Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Korridor og Far from Home - på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Fri, December 14, 2018 12:31:18

Hjemmefra

Begge trykt i NORDJYSKE den 12.december med
fem ud af seks stjerner

Do Ho Suh - Korridor

Indtil 17. februar 2020

fem ud af seks stjerner

Far From Home

Indtil november 2020

ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Aarhus

Hjemmet, eller manglen på samme, er omdrejningspunktet for hele to af udstillingerne på ARoS lige nu. Og med et hjem følger der også et ude. Så rejsen ligger ligesom gemt inde i det at tale om et hjem. Et hjem at være i og et hjem at forlade, og et hjem at vende tilbage til. En ren dannelsesrejse som i de gamle eventyr og religiøse fortællinger. Hjem til mor og far, eller hjem til Paradiset. Og vi begynder ude.


Den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh (f. 19621962 i Seoul i Sydkorea. Han flyttede som 29-årig til USA), viser sine rumkonstruktioner skabt i gennemsigtigt tyl. De enkelte passager er dybt personlige og særlige for Suh, da de er ”afstøbninger” af korridorer, passager og entréer fra de hjem, han har boet i Seoul, Berlin og London. Bevægelsen fra (stof)rum til (stof)rum bliver for Do Ho Suh et symbol på hans egen rejse fra land til land eller fra sted til sted i livet. Det hele er i naturlig størrelse, så man går rund inde i dem og kan tage hele turen igennem de meter, eller man kan tage en nødudgang og se det hele lidt ude fra, inden man træder ind igen. Det handler om hvad hjem er, når vi lever i en globaltidsalder, hvor det moderne menneske lever som en nomade uden blivende sted. Hans rum er gennemsigtige, alle detaljer er med, fra røgalarmer til stikdåser. Men bag flotheden og håndværket er der mere på spil. Væggene skaber ganske vist rum, men de er illusioner og er følelsen af hjemme mere en mental tilstand end det er nogle fysiske vægge, der skaber rum. Stoffet giver en teltoplevelse og dermed nogle midlertidige rum, hvor man altid er på vej. Kunstneren kalder selv installationerne for Hubs, som en form for ”centrum for aktivitet”, hvorfra kreativitet og liv udspringer. Gennemgangsrum og passagerum uden egentlige opholdsmæssig funktion, bliver hos ham således ophøjet til at have en langt vigtigere funktion end vi normalvis tillægger dem. Og hans personlige immigranthistorie bliver til alles historie. Fascinerende og tankevækkende er turen gennem korridoren, der fører alle steder og ingen steder hen.


Det samme er på færde, i museets andet udstilling, efter idé af bl.a. stedets direktør Erlend G. Høyersten: Far From Home, der er den sidste udstilling i en trilogi baseret på museets samling, der viser, hvordan man som museum kan vise og tale om relevante temaer i vores samtid gennem tekst, format, iscenesættelse og værksammensætning. Hvor de to første udstillinger havde globalt perspektiv, er denne så at sige vendt hjem og helt ind i individets mentale sfære. Fra den globale verden til den enkeltes oplevelse af at være hjemme i denne verden. Det er værker man ikke har set længe eller der er gode gensyn i en sammenhæng. Og viser, at et museums samling aldrig er stivnet, men at en hver tid kan finde sin identitet eller mangel på samme i de værker, der findes på stedet. Det er godt lavet. Og det er lavet i en scenografi, hvor man bevæger sig rundt i rum, med værkerne, og hvor underlaget skifter, fra beton til grus. Det er stemningsskabende. Og det åbner op for iagttagelserne. Og man bliver selv ligesom de andre gæster en del af rummene og værkerne, en del af rejsen langt hjemme fra. Alle de mange værker er selvstændige med optræder som en helhed. Og dog skal der fremhæves nogen, om end de kendte, så rykker de stadig i en.



Som nu Jani Leinonen’s (f. 1976) værk, der handler om at være hjemløs. For findes der hjem, så er der også nogen uden. Værket består af gadetiggeres skilte, der på forskellige sprog spørger os om, lidt småpenge, eller mad. Hvert skilt er udstyret med et bynavn, som angiver, hvor skiltet af kommer. Disse skilte er indrammet i tykke guldrammer, der giver mindelser om den klassiske og kostbare kunst. Men, det et trist syn, der møder os bag glasset. Når vi møder skiltene i hverdagen, er det sjældent, at vi stopper og læser, hvad der står. Værket er stærk i al sin enkle og barske realitet. Eller Banaan Al- Nasser’s (f.1982) paraboler, der henter informationer hjem ude fra verden, måske endda, hvor man engang selv kom fra. Som en digitalnavlestreng forbinder disse plader forskellige verdener og skaber fælles skab og sammen hæng, flugt og isolation. Ud- og hjemlængslen oser ud af de runde plader. Og så er der klokken, af FOS (f.1971), der hænger flere steder rundt i udstillingen, klokken, der falder i slag med jævne mellemrum. Klokkerne gør os lyttende og får os til at stoppe op og klokkens klang binder tider og steder og mennesker sammen, fra cykelklokker og bedeklokker til skibsklokker og dørklokker. De kalder ud og hjem.



Marianne Heske (f.1946) viser en 350 år gammel tømmerhytte, har sin oprindelige placering i Tafjord i Norge. Ved siden af den oprindelige hytte har hun installeret en støbning af hytten i glimtende kunstharpiks. Mens kopien aldrig ville kunne klare sig i naturen, har den oprindelige hytte fungeret som ly mod vejr og vind for dyr og mennesker i fjeldene. At skaffe sig ly danner en forskel mellem inden for og uden for: yder siden som det fremmede og inder siden som det tilvante. Et værk, der drager. Rune Bosse (f.1987) har han dissekeret et træ og dernæst flettet det sammen igen, så forskellige års tider mødes igen. Ved at fastfryse øjeblikket, ser vi det kendte i et nyt lys. Der ligger en kraft i at have afstand til noget og en tyngde i at kende sine rødder. Sit hjemsted. Flere kunne nævnes, for udstillingen skal opleves som en helhed. En tur langt hjemmefra og hjem igen. Nogen gange måske endda nedenom og hjem.



Begge udstillinger er en som slags rite de passage. En overgangsrite, der handler om en udskillelsesfase, hvor mennesket må væk, ud på rejse, og så dette tomrum i livets overgangsfaser, mellem hjem og ude, i en grænsefase, som ender i at mennesket bliver optaget i hjemmet eller gruppen igen, som et ganske nyt menneske. Det handler om følelsen af at være hjemme og alt det, som eventuelt hindrer os i at være hjemme et sted. Det handler om at rejse ud, for at komme hjem, hvad det så end er. Fysisk eller mentalt.

Troels Laursen