Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nogle nøgler -Nordkraft

AnmeldelserPosted by Troels Mon, April 29, 2013 21:17:54

Aliens og Alligatorer

af Troels Laursen

Udstillingen NOGLE NØGLER i Kunsthal Nord, Aalborg, blander fremmede elementer med velkendte og skaber små fortællinger mellem popkultur og finkultur.

Udstillingen ”Nogle Nøgler” er skabt at de to kunstnere Tina Uhrskov (f.1975)og Jane Maria Petersen (f.1962) spiller på den kendte verden og på ukendte magiske verden. Mellem de direkte barnlige og det groteske, mellem skabelse og opløsning.

Begge kunstnere benytter sig af forskellige medier: Installation, skulptur, tegninger, broderi, video, papirklip, kobbertryk, serigrafi og mixed media og de er bestemt ikke karrige med deres brug af materialer, som spænder fra tekstiler, pap, papir, ler, glas, og naturmaterialer til readymades, som sættes sammen til forskellige collager og installationer. Og udstillingen kan derfor være, ved første øjekast, en noget blandet landhandel, men giver man sig tid, findes der både aha-oplevelser og tøhø-oplevelser, for det fremmedartede og uhyggelige mødes med det kendte og trygge og begge dele bliver til både grin og nikkende genkendelse. Det ophøjede og det klassiske bliver hevet ned af piedestalen, som når Jane Maria Petersen giver romerske statuer parykker på eller når gjøltrolden sejler i romerske fontæner, eller når det søde alienvæsen E.T. får paveornat på og det kendte sættes sammen med det ukendte, så det kendte viser sig at være ligeså ukendt, eller bare sært, som det ukendte.

Jane Maria Petersens værker rummer en stor fascination af bevægelsen, mellem det muntre og de poetiske universer og hun viser et visuelt overskud, der leger med kunsthistoriens konventioner – fra Disney til klassiske skulpturer fra ”Nike fra Samothrake” til Rodins ”Gående mand”. Alt sammen holdt ekspressionistiske og krasse farver.
Tina Uhrskovs værker på udstillingen kredser om kvinden, kønnet og barnet gennem bløde medier, hvor de gennemgående materialer er stof med tryk og broderier, papir, pap og træ. De broderede værker er på én gang lidt naive, men fortæller samtidig grusomme historier som værket Lucias hænder, som er anbragt på en knogle, der også er udstyret med en muslingeskal. Der er også en rebstige med knogle som trinbrædder og fornemmelse af opløsning og truende undergang trænger sig på midt i grinnet.

De to kunstnere klæder hinanden og det bliver en hel leg at hitte ud om et værk nu er lavet af den ene eller den anden, for trods en stor forskellighed, så er de fælles om at fremstille rum og steder, hvor der veksles mellem det det realistiske og det magiske, mellem (ny)skabelse og opløsning, mellem forskellige tider, og mellem de store mytiske fortællinger og de små dagligdags fortællinger. En udstilling, der ved første øje-blik kunne ses som en elitærudstilling, men den er netop en udstilling, der gør op med det kunstige skel mellem popkultur og finkultur.

NOGLE NØGLER

med kunstnerne Jane Maria Petersen og Tina Uhrskov

Kunsthal Nord

Udstillingen man ses til den 12. maj.