Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nordisk Modernisme på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 10, 2019 20:28:05

At få billederne til at knalde sammen

Trykt i NORDJYSKE den 6. februar med seks stjerner ud af seks

Nordisk modernisme – Inventing the Future

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil den 1. juni

På en af plancherne i udstilling er maleren Harald Giersing (1881-1927) citeret for at sige: det handler om at få billederne til at knalde sammen. Forstået, så linjerne og farverne og kompositionen i værkerne spiller og viser livet i bevægelse og i dens mange brudstykker, der støder sammen og viser nye vinkler på tilværelsen. Og det er det der sker her på denne flotte udstilling, hvor Kunsten atter engang viser stor kunst i en flot ramme. Linjer, tider og farver knalder op mod i hinanden, så er det er ren lyst i sammenstød.

166 værker af 45 forskellige nordiske kunstner hænger på hessianvæggene, som det læseværdige katalog, også er beklædt med, så den ikke bare fortæller om udstillingen, men også miner den visuelt. De mange værker er som en prismen af retninger og bevægelser igennem de 50 år værkerne er blevet til i. Flere gensyn er at finde, da en del af udstillingen består af Kunstens egen samling, og andre vil nok for de fleste være nye navne og værker, som kommer fra den store norske samling, Canica Kunstsamling. Man kan undre sig over at norske Edv. Munch (1863-1944) ikke er repræsenteret, nu fokus er sat på tiden mellem 1910 og 1960, med hele to verdenskrige, hvor meget ændrer sig og netop forandringen, opbruddet og nedbruddene, kommer til udtryk i disse moderne nordiske malers værker, som Vilhelm Lundstrøm (1883-1945, Harald Giersing(1881-1927), Asger Jorn (1914-73) og andre, der nu kan ses sammen med samtdiige norske og svenske kolleger. Og tilsammen giver det et flot og overskueligt billede af det nordiske fællesskab, der dengang, var med til at forandre kunsten, men også samfundet radikalt. Og historisk var det storbyen Paris, der var epicenteret hvor disse kunstnere hentede deres inspiration. Og det de bragte med hjem, og senere udvekslede sammen, da krigene i perioden umuliggjorde rejser, fik både kritikere og publikum til at spærre øjne op, eller vende ryggen til, til det der mod tidligere tiders naturalistiske og idealiserede kunstsyn, gik ind i hver enkel kunstners følelser. Kunstneren var nu selv i centrum som aldrig før. Og som i dag er grundlaget for det meste af den kunst vi ser i vor egen tid. Der var uro og frygt, der skulle skildres, men og forsøg på, at skabe ro og fange det spirende håb med referencer til den teknologiske udvikling. Og maskinerne er med overalt. Med mennesket, som en del af de opbrudte linjer og maskindele og menneskelige legemsdele.

Udstillingen er delt op efter genre og tider og kunstskolerne, så den er overskueligt og utrolig informativ. Det store rum er afskilt af lette gardiner af tynde snore, så det ikke forstyrrer det andet, men alligevel giver en sammenhæng på tværs af de grupperinger der er i fokus.


Der er flere kvinder med, heri blandt danske Franciska Clausen(1899-1986), men også svenske Vera Meyerson (1903-81) og norske Ragnhild Keyser (1889-1943) og de står meget stærkt i billedet. Deres værker er væsentlige bidrag til forståelse af det moderne og ganske ofte af større kvalitet end deres mandlige kollegaer. De havde alle været omkring Legér malerskole i Paris. De havde en maskinæstestik, hvor menneskets krop indgår i maskinens dele, det er abstrakt og figurativt, og Meyerson mente at man skulle kende teknikken bag maskinerne før man kunne skildre dem. Clausen er flot repræsenteret med værker der både er sarte og voldsom virkningsfulde, trods de små formater. Senere bemærker man, udstillingsaktuelle på Statens Museum for Kunst, Sonja Ferlov Mancoba’s (1911-84) skulpturer, hvor masken og Cobra har gjort sit indtog. Surrealisterne, der kom med Freud i rygvinden, er godt repræsenteret med gode kendinge som Vilhelm Bjerke Petersen (1909-57)) og Richard Mortensen (1910-93), fra før han blev til MortenZen, og Wilhelm Freddie (1909-95), og måske mindre kendte på vore breddegrader, som norske Thorvald Hellesen (188-1937) er et godt bekendtskab. Og apropos skabe, så findes der flere af dem rundt om i udstillingen, men de må gerne åbne og bag lågerne gemmer der sig lysfølsomme arbejder, som kan nærstuderes inde i mørket. En fin detalje, der skærper sanserne til den videre tur rundt. I et sådan skab hænger der et værk af Gösta Adrian-Nilsson, forkortet GAN, (1884-1965), en fra Halmstadsgruppen, her ses den franske inspiration fra kubismen, men også med en speciel ren nordisk tone i farverne. Der vises hele tolv værker af GAN og man ser bevægelsen i hans kunst gennem ismerne og gennem tidens og dens fordring. En fornem lille udstilling inde i udstillingen. Og sådan er udstillingen, sammensat og delt i flere, men altid sammenhængende og meningsgivende. En udstilling, der knalder igennem, så liv genfødes. Det er kunsthistorie til tanken, om dengang, men sandelig også til sanserne, i dag.

Troels Laursen



Faktaboks:

Canica Kunstsamling, består af mere end 2.000 værker, primært af nordiske kunstnere og med absolut hovedvægt på perioden 1890-1960.

Det er forretningsmanden Stein Erik Hagen, der har opbygget den private samling gennem 1980’erne og 1990’erne med henblik på at udsmykke sin private bolig. I starten samlede Hagen især ældre malerier af centrale, norske kunstnere som J.C. Dahl, Erik Werenskiold og Christian Skredsvig. Senere blev samlingen langt mere fokuseret med hovedvægt på nordisk modernisme. Og ønsket var, at samlingen skulle have tilstrækkelig fylde og kvalitet til at få national betydning. Og er i dag Skandinaviens største privatsamling og er med sin kunsthistoriske dybde og sit skarpe fokus særdeles egnet til museer.