Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Tanja K. Jensen i Galleri NBeX, Viborg

ÅbningtalerPosted by Troels Sun, February 01, 2015 11:33:27

Tale ved åbning af Tanja Kjærgaard Jensens

udstilling i Galleri NB, NBeX den 31. januar 2015

af Troels Laursen

Tak til galleriet for denne mulighed for atter at stå her og åbne en udstilling hos jer. Det er altid en spændende oplevelse. Og også en særlig tak til Tanja som sådan stiller sine værker til rådighed for os og for at jeg kan lave denne lille ”intro” til hendes flotte værker.

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – skriver Peter Laugesen i et digt, og det er da præcis det livet handler om og derfor også det kunst handler om

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske.

Og her i dag skal vi åbne et sådant felt.

Et felt, skal åbne sig for os.

Ved hjælp af Tanja Kjærgaard Jensens klipperier – et felt mellem fantasi og realisme.

Ja, der er sådan set flere felter at slå ned på i dag – flere åbne felter, man kunne træde ind i..

Et felt, der både viser et traditionelt felt af husligt papirklip eller kunsthåndværk a la H.C. Andersen eller lignende rundt om i de små hjem, både til jul og fastelavn og påske. Eller som gækkebreve. Ofte er papirklip blevet kaldt for de fattiges kunst: for hvem har ikke adgang til en saks og et stykke papir.

Papirklip hedder også psaligrafi, hvilket betyder at tegne/skrive med saks.

Papirklip har været kendt i over 1000 år og de første klip der findes blev klippet i Kina. Papirklipperiet kom til Europa i 1500-tallet, da der for alvor var kommet gang i handelen med orienten.

Traditionen er et stort felt i Tanjas kunst og samtidig viser hun os også et felt, der er større end traditionen og som går sine egne veje. Det er et stort kunstnerisk felt her lige foran os. Fra Sonja Brandes til Peter Callesen, for ud over at vise en utrolig ferm og fingersnildt arbejde, så fortæller Tanja også små historier. Små fortællinger, som både åbner og lukker op til flere felter.

De felter, som saksen tegner og skriver, der mellem traditionen og håndværket og så kunsten og fortællingerne: det felt ligger lige der i kontrasterne.

Og vi står pludselig i et felt, der tvinger os til at reflektere over det - den fauna og flora, vi kender så godt, men som nu pludselig fremstår som noget nyt og som noget der pirrer ens indre lyst til at finde Holger – eller en kronhjort eller uglen eller tukanen, som Tanja ofte finder dem ude i Odense Zoo.

Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Og en hulens masse tålmodighed, tænker jeg.

Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser, som var man på gamle zoologiske museer med udstoppede dyr og insekter på knappenåle udstillet i diogrammer og kukkasser.

Det jeg første gang kom til at tænke på, da jeg så hendes værker første gang for en tre år siden, det var at, de på en måde er som de gamle gobeliner og vægtæpper fra middelalderens tid, hvor der ofte også var et myldrer af figurer, - nåja – vævet ind i mellem hinanden.

Disse vævede tæpper og gobeliner, lige fra Bayeux-tapetet og til Dronningens gobeliner på Christiansborg af Bjørn Nørgaard, har dette fortællende i sig.

Det fabulerende og ved første øjekast måske naivt, men også meget beregnede og nøje udtænkt, både i farver og form, også selvom der samtidig skal fortælles en bestemt fortælling, som i Bayeux-tapet om et bestemt slag ved Hastings i 1066 eller den danske Kongerække i Nørgaards gobeliner små tusind år senere.

Det hele sker lige foran dig, på en flade, hvor der udspiller sig en fortælling, som drager og som fører en ind i et univers, man ikke vidste man kendte.

Og selvom det hele er på en flade, så er felterne der i strukturen.

Hos Tanja bliver det ikke kun det at papiret er lagt ovenpå hinanden i lag eller felter, men det er også meget papirernes farver og former, der giver os felterne, strukturen og dybden. Felterne der åbner op for mere end traditionelt håndværk og hjemmesysler.

Og kun med det formål at skabe et ubetrådt felt, som beskueren ikke blot kan gå ind i, men også i høj grad blive en del af.

Tanjas værker består af elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af skoven eller junglen, er ikke 1:1.

En elg har jo ikke den farve. Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt: hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra slanger til rovdyr med spidse tandsæt. Og netop midt i al farvepragten, er som en kamuflage, hvor alt kan forsvinde og pludselige dukker op igen.

Det handler om byttedyr og rovdyr. Om os mellem hinanden. I de forskellige felter vi mødes i.

For er der ikke noget uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en.

De siges at bliver tusegamle og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom?

Tanjas naturskildringer er ikke som den franske maler Henri Rousseau’s idylliske billeder af naturen, hvor al ånder fred og harmoni mellem mennesket og dens omverden, naturen.

Hos Tanja er det et felt mere.

En indsigt til en sprække, et felt af virkeligheden vi ikke kan se? - men som hun, der i feltet mellem fantasi og realisme gør synlig. Ja gør virkelig for os.

Der er felter og brudflader i virkeligheden, som Tanja skaber, der mellem fantasiens lyserøde elge med små grin på og glitterpyntede ugler og blomstersmykkede vinger på ørne eller barmhjertighedens fugl, Pelikanen med hjerte på brystet eller et lille blåt egnen.

Tanjas farverige klip og leg med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers. De åbner nye felter.

Og det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – digter Peter Laugesen, og det er da præcis det Tanjas kunst handler om.

Og det som det så nu handler om i virkeligheden, er at I, kære publikum, stiller jer der ind i felterne, og stiller jer mellem felterne fantasiens smukke farver og former og realismens uhyggelige genkendelighed, og derved selv er med til at åbne et nyt felt, hvor noget nyt står frem og kommer til.

…. så værgsågod – træd bare an ind i feltet! – træd bare ind i feltet mellem fantasien – din egen og Tanjas realisme og lige ind i det felt vi kunne kalde for den virkelige virkelighed.

Og tak for ordet.