Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Niels Bohr og Johs V. Jensen

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, August 23, 2018 16:48:02

Tale ved afsløring af Johs. V. Jensens buste af Niels Bohr 7.oktober 2017 på Johs. V. Jensens museet, Farsø

Det fortælles, at de gamle ægyptere satte i deres forsøg på erkendelse, som eksempelvis det at forstå hvad livet er, i relation til dets modsætning og her altså døden.

Livet satte de overfor døden.

Modsætninger satte de altid i relation til hinanden.

Nu nævnte jeg liv og død, som modsætninger, det kunne også have været mand og kvinde eller det gode og det onde.

Og de gamle ægyptere tænkte vel at for at kunne forstå det gode, måtte man også have indsigt i dens modsætning, det onde og på den måde hele tiden spænde principperne, værdierne eller tingen op i mod hinanden, for at kunne forstå eller se, hvad de var og betød.

Niels Bohr, beskrev i kvantefysikken, hvordan en partikel på samme tid er en partikel og en bølge.

Eller som han også sagde – ikke bare om partikler: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

I dag står vi her omkring en buste af Niels Bohr, den store videnskabsmand.

Og selvom vi aldrig har mødt manden i levendes live, så ville de fleste nok kunne genkende ham i dette portræt.

Og portrætter er jo altid spændende og noget af det første vi nok ser efter er om vi kan genkende ham eller hende, der portrætteres. Og måske vi vil lede efter lighedstræk og udtryk vi kan genkende.

Jeg kunne tro at de bedste portrætter er dem, der ikke bare ligner, men også skildrer det menneske, der portrætteres.

At de viser og specielt i dag, viser Bohrs karaktertræk. Hvem han var, ikke bare i det ydre, men også i det indre. Inde i sjælen, om jeg må bruge det udtryk.

Ordet: portræt har vi, som så mange andre ord, fra latin ”protractum”, og betyder egentlig: ”hvad der drages frem for lyset”.


Så i et portræt handler, det ikke kun om at få det til at ligne, men i høj grad også i at få det der ikke lige kan ses, trukket frem fra skyggen og ind i lyset.

Og måske, hvis vi skal blive i både Bohr og de gamle ægypteres forestillinger om modsætninger, så kan vi ikke se lyset uden skyggen og omvendt. Vi ser ikke skyggen, hvis der ikke er lys.

Denne buste er af hård bronze, men alt efter hvor vi står, og den står, så falder lyset og derved dens skygger på forskelligvis.

Og på den måde lever den om end, den er støbt i et dødt materiale.

Udtrykket lever i den, i lyset og skyggen.

Vi ser de fyldige læber og den kraftige næse. Vi bemærker de to rynker i tanken og øjne, der ligger bag de store ørenbryn. Vi fornemmer en mand, med lune og mange tanker og med næse for livet og ordene. Jeg begynder at forestille mig, hvorledes det var at sidde ved bridgebordet sammen med ham, både når han rynkede på næsen og samlede brynene og øjne lyste frem fra deres gemmer. Og vi ser mere end de kan ses.


Buste eller byste, er oprindeligt en skulptur der forestiller et menneskehoved og noget af overkroppen. Ordet kommer af latin ”bustum”, der betyder "ligbrændingssted" eller "ligbål", og viste i antikken tit et brystbillede af den afdøde på et gravmonument.

Busten var for at mindes den afdøde. Og var en hædersbevisning og et slags testamente til eftertiden, om denne person, som har udmærket sig på en eller anden vis.

Og når Johs. V lavede en buste af vennen Bohr, i levende live, så var det ikke kun for at mindes ham, men også for at fange ham. Fange ham i et øjeblik og derved fange et menneske i det flygtige liv, så det fastholdes. Fange ham midt i livet og lyset, så det blev fasthold, efter døden og alle skyggerne.

Og en buste, et portræt er at fange det der ikke kan fanges, nuet. For i det øjeblik vi siger nu, så er det allerede før. Portrætkunstneren skildrer derfor heller aldrig et øjeblik, men mange øjeblikke, som så fryses fast et en bevægelse, et nu, der er stivnet.

Og jeg forestiller mig at Johs V har haft masse af fotos og ikke mindst erindringer, måske fra deres kortspil, inde i sit eget hoved, da han lavede dette portræt.

At kunne lave et udtryk, kræver mange indtryk.

Og derfor er et portræt et mellemmenneskeligt sprog. Et sprog, der giver os mulighed for at få en indsigt, via kunstnerens øjne og derved udvide vores egen horisont, så vi ser, mere end der kan ses.

Bohr, blev blandt andet kendt for at være med i det arbejde, der kaldes fissionen, der delte det udelelige. Det handlede om, at dele det kan ikke kan dele op eller det der ikke kan snittes op, som er hvad atom betyder på græsk.

Og et portræt er på sin vis også noget der fremstår som hel og udelelig, selvom det består af mange dele, former, flader og farver.

Og et mennesket består af det samme hele livet igennem, men er alligevel foranderligt hele livet. Mennesket er en helhed, og dog deleligt.

De gamle grækere mente ikke atomet kunne deles. Atomet, var for dem, denne den mindste del af livets byggestene. Men det kunne det, viste blandt andre Bohr og nu er han selv delt op i to: med en buste her og en på Niels Bohr instituttet i København.

Det, der ikke kan deles, det gør naturvidenskaben, som deler naturen, herunder mennesket op i de mindste dele og vi slet ikke færdig endnu.

Og litteraturen gør det samme og ofte forsøger den så at sætte delene sammen igen, i de store fortællinger eller i en de store beretninger om mennesket, i myter, eller erindringerne. I portrætterne.

Derfor er naturvidenskaben og litteraturen, det såkaldte humaniora, og herunder religionen, ikke kun modsætninger, men supplementer til hvorledes vi ser og forstår vores verden, vores virkelighed. Eller som han sagde, ham, der delte det udelelige: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

Videnskaben spørger altid hvordan, mens litteraturen, herunder bibelen, altid spørger om hvorfor.

Og sammen bliver de to, hvordan og hvorfor, til et bredere spektra af vores livsforståelse og livssituation og måske var det derfor forfatteren og videnskabsmanden kunne spille bridge sammen. Et spil, der bygger på fantasi, logisk sans, etik, psykologi, samarbejdsevne, selvdisciplin osv. Men også spillets astronomiske muligheder er fascinerende, både for den litterære, der blander kortene i sine fortællinger og videnskabsmanden, der deler naturen op i de mindste dele, for de 52 kort kan fordeles på 1 milliard x 1 milliard x 20 milliarder måder til de fire spillere i et spil bridge!

Bohr skulle have sagt: Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel. Eller sagt på en anden måde: Ingen bliver nogensinde udlært, hverken i det udelelige, i det der ikke kan deles eller i livet som sådan.

Om end, man kan sige, uden at modsige det andet, det eneste livet kan er netop at blive delt. Delt med de andre. Ligesom disse to, Johannes og Niels delte kortspillet og den sociale relation, der kom ud af det, blandt andet denne fine buste, der nu er til-delt os.

Jo, livet kan deles, for det er ikke udeleligt, det véd både litteraturen og videnskaben

Og mit ønske i dag kunne være: Lad nu denne buste af en videnskabsmand skabt af en litteraturmand, være et godt pejlemærke, om modsætningerne og lighederne, for kunsten og livet. Eller bare for os.

Tillykke med busten.

Så værsågod at dele.


Forhistorien:

Bohr i både gips og bronze.
Gipsbusten, som nu er blevet støbt i bronze, blev fundet i forfatterens sommerhus i Tibirke i Nordsjælland, og det er med tilladelse fra Johannes V. Jensens (1873-1950) barnebarn, at museet nu har fået lavet en bronzeafstøbning af busten. I samme ombæring blev der også støbt en bronzebuste til Niels Bohr Instituttet i København. Den udlånte gipsbuste fra sommerhuset i Tibirke vender nu tilbage til Jensens efterkommere.

Hvorfor en buste af Niels Bohr på museet i Farsø? Svaret skal søges i sommerlandet i Tibirke Bakker, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) havde et sommerhus. Blot et stenkast herfra lejede Niels Bohr (1885-1962) en feriebolig, og stien mellem de to huse blev kaldt ”bridgestien”, fordi de to familier spillede bridge sammen. Senere købte Bohr sit egen sommerhus, og udover samvær med kortspil sås de to familier jævnligt ved den omfattende selskabelighed, som i sommertiden udfoldede sig i Tibirke mellem områdets kunstnere og intellektuelle. Også Bohrs og Jensens sønner var hyppige gæster hos hinanden i forældrenes sommerboliger.
Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i Litteratur i 1944 og Niels Bohr sin Nobelpris i Fysik, 1922.

Troels Laursen

Gl. Ullits