Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Station to Station Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Mon, January 22, 2018 08:37:50

At forme og formes

Trykt i NORDJYSKE den 17. januar med 4 stjerner ud af 6)

Station to station

Sydhavn Station

Kunsthal Nord, Nordkraft Aalborg

Med titlen fra en gammel David Bowie sang ”Station to station”, inviterer Kunsthal Nord til årets første udstilling med det kunstnerdrevne udstillingssted ”Sydhavn Station”.

Sydhavn Station er et interessant udstillingssted, der står for udstillinger med samtidskunst i et tidligere billetsalgskontor og på en række plakattavler i den travle stationshal i København. Og man kunne måske forvente, at det hele så foregik fra en perron eller på et jernbanespor, men rejsen er mere en rejse i sindet, i erindringerne. Mere en rejse mellem steder og tider, mellem former og æstetik, en rejse fra tanke til handling, fra hoved til røv. Og lad os bare begynde fra en ende af. Ulla Hvejsel har en pointe i sit værk” At tænke med røven”, der handler om penge og dumhed. Den er interessant, men en anelse på standby og bliver bare en læseoplevelse, når man som jeg, ikke var forbi en dag, hvor hun opfører en performancen, som hun ellers gør flere gange i udstillingens forløb. Men uden, så er det lidt tom kulisseagtigt og afventer bare liv. Total oplevelsen udebliver. Det samme gælder Heine Klausen’s værk med skjorter, der er uden mennesker, men som handler, helt Kirkegardsk, om at forholde sig til sig selv, og i det man gør det, forsvinder man. Det handler om at forme og formes. Her i et let og indbydende hvidt.


Flere værker er en ophobning af ting, indsamlet eller fundet. Camilla Rasborg dækker gulvet med en næsten dagsbogsagtigt erindringer tilfældige dage. Her er det også vigtigt at læse med. Heidi Hove’s samling af mormorens døde fluer er en makabert og alligevel sjov ophobning af de klaskede dyr, som på et museum for insekter. Det er efterladenskaber, ligesom en gammel køkkenmødig fra tidligere ejere af en grund, så legen må stoppes, for fortiden rækker altid ind i nutiden. Registreringen og opstillingen er flere steder museumsagtigt og kan måske ses som en museumskritik, der kun fungerer, som ophobninger af data, der aldrig bliver rigtig levende.


Anne Skole Overgaard viser et stort flot maleri af den anden side af vejen, et næsten fotografisk præcist værk, der spiller godt med fotos fra Norditalien, tæt på det store marmorbrud Carrara, hvor betonen også har vundet indpas i hegn og skulpturer i naboens have. Værkerne har en fin dialog imellem sig og er en meget stille, men stor sanselig oplevelse. Jens Axel Beck går næsten på tværs af rummene, i en Pantomime med både en klovn, om end ikke hvid, så da i sprælsk farver, og et Harlekinmønster, et portræt og et ærme. Et sandt forundringsværk, som både slører og afslører og som man kan forsvinde længe i, og med nye informationer, afhængige i hvilke retninger man ser. Mette Juul viser en lang række mindre fotos fra USA’s Nationaldag sidste år, hvor folk står og venter på et optog. Vi ser kun de ventende. Og mens de ser, ser vi på dem og hvad sker der så? Beskueren bliver beskuet. En næsten voyeuristisk oplevelse.

De otte kunstnere har hver deres forskellige praksis, men til trods for at de fleste er opvokset i Jylland, har de færreste tidligere udstillet i Nordjylland, til gengæld er de alle født i 70’erne eller på kanten deraf. Rummene veksler mellem malerier, skulpturer, installationer, video, fotos og performances. Og som kollektivt værk bidrager hver kunstner med tre plakatværker, der bliver installeret på vægge og i særlige plakatholdere. Værkerne er meget forskellige i både udtryk og form, men alligevel er der en sammenhængende fornemmelse rundt i udstillingen. En udstilling, der er meget teksttung, da der er flere store plancher, og nogen gange er de til gavn og andre steder forstyrrer de blot, og tjener mest til at sikre kunstneren at beskueren ikke misser en pointe eller to. Men hvad gør det, når nu de fleste værker bare kan ses og sanses hel uden forklaringer? Man kan sagtens få en god tur uden at læse det hele. Som Sonja Lillebæk Christensen fine video, hvor der leges med geometriske former ved vandkanten, de kan faktisk godt nydes og opleves uden at læse om æstetik og kunsthistorien efter Anden Verdenskrig. Formerne, der kan virke kantede, er jo taget ud af den organiske natur og legen er mærkbart og meget spændende at iagttage og her handler det også om, at forme og formes. Udstillingen er lang bedst, der hvor man bare går i clinch med værkerne, for de er stærke i sig selv, og så tage i mod og selv tænke videre uden læsebrillen. Flere af kunsterne er der i løbet af udstillingsperioden, indtil den 4. februar, og det vil sikkert være godt at tjekke Kunsthallens hjemmeside og planlægge sit besøg efter det. Men uanset, tag ind på stationen og få et godt trip.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Kunstnergruppen består af:

Jens Axel Beck (f.1976), Sonja Lillebæk Christensen (f.1972), Heidi Hove (f.1976), Ulla Hvejsel (f.1975), Mette Juul, Anne Skole Overgaard (f.1980) og Camilla Rasborg (f.1974) og gæsten Heine Klausen (f.1978)

Alle fotos af Niels Fabæk, Kunsthal Nord