Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

TID Kunstbygningen i Vrå

ÅbningtalerPosted by Troels Mon, September 05, 2016 12:37:47

TID

- åbningstale i Vrå Kunstbygning 3. september 2016

Tak for denne mulighed for at være med her i dag – og tak til kunstnerne for tilliden til at stå her og sige noget om deres værker….

udstillingens titel er en god titel. Den er rummeligt, så man sådan set kunne fylde alt ind i den og at kalde en udstilling med maleri, skulptur og fotografi for ”TID”, er på engang meget klassisk og så alligevel en aldrig udtømmende titel eller begreb.

For tid og kunst er uløseligt forbundne.

Et maleri begynder i det usynlige.

Men det findes.

Et maleri begynder med en bevægelse, et ryk, en forskydning i vinklerne mellem øjet, tanken og hånden.

Nogle malerier består af talrige malerier, i lag på lag, kunstneren har malet det ene maleri oveni det andet, det ene under det andet, for at finde frem til det rigtige, og kun ét af dem kan ses, det øverste, den tynde overflade som alle kan se, og som dækker over en hel masse andre fortællinger, som det er aldrig er meningen skal blive set. Men de findes.

På den måde kan en maler både åbne og lukke et maleri.

Og at lukke og at åbne, er to sider af den samme bevægelse. Både maleriet og fotografiet vil fange en bevægelse.


Og at åbne og lukke – det er en bevægelse – dog et er det det handler om i udstillingen, der åbner i dag! Tiden som en bevægelse, der både er frosset fast og som bevæger sig, fra dengang til nu og ikke mindst i rummet mellem os.

For maleren handler det om at lukke et maleri, så det åbner op og for fotografen handler det om, at have en lukketid, der åbne op for motivet.

Fanger bevægelsen, fanger ideen, fanger tiden.

Begge, maleren og fotografen, skildrer virkeligheden, beskåret og bevæget sådan, som de ser verden og virkeligheden, lige nu i dette rum og i denne tid.

De fortæller en historie.

Og historier er til i tiden, især de mundlige findes i tiden, (når vi tier, ja så er historien snip snap ude!) mens selve kunstværket er i et rum, måske endda til evig tid også selvom ingen hverken ser eller hører det.

Kunsten, fotografierne findes kun i et rum.

Ja, i dagens anledning faktisk endda i hele fire rum.

For i dag handler det om at være i rum og tid, for kunsten handler om at være tilstede, sammen med os - i rum og tid.

Her er der fire rum, et for hvert verdenshjørne og der med viser de fire rum det store rum, eller universet.

Rummet og tiden hænger sammen, vi kan kun være i den ene dimension ved også at være i den anden. De kan ikke skilles ad.

Ikke fysisk i hver fald, vi kan jo sagtens i tankens flugt både flytte rundt på rum og tid og det er det kunsten kan. Den kan flytte os i rum og tid, som nu fotograferne Tønnies, foran dem, rykkes vi ind i en anden tid end vores egen og vi rykkes ind i et andet rum, end der vi selv er.

For evigt ejes kun det tabte, for at sige det lidt melankolsk med Henrik Ibsen.

Kunsten, fotografiet er en tidsmaskine, der kan flyttes os ud af rummet og flytte os ind i et andet rum.

Og vi ved at tid måske mest af alt er en følelse – fornemmelsen af tid varierer. Tid er en følelse, alt efter hvad den indeholder, for den er mere end det uret måler. Tiden er en følelse, som kræver rum.

Kunsten skaber et rum, som beskueren kan træde ind i, så begge dele, tid og rum, inkorporeres eller henviser til kroppen og fører kroppen ud af rummet og ind i rummet, ud af tiden og ind i tiden, så vi selv kommer i spil, som i Jonas Pihls science fiction-agtige installation med paralleluniverser og ormehuller, der både er en form og ude af form, så nye rum dannes uden et egentligt centrum, uden klare grænser mellem inde og ude, og et rum, hvor ingen kontur er fast nok til at de amorfe klatters elementer lukker sig omkring en stabil identitet. Og ens hoved spinner i fraktaler og dimensioner, som man kun aner og fornemmer, men ikke kan rumme. Og måske det hele er synsbedrag?Måske er det en paralleltid?Måske er det et parallelrum?Det er måske selve verdensrummet, eller blot dyb nede i urhavet, og dens evige skabelsesproces i både fortid, nutid og fremtid, der er temaet i Pihls værker?Og rummet er dermed i opløsning, og så gør tiden det også den smuldrer eller fastfryses.

Som nu i Tønnies familiens fotos, hvor tiden, også har en slags hoverolle, idet den nærmest fastfryses.

Enten er den gamle fotografs portrætter (fra omkring 1900), hvor folk sat frosset fast som stive brædder med blikket stift rettet mod os eller ukendte horisonter/rum.

Eller, det er de tomme industribygninger eller stuer (fra 1930’erne og 40’erne) der er rykket ud af deres egen tid og over i vores og den tid der kommer.Dengang hentes frem til nuet.Og en dialog skabes.


Vi indgår i en relation med værkerne, der begge lige er lukket, så de åbner sig op, i tid og rum.

Hos Søren Elgaard er fokus på kunsthistorien.

Derved skaber han en dialog på tværs af tid.

Vi flyttes fra et tidsrum til et andet.


Vermeers ”Pige med Perleørenringen”, flytter fra dengang og op til nu. Spejler sig fra dengang til nu, så både kunsten og historien får et evighedsperspektiv, hvori vi også kan spejle efter os selv. Og ikke bare spejlinger i Elgaards værker, men også i et rigtig spejl, om man så må sige, kan vi se både hans værker og Tønnies’ værker, så fotografiet spejles i malerierne og de spejler sig i hinanden, mens vi ser på og derved pludselig flyttes fra det ene rum til det andet. Fra den ene tid til den anden.

Vi bevæges og ser det gamle på nye måder, nu det står her i et nyt rum i en ny tid. Det skabes en dialog mellem dengang og nu.

I Rasmus Albertsens værker kredses, der om tiden, som en uhåndgribelig virkelighed, det der ikke kan indfanges, så den kan gå i ring og derved gentage sig, så handlingen, i rummet, og mister derved sin betydning, og selve tiden står i fokus, for tiden går, som tiden nu har får vane at gøre.

Albertsens video, er en sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet udskiftes, og bliver til en fugl – en fugl fønix?

Det er hel metafysisk, og handler om et liv efter denne, som en fugl.

Tiden er også evigheden, og måske evigheden allerede ligger i tiden, i dette nu.


Fortiden er også repræsenteret i Albertsens malerier, - det er fra familiens fotoalbum, lidt ligesom Tønnies, her er det blot meget mere private og personlige og fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete engang, men som stadig er nutid mærkbart virkelighed i hans liv.

Det, der var, forsvinder ikke bare og det kan være helende eller det kan være blødende sår og rindende tårer.

Tiden er i bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter fra os i det øjeblik vi siger nu.

Og det er her vi er, nu, i en bestemt tid, efter kl.14 den 3. september 2016 og i et bestemt rum: kunstbygningen i Vrå.

Men tiden finder som allerede nævnt, kun sted i et rum, jeg findes kun i dette rum og i denne tid, fordi du findes, lige nu og her.

Der findes kun et jeg fordi der findes et du og et rum.

Der findes kun et jeg fordi der findes et værk foran mig.

Og derfor kan man måske også sige at tiden kun findes eller finder sted i en relation. Vi er i et tidsrum lige nu og her, som vil udvikle sig og omforandre sig og udskifte sig og nye rum og relationer vil opstå i denne bygning, i disse fire rum. Her vil tiden opstå og gå, mellem os og det vil den gøre lige indtil værkerne pilles ned og de måske stilles op i andre rum, hvor det hele så vil gentage sig, bare på en ny måde. I nye rum og i en ny tid.

– så velkommen inden for i rummet

– velkommen inden for i tiden

– den tid, der er her med – og mellem - værkerne– og dig og mig.

God fornøjelse! – og tak for lydhørheden!

Værsgo!


Troels Laursen