Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Arne Haugen Sørensens erindringer

AnmeldelserPosted by Troels Mon, March 25, 2019 12:00:26

Med næsen på slibestenen

Trykt i NORDJYSKE den 23. marts med fire stjerner ud af seks

Tiden grebet i halen

Arne Haugen Sørensen

300,-kr

256 sider, illustreret

Gyldendal

Tiden og ikke mindst den levede tid, er en svær størrelse, der aldrig lader sig gribe hverken i datid eller i nu’et. Arne Haugen Sørensens erindringer, er som var det en brønd, hvor vandet løb til fra alle sider og som der nu kan øses af. Den nu 85 årige kunstner er en af dansk kunsts sværvægtere og bogen fører os helt tilbage fra det fattige barndomshjem til de andalusiske bjerge langt væk fra Danmark, hvor han har boet siden 1981. Meget af tiden var det med næsen på slibestenen for at tjene til dagen og vejen. At male kom før alt andet. Det kostede og på familielivet og kærlighedslivet.

Og man fornemmer at der fortælles hudløst ærligt om et liv med en hårdtarbejdende enlig mor og den fjerne far, og om brud, her i blandt med broren, et forhold, der beskrives som et sår, der omsider er lægt, uden man sådan hel får færden af, hvad bruddet skyldes om end man over et par sider får indblik i en samtale, hvor de to har en samtale og den en sammenligner sig med moren, mens den anden er far og det dumt svin. Og måske, som der noteres, handler det om at skabe sig selv, som individ og kunstner.

Der fortælles om opbrud fra hjemlandet, som sker flere gange, og som siden 1981 har været permanent i Spanien. Og mange af skiftende i Haugen Sørensens liv, har handlet om kvinderne og brud og forelskelserne fra han var atten og til han var 35. Og han giver et stort indblik i hans egen kamp med kunsten og kunstnerisk udtryk og stillet op imod det etablerede kunstmiljø, hvor han måske betragtes som outsider, en rolle som man fornemmer han er stolt over og dog en anelse bitter over, og alligevel er næppe nogen tvivl om, at han er en central figur i dansk kunst, med en karriere, der tæller store udsmykningsopgaver i flere af landets kirker og andre offentlige steder. Og i 2017 blev der etableret et museum for hans kunst i Videbæk i Vestjylland, ved siden af den kunstpavillon, der var tegnet af Henning Larsen, som en gave til arkitektens hjemby.

Det er en del anekdoter om kunstformidlere og kunsthandlere, der lærte maleren, på den hårde måde, hvordan galleriverden og kunstlivet også kan være og hvorledes det kunne slide på venskaber og økonomien. Der bliver givet små stikpiller til navngivne kollegaer og tidligere venner, der ifølge maleren, gik efter magten og pengene, i stedet for venskabet og kunsten.

Bogen er illustreret med værker fra kunstnerens lange virke og med private fotos fra hans eget arkiv. Bogen er en god fortælling fra et langt liv, men også med spændende overvejelser om hvad livet og herunder hvad troen og kunsten er for størrelser. Hvad gør et maleri til kunst og han fortæller om, hvorledes han arbejder på op mod tyve værker af gangen og hver morgen mødes han og dem ligesom to cowboys på gaden klar til duel, og så trækkes der fra hoften. Maleriet trækker ligesom først, så der må svares af kunstneren. Arbejdet er med næsen på slibestenen, som han skriver flere gange. Sådan er det at være den forfulgte, der forfølger, som en har beskrevet ham som. Det handler om at skabe daglig brød ud af kunsten, med alderen er det også blevet muligt engang imellem at løfte næsen fra slibestenen og verden kan ligesom åbne sig for ham. Bogen er et godt selskab.

Troels Laursen