Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Papirarbejder i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 19, 2018 09:55:20

På papiret

Trykt den 17. oktober i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Papirarbejder

Kunstbygningen i Vrå

med Svend Engelund / Johannes Sivertsen / Fie Norsker / Karin Birgitte Lund / René Holm / Poul Anker Bech / Rasmus Albertsen / Berit Heggenhougen-Jensen / Kirsa Andreasen / Frederik Næblerød / Kristian Devantier / Farshad Farzankia

Indtil den 11. november

Med udgangspunkt i nogle af Svend Engelunds fine og sarte skitser til store værker, viser Kunstbygningen i Vrå, at de yngre generationer ikke kun tænker og bruger papiret til skitse og studier, men ligeså meget som et selvstændigt værk. Midt i kunstbygningens lille sal står et bord, hvor Engelunds værker kan ses. De er tænkt som foreløbige værker, der skal ”vokse” og blive til andet og mere. Det er udgangspunkt. De andre værker af de andre 11 kunstnere handler det om, at de er det færdige produkt. Der vises værker fra Kunstbygningens samling såvel som helt nye værker til denne udstilling. Papiret er sart og en enkel forkert bevægelse med vandfarven eller kuglepennen på det hvide ark og der må begyndes forfra. Det skaber både en intensitet og spontanitet i værker.


Og de går løs på papiret med forskellige tekniker, som blyant, kuglepen, oliekridt, tusch og akvarel. Sidst nævnte er sådan den mest gense og brugte gennem tiden. Kirsa Andreasen viser ti akvareller, der næsten kan læses som en tegneserie om de mellemmenneskelige relationer. Papirets blødhed og de sarte farver fortæller løs. Kristian Devantier viser en serie af pin-ups, hvor den farvede baggrund er ens, som en kulisse, men modellen er vist i forskellige positioner, så baggrunden ligesom skifter med. Det er en ny udgave af de klassiske tegninger efter gipsfigurer eller levende modeller, fra de gamle akademitider, hvor de skulle tænkes som skitser til andre værker. Men er her selve værket. Berit Heggehougen-Jensen, viser også en serie af værker. Der er tale om selvportrætter med Minnie Mouse-sløjfer og ditto-ører af singleplader i vinyl, og hår under armene, så der sker et sammenstød i det feministiske udtryk og handler om retten til at afvise. Stregerne er bløde, men udtrykket er hård. Det kvindelige er også på spil i Fie Norskers værker, der som taget ud af pigeværelset med drømmende farveblyanter, der frembringer heste og landskaber, hvor en flamme, eller bølge hele tiden dramatisk leder tænkerne hen på kvindekønnet.


René Holm viser en pige der sidder forsigtigt indadvendt på et gelænder og skoven smyger sig tættere på. Et kraftfuld værk, enkelt som det er.

Der er også en heftighed i spil hen over papiret. Især hos Rasmus Albertsen, der med blå kuglepen viser boksere, der er på vej til knock-out, der hvor slaget er sat ind og bokseren enten vælter helt eller klarer den. De beder om at man får tænkt et før og et efter dette øjeblik, hvor de er fanget. De gamle fotorammer skaber et helt drømmende og historisk rum omkring de nye friske tegninger.


Frederik Næblerød og Farshad Frazankia’s værker er ekspressive og hurtige. Næblerød er kendt for sine saftige og vanvittige små fortællinger af syrede optrin. Han er hurtigt, men sikker med sine vandfarver. Det er næsten et mord på det hvide uskyldige papir. Frazankia er et spændende nyere bekendtskab. Han styrer farverne i de mange udtryk, der blander collagen og notesbogssiden med oliekridt og akvarel. Her er papiret ikke bare et materiale, der males eller tegnes på, det indgår meget præcist i værket selv. Det er stærkt. Udstillingen er en lille udstilling og man kunne have ønsket sig flere værker, så man kom længere omkring papiret som medie og værk. Men det vidste er en fin skitse til mere.

Troels Laursen