Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Akkumulering - Erik Øckenholt i Kunsthal Nord

ÅbningtalerPosted by Troels Wed, July 16, 2014 08:50:19

Åbningstalen ved Erik Øckenholts udstilling ”Akkumulering”

i Kunsthal Nord, Nordkraft, Aalborg den 11. juli.

af Troels Laursen

Det er en stor fornøjelse at stå her i sommervarmen og byde indenfor i Eriks udstilling – akkumulering – udenfor er der skruet op for varmen – den er akkumuleret til højder vi sjælden oplever i en dansk sommer.

Så tak til Erik for tilliden til at overlade sine værker til mine ord – og tak til huset og dens folk her, for muligheden…

Det vi nu står midt i – en udstilling der nærmest er et museum på museum, og den slags kunne man tale længe om – kunsthistorisk, men det ved jeg ikke så meget om, og jeg interessere mig heller sikke så meget for det – vigtigere er udstillingen vi står midt i – referencerne kan man selv lave, hvis man har behov for det

Udstillingen nu og her er noget, der giver mindelser om Kongens Raritets kabinet.

Raritet kender vi bedst fra det engelske ”rare”: at noget af sjælden.

Kongernes raritetskabinetter rundt om i især Europa – for en to-tre hundrede siden – det var samlinger, ophobninger og akkumulationer af mystiske ting som kongen havde samlet sig, især gennem gaver fra andre konger og fyrster rundt om i verden. Ja, nogen kunne man ligefrem mistænke for at være regulære hadegaver! Ting og sager og alt fra kunst, dyreskeletter (narhvalens tand, som man troede var Enhjørningens horn), planter, forsteninger og, ja alverdens kostbare genstande og mystiske genstande.

Det hele var sat op og sammen, som man nu tilfældigvis synes det var spændende til, uden nogen kronologi eller anden form for orden.

Det var mere for at overraskes eller måske rettere, forundres over skaberværkets forunderligheder.

Det er først senere menneskene begynder at ordne og katalogiserer dens omverden, naturen og alt det der sådan lever.Det vi kunne kalde for den videnskabelige udstillingsmetode fra de fleste museer rundt om herhjemme og ude i verden, som vi kender i dag.

Og netop det kendte, som Erik her viser os er gjort på en måde, så det pludselig optræder på en ny måde og bliver til noget vi ganske vist kender, men ikke hel genkender.

Titlen ’Akkumulering’ henviser til ordet ’ophobning’. Eriks ophobninger af rariteter skaber et spændingsfelt i mødet mellem de mange forskellige udtryk og materialer.

Forundring – eller forundringsparatheden, - er drivkraften i Eriks arbejder.

Det er forundringen og nysgerrigheden, der skal bryde med den gængse udstillingsoplevelse. Og det er her, at det nye oplevelsens rum opstår. Lige her og hvor du selv må skabe mening i det sammensatte.

De gamle kendte tavle med hullerne her hen langs væggene (jeg husker dem fra skolepedalens værksted), er nu brugt til ophængning af ophobninger.

Ophobninger af forholdet mellem mennesket og det der omgiver mennesket: naturen.

Og her forhold forstået både som relation. altså det, at vi altid både står i og overfor naturen, som mennesker. Det at vi for-holder os til omverdenen som en genstand, hvorledes vi forsøger at begribe, hvorledes vi forsøger at fatte, al det der omgiver os og det vi observer. Og vi systematiserer. Ordner.

En hel række observationer, som mennesket har gjort sig er sat op og systematiseret – i hvert fald tilsyneladende, der er orden på fuglene, billerne, stenene og mineralerne, - opsat som på nåle, sammen med citater fra National Geographic, i række ophobninger, der tilsyneladende skildrer virkeligheden. Verden og naturen – 1:1.

Men ligesom kunsten aldrig bliver en skildring af hverken virkeligheden eller verden 1:1, så er det heller ikke det videnskaben kan, endsige skal.

Det vil altid være et snit af virkeligheden. Et snit skåret ud, som en del af det hele.

Det er en redigeret virkelighed, ud af fragmenter for, at udsige noget om verden, naturen, dyrene eller hvad det nu er vi vil observer og registrer og katalogiserer.

I Kunsthal Nords bageste rum, er der flere værker, hvor Erik har ladet et rødt fløjs stof være et af værkerne i værket. Det røde stof er som et teatertæppe, der blot venter på at ouverturen er til ende og spillet kan begynde. Og tæppet kan gå.

Det røde gardin er både en afsløring, men også en tilsløring. En sløring, hvor noget gemmer sig bag. Der er mere end vi ser eller observerer og registrer og systematiserer.

Og den, der så står og observer den museumsagtige registrering og formidling af det observerede, kan jo så stå og grunde over eller forundres over, om beskueren nu selv afslører noget eller slører noget, med det han eller hun, nu selv har observeret og derved tillægger værket.

Derved sættes der i Eriks værker, set herfra, spørgsmålstegn ved hvordan kulturen og derved menneskets selvforståelse, spiller ind på, hvorledes vi observer, eller rettere, hvorledes vi vælger at se på vores omgivelser. Hvilket udsnit vi drager af det hele.

Enhver kultur, og det er til alle tider, har som oftest set sig selv, som toppen af kransekagen: ingen har drevet det så vidt, som de mennesker der er lige nu og i dette samfund, i denne kulturkreds.

Vi kan se mennesket som evolutionens topmål, i positivismens perspektiv.

Men ligesom når man på den sydlige del af jordkloden kan få panikangst over ikke at finde Karlsvognen, for den er ikke på sin vante plads, således kan en observation ændre sig. Alt efter udsigtsstedet.

Det sete afhænger af øjet der ser.

Vi redigerer virkeligheden, hele tiden og igen og igen, og vi forsøger at skabe orden i det kaos, der er lige rundt omkring os. Og Eriks værker på denne udstilling, registrer, at vi registrer. I udsnit.

Det er for mig at se det rum, som Erik beskriver: at det vi egentlig sådan går og regner for at være objektive sandheder, at de kan være nogle ret så subjektive parametre, når det kommer til stykket. Og hvad stiller vi op med det?

Det er det ”Akkulmulering” handler om, den samme genstand, det være sig: sten, dyr eller insekt eller menneskerace eller lokalitet, kan have meget forskelligartede analyser og det viser os så hermed, at ingen analyse er entydig, men altid åben. Åben for fortolkning. Fri til fortolkning.

Beskueren til denne ophobning får ikke en løsning serveret på et fad. Man må selv vove at lave sit snit. Og lave sin redigering af det sete og det der opleves lige nu.

Og det spændende er jo så, at vi er kommunikerende mennesker, det vil sige: nok afhænger alt af øjet der ser, men vi kan dog dele oplevelserne og derved forundres og opleve at observationerne – om ikke lige frem bliver til en registrering 1:1 – men så dog til en udvidelse af det vi ser – og oplever.

Kunsten er mere end et spejl, der blot gengiver det vi ser. Den viser os mere end det, for fortællingen eller skildringen af objekterne, bliver åbne. De bliver til en levende fortælling eller en levende observation, der ikke lader sig sætte på en plade gennemboret af en nål.

Hylderne udstillingsrummenes lille aflange rum, er fyldt med dyr, så det er som at befinde sig i min gamle folkeskoles biologilokale, med alle de udstoppe dyr inden bag glasruderne i de høje grå skabe, men her er de dog modelleret op i ler og fået sprøjtet glasur på sig, og med de latinske navne under de fleste og selvom ingen af dyrene, hverken muldvarperne eller blæksprutten er i naturtro farver, endsige naturtro gengivet i formen, - (for kunsten er ikke i et forhold 1:1 til naturen eller virkeligheden), så er man alligevel ikke i tvivl: man genkender dem i deres ugenkendelighed.

De bliver kunstneriske udsagn om dyrenes væsen og psykologi, om man kan sige det om dyr. De bliver en observation, der ligger udover den naturvidenskabelige observation og registrering. De tilføres endnu en dimension eller endnu en observation.

Nogle i øvrigt utrolig smukke værker efter min ydmyge mening.

Ja, det var så mine observationer. Nu gælder det jer, der skal til at se på de observationer, som Erik har redigeret til en virkelighed. Et udsnit af den virkelighed de skildrer og jeg kan så observer jer observer det, som Erik har observeret, at menneskene gennem tiden har observeret…

God fornøjelse. – og tak…

Udstillingen man ses indtil den 31. august.