Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

BLOW i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 12, 2018 08:49:30

Blæst op

Trykt i NORDJYSKE den 10. oktober med fire ud af seks stjerner

BLOW

med Lisbeth Eugenie Christensen / Per Ahlmann / Hartmut Stockter / Erland Knudssøn Madsen / Anders Brinch / Lise Nørholm / Christian Schmidt-Rasmussen / Lars Christensen

Kunstbygningen i Vraa

Indtil den 11. november

Der er forskel på, om man er opblæst eller blæst op. I Vraa handler det om at blæse det mindre op i stor skala: Blow. Og store er de. Værkerne. Og flere af dem kan sagtens blæse en omkuld, da de på flere måde sprænger rammerne. Da, der er noget på færde i disse store formater, der er både er i rummelige 3D på gulvet og i flad 2D på væggene. Hver kunstner er repræsenteret med et værk. Og det giver et varieret udtryk, der dog samles i rummene til en fin helhed, på grund af størrelserne. Flere af kunstnerne har en designmæssig baggrund og det mærkes, da størrelserne gør noget ved beskuerens egen krop, da man, uanset om værkerne hænger på væggen eller står på gulvet, næsten står 1:1 overfor og i værkerne. Værkerne, i kraft af disse formater, kræver tilstedeværelse.


Det sker især i billedhuggeren Erland Knudssøn Madsens (f.1942) værk, der både er ord af hans byfælle J.P. Jakobsen og to skulpturer, af stål og akrylplader, der er fræset i, der indbyder til at man lægger sig på dem, eller rettere i dem og oplever den gamle naturalists digters ord. Det er både hvile og tilstedeværelse på engang. Det over 8 meter lange værk af Anders Brinch (f.1971) er så stor at man ikke kan se det hele på engang og man må gå frem over tilbage og bagud i rummet for at fange alle detaljerne, der både er tegneserie, film. Det er både dyster og lattermildt. Det er skævt og pivfrækt. Lars Christensen (f. 1972) arbejder med nye metoder, og viser et værk, hvor akrylmalingen er presset ud gennem lærredet, så malerstrøgene her er små tråde i en stram farveholdning. Det giver en bevægelse i farven og værket, der er meget tiltrækkende. Lisbeth Eugenie Christensen (f.1969) er en dygtig tegner og leger virtuost med geometrien og linjerne, så der foran en skabes et rum i en bølge bevægelse. Det er stramt og meget poetisk. Og poesien er også i spil i Lise Nørholms (f.1961) værk, der bryder ord op i bogstaver og sætter den på en slags nodelinje, så der stadig kan læses, men i nye kombinationer, som var det en grafisk morsekode. Underfundigt og insisterende let er det.

Tyngden er så at finde i Per Ahlmans (f.1965) store keramiske skulpturer. De er både organiske, som blomster og geometriske, som konstruktioner og meget appetitlige i deres flotte glasuroverflader. Naturen er på spil i de to sidste store værker. På hver deres måde. Et meget flot og overvældende værk af Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) skildrer overgangen mellem by og landskab, mellem kultur og natur og hvor er det det mødes. Værket er både konkret og genkendeligt og samtidig opløses skyerne i farvefelter, så det abstrakte er med til at skabe en flot stemning af står i et grænseland, mellem virkelighed og natur, uvirkelighed og kultur.


Hartmut Stockter (f.1973) leger også med naturen og viser den pædagogisk streget op på en stor papflade, ikke som natur, men mere tanker og indsigter om naturen. Det handler om vores forestillinger af landskabet og hvad vi egentlig ser, når vi ser ud i naturen. Er den i frøperspektiv eller ude i horisonten, eller er den mellem sprækkerne i fortovsfliserne? Han opfinder ofte underlige Storm P-agtige apparater, der skal hjælpe os til at få øje på naturen og ikke mindst, hvad vi selv gør ved den. Det er sjovt, men det er sjov med stor alvor. Og fælles for de store formater er netop, at de er med til at vi får øje på det, man ellers måske overser eller vælger at se bort fra. De udforsker hvad der sker, når noget bliver blæst op. Det er godt blæst op og det sætter sig i kroppen.

Troels Laursen