Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

To små bøger om store fund og lange rejser

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 02, 2018 15:51:04

To små bøger om store fund og lange rejser

Trykt i NORDJYSKE den 28. oktober med fem ud af seks stjerner

Terra

Gitte Broeng:

80 s. ill. s/h,

Kr. 100,-

Forlaget *[asterisk]

¤¤¤¤¤- (fem ud af seks stjerner)

En rejses begyndelse

Bruno Kjær

136 s, med 63 træsnit i sort/hvid

100,- kr

Forlaget Nørregade

I en hel del år efterhånden, er bogen blevet dømt ude, død og begravet. Det er heldigvis ikke sandt. Hele tiden dukker, der små nye forlag op og hele tiden med nytænkende og spændende bud på, hvad en bog er og kan. Og de bider dermed hele tiden de større og mere etablerede forlag i haserne. Disse to udgivelser har det tilfælles, at de udfordrer begge bogen som genre og rykker samtidigt med hvad kunst er og hvorledes den skal formidles, da de begge er et led i en udstilling. Det handler om at finde og tage på rejse med det fundne.


Gitte Broeng (f.1973 i Aalborg), der er arbejder i spændingsfeltet mellem litteratur og billedkunst, fortæller om et fund i Aarhus for mere end tres år siden, og Bruno Kjær (f.1953), fra Svenstrup, der er uddannet bibliotekar, arbejder også i det krydsfelt, der er mellem billedkunst og udgivne skrifter, samt registreringen af genstande og objekter, der kan fortælle videre om tider og steder og den rejse, det kan være.


Terra fortæller den spændende historie om skoleeleven Edmund, der i forbindelse med at han gravede en hule, i Aarhus Nord, fandt et lille hoved af terracotta. Den vidste sig at være fra Ægypten og fra omkring 712-332 f.Kr. Men, hvordan var det havnet der i en forstand til Aarhus og hvor mon kroppen er blevet af? Hovedet indgår lige nu i udstillingen Guirlandens 50-års jubilæumsudstilling, som Antikmuseet i Aarhus, viser indtil 14. december. Med inspiration i arkæologens metodiske og detaljerede dagbogsoptegnelser under udgravninger giver appendikset et indblik i processen bag tilblivelsen af Terra. Bogen indeholder også et link til et lydværk, man kan klikke sig ind på og høre. Det er en fin rejse og ens nysgerrighed pirres og da spørgsmålene er flere end svarene, så udvider fortællingen sig af sig selv og bliver et levende kunstværk i lyd og bogform.

Et levende kunstværk er også hvad Kjærs bog er: ”En rejses begyndelse” og alle lange rejser begynder, som bekendt ved det første skridt og ofte uden at nå hel hjem igen. Og denne bog er da heller ikke færdigt resultat til en udstilling, om end den indgår i en sådan, men den er til stadighed ufuldendt på den måde, at den vokser og udvider sig. Bogen er en proces og levende. Og udstillingens titel er da også ” Moving Archive”, det mobile arkiv, der nu vises i Haderslev indtil 21.oktober. Bogen har en fint indførende artikel af kunsthistoriker Anders Kjær Rasmussen, der beskriver baggrunden for træsnittenes rejsebeskrivelse. Og bogen er en billedbog. Tilbage i 1966 druknede kunstnerens fætter, der var sømand. En tragedie der gjorde stort indtryk på teenageren, men i Kjærs fantasiverden døde fætteren ikke, han fortsatte blot sin rejse rundt i verden til eksotiske lande og ved historiske begivenheder som 9.11 og har været forbi italienske ø Lampedusa, hvor flygtninge fornyelig strømmede til. Fortællingen om fætteren lever hermed videre og fastholdes i disse træ- og linoliumssnit og alle i samme mål, som gammeldags kartotekskort på 7,5 x 12,5 cm.


Bogen kan ses som et imaginært arkiv i den betydning, at der er skabt et helt anderledes univers i arkivets billede, et univers, der er personligt reflekteret og et kunstnerisk univers. Og noget personligt bliver her alment gyldigt. Bogen har 63 tryk, ud af en samling 204 og serien er langt fra færdig. Fortællingen fortsætter. Så rejsen har kun lige fundet sin begyndelse. Disse to bøger eller kunstværker er forskellige, men begge, er optaget af hvad kunst er og kan, mens det hele dokumenteres på spændende og vedkommende måder. Og de beviser, at bogen som medie, lang fra er død.

Troels Laursen

Fakta:

Gitte Broeng er forfatter og arbejder i feltet mellem litteratur og billedkunst - ofte stedsspecifikt og med tidslige lag, der udvider erfaringen af nutidens rum til også at omfatte et før og et muligt efter. Hun modtog Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2018 for bogen Oliekrisen - Et hørespil. Desuden har hun bl.a. udgivet romanen Frøken Klokken (2015), der blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris.

Bruno Kjær, er uddannet bibliotekar i Aalborg, og har udover at lavet flere udsmykninger i det offentlige lokale rum som Aalborg Hallens Scenetårn, var han i 2008 -14 kunstnerisk leder af Kunsthal Nord, Nordkraft. Har derud lavet installationer: The Ducks Army”(fra 2013 og frem) og medvirket ved Kunst ved Kanalen i 2015. Bor i Svenstrup.