Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Oluf Høst - en biografi

AnmeldelserPosted by Troels Mon, May 06, 2013 19:55:37

Jeg blev væk i mig selv

af Troels Laursen

Ny bog om den bornholmske maler Oluf Høst

”Oluf Høst - jeg blev væk i mig selv - en biografi”
af Jens Henrik Sandberg

Gyldendal

280 sider, illustreret.

Pris: 299,95, kroner

Isbn 97887020622274

Høsts liv (1884-1966) blev forrige sommer på Bornholm behandlet i Sten Kaaløs skuespil ”Oluf Høst - scener fra en juleaften”, hvor skuespilleren Preben Harris, lod maleren kredser om sine personlige tab, svigt og skyld, mens kunsten udgør befrielsen fra den klaustrofobiske hverdag. Og andre steder er der skrevet om Høst også om hans privatliv, som hos Bjarne Nielsen Brovst, Ole Wivel og Louisianas grundlæggeren Knud V. Jensen (med initiativtager af Høst museet).

Der beskriver de deres eget forhold til ham og hans forhold til kollegaer, som Sven Havsteen-Mikkelsen, Niels Lergaard, som først er en god ven i kunstnerkolonien på klippeøen og som senere blev fjenden, og om Jens Søndergaard og om Høst ægteskabelige problemer og ikke mindst om sønnen Ole, der blev nazist og faldt ved østfronten.

Og ikke mindst om hans små kampe med lokalbefolkningen i nabostridigheder, som er underholdende læsning i Matador’ske rammer.

Alt det er fortalt før og nu igen i direktøren for Høst museet i Gudhjems biografi, der bærer titlen: ”Oluf Høst - jeg blev væk i mig selv - en biografi”.

Om det er en biografi i gængs forstand lader sig vel diskuterer, det kunne også sine steder ligne en monografi, hvor Høstværker og forhold til andre kunstnere, ikke mindst van Gogh og Cezanne inddrages indsigtsfuld. Det kan ærgre at man i det ellers fine fotomateriale og i illustrationerne mange gange gengiver Høsts værker, som der fortælles om, i frimærker-til-16-kroners størrelser. Det ville have klædt bogen med større gengivelser. Og så er der mange noter, som mange gange kunne have stået i teksten, ja som oftest ville have beriget det lidet blomstrende sprog, med små anekdoter og citater, som note 154 (ud af 441!): ”Selvom Leo Swane har været med til at promovere Søndergaard, så står han – Swane – for Oluf Høst på mange måde for en tid, der er passé, og som den kulturradikale Høst i al almindelighed kun kan lægge af stand til: I 1928 er det helt tydeligt: ”L.Swane skriver en kronik i Politiken, der aldrig får ende, han græder over at jernbanen er opfundet, græder og jaz og grammofon, græder over Grindsted, Vorbasse og Sönderomme, der har fået det alt sammen”, se det er både sjovt og spændende, men hvorfor skal det gemmes væk næsten 180 sider længere fremme, når det nu er det der skrives om?

Og nu vi er ved citaterne, så er der mange af citaterne fra Høst logbog (man har vel været sømand i sin ungdom). Logbøgerne er grundlaget for biografien, 1800 styks, ifølge bagsiden, men i forordet er det 1300, men uanset, omfattende er det og de bruges flere gange til at påvise det samme, så teksten ofte får en sammendragende og repeterende karakter over sig .

Men bortset fra det ”Fru Kammerherreinde”, så er der meget godt at hente i bogen. Rigtig meget. Også nye vinkler om Høst og hans kunst og hans forhold til andre kunstnere. Til ros må pointeres, at der gøres der ikke nogen helt ud af hovedpersonen. Han fremstår sine steder ucharmererede og plump. Og det nævnes at Høst som kulturradikal med PH ved sin side, alligevel stemmer konservativt, når det kom til indkomstskatten, for Høst var velhavende via konens familie, hvor svigerfar var kødgrossist og som understøttede parret hele livet og efterlod en større formue til. Penge som Sandberg understreger, har haft afgørende betydning for, at Høst nåede frem i livet og også kunstnerisk. Det er interessant og givende læsning, der åbner op for et kig ind i kunstnerens personlighed. En personlighed, der kendte til selviscenesættelsens muligheder allerede før noget hed sådan. Man kan måske fornemme, at Høst i sine dagsbogsoptegnelser, som han kaldte for logbøger, skrevet har skrevet dem med eftertiden for øje.

Om Høst i krigsårene blot har været naiv eller en opportunist, der forregnede sig, står i følge Sandberg åbent. Flere gange er Høst i Tyskland på udstillinger lige før krigen bryder ud, men i hans logbøger fra dengang, står der intet om det. Mange navne er streget ud, og sider fjernet. Men Sandberg godtgør, at Høst efter Anden Verdenskrig i hvert fald ikke har ønsket at understrege sine forbindelser til en kunstner som Nolde og andre fremtrædende moderne tyske kunstnere, selvom Sandberg kan vise, at netop tyske kunstnere må have været en af hans vigtigste inspirationskilder. Det drejer sig sikkert om sønnen Ole og dennes skæbne, som fylder Høstfamilien med skam og frustrationer, og ikke så lidt skyld, alt det Kaalø’s skuespil tog fat på. Høst var aktiv gået ind sønnens og husets ven Sven Havsteen-Mikkelsens malerambitioner og kunst. Og undervejs i det, har Høst åbnet sit hjem for den karismatiske nazistiske ideolog og kunstskribent østrigeren Fritz Wachnitius, som gjorde meget for at beskrive og udbredte kendskabet til Høsts kunst i de tysktalende lande. Wachnitius påvirkede mange danske kunstnere i 30’erne, fra Kaj Munk til Ole Høst. For den unge Høst vedkommende blev det skæbnesvanger, da han meldte sig under hagekorset og drog i krig. En krig han ikke kom hjem fra med livet i behold og som bragte skam over familien. Og som blev til en slags kamp mellem Niels Lergaard og Høst, ja mellem Gudhjem og Høst i årerne efter befrielsen. Det er der skrevet meget om i tiden, og her meget følsomt og indsigtsfuld. Mens dette sker kommer med berømmelse og anerkendelse til Gudhjem, og fra sidst i 1940’erne og resten af livet kan Høst sælge alt, hvad han laver. Og Sandberg afdækker flot forløbet af og baggrunden for de forskellige kunstneriske faser, som Høsts kunst gennemgår fra først til sidst. Bognemark er også nævnt og handlen og stedets historie er fyldstgørende beskrevet, som man også ser ind bag Høsts personlighed. Bognemark, er for de fleste i dag blevet til et ikon for Høst kunst. Med alle de variationer han har lavet den i. Gården hed oprindelig Skovly, men da Høst overtog den, fandt han på navnet Bognemark, som skulle vise gårdens urhistorie i den bornholmske, baltiske og nordiske åndsliv og historie. I sine logbøgerne skrev Høst på en slags bornholmsk, i blandet svensk for ligesom at opnå en større autensitet. Den historiske bevidsthed og det nordiske var fremtrædende hos Høst og han ville gerne rodfæste sig selv og sin kunst i det nordiske, med udblik til både Bjørnson, Grundtvig, Nolde, Hamsun (der som bekendt senere gav sin Nobelpris til Goebbels) og Munch. Og apropos Munch er der en sjov gengivelse af Høsts møde med Munchs ”Stjernenat” (fra 1822-24), der i van Gogske farver og motiv bjergtager Høst og selv skriver han, at han har det som ” gik han i en kæfert” efter have set Munchs værker. ”Stjernenat” er i øvrigt det sidste værk man ser inden man går ud af Munch udstillingen på ARoS i denne tid.

Van Gogh henvises der flere gange til og Sandberg viser hvorledes den hollandske maler inspirerer Høst i hans egne variationer, på bornholmsk med i silderøgerier og rundkirker i van Goghs farver og penselstrøg.

Bogen er ikke ligefrem nogen pages-turner, sproget er ikke så sprudlende og det faktuelle og noternes kildehenvisninger giver mange gentagelser og stop i teksten, men den er beskrivende og oplysende og sætter endnu en vigtig brik til billedet af en tid og en stor dansk kunstner, der aldrig blev hel væk i sig selv, men nok kunne blive væk i sin kunst.