Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

MA/X - Morten Andersen & Peter Max-Jakobsen i Galleri Wolfsen november 2013

Bogudgivelser & KatalogteksterPosted by Troels Mon, November 11, 2013 20:08:53

MA/X – Collab

November 2013 Galleri Wolfsen, Aalborg

Prolog:

Udstillingen MA/X er en sjældenhed.

Her er det ikke bare to kunstnere, der udstiller side om side, og som derved spiller op mod hinanden eller supplerer hinanden.

Denne udstilling er speciel derved, at de to kunstnere, Morten Andersen og Peter Max-Jakobsen, er to meget forskellige kunstnere, der tager deres udgangspunkt hvert sit sted i kunsten.

Morten Andersen kommer fra urban-artens ofte splittede og centrumløse univers, mens Peter Max-Jakobsens fokus er på mennesket og dets krop/tilstedeværelse i verden.

Og alligevel har de til denne udstilling formået at lave fællesværker, der som en hybrid viser deres to forskellige universer gå op i en enhed, samtidig med at vi kan nyde dem hver for sig.

FØR

Før var menneskets verdensbillede altid af mytisk-religiøs art. Naturfænomener blev beskrevet i form af myter, hvor naturen og dens hændelser er personificeret og tilskrevet guders eller dæmoners handlinger. Man var ikke så interesseret i Universets form og struktur som i dets tilblivelse og forandringer. Opfattelsen var, at verden var dynamisk og omfattede ofte en kosmogoni eller skabelsesmyte.

Senere, hos de tidlige græske naturfilosoffer, skete der en afmytologisering af verdensbilledet, idet man søgte at fremstille det rationelt og naturalistisk, uden brug af guder og dæmoner. Verden var ordnet og lovbundet, og man interesserede sig i højere grad for dens struktur end for dens skabelse.

Senest, i 1920'erne, indtraf en drastisk omvæltning i det videnskabelige verdensbillede; dels med accepten af Einsteins almene relativitetsteori, dels med erkendelsen af, at Universet ikke er statisk, men stedse udvider sig. Med disse indsigter blev grunden lagt til det moderne billede af Universet, som på afgørende vis adskiller sig fra alle tidligere forestillinger.

NU

Nu er centrum væk. Centrum har flyttet sig, og i mangel af bedre bliver centrum flyttet over i mennesket selv. Over i individet.

Verden er nu uden centrum, uden mål og mening, og hvis der er mål og mening, så skal mennesket selv finde den. I og af sig selv.

Alt bliver splittet til atomer.

Enorm frihed finder sted. En frihed, der slipper masser af angst løs - men også en masse kræfter.

HER

Her er det, at de to kunstnere mødes.

I en fælles søgen, fra hver deres sted, efter et centrum - og i en søgen efter formen for det centrum. En form, der opstår af trekanter, cirkler og firkanter. Og menneskets egen krop. I dele. Og udsnit.

Her er det, at de to kunstnere, som vises på denne udstilling, er nu: Midt i tabet af midten. Det hele er splittet op i geometriske former, og med mange farver; som i en anden kaosteori, der ikke har en speciel retning eller et centrum, men bare udvikler sig i det uendelige, med ganske få variationer.

Det er deri mennesket skal finde sig selv, som et selv.

MA/X collab

Al god kunst rammer os som en erindring – som noget, der kom til os. Vi mindes om noget, vi havde glemt, vi vidste.

Morten Andersen, Berlin

Pars pro toto

En af ”Kubismens” fædre, Juan Gris, siger et sted: ”der findes ingen former mere ekspansive end cirklen – eller mere koncentrerede end trekanten…” Det er måske en del modsat af, hvad vi sådan ellers tænker om former, da cirklen vel er en lukket form, og trekanten takket og uden centrum. Cirklen er uden ende, og trekanten kan stå fast eller stå på spidsen, og alt kan ske. Den tanke er gammel.

For Platon var den rette linje, cirklen og andre matematiske former eksempler, der kun findes perfekte i ideernes verden. De matematiske figurer, vi kan se i den fysiske verden, er til gengæld kun ufuldstændige billeder af ideerne. På den måde kunne Platon forklare rummet. Med fladerne.

Disse forskellige figurer, hvoraf trekanten er elementær, udgør verdensaltets dimensioner. De geometriske grundformer og grundstofferne korresponderer således. Terningen svarer til jords elementære form; ligeledes svarer pyramiden til ilds elementære form. Hvilken geometrisk form, som bedst svarer til henholdsvis luft og vand, overlod Platon (med en vis ironi) det til læseren selv at afgøre.

Disse er naturligvis ikke atomernes sande former, men det viser sig, at de danner nogle af de sande former for pakkede atomer og molekyler, nemlig krystaller.

Og således er trekanten, firkanten, cirklen og de geometriske former, som optræder i Morten Andersens værker at betragte som gengivelser af ideer, fra den perfekte verden, som vi kan skue ind i via hans leg med disse mønstre af geometriske former. De viser helheden ved at vise delen. Eller som de gamle sagde det: Pars pro toto.

Og selv om en rektangel er en rektangel hos Morten Andersen, og han kun kan presses til at sige, at hele værket ikke forstiller noget, og at det mere handler om en oplevelse, hvor man kan lade fantasien løbe rundt i geometrien -hvor geometri jo betyder ”jordmåling”- vil den altid og alligevel være med til at danne (nye) genkendelige billeder inde i hovedet på beskueren. Billeder, som bliver til tanker og personlige følelser og skaber en sindstilstand.

Hos Morten Andersen bliver de geometriske figurer som alfabetets tegn til ord og erkendelser. De geometriske former bliver til lemmer og kropsdele, der bliver til delen, der udgør helheden. Pars pro toto bliver til et portræt af mennesket nu og her.

MA/X collab

”Et billede lever kun for den, der betragter det”

Peter Max-Jakobsen, Lørslev

Kunstnere har i deres værker til alle tider udforsket kroppen, fra forhistoriske frugtbarhedsfigurer til den moderne tids eksperimenter med body-art. Deres værker er ikke kun udtryk for kunstnerens personlige stil, men er også en afbildning af forskellige kropsopfattelser gennem historien. Kroppen fungerer så at sige som et symbol for de skiftende kulturelle sammenhænge, der præger et givent tidspunkt i historien.

I Peter Max-Jakobsens værker er der en arm her, et ben der, og så atter en arm eller et ben, og man kan kigge sig svimmel på, om det nu er det samme ben, der har flyttet sig, eller om armen faktisk tilhører en helt anden figur end den første..? Det hele er splittet op og lagt ind, så (nye) bevægelser og sammenhænge opstår. En del af et menneske fortæller om hele mennesket. Pars pro toto.

Bevægelserne, der både er set fra siden og som oftest fra oven, bliver til lag. Lag, der undersøger stedet mellem menneskets væsen og menneskets hylster. Mellem menneskets natur og kroppens anatomi.

Hos Peter Max-Jakobsen er anatomien (derfor) ikke korrekt, men kan umiddelbart synes sådan. I arbejdet med at gengive en figur uden brug af skitser eller forlæg opstår en mængde lag med rettelser og tilføjelser. Rettelserne bliver i processen essensen af figuren. Skitsens lag bliver til selve værket. Mennesket hos Peter Max-Jakobsen skildres ikke kun som en krop og en række lemmer, men bliver også til en art psykologisk portræt. Værkerne, med alle deres lemmer og kropsdele, bliver til delen, der udgør helheden. Pars pro toto bliver til et portræt af mennesket nu og her.

Morten og Peter – collab - fællesværkerne

Kroppen sanser og modtager indtryk fra verden omkring os. Kroppen er en vigtig del af det sprog, vi har til at kommunikere med vores omverden. Kroppen har et sprog.

Med kroppen fortæller vi, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Gennem iscenesættelse af kroppen, gennem attitude, tøj og udsmykning, signalerer vi personlighed og tilhørsforhold. Kroppen er altså ikke så naturlig, som man umiddelbart tror. Den er ikke fast og stabil, men foranderlig. Den er en del af kulturelle, sociale og historiske forhold. Den afspejler samfundsnormer og magtforhold mellem generationer, køn og klasser. Vores krop ser anderledes ud i dag end for 100 år siden. Og der gælder andre normer og idealer for kroppens udseende og opførsel.

De moderne kunstnere bryder med den realistiske og klassiske tradition. De omsætter kroppen til geometriske former, forenkler, fragmenterer og deformerer kroppen. Grænserne for, hvordan man kan afbilde mennesket, bliver flydende. Den levende krop dukker op som spor i kunsten, eller som kunstværk i sig selv. Kunstnere iscenesætter kroppen og sætter fokus på forhold, der fortæller om, hvad det vil sige at være menneske. Om vores tanker, følelser og forestillinger og om, hvordan vi definerer os selv i forhold til andre. Hvad vil det sige at være mig, dig?

Kunsten undersøger køn, identitet og seksualitet. I takt med den teknologiske udvikling opstår nye kunstformer. Endelig er kroppen i moderne kunst ikke kun til stede som motiv. Kunsten inddrager også os som beskuere. Fokus er ikke

længere kun på værket, men også på vores egen krop i forhold til værket. På vores perception, vores sanser og vores tilstedeværelse i rummet.

Moderne kunst forholder sig derfor på en eller anden måde til dig som krop og som menneske.

Morten Andersen og Peter Max-Jakobsens - (fælles)værker er med andre ord et sindelagsportræt, hvor menneskets eksistentielle ensomhed står klart, samtidig med at menneskets overladthed til den anden er tydelig. Værkerne bliver til et portræt af menneskets natur og væsen.

MA/X collab

”Abstrakt kunst findes ikke, du må altid begynde med noget”

af Troels Laursen, www.troelslaursen.dk