Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Laier i Skagen Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 21, 2018 15:21:07

Skandaløs god kunst i Skagen

Seks stjerner ud af seks i NORDJYSKE den 20. juli

Anton Christensen Laier m. m. flere

Skagen Kunsthal

Værftsvej 2, Skagen

Åben hver dag 10 -13 og 16 -19

Indtil den 10. august

Entusiastiske mennesker med en anelse nørderi til den gode side, skaber steder og rum, til det der ellers ofte ikke er plads til andre steder. Gorm Spaabæk er en sådan og hans sted, Skagen Kunsthal, er stedet, hvor den kunst der ellers ikke vises andre steder, ofte fordi der ikke skal skabes skandaler, men ofte også fordi kunstneren og kunsten ikke lige rammer tidsånden og derfor sættes udenfor. At det ikke er retfærdigt viser udstillingen med mere end 40 værker, malerier og skulptur af den skandaleramte præst Anton Christensen Laier (1883-1969), der blev smidt ud af Hjallerup Præstegård, i december 1937 af Kogens Foged. Forud var gået, den kendte historie, om Laier, der fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927.



I 1935 ser Laier et stort krucifiks på en krigskirkegård fra 1. Verdenskrig, og året efter laver han sin første skulptur i cement, Korsfæstelsen, som han sætter op i præstegårdshaven. Han får konflikter med menighedsrådet og den kirkelige øvrighed, og der rejses krav om, at han mentalundersøges og skal have en irettesættelse i kirken, men han møder ikke op og vil ikke undersøges og han blev fyret for lydighedsnægtelse. Den første præst der fyres siden Reformationen. Familien bygger et lille hus lidt uden for byen og han går fra af være folkekirke præst til kunstner.


Han beskriver sin egen historie i selvbiografien, ”min Kamp” en noget vovet og kontroversiel titel i de tider, og bogen kom da også først ud sidste år på det lille forlag ”ARK”. Men den historie er kun en sidefortælling på udstillingen, for her får værkerne lov til at vise sig i al deres enestående udtryk. En væg, over for en masse fine møbler af Bindesbøll, som man må sidde i og nyde det hele fra, er helliget Laiers malerier. Andres værker findes rundt om mellem andre kunstnere, fra Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Inge Tranter, Yoko Ono og til Aage Sikker Hansen, Povl Christensen. Der er mange tegnere og ikke mindst satiretegninger. I en køn blanding, så tiden smutter fra den besøgende. Alle disse andre kunstneres værker viser, ved kontrasterne, på fineste vis, at Laier kan selv: at hans værker kan måle sig i kunstnerisk kvalitet med de andre og mange gange mere anerkendte kunstnere som Heerup, Aksel Jørgensen, Jais Nielsen og Joakim Skovgaard. Det handler om kontrasterne, om at få stillet noget op mod hinanden, så ikke bare handler om, om man kan lide farven, men om fag, kontrast og billedkunstnerisk diskussion. For smag og behag er ganske vist forskelligt, men derfor kan det godt diskuteres. Og det er Spaabæks hensigt med denne udstilling. Og det lykkes til fulde.



Dette er den største udstilling af Laiers værker siden udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten i Aalborg) i 1995. Det var i øvrigt også Spaabæk, der stod bag den udstilling. Et par af Laiers værker viser hans forbillede, J.F. Willumsen. Et cement portræt og et meget spændende billede, der hænger i kunsthallens køkken, viser Willumsens hoved, der svæver hen over en ubestemmelig baggrund, men farver er dæmpet, men ed en hel eksplosion af intensitet af farver. Laier var ikke en der brugte kradse farver, men hans palet, der altid bestod af den billigste maling farvehandleren havde, udstråler en lysende farvekraft med få vel anbragte strøg. Han var en kolorist med få farver. Broby-Johansen der, speakede til Jørgen Vestergaards kortfilm”Cementkrucifikset” i 1967, hvor Laiers skulpturer fjernes fra familiens have, for at gøre plads til en omfartsvej, fortæller, at Laier låner Willumsens palet. (Filmen kan i øvrigt streames gratis på Filmstriben) Portrættet viser hvorfor, den er som taget ud af Willumsen eget selvportræt som Tizian, i tre dele. Og sådan finder man den ene lækkerbisken efter den anden i kunsthallen.


I et rum vises Carsten Schmidt-Olsen’s portræt af faren, der var læge og dennes venteværelse er sat op, med de oprindelige stole og så konsultationens mange ugeblade fra flere årtier, og der kan man sidde og kigge på kontrasternes kunst eller læse Tove Ditlevsens brevkassesvar til ”den ulykkelige”. Det er kunstinstallation, der inddrager beskueren uden at beskuerne opdager de er en del af et værk. Også sådan er Kunsthallen hele vejen rundt. Den er til brug og man bliver brugt, på den gode måde.



Nogen vil kalde Laier for naivist, da han ikke sådan arbejder med perspektiv og de store naturalistiske ligheder, men han er snarere i slægt med en voldsom kunstner som Jens Søndergaard. Det fortællende er i centrum, både i landskaberne og i de mere bibelske skildringer. Det er som om livet hele tiden er på spil og sat på spidsen i værkerne, lige fra ”Den sidste husmand” (i cement) til dommedagsbilledet og de sidste dage, der helt aktuelt også er en kamp mellem land og byen.


Man kan undre sig over at Hjallerup ikke få samlet alle Laiers værker og fundet et sted til dem, inden det er for sent og dermed sikret sig en enestående kunstsamling. Mit bud er, at det ville trække flere tusinde til, flere end dem der i sin tid besøgte haven, da Laier selv viste rundt og fortalte om høj og lav i cementen. For det, der nu vises i Skagen Kunsthal er mere end skandale. Det er god kunst, der både udtrykker sig og som giver en masse indtryk, så man ikke er hel den samme efter, som før, man gik derind. Hip hip hurra for det.

Troels Laursen