Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Vejen - Vendsyssel Kunstmuseum

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 22, 2014 20:16:21

Vejen ad hvilken

Trykt, med fire stjerner ud af seks, i Nordjyske Stiftstidende den 21. oktober 2014

Vejen som et motiv i kunsten gennem 400 år, vises lige nu på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring.

Vejen som motiv til en udstilling er ganske oplagt, for veje er spændende, ikke bare kompositorisk, som en linje gennem et landskab fra den ene ende af lærredet til den anden, men også som et symbol over menneskelivets lige veje og skæve vildveje.

Og meget er lykkes med denne udstilling, som tidligere har været vist på Nivaagaards Malerisamling i sommers, hvor man med blikket kan følge vejene ind i og ud af malerierne, der dækker over en 400 årig periode, fra barokken, der brugte landskabet til komposition og op til nutidens Street Art, der finder inspiration i byens og gadens pulserende liv og med poser, pap, spraymaling skaber midlertidige kunstværker..

Og alle disse veje er ophængt, så den er delt i tre hovedtemaer: ”Eksistens og Religion”, ”Landskab og komposition” samt ”Rejsens Veje”, der er fælles om at sætte fokus på forskellige sider af kunstnernes brug af vejen som landskabeligt element eller som en mere symbolsk fortolkning. Man kan diskutere, om alle værker er sat i den rigtig ”bås”, eller om nogen af dem, blandt andet Poul Anker Bech, der vel ikke kun er landskab, men også eksistens og derfor kunne være i andre kategorier end de er ophængt i, men ingen forhindrer jo en i at ændre det i sit eget hoved. Og hvorfor Seppo Mattinens (f. 1930) ”Drengen i søen (Furesøen)”, er med er vanskelig at se, men værket fejler for så vidt ikke noget, men trods den lille markvej, der ganske vist snor sig i billedet, så falder det, set herfra, udenfor udstillingens tema.

Det handler nok mest om en pædagogisk måde at få fortællingen om kunstens veje frem på, men beskærer også værkerne for at være mere end det, de er placeret ind under. Men pyt, man kan sagtens se bort fra disse kategorier, uden at miste veje ad hvilken, eller læse mere om dem i Henrik Wivels fine bog/katalog, der lavet til udstillingen, for der veje nok man selv kan gå ind i udstillingen.

Og den er især stærk, der hvor man ikke kun har hængt værkerne op i kronologisk rækkefølge, men ved siden af hinanden, så lighederne og forskellene står tydeligt foran en. Der sket eksempelvis i et fotografi af Kirsten Klein, fra Island, sat over for Jeppe Vontillius, (1915- 94), hvor vejen bugter sig i bakkelandskabet, som en ens bølge hos begge de to, i en kæmpekraft, og er så forskelligt i udtrykt, at man kun kan undre sig og nyde synet.


Det sker også i to værker, som Allan Ottes (f.1974) ”Salme uden tro” og Th. Philipsens (1840-1920) vej ved Fårevejle, hvor man kunne tro at vejen var den samme, men hvor malerteknikken og budskabet er meget forskelligt og giver forskellige oplevelser. Otte bruger malertape og laver derved en pixelering, som skaber striber på tværs, mens Philipsens strøg, går ind i billedet på langs, så mens den ene bryder vejens rytme og ligesom skaber forhindringer på den ellers lige vej, mens den anden opfordrer en til at komme derudaf, for blikket suges ind i landskabet mellem poplerne.

Man finder også en række værker af L.A. Ring (1854-1933), hvis gråhed skaber en sjov overgang overgang til den farverige Edvard Weies’ (1879-1943) efterårsvej på en ”Skovallé”. Udover farverne, så viser de to maleres veje, os også en tilgangen til det, at male. Ring på den ene side, med sine detaljer af ledninger og hegn og grøftekantens vegetation, med Weies hurtige og iltre strøg, hvor en lilla farve udgør vejen og en gul tegner træernes kroner på tværs af billedet.

J.F. Willumsens (1863-1958) spanske vej med æsler og P.S. Krøyers (185-1909) italienske smalle stemningsfyldte gade er også med. Og med til at store vise spændvidden i udstillingens tema.

Af de religiøse veje, vises både Niels Larsen Stevns (1864-1941), hvis veje ofte ender i himmelen og Maja Lisa Engelhardt (f.1956), hvis livsskabende farver viser en vej, hvor det guddommelige er kommet nær.

I samme rum som Engelhardts store værk, står også Papfar (Søren Behncke f. 1967) flotte lastbil, og som kunstnernavnet antyder, udelukkende lavet ud af pap. Skulpturen, der fortæller om, at være på vejen, og, at fragte ting fra et sted til et andet, herunder sig selv, bliver en uhøjtidelig kommentar til andet kunst i byrummet i de finere materialer granit og marmor af helte og konger og spiller fint med Ulrik Møllers (f.1962) ”Sporvogn”.

HuskMitNavn (f.1975) er repræsenteret ,ed et fint værk, hvor den på engang kendte og anonyme kunstner viser et par hånd i hånd hen ad livets landevej. Poetisk og fint. Der er også masser udtryksfuld kraft i Kurt Trampedachs (1943-2013) ”Selvportræt” fra hans New Yorker-tid, hvor alting næsten springes i stumper og stykker, omkring den gående, der er vej mod lyset.

Mange andre kunstnere er også med, lige fra Marstrand og Abildgaard til Engelund og Hofmeister og mange andre. 60 værker i alt. Med masser af genres og tiders bud på: vejen ad hvilken, man kan følge. Så lad bare en af dine egne veje gå til Hjørring, hvor udstillingen kan ses til den 16.november.


Troels Laursen