Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Johs. V. Museet, Farsø

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, October 02, 2014 09:11:59

Tal ved ferniseringen på Johs. V. Jensen Museet i Farsø
50 gymnasieelever fra Vesthimmerlands Gymansium har lavet tegninger ud fra Johannes V. Jensens store digt "Memphis Station" fra 1906

1.oktober 2014

Jeg skal lige begynde med at sige tak til museet og folkene bag for at få den her mulighed – det er jeg meget glad for og stolt over…

Og tak til jer der har lavet værkerne – ja I har ikke selv valgt at lige jeg skulle sige noget om jeres værker og Memphis Station – men alligevel – tak for tilliden…og er der nu noget jeg glemmer eller er hel ude i hampen på, så tager vi den bagefter..

Det at lave billedværker til et digt er ikke noget nyt – det har man gjort i mange år og sammenhænge.

Og hos Johs V – Frits Syberg lavede et berømte maleri af ”Ved Frokosten”, der skildrede Johs’ frokost med fårerullepølse og bjersk øl og akvavit – noget ganske nyt dengang i 19 – og uhørt – man kunne besynge unge skjoldmøer og store konger og helte – men en rullepølse – det var dødens pølse – og dog på en anden måde end i vore listeria og mrsaprægede dage…

Men Johs har også skrevet digte – lagt ord – til kunstværker. Ja faktisk til flere gennemtiderne.

Thorvald Berthelsens til eksempel.

Men også til – Kai Nielsens ”Nøgen” – hvor billedhuggeren har ladet en nøgen kvinde komme lige ud af den rå sten – hun vokser så at sige ud af det rå og hårde stof – og Johannes digter i 1923 – (året før Nielsen dør som 42 årig.- Johs talte i øvrigt ved hans begravelse, men det er en anden historie - vise værket på et foto):

Den nøgne Pige

Undse dig ikke ved din pragt!

Jeg giver dig af kys en dragt.

Dig slipper Tanken naar jeg dør,

Men aldrig, aldrig, aldrig før.

Det døde og kolde får liv i kunstværket og noget bliver til og i det øjeblik noget bliver til – der hugger Johannes så til –

Aage Jørgensen har kaldt Johannes for tilblivelsens forfatter.

Det Johs interesserer sig for, er det øjeblik, når noget bliver til, når skifter fra et til noget andet og dermed også forsvinder – for evigt. Derfor er der både skabelse og død i forvandlingen i tilblivelsen.

Og lige her det at jeg tænker at digtet ”Memphis Station” er hammer aktuel trods sine mere end 100 år på bagen og den er frygteligt vedkommende.

Også får et ungt menneske og os der stadig kan mindes hvordan det var, for som digtet åbner:

”Halvt vaagen og halvt blundende”

- det er dette blivende øjeblik hele digtet ses – og opleves – som mejslet med ord ud af stenen.

Denne tilstand af at være tilstede og være ved siden af observerende og tilskuer (som her i tegningen, hvor figuren – den rejsende, er klippet ud og klistret på igen, så han ligesom ikke er en del af billedet alligevel) – at være tilskuere til både omverdenen og ens egen skæbne….det er genkendeligt.

Udlængsel, rejselyst, kærlighed og angsten for at binde sig er andre genkendeligheder.

Det er et fantastisk digt, der umiddelbart er meget et kaotisk digt, som kan tolkes på to forskellige måder:

Dels litteraturhistorisk set: Digtet er et opgør med symbolismen, et forsøg på at beskæftige sig med kendsgerningerne i stedet for sindstilstandene.

Dels som et udtryk for en eksistentiel tilstand, hvor man er rastløs og mangler et fast holdepunkt i tilværelsen. Sagt på Kirkegård-facon står man på vippen mellem æstetiker og etiker, man er sat over for et enten/eller-valg. Valget om at gøre ens eget liv på de vilkår man har fået det på til sin skæbne – eller lade livet selv forme sin skæbne.

Digtet (som jeg slutter af med at læse i hele sin længde) er det totale kaos med hensyn til strofer, rimstilling og rytmik.

Det gik ud på at give udtryk for noget fandenivolsk og give digtet et grimt – cigarstykker og appelsinskaller - og hverdagsagtigt præg – regnvejret og sølet.

Og så de hjemmelavede og mindre hjemmelavede ord f.eks. plakathujende huse, kampret, syndflodsfavn. Det er ikke smukt, men til gengæld meget bidende.

Og det er det I har kastet jer over – med stor iver og fantasi, som vi alle kan se her på væggen.

I har slået ned på ord – begreber og fornemmelser – sanserne i regnen – det ventede menneske, der ikke kender sit mål – og derfor er det et uendelighedstegn (-tallet, der ligger ned – eller slangen, der bider sig selv i halen) i et af værkerne, der ellers består af farvekaos.

Digtet begynder med et ”jeg” og springer over i et ”du” – her kan vi se at det er en kvinde der tale om – på et af værkerne endda en Medusa-kvinde, hvis hår er ved at indfange og derved efter myten at forstene manden, så han ikke kommer videre ud af sporet eller finder sig selv, men blot bliver i den trygge kvindefavn.

Det handler om livets labyrint. Om verden, som en ensom klode, der svæver som sig selv, som mennesket der eksistentielt er ensomt. Og nogen gange er der lys for enden af tunnelen. Andre gange er det mangrovens sump, med skovene under vand, man drukner i. Eller det regn, der varsler forår og trøst – håb.

Ja, hele tiden det forbandende gitter af regn fra himmel til jord.

Vi kan her i jeres værker, se længslen, nu vi var ellers lige blevet lovet evigheden og man så –( typisk dsb) – er strandet på en gudsforladt og øde station, der kun viser, at der har været mennesker før – i form af deres affald, afbrændte tændstikker og appelsinskraller.

Ja, her på væggen kan I nu se 50 billedværker, der skildrer ordene. Johannes V. Jensens ord. De ord, der stadig lever og som I har sat jeres billeder på.

Det er som nævnt en gammel disciplin, sådan at lægge ord til malerier eller at lave kunstværker over digte, romaner, over ord.

Og i virkeligheden lader det sig ikke gøre.

For ordene og billederne lever i hver deres verden.

Værkerne er til i rummet. De står i rummet, stille og bare står.

Mens ordene hører i tiden. I det øjeblik de er sagt er de væk. Kunstværket står i rummet og ordene i tiden – men her mødes de så, ordene og kunstværkerne. I tid og rum.

Og man kunne sige at skulle der ord til jeres værker, så var de ikke færdige og omvendt skulle der billeder på ordene, så var de upræcise.

Men når vi alligevel synes det går an, så er det vel fordi vi ved at gøre det – (som kaldes en ekfrase) – beriger og udvider vores verden, så både rum og tid mødes, så vi befinder os i et her og nu, som nogen, der bliver til…..- det er poesi!

Især når vi husker på, at det græske ord poesi, betyder ”at skabe”, også selvom Johs taler om den talentløse skaber – altså Gud, for hos Johs handler det, med Kierkegaard i, om at menneske kan skabe sig og sit liv Det handler om at digte sig selv. At tage livet på sig og tage det til sig

I viser med jeres 50 bud – at det handler om et valg om ikke at blive stående, men vide, at sporet er frit…..

…og vi rejser videre

God rejse…..

Og tak

Troels Laursen