inde i en baggård i Hjørring – det grafiske værksted: Det blev etableret i 1984, da foreningen bag værkstedet overtog den legendariske litograf J. Chr. Sørensens tidligere værksted i den gamle bydel.

Foreningen har for tiden 45 anerkendte kunstnere som medlemmer.

Værkstedets ledelse varetages af en bestyrelse, som vælges af kunstnerne på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen tager også stilling til optagelse af nye medlemmer.

Værkstedet drives på et ikke kommercielt grundlag. Et eventuelt overskud sættes i trykmaskiner og andre forbedringer. På det værksted kan man komme og lave sine ting – eksperimenterer og forsøge sig – mens en dygtig håndværker – en litograf, står ved siden af og hjælpe med både erfaring og kunnen.

En legeplads – men en seriøs en af slagsen. Jeg har set flere malere og billedhuggere give sig i kast med dette medie og efterfølgende har det givet en drejning i deres øvrige kunst.

Det er ikke alene kunstnere med tilknytning til Nordjylland, som kommer her. De har jævnligt besøg af kunstnere fra det øvrige Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, Schweiz, Estland og sågar Indien.

Det vi skal se her – det er alle sammen værker – indenfor det man kalder for grafiske værker – og hvad er og hvad betyder grafik så:

Jo, grafik kommer af det antikke græske ord ”grafein” og betyder både at tegne og at skrive.

Som vi kender det fra fotografi – der betyder: malet med lys.

Et grafisk værk er et tegn, der bærer mere med sig, end det egentlig er.

Grafikken lever en slags stedmoderlig tilværelse. Desværre.

Og det er ofte sådan at et maleri af olie på lærred betragtes som et større værk end et grafisk.

Grafik er mindre fin. Det synes jeg, er ganske uretfærdigt.

Det grafiske udtryk er meget levende og direkte. Også selvom der er længere mellem kunstnerens hånd og det grafiske værk (der først skal tegnes op på en tung sten og så trykkes med farver), end ved et maleri udført med pensel og farve direkte på lærredet.

I virkeligheden er hvert grafisk værk et unikt tryk. Trods god teknik og erfaring, så kan det ikke laves ens i hverken ti eller 100 eksemplar.

Grafikken er levende, da det er et håndværk, som kunstneren må kæmpe med og derved frembringe et ganske andet udtryk, end når han står med penslen i hånden og maler direkte på et lærred.

Og hvem, står du måske og tænker, hvem kan vi så få at se her i dag:

Ja, man kunne kalde det et snit ned gennem en del af den danske kunsthistorie – de seneste 70 år – og måske med en anelse fokus på det nørrejyske.

Og jo selvsagt med Jens Søndergaard, som det centrum, det drejer sig om og han skal jeg ikke gøre mig klog på i denne forsamling. Og det samme gælder Leo Estvad, der som så mange før, tabte sit hjerte til Thy og Lodberg.

Nogen der allerede er anerkendte og som de fleste sikkert kender i forvejen som Erik Heide, Jesper Christiansen (ham fra Kunstquizzen på tv) John Olsen og Poul Winther og svenske Roj Friberg, der er en ener inden for detaljen i litografien. Og Knud Odde, der laver træsnit på gamle vinkasser.

– og så nogle yngre og nyere, som mange måske ikke kender, som Henrik Godsk, Peter Max-Jakobsen, Daniel Milan, Jakob Tholstrup. Unge mennesker der er godt på vej – både herhjemme og i udlandet.

Og ja – så en hel børneafdeling med Hastrups charmerende Cirkeline – Flemming Quist Møllers hyggelige Cykelmyg Egon og Peters Madsens frække trolde.


Sommerudstillingen peger således både tilbage - men også frem – så sandt, som kunst altid har noget med fortid og fremtid at gøre. Eller sagt anderledes kunsten – og den i dag - har med nu’et at gøre.

Jens Søndergaard arbejder sent med grafikken. Ja, for nu at slutte cirklen, så arbejdede han jo med den navnkundige litograftrykker J. C. Sørensen, hvis maskiner som nævnt er grundlaget for værkstedet i Hjørring – og sådan hænger alting sammen.

Søndergaard er mest kendt for sin farvekraft ad helvede til – men i litografien er det også det sort/hvide og måske også en forsigtigere Søndergaard end ellers når han gør sig med olie på lærred.

Og alligevel så er der for mig at se en masse poesi i hans litografiske værker – portrætterne, køerne, nøgenmodellerne og landskabet.

Leo Estvad – arbejdede med raderinger. Værker der er ridset med en nål ned i en metalplade og så sværtet til og siden trykt på papir.

Og alle de andre grafiske værker der nu er med her – ja, de kredser om det samme – de fleste om mennesket og dets plads i landskabet – og naturen – eller i forholdet mellem hinanden – forholdet mellem beskueren og værket - som i Henrik Godsk’s næsten majestætiske portrætter



og Peter Max-Jakobsens kroppe der svæver frie i rummet og dog hænger sammen–




eller landskabet som – hos Erik Heide og i Bente Linnemanns halmballe.


Eller om rummet som hos Jesper Christiansen, der lige er kommet på frimærke.

Eller om Poul Janus Ipsens hyldest til da Vinci.

Og nogen endda med humor som Jakob Tholstrup og dem vi kunne kalde børnegrafikken – Quist Møller, Hastrup og Peter Madsen.

Eller Leo Estvads raderinger, der er som små snapshots af et her og et nu.

Eller Jens Søndergaards sort/hvide litografier, der viser hvor mange farver der skal til en grå hverdag. De er lavet med en umiddelbarhed og en vældig kraft.
Eller - ja, I kan selv blive ved, lige om lidt -

for nu kan jeg nok ikke trække den længere – for spørgsmålet fra min bekendte, I hørte om lige før – hans – hvorfor gør I det?.. det hænger jo lidt – og jeg har tænkt meget på det siden i aftes…I kender godt det med at man først et par timer efter ved hvad man burde havde sagt ...
Så da jeg ikke lige kunne svare min bekendte med det samme, dér i telefonen, så sagde jeg bare– ja, hvad skal det egentlig bruges til….?

Ja, hvorfor gør vi det?

Og hvad skal det egentlig bruges til?

Alt det her med kunsten og flere mennesker, der bruger deres kostbare tid på at gå her i et hus - hvorfor gør de det?

Ja, hvorfor kommer der overhovedet nogen til sådan en dag som i dag …? - og der jo da så meget andet med kunne bruge tiden til – mere fornuftige ting, som at blive besøgsven eller gå ind i kampen mod skolenedlæggelser – det kunne jo da bruges til noget – fornuftigt!
Hvis jeg nu skulle forsvare mig selv – og endda tillade mig at give et bud på hvorfor I gør det her – så vil jeg nok forsøge at sige noget i retning af, at jeg ikke skal bruge det til noget.

Ingen verdens ting.

For udstillingen her kan man jo ikke bruge til noget som helst.
Hvorfor gør vi det – hvad skal det bruges til – det er altid gode spørgsmål – uanset hvad vi har gang i – men nogen gange giver det alligevel ikke mening at spørge sådan.

Ja, sådan skulle jeg have svaret min bekendte.

Og så – før min bekendte nåede at slå til - skulle jeg have fortsat: ”Bryder du dig ikke om det, vi ikke kan bruge til noget?
Skal alting bruges til noget?
Må noget kun finde sted – eller være til i verden, hvis det er umiddelbart nyttigt og har et klart formål?”

Kunsten er unyttig – men værdifuld
– og sandheden er jo, at vi lever af alt det, der ikke kan bruges til noget: børn, der hopper i paradis for sjov, sommerbrisen og duften af liljekonvaller, for slet ikke at tale om smil og gode historier og følelsen af dugvådt græs mod bare tæer.
Samt ca. en milliard andre ting, hvis nytteværdi er tvivlsom, eller som ville gå i stykker, hvis vi begyndte at overveje, hvad vi kunne bruge dem til?
- hvad kan man fx bruge sin ægtefælle til.
For dér hvor alting er tal og økonomi, dér kommer nemlig altid nyttespørgsmålet ind, det at alting skal bruges til noget, at tings og fænomeners værdi afgøres af, om de er nyttige og umiddelbart brugbare.

Og er det kun sådan en verden vi vil have?
Hvorfor spørger vi ikke – i hvert fald bare nogen gange – hvorfor spørger vi ikke i vor tid om ting, der de gør verden større eller vækker underen og tænksomhed?
Hvorfor spørger vi ikke oftere til det unyttige og det der ikke kan bruges? – som nu nattergalesang og kunst?
Men i stedet har vi en verden, hvor kun det nyttige ”det, der kan bruges til noget”, tæller og må være til?
Men er det sådan en verden vi egentlig ønsker os og har lyst til at leve i?
I givet fald, burde vi straks nedsætte en kommission til afskaffelse af juninætterne……

Kineserne siger, at kunsten er lavet af hjertet, øjet og hånden.
Det er hjertet, der ser kunsten, som hånden har lavet sammen med øjet.

Det er hjertet, - ikke hjernen - der forstår kunsten, for den skal ikke bruges, eller være nyttig – endsige forstås, - men kunsten skal sanses – føles, så både øjet og hjertet og hånden lader sig berører – beføles
– og når hjertet er berørt, - ja, så er det bevæget – og kunsten kan netop bevæge os – flytte os – skubbe rundt på os – og får os til at se og føle så meget andet end vi havde drømt om og før fundet brugbart eller nyttigt.
Det er vigtigt, at kunsten griber os om armen, trækker os tæt på og - på en venlig, men bestemt måde siger: ”Se mig, mærk mig”.
Det er godt at bruge hovedet, men endnu bedre at lade sig overvælde... at sanse.
Kunsten åbner sanserne.
Kunsten skærper nærværet.
Kunsten, gør os klar til selve livet.
Kunsten gør os klar til at være fuldkommen til stede.-NÅ.
Nok om det – nu er det jeres tur til at være unyttige – gå nu rundt og nyd grafikken og tegnene
- og fryd jer over at nogen har været så unyttige i flere dage
– og det bare for jeres skyld!

Tak.

Troels Laursen