Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Haiko til Høeck i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Wed, December 19, 2018 08:20:48

Et helte-kvad

Trykt i NORDJYSKE den 15.december med fem stjerner ud af seks

Haiku til Høeck

Morten Stræde og Frederik Stjernfelt

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 13. januar

Et japansk haikudigt består, som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med fem, syv og fem stavelser. Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid. Og digtet bør altid ende, som en fisk, der slå med halen og bryder overfladen, så man er et nyt sted end der man begyndte. Og dette haiko-digt er et hyldestdigt til digteren Klaus Høeck, der lige er fyldt 80. Hans værker er gennemkomponerede digtsamlinger, der ofte tager udgangspunkt i den store litteraturs indholdskatalog, og bygger videre på det. Eller han tager fat i videnskaben, som når hans store værk ”Hjem” (fra 1985) er bygget op som tre dna-strenge, der snor sig ned gennem de mange hundrede sider, med natur, kultur og ånd, som temaer. Det samme er på spil her, hvor billedhuggeren Morten Stræde og filosoffen Frederik Stjernfelt viser dette hyldestdigt i 3d, der også er et slags helte-kvad, hvor (andre) helte dukker op i titler og tekster. Det kredser om natur, kultur og ånd. Fra Kirkegaard til Hölderlin og Yves Klein, og spørgsmålet er om man bør kende alle disse digtere og kunstnere for at få fuld udbytte af udstillingen? Skal man vide en masse om både billedhuggeren, filosoffen og digteren får at kunne forstå værkerne. Måske?




Men de kan ses og fornemmes. Sanses. De er meget fysiske disse knap 50 forskellige værker i en mosaik af skulpturer, litterære værker og tegninger. Stræde har skabt skulpturerne, og som Stjernfelt efterfølgende har skrevet tekster til. Teksterne har indlagte øjenspænd, for selvom bogstaverne er store, er orddelingen, ikke efter retskrivningsordbogen, men efter behov, og det gør man må læse dem mere end engang og de ligesom forvandler sig for en, mens man staver sig igennem dem. Der er underfundigt og med til at åbne et univers op, hvor disse skulpturer står midt i. Skulpturer, der ofte indeholder en menneskeskikkelse, så der opstår et møde mellem værket og beskuerens egen krop. En følelse, der er voldsom, når man står foran det store værk: ”S.K.’s Plunge” der refererer, eller også gør den ikke, hvis man læser skriften på væggen, til Kierkegaard’s spring ud på de 70.000 favne og den sorte plade under det røde filt, der nærmeste er som hud, flået af et menneske, giver en svimlende dybde og en anelse om højderne. Imponerende og effektfuld, hvad enten man kender sin Kierkegaard og tvivlens nådegave eller ej.



Det er en kropslig oplevelse, uden nogen egentlig praktisk, social eller anden funktion. De er komplekse, uforudsigelige og peger i mange retninger, som når den store tyske digter Hölderlin (1770-1843) inddrages. Han sad i et tårn og skrev digte efter et nervesammenbrud i et gulkalket tårn i Tübingen. Her er der tale om to kegler, en hvid og en sort, der vender spidsen hver sin vej, op eller ned, himmel er jord, eller? Der er plads til forundring, som ”Tatlins Moon”, der er inspireret af Vladimir Tatlins månefigur, der var med i scenografien til det avantgardistiske teaterstykke ”Sejr over Solen” fra 1913. Et andet er Walters Game, der er inspireret af Walter de Marias interaktive værker og sådan kan man blive ved. Den der søger, skal finde. Det gælder også i et fint moment, af en læselounge, hvor man kan lade hvile falde over sig midt i juleindkøbene og læse Høeck selv, eller om af og de to andre. Et sandt haiko-digt svirper med halen, og denne udstilling slår lystig med halen og skaber fine ringe, der fortsætter, som et heltekvad, ud i det uendelige.

Troels Laursen

Faktaboks:

Morten Stræde (f. 1956) blev uddannet billedhugger fra det Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1985 og har været professor samme sted 1994 – 2003. Han er en af landets mest erfarne kunstnere i krydsfeltet mellem traditionel billedkunst og landskabsarkitektur/byudvikling. Han har skabt en række udsmykninger, udstillet i både ind- og udland og har modtaget talrige priser, som bl.a. tæller Thorvaldsen Medaljen, Eckersberg medaljen, og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Frederik Stjernfelt (f. 1957) er forfatter og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved AAU København. Tilknyttet Weekendavisen siden 1994, redigerede KRITIK fra 1993-2013 og medlem af Det Danske Akademi siden 2001. Har skrevet talrige bøger og modtaget en række priser: Lærebogsprisen sammen med Vincent F. Hendricks i 2006, Dansk Magisterforenings forskningspris i 2010 og Blixenprisen for ’årets indsats for ytringsfriheden’ sammen med Jacob Mchangama i 2017.

Klaus Høeck (f. 27. nov. 1938) er en sværvægter i dansk lyrik med 30 udgivelser bag sig. Fik debut i 1966 med digtsamlingen Yggdrasil. Har siden modtaget en række litteraturpriser, der bl.a. omfatter Gyldendals Boglegat (1980), Beatrice-Prisen (1987), Søren Gyldendal Prisen (1989), Emil Aarestrup Medaillen (1989), Johannes Ewald Legatet (1999), og Kritikerprisen (2008).

Foto: Frigivne fra Kunsthal Nord