Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Døbefonte i Aalborg Stift

AnmeldelserPosted by Troels Mon, April 24, 2017 08:10:10

Døbefonte gennem tiderne og Stiftet

Trykt den 22. april i Nordjyske med tre stjerner ud af seks

Døbefonte i Aalborg Stift

af Jørgen Orlien

Udgivet af Aalborg Stift

Tidligere kirkeværge ved Budolfi kirke, arkitekt Jørgen Orlien, har beskæftiget sig med blandt andet lokalhistorie om Jens Bang og Budolfi Kirke som de centrale emner.


Han har på egen hånd skrevet et større værk om samtlige kirkeskibe i Aalborg Stift.

Nu har han udgivet en bog om alle 336 døbefonte i Aalborg Stift. Og sammen med sin hustru har han de sidste tre-fire år besøgt samtlige kirker i stiftet, fotograferet, opmålt og samlet det store materiale om døbefontene.

Det er en kirkerejse, der giver mindelser om Martin A. Hansens og Sven Havsteen Mikkelsens i 1950’erne. Her er ærindet blot en anden. Bogen registrer og viser samtlige døbefonte. Fra A til Aa. Et imponerende arbejde og bestemt en bemærkning værd.Men det er småt med fortællingerne. Efter et kort introducerende forord - ud af de i alt 573 sider - på 15 sider, begyndende med Harald Blåtands dåb og et kort overskueligt rids af dåbens historie, gælder det de hårde fakta.Om sted og tid og ofte en ganske kort bemærkning om fonten og dets historie eller hvor man ved det, hvem der er kunstneren eller arkitekten bag. Man savner flere af dens slags bemærkninger og gerne mere uddybende bemærkninger.For eksempel kunne det have været godt med mere fyldig omtale af de seværdige, såkaldte ”Løvefonte” fra den romanske periode i kirkernes historie og videre frem til de moderne fonte.Det havde givet både de smukke gamle og de meget symbolladede nye fonte i bogen mere liv.Billedsiden er fattig, også selvom der er et eller flere fotos af hver døbefont. Men i så små gengivelser, at detaljer og fortællingerne forsvinder og giver for lidt til oplevelsen og nysgerrigheden efter at se og vide mere.Måske skulle denne registrering ikke være udgivet som bog. For der vil ikke være mange, som vil have denne store bog med i handskerummet, når man selv drager på kirkerejse. Dens registreringer ville have fungeret bedre som hjemmeside på nettet eller en app, hvor der var plads nok. Til både tekst og flere og mere detaljerige fotos, og til mere end registrering og nøgterne fakta. Bogen får registreret døbefontene, og her er der tale om en ganske imponerende bedrift, men desværre også én, der ikke er særligt levende.


Troels Laursen