Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Enkelhedens Storhed - om Jens Chr. Jensens kunst

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Mon, January 02, 2017 16:20:31

Enkelhedens Storhed

- om Jens Chr. Jensens kunst

(Tidligere trykt i Kunstmagasinet Janus nr. 4 december 2016)

Det fundne og det nye

Jens Chr. Jensens materialer er aldrig nye.

De, er derimod mærket af tidens slid og han bruger det, der ellers var lagt til side eller direkte smidt ud, af andre, som værdiløst, så det atter får nyt liv, i en ny og ofte overraskende sammenhæng.

Det er i spændingen mellem den gamle form, som materialerne oprindelige havde og som dengang gav dem en værdi og det han skaber dem om til, der gør hans værker uhyrer interessante og vedkommende. De indeholder på en og samme tid en stor enkelhed og udviser en enkel storhed.

Det, der før var skrammel for de fleste bliver transformeret om til kunst med stor forfinet skønhed. Det handler om at han skaber en orden ud af kaos, uden at kaos forlader hverken beskueren eller værket.

I Jensens hænder og med sin skarpe formsans, forvandler, alt det han får samlet sammen og fundet, sig til skulptur, relieffer og billeder med fortællinger. Tilsat, ikke mindst, en meget fin fornemmelse for farver, skaber han, en hel verden af orden, hvor enkelheden og gentagelsen rykker værkerne ud i endnu en dimension, som er tidløst og hvor der hersker en æstetisk og arkitektonisk ro i små og større huse og templer.

Cirklen

Cirklen eller kuglen er en af de helt centrale figurer i hans værker.

Cirklen er at finde i de små værker, af flintspåner, små grønne glasstykker, der er slebne af havvandet og strandsandet, til de store vægrelieffer af krøllet bly eller malkemaskineslanger.

Cirklen er også til stede i et kæmpe værk, der ligger skåret ind i hinanden, så de bølger rundt i en evig cirkel, man aldrig bliver træt af at kigge ind i. Tiltrækkende, som en kilde, der risler. Og netop en kilde – Arnakke Kilden, er inspirationen for Jensen til denne installation med de mange metalskiver.

Kildens høje jernindhold skaber en masse flotte farvenuancer, af orangebrune, sorte, brune og blå okker ved dens udløb i Ørnsø.


Kunstinstallationer består af ca. 600 metalskiver på 25 cm i diameter, der alle har været udsat for vand, som har givet de samme farvenuancer, som kilden skaber i sin rislen.

Metalskiverne er forsynet med en lille udskæring i siden, således de kan sammenflettes på kryds og tværs og derved kommer de til at ligge i en kontrolleret tilfældighed således, at når man bevæger sig omkring installationen, vil man opleve en form for bevægelse i ”kilden”. I midten har han placeret en kobberbeholder med et vandspejl. Endvidere er der i udkanten af cirklen udgravet en lille grøft og overskudsjorden herfra bruges til en lille forhøjning i midten, hvorpå metalskiverne placeres og vandspejlet placeret i toppen af denne forhøjning. Klingerne danner et kildespring eller er det en vulkan, der ulmer med store kræfter i det skjulte? Værket er sidst været vist ved Silkeborg Bad og har der været en ”kilde” til kurbadet.

Cirklen er også at finde i Jensens værk ”Vindkuglen”, eller som den også kaldes ”vindheks”. Vindkuglen har en diameter på ca. 2,5 meter. Energien fra en vind kan starte en lille kugle på en strand. Kuglen farer så af sted hen ad stranden og på dens færden samler den forskellige lette materialer op, som eksempelvis små træstykker, fjer, siv, tang og snor. Efterhånden ruller kuglen, som en snebold, og den bliver større og større og kan til sidst fortælle sin helt egen næsten arkæologiske historie, af hvad der er af lag af ting i den, når man ser nærmere på den. Sådanne vindkugler har kunstneren, på sine talrige vandreture langs den jyske vestkyst, ofte samlet op til inspiration og som et lille skatkammer af små ting, til nye værker af fundne ting, der får et nyt liv i en ny fortælling. Kunstnerens egen udgave af en sådan vindkugle, så første gang dagens lys på den hollandske ø Amerland på toppen af en sandklit i efteråret 2015. Senere er den blæst østpå af vestenvinden til Tyskland nær Elben ved byen Gartow mellem Berlin og Hamborg.

Herefter blæste den nordpå til Sverige og placerede sig 20 meter oppe på en klippeafsats på fjeldvæggen i byen Hunnebostrand ca. 100 km nord for Gøteborg. Der har den en fin udsigt til skærgården og Kattegat, og mon ikke den falder til ro der?

Firkanten

Af andre grundlæggende geometriske figurer, der ofte ses i Jensens værker, er også firkanten og rektangel repræsenteret, ofte i form af frimærker og rationeringsmærker.

Disse mærker, kan få tankerne til at cirkle, for ordet ”mærker” kan stå for mange ting. Eksempelvis kan man, hvis man falder og slår sig, få mærker, som man virkelig kan mærke.


Vejen kan også få nogle grimme mærker efter vinterens frost, og vi afholder mærkedage, der kan mærkes, for hinanden flere gange om året. Og sådan findes mange andre eksempler i det danske vidunderlige sprog, som er med til at sætte Jens Chr. Jensens fantasi i gang.

Der er også nogle mærker, som vi har brugt i rigtig mange år, som nu tilsyneladende er på vej retur, nemlig frimærkerne, som har været en stor del af den grafisk kunst i mange år og mange kunstnere har med stor grafisk kvalitet, sat sit aftryk på disse mærker med stort held.

Jens Chr. Jensen bruger disse mærker på en lidt anden måde. For det første er det afgørende for ham, at mærkerne er brugte, det vil sige stemplede, da det, giver mærkerne en levende og stoflig overflade, som det var malet. Farven og formen, som blev skabt med mærkerne, er selvfølgelig afgørende. Og nogen gange, bliver disse frimærker, sat sammen, på søm tre og tre, så de danner en cirkel. Det hele bliver en søgen efter det umulige i at forene firkanten med cirklen, eller måske endda selve en søgen på løsningen af cirklens kvadratur.


Kunstneren har også arbejdet med en anden form for mærker, nemlig rationeringsmærker fra den kolde krigs tid og som heldigvis aldrig kom i anvendelse, så hvad kunne være mere fredeligt end at anvende dem til kunst? Disse farvede rektangler af gamle rationeringsmærker fra Koldkrigstiden, på sæbe og rugbrød, sættes nu sammen, så deres oprindelige fortælling om frygt på mangel, bliver til en sanselig overdådighed. Det, der var en ren praktisk foranstaltning, bliver i Jensens værker ren æstetik.

Poesien

Værkerne, udgør for beskueren, ung som gammel, en sand skattejagt, for man vil så gerne finde ud af, hvor den dims oprindelig kom fra og sad, inden den endte som det selvfølgeligste af alt i disse værker.

Materialerne er hårde, som rustenjern, kobber, bly eller glas, men værkerne fremstår både bløde og organiske, som de små grønne glasskår, som havet og sandet har slebet runde og bløde.

Værkerne, fra de små tempelbygninger til de store cirkler, er smukke, og de er anderledes, og til fordybelse.

Der er en poetisk storhed i al den enkelhed og dristighed, som Jensen, viser i sine værker, der i sig selv er stille og rolige, men som udstråler en meget kraftfuld virkning.

Der er tale om, at der skabes et kosmos ret ud af det kaos, som de forskellige materialer, som kunstneren bruger og sætter sammen, kommer fra, og det de så bliver dannet om til. De indeholder, på engang, en stor enkelhed og udviser en enkel storhed. Det er ren poesi.

Troels Laursen