Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nina Saunders på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Fri, June 02, 2017 10:08:14

Hele ugen – alene

Trykt i NORDJYSKE den 31. maj (her med en korrektion) og med fem ud af seks stjerner.

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Nina Saunders: "I Heard a Voice in the Midst of the Four Beasts"

Indtil den 20. august

Det begynder med en ræv, der har problemer, der er så lammende, at benene er ubrugelige afskårne stoleben og gabet stor vidt åben, mens det ligger på en freudiansk divan og er klar til at hyle sin klage ud. Beskueren bliver terapeuten, den der betragter de andre og måske får en selvindsigt på vejen. Og sådan er Nina Saunders (f.1958) flotte udstilling hele vejen rundt. Der er stor humor og knivskarp alvor. Værkerne er på engang foruroligende og virkelighedsfjerne skulpturer og hel dagligdags.

Man betragter og får ofte øje på både de andre og sig selv, for det hele er velkendt hjemlig hygge og fremmed uhygge. På engang.


Lyssætningen er stemningsmættet, så alle de opstillede genstande spiller videre, som skygger og bliver derved til noget andet, end de er, på væggene og loftet. Og mellem genstandene og skyggerne, opstår en form for tåge, hvor man hører stemmer, og ser syner, der kan være svært at skelne fra virkelighed og fantasi. Og man er mutters alene. Hele ugen. Det menneskelige grundvilkår udstille og fremvises i chesterfieldmøbler med udstoppede dyr og spjætdansende rokokostole. Det vild fantasi og konkret dagligdag, skabt af den dansk-britiske kunstner Saunders og indeholder værker fra de seneste 10 år, samt en række helt nye værker skabt til her til. De er sat op, som kukkasser, hvor et tableau står frem, og sådan drives an rundt i hele underetagen på Kunsten. En ugedag, indgår i titlerne, Fra mandag til lørdag aften, hvor man sad og ventede. Ensomheden er markant, men humoren i alle værkerne bringer ind masse håb ind i de menneskeforladte teateragtige kulisser, hvor intet er som det plejer eller giver sig ud for, for de småborgerlige hjemlige situationer handler intimsfæren og idyl repræsenterer dyrene, der enten er udstoppet, eller mønstre i stoffer eller tapeter, og sat ind i værkerne, drifter og de vilde følelser og det ukontrollerede, som pibler frem under pænhedens polerede facade og er med til at forme fortællingerne. Mandag er man hos frisøren, som ikke er ens ven, tirsdag er de glemte sager i sprækkerne mellem sæderne, onsdag er man gæst hos en, der lige er gået og (måske) kommer igen om lidt. Torsdag, kan man hel få kvalme af karusselen, der både er børnevenlig og meget uhyggeligt. Fredag gælder det Grethas fest, hvor mærkevarerne står i kø og en dekadent fest har udspillet sig i et rum med ananas på tapetet. Lørdag er på værtshuset, hvor de ensomme sjæle lytter til banale Elvis sange (projiceret op på væggen, med kunstneren selv der giver den indlevende som Elvis) med stort indhold om kærligheden, mens den storladne hule latter mellem de forladte bordene for længst er stivnet. Det er en uge om det helt store eksistentielle og det hel banale. Og det hammerflot iscenesat. De seks dage fra Skabelsesugen, hvor der skete noget, er i denne udstilling fabelagtigt godt vist og skildret og håndværksmæssigt flot lavet og sammensat, så alt det vi ikke vil tale om i vore relationer danser rundt på det gulvtæppe, vi ofte fejer netop de spørgsmål ind under. Titlen er fra en Johnny Cash’s religiøse sange, der apokalyptisk synger om de sidste tider og eksistensen lige nu.


Der er andre tableauer, der står uden for ugecyklussen. Blandt andre en med støvler i række og blinde geledder og vilde rovdyr, der ligger under det pænt opdækkede bord, som en ustyrlig bombe under civilisationen. Det er hele ugen, alene, og søndagen er på en blomstret sofa, med en kugle, der gør den næsten ubrugeligt. Søndag bliver ikke til nogen hviledag. Men den kunne så passende være den dag, man gik i nutidens tempel, kunstmuseet, og så denne udstilling. Sammen med de andre ensomme og hvileløse vandrende sjæle, der så kan betragte hinanden. Du vil ikke fortryde det.

Troels Laursen