Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Imran Qureshi på Kunsten, Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 14, 2016 15:55:17

Eksplosioner

Trykt i Nordjyske den 13. februar 2016
med fem ud af seks stjerner

Idea of Landscape, Imran Qureshi

Kunsten, Modern Museum of Art, Aalborg

Indtil den 24. april.

Noget af udstillingen dog kun til den 28. marts,

Med genåbningen af Kunsten, efter renoveringen, indvier museet også et nyt rum. Et kæmpe rum, i kælderen, og derfor uden lys udefra og velegnet for værker, der er lysfølsomme, som papirarbejder og video og den slags. Og det nye rum bliver virkelig indviet med maner. Den pakistanske kunstner Imran Qureshi (f.1972) lader en eksplosion af blå farver sprøjte ud over det halve gulv. Og smukt er det. Med blåfutter til skoene går man ud på det blå hav, hvor undersøiske koraler og blomster ligger lige under, og på bagvæggen er der røde spor, der både ligner blod der er sprøjtet ud efter en eksplosion. Det er voldsomt og voldsom flot.

Qureshi er en af Pakistans største samtidskunstnere, og udstillingen på Kunsten er hans første soloudstilling i Skandinavien. Udstillingen er en del af den landsdækkende Images 2016, der tematiserer forholdet mellem kunst og samfund. Her er der ikke tale om belærende politisk kunst med moraler og paroler, som vi kendte den i 70’erne, men om kunst, der henviser til og viser samfundet og verden som det ser ud i dag. Kunsten flytter politikken over i beskueren, så denne må tage stilling på egne vegne.

Qureshi arbejder tematisk og har mange gentagelser i sin fragtmenterede kunst, hvilket gør det hele så stærkt. Og han gør det fra miniaturens små fortællinger og ender på store sammensatte lærreder med ekspressionismes eksplosioner og viser, som allerede nævnt, også installationskunst på gulvet i kælderen og med et Bjerg i det store udstillingsrum ovenpå.


Og de to værker er skabt til denne udstilling til og på stedet, der bærer titlen, ”Idea of Landscape”: det store gulvmaleri og et flere meter højt bjerg, der er sammensat af 30.000 stykker papir, som har været en del af en tidligere udstilling, og som nu er krøllet sammen, begge installationerne er udført henholdsvis i farverne blå og rød. Disse farver går igen i mange af kunstnerens værker og symboliser både (ny)skabelse og forgængelighed på samme tid, både i forhold til os hver især og til samfundets politiske udvikling. Inspirationen til hans blomster, som også er blodmotiver, og som bruger han igen og igen, fik han fra en selvmordsbomber, der sprængte sig selv i luften tæt ved hans atelier.

Bjerget kan man gå rundt om, mens store lærreder på væggene fortæller den samme historie om liv og død. Det kunne ligne et bjerg af iturevet menneskekød. Det handler om menneskesyn og kan ses som en hyldest til alle de mange, der begraves uden hyldest eller uden at deres uretfærdige død undersøges. På de røde blodstænkede lærreder ses og så hvide små sædceller, der fortæller om nyt liv, eller små sorte skygger, der laver en ”sort sol” af fugle. Det hele er, som kastet op i en stor bølge, som i et Hokosai-maleri, hvor, det hele hvirvler rundt og dog i hvile, så der ligesom gror både ro og håb ud af eksplosionerne af rødt,

Qureshi’s landskaber af ideer, er ikke genkendelige landskaber fra hverken Pakistan eller herhjemmefra. Landskaberne skabes i beskuerens indre, hvor ideerne lever og fortæller, at meget kunne se anderledes ud.

Qureshi behersker ikke blot den store skala, men også miniaturerne, som han er klassisk udannet i. I kælderens dunkle belysninger er der en række af disse miniaturer, som har en historie tilbage i den islamiske tradition uden om billedforbud.


Der er en hel serie af atomraketter, fra dengang Pakistan og Indien, i 99, truede hinanden, og atomraketten i Pakistan blev set som en frelser, og dens dødssymbolik blev normaliseret. I disse værker er den dødbringende raket, skrællet som en banan, og denne humoristiske tilgang ser man også i en serie med fundamentalistiske muslimer i færd med hverdagssysler såsom at ligge i græsset. Nogen af disse bærer militærgrønne sokker sammen med religiøs hovedbeklædning og ordet terrorist dukker op. Værkerne er smukke med bladguld, som henviser til både det guddommelige, rene og gode, men også til rigdom og død og begravelser. Her er så mange detaljer, malet på hellige tekster af kalligrafi, at gå på opdagelse i og det kan svimle for en, når man ved at de er malet med pensler, der kun har et hår. Udover raketten og personerne med den moderate oplysning, som det hedder, er der også Mure og Landskaber i hans særegne miniaturer. Spørgsmål om tradition, fornyelse og friheden i det alt sammen, trænger sig på foran disse små mesterværker. Man bliver uundgåeligt berørt.

Qureshi behersker det store og det små. Og det hele spiller på det gamle begreb ”pars pro toto”, hvor den enkelte del også bærer helheden i sig. Udstillingen er helstøbt i dens mange dele. Til udstillingen medfølger et informativ katalog der også er en god at læse, når man er vel hjemme igen og skal fordøje alle eksplosionerne.


Kunsten er genåbnet og med Imran Qureshi er det gjort med et brag, ja, med en sand farveeksplosion, der både ryster og fryder.

Troels Laursen

kultur@nordyske.dk