Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

London malere på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Tue, January 02, 2018 15:09:36

Nøgen ensomhed

Trykt i NORDJYSKE den 29.december med fem stjerner ud af seks

Bacon, Freud, and the London painters

ARoS, Aarhus Kunstmuseum

I forbindelse med udstillingen er der et rigt illustreret katalog

Indtil 4.2 2018

Eksistentiel ensomhed, og skrøbelig nøgenhed, er sat i spil, ved ARoS’ præsentation af 90 værker udført af efterkrigstidens mest interessante og kompromisløse malere i London, i et samarbejde med Tate, London.

Kunstnerne bag værkerne tæller store navne, som: Francis Bacon og Lucian Freud, men også malere som Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow. Ti i alt er udvalgt.


De er, trods mange forskelle, blevet til det man kalder for ”The School of London”, der opstår i kølvandet på 2. verdenskrig massive ødelæggelser. Og krigens rædsler afspejler de gruppens referencer og temaer, som angst, ensomhed, sårbarhed og håbløshed. De er fælles om at skildre mennesket som et skrøbeligt, desperat og nøgent individ. Det handler om at finde en retning og en vej, midt mellem et sønderbombet landskab. Sjæleligt og fysisk. Menneskekroppen blev af diktatorerne i Europa dyrket som antikkens guder. Lydefrit og harmoniske. Stålfaste og urokkelige. Med disse malere kom der fokus på mennesket som en ormesæk, for nu at citerer vores egen salmedigter Kingo. Her opstår et nyt billedsprog, hvor kød, nøgenhed og flydende konturlinjer også skildrer menneske sindets dybeste og mørkeste drifter.

Huden, især i Freuds værker, fremhæves, så den består af alle nuancer fra lilla til grøn, så både skønheden og forgængeligheden træder frem. Malerierne og tegninger er pågående og påtrængende. Man kan have lyst til både at kigge tæt på og væk.


Paula Rego (f.1935) er oprindelig fra Portugal. Hendes værker er store også som fortællinger, så man får mindelser af Edv. Munchs ”Livsfrise”og ”Livets dans”, der væver motiver fra historisk kunst og litteratur sammen med hendes egne barndomsminder. Kvinden er i centrum og hendes frigørelse eller mangel på samme skildres. Rego er et af de gode bekendtskaber på denne udstilling. De to store malere, Bacon og Freud er godt repræsenteret, også uden de sådan overblænder de andre og måske mindre kendte malere.

Francis Bacon (1909-1992) værker er præget af datidens kulturelle pessimisme. Han dyrkede eksistentialismen og lod gerne sine motiver befolke af deforme figurer og hans måde at skildre menneskekroppen i forvredne og dyriske stillinger er blevet skelsættende for megen af den moderne figurative maleri. Lucian Freud (1922-2011) var barnebarn af den psykoanalytikerens fader Sigmund Freud og fra Berlin, men flyttede i 1932 til London med sin familie for at undvige nazismen. Hans billeder er ofte portrætter, men kunne i virkeligheden skildre alle mennesker, da de nøgne modellerne ofte skildres ensomme og introverte, hvor han med utraditionelle beskæreringer skaber udsyn til køn, hængende bryster og synlige blodårer, der udstråler sårbarhed og udsathed. Leon Kossoff (f. 1926) går andre veje, hvor malingens tykke lag skaber en 3d effekt, hvor det forvredne menneske skildres, rå og usødet, men meget genkendeligt. Samme pastose farvepåføring har Frank Auerbach (f. 1931) også hans motiver er modeller, der besøger hans atelier.


Michael Andrews (1928-1995) gjorde brug af en eksistentialistisk form for realisme i sine værker, hvor han undersøgte den menneskelige naturs gåder og menneskets stilling i verden ved at studere forholdene mellem individer og mellem menneske og natur.

Det hele kredser om det eksistentielt ensomme menneske, der har svært ved at definerer sig selv og den tid det lever i. Det er en længsel efter høre til.

Der er mange værker og opsætningen er ikke lige til, man må sno sig og overblikket forsvinder mellem rumdelerne, mens man sikrer sig at man fik det hele med. Det, er der en pointe i, nemlig i at vise denne fragmenterede verden, der er vores og den baggrund kunstnerne arbejdede på, og det kan være forvirrende, men sådan er livet nu engang, så både scenografien i udstillingen og dens værker, viser denne søgen og længsel, som præger kunsten i en kaotisk tid, vor tid. Udstillingen er på mange måde et råb, men finder sin vej rundt i mens man ser. Et skrig, der også gjalder som et ekko, når man har forladt stedet og værkerne.

Troels Laursen