Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Mødet med mestrene

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 25, 2014 14:02:15

Mødet med mestrene

Trykt i Nordjyske Stiftstidende den 20. august 2014 - med tre stjerner ud af seks.

Den polskfødte kunstner Janusz Tyrpaks CV er imponerende i sin internationale forgrening og spredning. Allerede før han afsluttede sin kunstneriske uddannelse på Kunstakademiet i Krakow i Polen i 1990, havde han i 5 år haft udstillinger forskellige steder i Polen. Som 30 årig debuterede han i Danmark og allerede i 1994 kommer han med på Charlottenborg. Og lige nu viser han sine malerier i Dronninglund Kunstcenter og det hele 77 malerier i to temaer: Portrætter og fortolkninger af de gamle mestres værker.

Med den ekspressive form som udgangspunkt strukturerer Tyrpak sine portrætter via delelementer som søger mod et samlet billede af den portrætterede, både ved at male på lærredets forside, om personens ekstrovert eller officielle ansigt, og på bagsiden af lærredet, som en slags introvert eller karaktermæssigt tydning af personen.

For som Aristoteles sagde: "Formålet med portrætkunst er ikke at præsentere det ydre, men deres indre betydning, for den og ikke ydre fremtoning og detaljer udgør sand virkelighed." Om det lykkes med disse kendisportrætter, og et dronning portræt, er vanskelig at afgøre.



De kendte fra Bodil Jørgensen til Sonja Oppenhagen, kender vi jo fra noget, her især skuespil, så man måske mere ”læser” de roller man kender dem fra, ind i portrættet, men skildrer, det mennesket bag det kendte ansigt? Det mest mislykkede er af cirkusdirektøren Søren Østergaard, hvor den grædende klovn er vist. Det er for tykt. Der er dog et par gode imellem. Eksempelvis et af Teodor Bok, hvor især bagsiden, er dragende med det svævende hoved i ingenting. De mest vellykkede portrætter af da også dem, man ikke kender i forvejen fra alt muligt andet, nemlig hans portrætter af en datter og en søn (som endog får skrevet en bibelhenvisning til Lukasevangeliet om ”Den fortabte søn”, bag på sig). Der, er der, en nerve fremme, der berører mig.

Fortolkninger af de gamle mestre, er, set herfra, dem der virker bedst i udstillingen. De er et forsøg på at rykke dem ud af deres samtidig og ind i nutiden ved brug af nutidige objekter, som røremaskiner, der nu pludselig er en del af det gamle motiv. Fra Caravaggio, Velázquez og Goya.

De farverige udgaver af de kendte Krøyer værker, med ham og Marie på stranden, eller Marie alene er de bedste. Her tager kunstneren livtag med en af de store, og Krøyer med et surfbræt under den arm han ikke holder fast i Marie med, så han kan holde den det hele flydende og Maries redningsvest, så hun ikke drukner i Krøyers pæne visioner og ægteskabet, er dybe værker. Her ses det at hans værker er klassiske i en moderne forstand. Og forsøget med at knytte tråde på tvær af tid og sted lykkes bedst. Her finder der et møde med mestrene sted.


Udstillingens mange værker er dens svaghed. Ofte bliver en del, som en serie, hvor figuren eller motivet, er vendt på samme måde, af samme mål, og i træk, og hvor, det blot er farvene, der er tonet ned eller op. En stramning af udvælgelsen og en større afstand mellem værkerne, ville levne plads og ro til værkerne, som nok kunne fortjene det.

Den hyppige brug af skraveringer og tuschstreger og ord og tal, er mere design end kunst, og kunne næstens ses som om at maleren er flov over at have så stor håndværksmæssig kunnen, som han unægtelig har. For han kan male og fuldstændig styr på sin palet har han også. Ærgerligt at han ikke hel tør vise det.

Udstillingen kan ses til 14. september og har et katalog med indsigtsfuld tekst af Anne Lie Stokbro.