Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

William Kentridge på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 12:06:39

Nedslag i Tiden

Trykt i NORDJYSKE den 17. april med seks stjerner ud af seks!

William Kentridge – The Refusal of Time

Kunsten, Aalborg

Indtil 19. august

Lige nu på ”Kunsten” slår den sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955) ned i tiden, bryder den op og vender den rundt. Han stopper den og fylder den ud. Han vrider tiden, i sine værker, der her består af både kultegninger og videoklip på små smarte skærme til et stort femfløjet skærmværk. Han bruger Tiden, med stort t.

Han slår ned, i en lektion kaldet 47, på kunstkritikere og kunsthistorikere, men i et sjældent forsøg på storsind og selvironi, vil denne anmelder lade det passér, for uanset: nedslagene er fabelagtige og med masser af humor og med den store alvor, som kun humoren kan bære. Værkerne, tager deres udgangspunkt i kunstnerens egen opvækst i Apartheidstiden i Sydafrika. Han bærer i alle film-værkerne selv altid kun hvid skjorte og sorte benklæder. Som var han delt i to. I en hviddel, der må bære skylden for europæernes ødelæggelse af Afrika og dens befolkning, og sort, som den, det hele står på og er grundlaget for hans virke og hans værker.


Værkerne er holdt meget i sort/hvid, men paradoksalt nok, så er det farverigt og en sjælden intens øjenåbner, så de to s/h blander sig så intet kun er s/h, men masser af skygger i gråt.

I nævnte lektion 47 fortæller han at han, 6 år ser en række fotos af den voldsomme massakre i Sharpeville, hvor 69 sorte blev dræbt, tæt på hjemmet. De billeder brænder sig fast i drengen og har sat sig som en følelse af medskyldighed i kunstneren. Denne private oplevelse gøres i hans kunst til en almen menneskelig fortælling og bliver til stor kunst. Og det handler om vores forhold til tiden, både som fortid, nutid og fremtid, ja vores eget forhold til historien, og vores egen del deri.


Filmværket ”The Refusal of Time”, (fra 2012) og som også er udstillingens titel, er stor totalinstallation, med en underlig maskine, der intet udretter, og fem skærme folder et fascinerende univers ud, hvor fortid, nutid og fremtid samles i et magisk fortættet nu. Her er flere sekvenser af fortællinger klippet sammen på kryds og tværs, som et indisk skyggespil, så noget religiøst og rituelt også spiller med. Det handler om tidens begyndelse, som et hulkort, og endeligt, da det ender med at alle tidsmålingers moder: ”Royal Greenwich Obervatory”, sprænges i luften og dermed også den vesterlandske civilisation og herredømme. Tiden er fysisk, ikke mindst på grund af den medrivende musik, der indhyller publikum total, som man mærker tiden, og nerven i fortællingen, der absurd, men som alligevel leder til sandhed. Det er storslået på alle måder og overblikket er umuligt, ligesom det er med den følelse vi kalder for tid.

Både billeder og lyd sidder i én længe efter de 30 minutter, som værket varer, er gået.


Værket er en kulmination på kunstnerens udvikling i de seneste år, hvor han krydsbestøver sit primære medie kultegningen med elementer fra filmens verden, musik, dans, opera, teater, litteratur såvel som performance. Og der vises også fine kultegninger, hvor den hvide mand repræsenteres af to, Soho, der er mineejer og så Felix, der er personificeringen af skyldfølelsen over udnyttelsen, om end navnet Felix jo betyder den lykkelige. Flere små skærme viser flere udgaver af Kendridge, der fortæller om sine værker og syn på kunsten. Det flot lavet og oftest meget morsomt. I tegnlektionen nr. 37 blander musik sig med vædderhornene, der væltede Jerikos mure, sammen med hebræisk recitation om Moses og den Tiende Plage, hvor alle førstefødte i Egypten skulle dræbes af dødsenglen. Det handler om kunstnerens rolle og en hyldest til skyggerne, som er der hvor kunsten finder (sit) sted.

Triptykonet ”Breathe, Dissole, Return” fra 2008, er en poetisk samling, på tre vægge, af fragmenter af åndedrættet i sangen, og tidernes genkomst, samt dens opløsning, hvor tingene ofte er mere end det først sete.

Udstillingen, der er første del af et 3-årigt samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, er et must see. Og der er virkelig meget at se og sanse.


Og det skyldes ikke mindst, dem, der har sat alle herlighederne op. Stor anerkendelse til dem. Den nye sal i Kunstens kælder, er med denne fremragende udstilling, udnyttet til fulde. Herligt.

Troels Laursen