Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

POP-art i Galerie Wolfsen i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 14, 2018 09:07:24

Kunsten at bedrage

Trykt i NORDJYSKE den 13. juni med fire ud af seks stjerner

POP EYE

Galerie Wolfsen, Aalborg

Indtil den 28. juli

Ordet "popkunst" kan på dansk være en nedsættende betegnelse for kunst, der betragtes som overfladisk. Her i galleriet bliver det taget meget alvorligt. Måske for meget?

Popart handler om at vise, at beskueren hele tiden bliver bedraget i massekulturen og forbrugssamfundet. Og tager man det for alvorligt, så ender man med, at være som det man kritiserer. Poparten er, om end den har en del år på bagen stadig interessant, for den leger med vores bevidsthed og vores opfattelse af ting og verden.


Det begyndte i USA. Og de fleste kunstnere bag disse 140 værker er da også derovre fra. Og mange af dem kan virkelig deres håndværk, som nu Antonio de Felipe, der også trækker på kunsthistorien og hiver Klimt ind i sin opdatering af den ”Kvinden i guld”. Tegneseriefigurer fra Skipper Skræk til Mickey Mouse optræder flere steder. Sean Sullivan rækker tilbage til collagen fra kubismens yngre dage, ved at rykke tykke lag af plakater ud, så lagende både ses og mærkes. Flertydigheden står frem. En Legofigur optræder i Leon Keers værker, der viser legens barnlige uskyld, der kan blive skyld i mange ting.

Glimmeret er med flere steder, enten på oksekranier af Mark Krijer eller diamantstøv i serigrafier, af Bob Gruen. Der er en udpensling af det glamourøse og en distance til netop den del af popkulturen. Musik og film optræder med både John Lennon, Freddie Mercury og Audrey Hepburn og Amy Winehouse portrætter. Stilikoner, der selv, på sin vis levede popartens liv helt ud. Der er mange referencer mellem værker og deres forgængere i stilen. Og nutidens store navne som Jeff Koon ligger lige bag skulpturer som William Sweetloves hunde med sko og pingvin med egen vandflaske. Og vel også bag Paco Rafaels gule Bambi, mens Damien Hirst anes bag Joans Leriche’s sommerfuglevinger og glitrende kranier. Også Stephane Gautier små bamser indeholder små forskellige kunsthistoriske kontekster og svæver lige mellem kunst og design. Popartens yngre slægtning, streetarten, er poetisk repræsenteret med Dom Pattionsson’s værker, der tydelig er inspirerede af graffiti-kongens Banksy’s stencil og spraydåseteknikker.


Andy Warhol er selvsagt en af de store i Poparten. Og han optræder da også på flere måder. Rigtig morsomt i Edgar Askelovic’s finurlige skulptur af en lille og synlig gammel Warhol. Det er flot lavet og en intelligent replik ind i Popartens selvkredsen. Og som en replik skal man også se Antonio de Filipe’s farverige bananer, som vi kender fra Warhols gule banan, der var designet til coveret til Velvet Undergrounds berømte lp-udgivelse i 1967. Et ikon, som kunstneren foreslår vi skræller og kigger nærmere på. De gamle ikoner afklædes og iføres nyt. Gennem de mange rum i galleriet går man gennem et par rum, der er meget uorganiserede i opstillingen, hvor værker står lidt hutler til bulter, måske, bevidst, for at læne sig op af stilen, der ikke tager sig selv for seriøst, men det hele ender dog med et helt museumsagtigt helligt rum, og designerbænk foran Warhols serigrafier af et alterbillede med flere kulørte Marilyn Monroe’r. Og han er jo ophavsmanden og guruen bag det hele. Og historisk set er han sammen med James Rosenquist, der lige nu er meget aktuel på ARoS i Aarhus, og Roy Lichtenstein de fremmeste eksponenter for genren.


Danskeren Ole Ahlberg, der har succes i USA, er også med og endnu engang med nogle af sine talrige Tintin-værker, hvor den spinkle helt optræder i erotiske situationer, tilsyneladende altid lige forbavset. Det er en gentagelse, der strækker sig til et nå. Det der engang, måske, var farligt, virker nu harmløs og uinteressant. Harmløs er til gengæld, ikke det første man tænker, foran Phillipe Huart’s værker, der lækkert viser appetitlig slik sammen med medicinkapsler og stoffer på så smuk og glansfuld en måde, at det er ganske uhyggeligt, at se bolcher og medicinkapsler side om side. Og man må komme i tvivl om hvad der er hvad. Et skræmmende billede af medicinalindustrien og forbrugersamfundet, der er gået i spin sammen. Skinnet bedrager. Det er pop-artens fornemmeste opgave og her serveret lige i øjet.


Efter en tur rundt i pop-land, så kan man få tanken at Poparten er blevet det, den engang opstod op i mod: bevidstløs mainstream. Og måske er den endt som sin egen modstander på denne udstilling, der dog får hele fire stjerner, og det selvom kunsten kun er til tre, for den ene stjerne går til galleriet for at hive en stump af USA hertil og vove det ene pop-øje.

Troels Laursen