Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Ondskab på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:30:38

Alverdens ondskab udstillet

Trykt i NORDJYSKE den 27. juni med fire ud af seks stjerner

March of the banal

Jake og Dinos Chapman

ARoS, Aarhus

Indtil den 21. oktober

Ondskaben er aldrig banal, og aldrig for den, den rammer. Men at den findes, i et hvert menneskes liv, er banal. Både den ondskab, der rammer os udefra, og så den vi selv skaber og indeholder. Den sidste, ondskaben i os selv, er den, der især er i fokus, når de engelske brødre Jake (f.1966) og Dinos (f.1962) Chapman indgår i ARoS’s udstillingsserie ”Intermezzo”, der gerne vil åbne horisonter og udvide sanser i værker, og sætte fokus på en anden form for sanselig rumlighed end normalt. Først var det Isaac Juliens videoudstilling og efter denne engelske udstilling, er det den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh’s farverige installationsskulpturer der skal udfylde rummet.


Brødrene Chapman brød igennem i starten af 90’erne som en del af kunstnergrupperingen, der er kendt under fællesbetegnelsen Young British Artists (med bla Damien Hirst). Og lige fra begyndelsen har de kredset om ondskaben og en forkærlighed for det eksplicit groteske, så publikum ledes ind i et dystert univers. De bruger provokation som æstetisk virkemiddel for at opnå en konfrontation med beskueren og tvinge vedkommende til at tage stilling. Under overfladen beskæftiger deres værker sig med komplekse emner, der når ned til grundessensen i den menneskelige erfaring og som gemmer på dybdegående analyser af samfundets forhold til tro, vold, seksualitet og moral. Og om ondskaben, der bor i os og lige mellem os. Det er det banale og er til ligeså stor forundring som at det gode overhovedet findes. I de engelske brødres verden er mennesket ikke født ond, så de er optimistiske, men samtidig bekymrede, for menneskene nemt, blive både onde og tankeløse, hvis vi ikke standser op og ser, hvad der sker omkring os og tænke os om.



De sætter et spejl op af verdens tilstand og vil få os til at åbne øjnene for alle de problemstillinger der er, der hvor det onde får lov, at være. Og deres værker er en lang række af advarselsskilte, hvor Ku Klux Klan-dukker ser video, krigens gru set gennem Goyas skildringer af det franske overgreb af Madrid i 1805, og 11 værker malet af Hitler og overmalet af brødrene, så de idylliske vandfarver af Føreren, fra tiden under 1. verdenskrig, får en anden klang og man må tænke, hvordan havde verden set ud, hvis han var kommet ind på kunstakademiet dengang.


Den ene væg i rummet er malet i regnbuens farver, hvilket står i stærk kontrast til resten af den ellers dystre opsætning. Alle kender til at tegne fra prik til prik og skabe et fint billede, her er titlen ”Not to Dot”, så her følges prikkerne ikke kronologisk, men tilfældigt. Ting opstår, som det onde, der kan fremkomme ved tilfældigheder, hvis vi ikke holder øje. En inspirerende væg, der bringer en form for optimisme ind i det hele. Optimismen, eller tro på fremtiden, ses (måske) også i de regnbuefarvede sokker, som KKK-medlemmerne bærer under den hvide kutte, så de ligesom står på håbet i stedet for tomheden. Overfor regnbuen står redningsveste, i bronze, der også er bombebælter foran store sorte bannere med elitesmilyer på, skaber straks en anden stemning. Udklip af Goyas raderinger, er uhyggelige, men med nye udklip påmonteret, lægges et lag af humor og kærlighed, eller er det blot vores ligegyldighed, der gør at vi ser væk og ser noget andet end det disse gamle raderinger af Goya viser, som var de, de første fotoreportager fra et krigshærdet område. Vi zapper videre. Og hele tiden er man tvunget til at kigge væk rundt i udstillingen, der har god plads og alligevel er skarp opsat. Og man tvinges til at kigge med og sætte sig ved siden af KKK-medlemmer, der ser en underlig video med fødsel og kunstforståelse. Fire store glasmontre, som er brødrenes varemærke og i det hele taget er der ikke mange værker, der ikke har er vist andre steder, senest i Odense 2015. Men er de set før, så er de dog stadig meget virkningsfulde og tankevækkende. Disse horrible glasmontrer indeholder scener af frygteligheder af, hvad der burde være en anden verden, men som er vores. Både i fortid og nutid. Og hvad med fremtiden? Hitler og MacDonalds-klovnen side om side med soldater, skeletter, lemlæstede nøgne mennesker i store bunker, i et ødelagt og sønderbombet landskab. Det er summen af al ondskab, som også er titlen på værkerne. Et tableau, udført i det der kunne være harmløs legetøj. Disse montre, er så skræmmende og mange kan man se går hurtig videre, mens andre må blive stående, stille og kigger, som pillede de i et sår, så det både pinte og lindrede. Det er en opstilling af det onde, i al sin virkningsfulde banalitet.

Men træd nu bare ind i rækken og tag din egen stilling.

Troels Laursen