Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Pairkunst i Hune

AnmeldelserPosted by Troels Fri, April 13, 2018 15:12:44

.... saks, papir

Trykt i NORDJYSKE den 11. april med fem ud af seks stjerner

Karen Bit Vejle: ”Bulldog Ballet” og ”Med saksen som pensel”

Dansk Center for Papir

Hune, Blokhus

www.centerforpapirkunst.dk

Papir er, trods digitaliseringen, noget af det vi bruger hverdag. Lige fra avispapir til bagepapir over indpakningspapir til kopipapir. På ”Center for Papir” folder papiret sig ud, som det sjælden er set. Det er psaligrafi, som kunsten, at klippe i papir, hedder. Vi kender den fra H.C. Andersens finurlige klipperier og fra Sonja Brandes skrøbelige genfortællinger af eventyr og salmer til Peter Callesens store skulpturagtige værker, der er fælles om at bruge papiret til at fortælle en historie. Og ofte er psaligrafi brugt som illustration til bøger og lignende. Her i Hune, er der sat en tyk streg under kunst, med værker af den dansk-norske Karen Bit Vejles fascinerende og forunderlige verden af papir. Hun er også bagkvinden bag centerets udformning og drift. Det hele folder sig ud i en gammel ALDI-butik ved rundkørslen. Men glem alt om discount. Det hele er smagfuld og stemningsmættet indenfor, hvor den verdensberømte psaligraf har samlet et bredt udvalg af sine mange imponerende værker, som hun har skabt med sin broderisaks igennem de sidste 30 år. Udstillingen består af to dele. En med en sværm af ballerinaer og en såkaldt kerneudstilling.



Første delen er 22 figurer: ”Ballerina Buldog”, er en sammensætning af det lette og det tunge. De tå dansende piger har alle et power toll som attribut, fra håndmikser til boremaskiner og handler om deres inderste styrker, som bulldog’en, der bider sig fast. Alt sammen sat sammen med Søren Kierkegaards tale om valget. En lille balletfilm, med ballerina og papirklip, fortæller om saksen, der kan klippe snærende og bindende bånd over, og det kierkegaardske spring på de 70.000 favne kan tages. Poetisk med indhold er det. Og indenfor i selve kerneudstillingen ”Med saksen som pensel”, der folder papiret endnu mere poesi ud. Uden at det forbliver ved blomster og fugle og tam skønhed, for der er både samfundskritik og moraler i værkerne. Værkerne er klippet i store almindelige stykker papir og sat op mellem glas, så de svæver og kan nydes fra begge sider. En fabelagtig lyssætning af engelske Steven Laffoley-Edwards, leder beskueren let rundt mellem værkerne og deres skygger på gulv og loft og som udfolder værkerne endnu mere. Det er en totalinstallation. Og detaljerne i klipperierne myldrer frem, sætninger og fortællinger klippes ud foran en. Og inspirationen fra Historien og historierne, samt norsk folklore i strikkekunst og i Nationaldragterne (en såkaldt Bunad) og fra Stavkirkerne, fornemmes.



Det store værk, der viser musikken i Sjostakovitsj,1 piano trio opus 8, er en sand vandring i vellyd med cello, violiner og klaver. Og en femte årstid, musikkens tid er foldet ud stilsikkert ud i papiret. Det er fermt, fingernemt og fingersnildt. Værkerne inviterer til at reflektere og fortolke. De rører ved det banale, men som alligevel er det grundlæggende i livet: glæden i de små ting. Og det sker aldrig uden humor. Turen rundt i papirets huller og deres skyggerne og lyset slutter med en den kendte begravelsessalme: ”Altid frejdig”, fra syngespillet om Tornerose, som prinsen synger, inden han begiver sig ind i tornekrattet og kysser kærligheden til live igen. Detalje på detalje springer frem for den, der bruger tiden. Papirklip er Slow art på alle måder. Og 14.4 er centeret da også med i International Slow Art Day, med specielle omvisninger med fokus på fordybelse. Det er kunst og mindfullness på en gang. Sanseligt og magisk er det og det er kunst og poesi med kant. Og med centeret og deres høje kunstneriske ambitioner er der nu, endnu en god grund til at tage til Hune.

Troels Laursen

Faktaboks:

Karen Bit Vejle udstillede for første gang på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i Trondheim i 2008, og siden er hendes værker vist på førende museer som Nationalmuseum i Stockholm, ’Victoria & Albert’ i London, Nordic Heritage Museum i Seattle, Today Art Museum i Beijing og H.C. Andersens Hus i Odense. Foruden sine udstillinger, har Bit Vejle samarbejdet med en lang række eksklusive brands. Hun har udført bestillingsopgaver for bl.a. det franske modehus Hermés, Hilton Hotel, Porsgrund Porcelænsfabrik, Nidarosdomen, Røros Tweed og Georg Jensen.