Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Moes møder Seier

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, October 11, 2014 17:55:46

Åbningstalen den 11.oktober i Rebild Centeret

Kontraster

”Moes møder Seier” - et møde i og om leret

Af Troels Laursen

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – skriver Peter Laugesen i et digt, - og det er da præcis det kunst handler om.

Og her i dag skal vi åbne et sådant felt. Et felt, skal åbne sig for os.

Ja, der er sådan set flere felter at slå ned på i dag – flere åbne felter, man kunne træde ind i..

Man kunne åbne et felt omkring Moes fine keramik, der både viser et traditionelt felt af keramikkens udtryk og samtidig også viser et felt, der er større end traditionen og som går sine egne veje.

Og så kunne der åbnes et felt, omkring Seiers tankevækkende keramik, der egentlig ikke vil være det, men alligevel skal forestille keramik.

Og så kunne der jo også åbnes det felt, der lige nøjagtig ligger lige mellem de to keramikere.

De felter der ligger i kontrasterne – både i deres værker hver for sig og så i mellem de tos værker.

Chris Moes (1914-1998) var en traditionel keramiker, i ordet stolteste og bedste betydning.

Han var inspireret af både de gamle danske potte-magertraditioner og af de japanske mestre.

Og han arbejdede, igennem hele sit liv med utallige glasurer og brændingsmetoder, som han med stor indsigt og finfølelse, som en hel alkymist, - en videnskabsmand, der eksperimenterede med glasuren og brugte den til sine klassiske keramiske former.


Og det, der slår en, når man ser Moes værker, er denne kontrast, der er i den finhed og spinkelhed, der altid findes i dem og at der samtidig er en råhed grovhed, som spiller så spændende og livgivende sammen, og som hans leg med glasurerne så spændstig og samtidigt, meget blød spiller op til. Og selvom der dette felt af kontraster i Moes værker, så mister de aldrig deres funktion, trods der æstetiske skønhed. Det hænger stadig sammen. Det er et helt felt for sig.

Lise Seier Petersen er en utraditionel kunsthåndværker, for, hos hende handler det ikke så meget om anvendeligheden af værket, som når hun eksempelvis laver engangskrus af ubrændt stokkedrejet ler. Eller når hun her til denne udstilling viser små skåle, der brænder sammen, så deres funktion forsvinder og hun derved skræller alt overflødigt væk i sine værker, så den rene keramik står tilbage. Denne arbejdsform og tilgang til leret giver en indre styrke i hendes værker, så de fremstår som selvstændige værker i en enkel og ren stil, der altid er holdt i ganske få jordfarver, som er med til at udtrykke værkets stramme udtryk. Den rene form bliver derved også indholdet.

Og vi står pludselig i et felt – i en kontrast, der tvinger os til at reflektere over det, vi kender så godt og gør brug af hver eneste dag, men som nu pludselig fremstår som noget nyt og noget vedkommende, der når langt ud over vanens magt.

Og måske vil denne refleksion både lede os mod overvejelser over om kunsthåndværkets oprindelse og i sidste ende til oprindelsen af et kunstværk.

Det handler om at gøre det nyttige unyttigt og vide, at det unyttige er det, der gør alt andet nyttigt. Man kunne kalde det for konceptuel keramik. Kunst.

Eller bare keramik.

Feltet mellem de to keramikere er forkærligheden for pottemageriet og det gedigne håndværk, der bliver grundlaget for den opdagelse rejse i kontrasterne, som begge de to er ude i, på hver deres måde og så alligevel er det en rejse med de samme traditioner i sig.

Pottemageriet har sine rødder i jernalderen. Og op gennem tiden har det handlet om at lave en beholder – til mad og andre forråd. Og aldrig har det været nok med en beholder eller en container, for udsmykningen var med fra begyndelsen af. Og i den lange fornemme række af pottemagere står både Moes og Seier.

For Lise Seier Petersen har pottemagerbaggrunden ført til en optagethed af processen som billeddannende element og det lerets evne til at visualisere af tiden. F.eks. har hun i de senere år brugt lerets proces som bærende element i værker, der tematiserer forandring og opløsning. Et eksempel at ”til Heraklit – 99 lerkar”, der vises på KunstCentret Silkeborg Bads skulpturpark fra og med sommeren 2014 og som hun selv skal fortælle mere om, om lidt.

Eller når hun, laver en keramisk QR-kode, som er for så vidt jeg forstår, er en form for todimensionel "streg-kode” og forkortelsen betyder quick response (hurtigt svar), noget ganske andet end det leret kan og er. I leret handler det om en langsommelighed, som Moes måske især dyrkede i sine værker, mens Seier med sin QR-kode, laver en meget ukonkret og flygtig og virtuel ting, der viser hen til noget andet end det selv er, og hun gør det med en masse ler, der både er følbart, virkeligt og jordnært.


Leret bliver, hos Seier, et billede, og ikke kun en funktion, som beholder for eksempel, men et billede på tiden og hvad vi så at sige fylder i tidens beholder lige nu.

Og har I en sådan maskine der kan afløse den slags på telefonen, så vil I blive ført ind på Seiers hjemmeside og kunne læse mere om hende der, ligesom man i montreren her kan læse, på gulnede avisudklip om Moes. Men den kodeaflæsning, kommer I altså et helt andet sted hen end lige her hvor i står nu og man kan måske sige at leret, så at sige, flytter jer til et andet felt.

Et andet felt, de to, hvis værker vi kan se i dag, deler, er den japanske tradition, som kort fortalt handler om zen. Det handler om langsommeligheden og processen før målet og det handler meget om det kontrollerede. Og har sin hel egen metoder og rækkefølge, som var det en japansk theceremoni. Og samtidig så har denne holden på kontrollen og processen en iboende sans for det ukontrollerbare, her især glassurens uransagelige veje i brændingen.

Det japanske islæt hos de to er det kontrollerbare over for det ukontrollerbare. Det er pottemagerens kunnen sat over for lerets og glasurernes egne viljer og det er et felt helt for sig. Det er en kontrast.

Så derfor vil jeg gerne lige slutte af med at sige en smule om kontraster –

Farver er lysets børn og lys er farvernes moder.” sagde Johannes Itten, (1888–1967), der som bekendt var lærer ved den Bauhaus-skolen i Tyskland, hvor han studerede farver og bl.a. konstruerede sin berømte farvecirkel, der rummer 12 af spektralfarverne, samt navngav syv kontraster.

Han arbejde med at kontraster har forskellige virkninger på en genstand – et keramisk fad til eksempel, da det enten kan være koldt, varmt, lyst og mørkt. Og de, forskellige farve kan påvirke ens humør. Så hvis man nu er i et trist humør, så foretrækker man nok lidt mere triste farver end man ville gøre, hvis man var glad.

Rød, gul og orange nuancer kaldes de varme farver.

Mens blå, grøn og violet er de kolde farver. Disse farver kan sagtens kombineres i det samme værk. De skaber en dybde i værket. De varme farver bliver mere tydelig imens de kolde farve trækker sig tilbage. Det giver kontraster og vi oplever og ser levende felter i materialet, i leret, der er blevet til en skål eller vase.

Felterne i værket bliver levende. Og felt bliver åbnet med kontrasterne.

Og det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – digter Peter Laugesen, og det er da præcis det kunst handler om.

Og det det handler om i dag: felterne i Moes værker og felterne i Seiers værker. Det handler om felterne mellem de to generationer af keramikerne fra hvert deres sted og felt og det, det så nu handler om i virkeligheden, er at I, kære publikum, stiller jer der i felterne og stiller jer mellem felterne, så I selv er med til at åbne et ny felt, hvor kontrasterne står frem og noget nyt kommer til.

…. så værgsågod – træd bare an!

Og tak for ordet.